Det her digt lavede jeg i -97 (ann-vibekes befrielsesår) ;-)
Melodien ku' jeg ikke finde, den sku' være meget speciel syntes jeg...

Den kom ca et år efter, i forbindelse med en frustrerende oplevelse...
Desværre (eller heldigvis) kan jeg ikke lægge melodien på her ;-)

Jeg publicerer det her, fordi det er mit indtryk at i alle reflekterer over det i hører (læs: læser) herinde...


Jeg var lænket.

Jeg var lænket til mine egne helt forkerte valg.
Det var grunden til at jeg gik og følte mig så halv.
Da jeg end´lig rev mig løs fra de snærende bånd
kunne jeg omsider handle i frihedens ånd
Men først sku` al min tro og alt mit håb slås helt ihjel
- jeg sku lære at jeg må ta´ ansvar for mig selv

For så, så jeg noget jeg ikke skulle ha² set
så alle mine tanker fik en dårlig kvalitet.
Og jeg hørte noget jeg ikke skulle ha² hørt,
så vidste jeg, at jeg af store ord var ble´t forført.
De bristed´ illusioner skulle styrke min svage sjæl
- jeg sku´ lære at man kun kan stole på sig selv

Den sandhed som blev splintret skulle hjælpe at forstå
vi selv kan vælge om vi bliver eller om vi vil gå.
Den frihed og den styrke som vi søger har vi inden i
allerførste skridt det er at glemme og tilgi´.
Den frihed som vi opnår giver vinger til vores sjæl
vi skal lære at forblive tro imod os selv.

mvh/ann-vibeke