Til ære for og med kram til Anne, der lidenskabeligt dyrker dette kolde, flydende element.....

"Vinterbader"
Af Klaus Slavensky

Jeg elsker Michael Kviums menneskefortællinger, og jeg elsker fornemmelsen af, at arme og ben strækker sig ud i det uendelige i et frådende vinterhav.

Før Uret ringer før hanen galer.
Sådan er det altid i de mørke vintermåneder. De eneste lyde i huset er en svag summen af sovende åndedræt og trappens knirken, da jeg nattevarm går ned til badebukserne. Saltvandet gør dem dag for dag mere stive, og det er snart tid til en tur i vaskemaskinen. Men først skal de en gang til i det iskolde hav. Med et håndklæde over skuldrene stikker jeg fødderne i badesandalerne og åbner bryggersdøren.

Det er som at medvirke i W.C. Fields-filmen ’Øllet blev hans skæbne’. Øjeblikkelig slynger vinden en spandfuld slud i ansigtet på mig. Igen og igen. »Weather’s not fit for man nor beast«, mumler jeg med W.C’s snøvlende stemme og går udenfor.

Sludet gør det ikke nemmere at holde balancen på den glatte vej. Plastiksandalerne får ikke rigtigt fodfæste, og som en kælk, der glider ned ad en bakke, når jeg hjørnet, og vinden fra havet giver mig en mavepuster. Der er 200 meter til stranden, og jeg luner mig ved en anden af W.C. Fields’ udødelige bemærkninger: »I never drink water because of the disgusting things that fish do in it«. Men sådan tænker vi vinterbadere ikke....


Læs resten af artiklen på Politiken.dk
Politikens Hovedside