Sjælehunger
En personlig beretning om vejen til selvværd og varigt vægttab




af Bente Maria Ostenfeld-Rosenthal
Borgen, 2005
ISBN 87-21-02503-7
1. udgave, 1. oplag 2005
349 sider.


Om bogen:

"... det er en bog, man ikke kan slippe, når man starter. Den skal læses færdig . Bente Maria Ostenfeld-Rosenthal er en gudsbenådet forfatter - intet mindre."

Sjælehunger er en åbenhjertig beretning om overvægt og lavt selvværd. Tre gange har Bente taget 25 kilo på. Og tabt dem igen; som 14-årig, 22-årig og 30-årig. Undervejs er hun universitetsstuderende, aerobicinstruktør, kostvejleder, bulimiker, forelsket, arbejdsløs og tekstforfatter. Igennem alle årene kæmper hun mod sig selv - og med et smerteligt forhold til sin excentriske far. Hun vender sin baggrund ryggen, ignorerer sin indre stemme og træffer en række forkerte valg - i ønsket om at leve op til de krav, hun tror, omgivelserne stiller. Først da Bente er midt i 30'erne, formår hun at bryde mønstret: Efter en nær vens død, et afklarende psykologforløb og en spirende indsigt i den spirituelle verden, erkender hun, at ædegilderne og selvfornægtelsen hænger snævert sammen med længslen efter mening i livet - og manglende tro på sig selv.

Sjælehunger er en hudløs fortælling, som mange kan identificere sig med og lade sig inspirere af i takt med, at Bente Maria Ostenfeld-Rosenthal deler ud af sin selvindsigt, sine erfaringer og sit mod til at handle anderledes.

Forfatterens (f. 1965) åbenhjertige fortælling om overvægt og lavt selvværd. Først midt i 30'erne formår hun at bryde mønstret i erkendelsen af, at hun længes efter mening i livet og manglende tro på sig selv.



En fantastisk bog

Sjælehunger er en fantastisk bog. Det er en præcis og rammende skildring om et spiseforstyrret sind, om selvværd og selvtillid og om livets mange op- og nedture. Bogen er umulig at lægge fra sig - fra første side suges man ind i bogens univers. Den går ganske enkelt ind under huden. Sjælehunger er en af den slags bøger, der aldrig må slutte... (Bogguide.dk)



"Nu er der ikke så meget mere at skrive, hedder det på side 304. Indtil da er man vidne til, hvad forfatteren selv kalder et eventyr om løgn og selvbedrag.

Om at vende sig selv og sin baggrund ryggen. Om at vælge forkert. Om kærlighed og forelskelse. Om arbejdsløshed og dyr karriere. Om forholdet mellem mennesker. Om dødslængsel og terapiforløb. Og om, hvordan og hvorfor hun efter 12 år som aerobic- og fitnessinstruktør og kostvejleder stadigvæk selv kunne lide af spiseforstyrrelser.

Som allerede røbet er Bente Maria Ostenfeld-Rosenthal altså nået helskindet til side 304. - Jeg fulgte med, sådan som tilværelsen nu bød sig, siger hun. Regnede med, at tingene nok skulle vende på et tidspunkt. Indtil det omsider gik op for mig, at jeg ikke skulle vente på fremtiden, men at jeg skulle lytte til mig selv, stå ved mig selv. Og det er jo her og nu!" ( Merethe Tølbøll, Nordjyske, 31. maj 2005)