Træt og tung - stofskifte

[Anisa]

Træt og tung
Hvis trætheden indhenter dig og vægten øges, kan årsagen være myxødem - for lavt stofskifte

Myxødem er en sygdom, hvor stofskiftet er for lavt. Stofskiftet reguleres af stofskifte-hormoner, som dannes i skjoldbrusk-kirtlen der er placeret på forsiden af halsen, og jod er en væsentlig bestanddel af disse hormoner.

Hvis skjoldbruskkirtlen rammes af sygdom, kan dannelsen af stofskiftehormonerne falde, og herved udvikles på et tidspunkt tegn på sygdommen myxødem, lavt stofskifte.

Skjoldbruskkirtlens produktion af stofskiftehormoner er dels reguleret af stofskiftehormonerne selv, dels af en lille kirtel, hypofysen, beliggende på undersiden af hjernen. I sjældne tilfælde skyldes lavt stofskifte derfor sygdom i hypofysen eller dens omgivelser og ikke i selve skjoldbruskkirtlen.
Flest kvinder

Lavt stofskifte rammer flere kvinder end mænd, således ca. et par procent af voksne kvinder og ca. et par promille af voksne mænd. Myxødem kan udvikles i alle aldre, men det sker hyppigst i 30-60 års alderen. Hvert år fødes der i Danmark nogle ganske få børn med lavt stofskifte.

Men hvorfor får man myxødem? De fleste udvikler lavt stofskifte som en følge af, at en kortere eller længerevarende betændelsestilstand ødelægger dele af skjoldbruskkirtlen. Det er en såkaldt immunbetændelse, dvs. en betændelsestilstand forårsaget af, at kroppens normale forsvarssystem, immunsystemet, reagerer uhensigtsmæssigt imod et eller flere af ens egne organer.

Mikroorganismer som bakterier og virus er ikke direkte årsager til betændelsen, og betændelsen kan derfor ikke behandles med antibiotika som f.eks. penicillin. En sådan betændelsestilstand i skjoldbruskkirtlen kan opstå på ethvert tidspunkt i livet, men af og til ses tilstanden hos kvinder efter en fødsel. Selve årsagen til betændelsen kendes ikke.

Myxødem kan også udvikles som følge af mangel på jod – det sker dog yderst sjældent i Danmark. Andre mere åbenbare - men ikke sjældent oversete - årsager til myxødem er en følge af tidligere bortoperation af en del af skjoldbruskkirtlen på grund af forstørrelse af kirtlen, såkaldt struma, eller efter behandling af skjoldbruskkirtlen med radioaktivt jod.
Snigende sygdom

Det karakteristiske for sygdommen myxødem er, at symptomerne udvikles ganske langsomt og snigende oftest over måneder til år. Selve årsagen til myxødemet, f.eks. immunbetændelsen, er oftest helt uden symptomer. Det lave stofskifte bemærkes i de tidlige faser næppe af familie og nære omgivelser. Efter behandling kan patienter med sygdommen fortælle, at de nok har haft lavt stofskifte meget længe. Symptomerne skyldes manglen på stofskiftehormon, og de mest karakteristiske symptomer og den fuldt udviklede myxødemtilstand ( som i dag heldigvis er sjælden) er vist på tegningen, og som det ses, rammer sygdommen hele kroppen, og symptomerne er derfor mangeartede.

Træthed er et fremtrædende symptom, men også andre men uspecifikke symptomer fra hjernen kan opstå, f.eks. initiativløshed, hukommelsessvigt og hovedpine. Tiltagende besvær med at gennemføre en arbejdsdag og betydeligt øget søvnbehov er typisk. Af og til forveksles sygdommen med demens hos ældre; også egentlig sindssygdom kan opstå.

Huden bliver tør og grovere i trækkene, eventuelt med en gusten eller gullig farve. Væskeansamling, hævelser, i underhuden har bl.a. givet sygdommen sit navn. Væskeansamlingen medfører oftest øget vægt. Tungen kan forstørres. Svedtendensen nedsættes og huden kan blive bleg og kølig. Hår- og neglevækst nedsættes. Håret bliver tørt og skrøbeligt og sygdommen kan ledsages af hårtab, i første omgang især udtynding af øjenbrynene.

Musklerne bliver stive og ømme, hvilket af nogle forveksles med gigt. Meget hyppigt er der vægt-øgning, især som følge af ophobning af væske i kroppen. Ofte oplever patienten nedsat appetit samt forstoppelse. Hjerterytmen og pulsen bliver langsom. Kuldskærhed er et andet hyppigt symptom. I udtalte tilfælde bliver stemmen ru og dyb.

Kvinder oplever hyppigt menstruationsforstyrrelser med uregelmæssige blødningsintervaller, men sjældent egentligt ophør af menstruationerne. Også mangel på B-12 vitamin, eventuelt med lettere grader af blodmangel, ses.
Behandles med piller

Er det svært at stille diagnosen myxødem? Nej, ikke når man først har fået tanken. Men som nævnt kommer symptomerne snigende og opleves oftest først sent af både patient og omgivelser.

