Min datter var ret "umulig" i går og det varede lidt før jeg fandt ud af, at det jo var fordi hun var ked af noget.
Da jeg spurgte hende, fortalte hun, at hun var ret ked af det fordi S, en pige fra klassen var "efter" hende og blev ved med at chikanere hende. Min datter var ret kørt op over det (hun er MEGET følsom og bliver let ked af det) og havde absolut ikke overskud til at tage i skole, for hun kan ikke holde ud at blive behandlet dårligt. Hun beskrev det som om at hun følte S behandlede hende som et dyr og følte det meget nedværdigende.
Vi snakkede om det og jeg gav udtryk for, at jeg forstår hvordan hun har det. Men jeg foreslog hende også, at hun skal prøve at være ligeglad. og mindede hende om, at hun faktisk er rigtig gode venner med de 2 sødeste piger i klassen og det er hun jo fordi hun selv er en fantastisk pige. Det hjalp hende lidt, men et er at snakke om det. Det er jo noget andet, når hun står midt i det.
Jeg gav hende lov til at blive hjemme i dag, men vi snakkede også om, at det jo bare er at udskyde problemet, for det stopper jo ikke, før hun bliver stærk nok til at stoppe det.

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre. Jeg har tænkt på at ringe til pigens mor, men er ikke sikker på, det er en god ide, for jeg er så gal, at jeg nemt kommer til at få sagt noget forkert, så vil jeg jo skade mere end gavne.
Jeg har også tænkt på at snakke med hendes lærere, som er dygtige pædagoger og vil gøre meget for at hjælpe min datter. Men jeg er bange for, at de alligevel ikke formår at gøre noget ved det.

Nå jeg tror nu jeg ringer til hendes lærer, men vil selvfølgelig gerne have respons fra jer.
For jeg kan mærke det går mig mere på end jeg egentlig var klar over. Det kan jo ikke nytte, at jeg sidder og tuder over det, når hun har brug for at jeg hjælper og støtter hende.

Hej fra Mig.