Citer Oprindeligt indsendt af marimat d. 22.november 2006
Så nu skete det, som jeg frygtede hele efteråret. I søndags er min mand taget fra mig og børnene med ordene: jeg flytter....

Og her sidder jeg i syv sind. Funderer over om vi som er syge med lavt stofskifte er så slemme at leve med, når vi har det dårligt.
Resten af tråden startet af marimat kan læses HER .....

Det er ikke så ofte, at man hører om andre effekter af denne sygdom, end lige netop de medicinske. Ingen ved, hvor ofte et helt liv inkl. ungernes liv bliver afsporet, når barndomshjemmet ødelægges af..... den manglende respekt om denne sygdom; den manglende accept af denne sygdom og den absolut fraværende information om denne sygdom.... vel at mærke denne del af den, der ikke lader sig behandle med "vidundermidlet" Eltroxin..... og derfor slutter ægtefællen sig til koret af de bedrevidende, der blot mener at hvis man vil - kan man "tage sig sammen" og så er den hellige grav velforvarret....

Hvor mange af os mon har fået det sociale liv og familielivet ødelagt af en sygdom, hvis afvigende forløb har efterladt den syge på herrens mark, uden hjælp og uden accept og uden respekt.....

Mit bud er, at vi er mange tusinde "stofskifte-enker" spredt ud over landene.... med skiltet "hypokonder" hæftet på ryggen og overbærende blikke fra de læger, der hæver deres hyre for netop at kunne finde den rette behandling af de afvigende forløb og ikke som tilfældet er nu - at helbrede de former af det lave stofskifte, der under alle omstændigheder er nemme og ligetil at behandle.... så at sige "af sig selv".