Lægen stiller diagnosen ved hjælp af en blodprøve, som er relativt billig og let at udføre. Svaret på blodprøven får lægen ofte i løbet af en uge. Eventuelt må yderligere undersøgelser, oftest på en hospitalsafdeling eller speciallæge i hormonsygdomme (endokrinologi), udføres for at udelukke de mere sjældne former for myxødem. Det er også vigtigt, at lægen sikrer sig, at det drejer sig om et blivende og ikke bare et midlertidigt lavt stofskifte.

Det sværeste er altså at få ideen om, at en patient kan lide af myxødem, og det bør derfor snarere være sådan, at lægen udelukker myxødem som årsag til en persons symptomer.

Lavt stofskifte behandles med stofskiftehormon i pilleform. Oftest indtager patienten 1-2 tabletter én gang dagligt, og efter nogle ugers behandling kontrolleres stofskiftet med en ny blodprøve, hvorefter behandlingen justeres, indtil den rette dosis er fundet. Herefter er halvårlige til årlige blodprøvekontroller nødvendige. Oftest er behandlingen livslang. Ændringer i behovet for stofskiftehormon ændrer sig først i 70-80 års alderen, hvor dosis kan nedsættes. Graviditet kan til gengæld øge behovet for stofskiftehormon betragteligt.

Behandlingsresultaterne er gode. Flertallet af patienter, der behandles for lavt stofskifte, oplever at få et nyt liv.

Ebbe Eldrup er speciallæge i hormonsygdomme og afdelingslæge på medicinsk afd. E, endokrinologisk afsnit, Amtssygehuset i Herlev.

Kilde: http://web.archive.org/web/200710271...8ba5084.0.html

[Anisa]

Lavt stofskifte behandles med stofskiftehormon i pilleform. Oftest indtager patienten 1-2 tabletter én gang dagligt, og efter nogle ugers behandling kontrolleres stofskiftet med en ny blodprøve, hvorefter behandlingen justeres, indtil den rette dosis er fundet. Herefter er halvårlige til årlige blodprøvekontroller nødvendige. Oftest er behandlingen livslang. Ændringer i behovet for stofskiftehormon ændrer sig først i 70-80 års alderen, hvor dosis kan nedsættes. Graviditet kan til gengæld øge behovet for stofskiftehormon betragteligt.

Behandlingsresultaterne er gode. Flertallet af patienter, der behandles for lavt stofskifte, oplever at få et nyt liv.

Det er meget muligt, at flertallet af patienter oplever en bedring eller endda et nyt liv, som følge af behandlingen. Disse patienter opsøger ikke Nettet for at delagtiggøre andre i deres held og gode resultater.

Anderledes forholder det sig med de patienter, der en en eller anden grund ikke reagerer positivt på tabletbehandlingen og ser frem til et liv fyldt af pinsler og plager, hvoraf de psykologiske og langtidsbiologiske er de værste.

Derfor er det vigtigt at meddele alle hvis blodprøver fremviser de rigtige tal, uden at disse bekræftes af øget velbefindende eller en klar helbredelse - at de ikke må opgive forsøg på at tvinge lægerne til at lytte og tænke nyt i forbindelse med behandlingen af netop disse "genstridige" patienter.

Heri ligger der den egentlige udfordring for sagkundskaben og de har en ufravigelig forpligtelse til ikke at give op i deres vedvarende forsøg på at hjælpe netop disse patienter. Specielt fordi man har været og fortsat er alt for glad for at ty til kniven eller radiojod, i masser af tilfælde alt for tidligt i sygdomsforløbet og før man kan være sikker på, at det forhøjede stofskifte er/ikke er et forbigående fænomen.

Jeg har en lumsk mistanke om, at det er fortrinsvis disse forhastede indgreb, der medfører de alvorligste konsekvenser hvor organismen afviser Eltroxin-behandlingen og vedvarende "kalder" på en to-komponents-behandlingen med T4 og T3 samtidigt!

Jeg kan simpelt hen ikke fatte, at man vover at henvise patienterne til operation eller radiojod velvidende om, at disse indgreb i masser af tilfælde medfører opståen af et lavt stofskifte senere i forløbet.

Hvis man undtager de ekstreme tilfælde af forhøjet stofskifte, hvor man kan være sikker på, at behandlingen medfører en bedring, simpelt hen fordi det forhøjede stofskifte er så invaliderende - tilbage står alle de andre, hvor stofskiftet var letforhøjet og ellers ville være forbigående - at man ligeledes griber til kniven og ødelægger for bestandigt hormonbalancen hos masser af mennesker.

Det er disse tilfælde jeg protesterer imod - hvor behandlingen inkl. konsekvenserne påfører patienten langt værre og permanente tilstande end selve sygdommen på indgrebtidspunktet.