Til Helle og andre sukkersyge....

Banting - som fandt insulinet (fra "Dødens Banemænd" - 1932)
Af Paul de Kruif 1890-1971

Er det ikke tåbeligt, at når dødens banemænd beklagende indstiller virksomheden, bare fordi de mangler et laboratorium til en million dollars.... bare fordi de ikke kan skaffe sig et fedt legat, så de kan købe ubegrænset ind af aber og marsvin? Banting var kun en ung kirurg, han nød ingen anerkendelse i den fine lægeverden, han svedte over arbejde i et lokale, som kun meget høflige mennesker ville kalde et laboratorium, og i stedet for de hunde, han ikke havde råd tol at købe, brugte han sin landlige energi og viljestyrke.

I


Det første indtryk af Banting er enfoldig, altfortærende ærlighed. Banting havde hverken millionlaboratorium eller fede legater til at købe hunde for, så han kunne gøre sin store opdagelse. Men han end ikke drømte om at indstille kampen mod menneskelig sygdom - skønt det var mislykkedes for de mest fremragende fysiologer at finde insulinet, og skønt visse ophøjede lærde hævdede, at denne opdagelse vist nok var umulig.

Jeg er, så længe jeg lever, betaget af Banting og hans besynderlige lægemiddel - og jeg er det, fordi min far var lige ved at blive frelst ved insulin. Jeg kalder insulinet besynderligt, fordi det kunne have hjulpet min far til at leve længere med sukkersyge, end han havde været i stand til at leve, hvis han aldrig nogensinde har haft sukkersyge. Det giver Banting ret til en plads i første række blandt dødens banemænd i vore dage.

Far døde af sukkersyge i 1917 som en udsultet skygge af den kraftige mand, han havde været i sin bedste tid. Det var kun fire år, forinden Banting begyndte at redde sine sukkersyge hunde fra døden i det lavtloftede rum oppe under taget i det medicinske laboratorium ved Universitet i Toronto i den mindeværdig varme sommer 1921. Sukkersyge angreb far i 1907, og det var forfærdende at se, hvordan den pludselig forvandlede ham. Som var det i går, kan jeg se ham for mig nu, som han så ud den dag, da det pludselig gik op for mig, at der var galt fat med ham. Det var en råkold dag i februar, fortovene var glatte. Jeg mødte ham, som han kom sjokkende ned midt ad vor landsbygade. Han var grå i ansigtet, og han, som altid havde holdt sig så rank, gik nu med hængende skuldre.

Han prøvede alt. Men det var i den håbløse fortid, da den medicinske videnskab kun kunne bevise, at insulin var en umulig tanke. De fineste autoriteter havde leet den mand ud, som våvede at påstå, at en bondedreng som Banting snart ville finde på noget, der kunne forlænge livet ti, tyve, ja længere, for sukkersyge patienter.

Far var kun handlende i en lille by, men han nærede respekt for videnskaben. Mens jeg blev medicinsk studerende, og han langsomt døde, spurgte han mig atter og atter, hvad forskerne havde hittet, som kunne lappe det hul i ham. Sådan udtrykte han det. Dr. Forster ved Universitetshospitalet i Ann Arbor gav ham den mest moderne diætbehandling, og det kunne rette ham op for en tid, men så sporedes lugten af acetone i hans ånde igen. Når han var længst nede, sagde han gerne, at videnskaben egentlig ikke kunne gøre andet for ham, end at sulte ham ganske langsomt ihjel, og videre barmhjertigt virkede det ikke.....

Verden over klarede tusinder sig som ham - de holdt sig i live ved at sulte sig. I 1917 så jeg min far dø, tres år gammel. Det er en gribende tanke, at siden den yndige junidag i 1917 er der gjort to store opdagelser, og som begge ville have hjulpet far til at leve meget længere. For hvis Bantings insulin havde eksisteret dengang, kunne det have holdt fars sukkersyge nede. Men uhæmmet tærede sukkersygen ham og og gjorde ham mindre modstandsdygtig over for indtrængende mikrober. Derfor slap hæmolityske streptokoker ind i hans strube, og deres dengang ukendte gift dræbte ham ved at ødelægge hans nyrer.

I mange dage inden far døde, lignede han med sine indfaldende kinder de falmede billeder, der blev taget af ham, da han var dreng. Han var uklar det meste af tiden dette sidste forår. Engang så han på mig, pludselig klar, og spurgte: "Paul, hvad er døden?"

Havde det blot været nogle få år senere, så kunne jeg være kommet til ham, længe inden det gik så trist ned ad bakke for ham, og sagt: "far, jeg har store nyheder til dig....."

Alt dette har gjort mig ivrig efter rigtig at forstå de begivenheder, som fandt sted visse hede nætter i 1921 i Toronto. Hvem var Banting, siden han kunne klare denne bedrift?

Fortsættes i næste indlæg....