”Musik som medicin” af Audun Myskja

[Libri]

Musik som medicin - Lyd, musik og terapi
Af Audun Myskja

Oversat fra norsk af Mogens Wenzel Andreasen.
Original: Den musiske medisin (Cappelens Forlag, 2000).
343 sider
Udgivet 10/2 2005 af Borgens Forlag
ISBN 87-21-02415-4

Om bogen

"I fremtiden vil menneskene blive nødt til at beskytte sig mod støj med samme agtpågivenhed, som de i dag beskytter sig mod bakterier." – Robert Burton[/color]

Musik er et sprog for sig selv. Det er musikkens natur at påvirke krop og følelser og det gælder uanset om vi lytter til musik eller selv frembringer toner og lyde med stemmen.

Musik påvirker og bringer minder og stemninger frem. En sang i radioen kan bringe en hel ungdomsperiode tilbage. En anden sang kan give fugtige øjne, eller få fødderne i gang, så man ikke kan sidde stille. Et bestemt tonefald i en stemme kan ramme som et hårdt slag eller føles som et blidt kærtegn.

Lyd og musik påvirker vore sindsstemninger og hele atmosfæren mellem mennesker. Og mere end det, for ny forskning har vist, at lyd og musik indvirker på alle levende organismer fra potteplanter til menneskefostre og dyr.

Denne bog behandler emnet lyd og musik som terapi. Den er skrevet som en håndbog for mennesker, som simpelthen er glade for sang og musik og som bruger begge dele terapeutisk hver dag, måske uden at tænke over det.

Forfatterens baggrund er præget af mødet mellem et medicinsk fagmiljø og et "alternativt-medicinsk" miljø, som arbejder efter forskellige kriterier. Hvor fagmiljøet er baseret på forskning, er det alternative miljø baseret på udforskning.

Ud fra sin erfaring med patienter og en omfattende indsigt i videnskabeligt arbejde inden for området viser Audun Myskja os hvilke terapeutiske muligheder, der gemmer sig i lyd og musik. Som læge og musikudøver åbner han for spændende perspektiver i krydsfeltet mellem lægekunst og musikterapi.

Bogen er krydret med en lang række eksempler, citater, øvelser, anekdoter og patient*historier, der giver eksempler på musikkens helbredende virkning, både hvad angår psykiske og fysiske lidelser. Der beskrives forskellige dyreforsøg. F.eks. med køer, som lytter til Mozart og giver betydeligt mere mælk end køer som lytter til rockmusik. Vi får indsigt i, hvordan musikken påvirker os på mange forskellige niveauer – helt ned til celleplan, og vi får forslag til, hvordan vi kan bruge musikken som forebyggende medicin. Hvis vi f.eks. vælger klassisk musik med mindre udtalt rytmik og lav volumen, mens vi spiser, vil vi spise langsommere og i mindre mængder, end hvis måltidet bliver ledsaget af kraftig rytmisk musik.

Bogen indeholder desuden en diskografi og et udvalg af velegnede musikstykker. Bogen er et sandt skatkammer af viden inden for et bredt spektrum af, hvordan musikken påvirker os.​

Audun Myskja er overlæge på GERIA (Ressurs-senter for alderspsykiatri/aldersdemens) i Oslo. Han har læst psykologi og religion, er uddannet i DCM (Dementia Care Mapping), i neurologisk musikterapi og har fulgt en lang række kurser og seminarer inden for musik, afspænding, meditation og selvhjælp. Han underviser på flere uddannelser og har for sit arbejde med musik som terapi modtaget to priser af Den norske lægeforening. Audun Myskja er norsk repræsentant i den internationale forskningsorganisation Musica Humana.

---

Musik som medicin er en håndbog der fremstiller viden om lyd og musik som terapeutiske redskaber, både med teoretiske og praktiske indfaldsvinkler. Hensigten er at præsentere noget af den teoretiske viden og de praktiske erfaringer, der indtil i dag er samlet om det helbredende potentiale i lyd og musik: "en fremstilling som både kan give øget indsigt, åbne for nye muligheder og give praktisk hjælp til at tage nogle af de muligheder i brug, som ligger skjult i vor egen krop, i vor naturlige stemme og i den rigdom af terapeutisk musik, vi har adgang til." (fra forord).

Lyde og toner har været tillagt religiøs og helbredende betydning i tusinder af år, og nyere forskning har vist, at lyd og musik indvirker på alle levende organismer lige fra potteplanter til fostre. Musikkens natur er, at den påvirker både krop og følelser - det gælder, hvad enten vi lytter til musik eller selv frembringer toner og lyde med stemmen.

Ud fra sin erfaring med patienter og en omfattende indsigt i videnskabeligt arbejde inden for området, viser Audun Myskja hvilke terapeutiske muligheder, der gemmer sig i lyd og musik. Desuden giver han konkrete øvelser til at benytte musik som terapeutisk middel i den medicinske behandling. Som læge og musikudøver åbner han for yderst spændende perspektiver i krydsfeltet mellem lægekunst og musikterapi.

"De betragtninger og anvisninger, som fremlægges, er til dels kontroversielle, til dels veldokumenterede. Der har været lagt vægt på at lade flere forskellige indfaldsvinkler belyse hinanden gensidigt, lige fra medicinsk forskning til åndelige traditioner og mytologi, belyst med praktiske eksempler, hvor det har været muligt." (fra forord).

En række patienthistorier viser eksempler på musikkens helbredende virkning, både hvad angår psykiske og fysiske lidelser. I fremstillingen forsøger forfatteren "at skelne mellem dokumentation og spekulation, hvor det har været muligt. Under arbejdet med manuskriptet har jeg bevæget mig mod et stadig mere musikvidenskabeligt ståsted, idet mange af de alternative holdninger , som jeg til at begynde med slugte råt, har vist sig at være lidet holdbare, efterhånden som teorierne blev afprøvet i praksis.

På den anden side bliver der opbygget en masse erfaringsvidenskab inden for overtonesang, lydhealing, mantraer, musik og meditation. [...] Det er mit håb, at de 'ukonventionelle' tilgange kan blive disciplineret af videnskabelige metoder, og at det medicinske fagmiljø kan sætte sig nærmere ind i den rigdom af terapeutiske tilnærmelser inden for lyd og musik, som er i færd med at udvikle sig." (fra forord).

Musik er et supplerende lægemiddel, som understøtter andre behandlinger, ikke et hovedpræparat ved forskellige typer lidelser. Musik er imidlertid særdeles billig, virker helbredsmæssigt og med få bivirkninger, sammenliget med de fleste andre terapeutiske behandlinger.
Bogen indeholder en diskografi og et udvalg af velegnede musikstykker.

Audun Myskja (f. 1953) er overlæge på GERIA (Ressurssenter for alderspsykiatri/aldersdemens) i Oslo. Han har derudover læst psykologi og religion, er uddannet i DCM (Dementia Care Mapping), i neurologisk musikterapi og har fulgt en lang række kurser og seminarer inden for musik, afspænding, meditation og selvhjælp. Han underviser på flere uddannelser og har for sit arbejde med musik som terapi modtaget to priser af Den Norske Lægeforening. Audun Myskja er norsk repræsentant i den internationale forskningsorganisation Musica Humana.

Kilde: Fagboginfo.dk arkiveret på Web.Archive.org
​

 

[Libri]

Musik som medicin - Lyd, musik og terapi
Af Audun Myskja

"Enhver sygdom er et musikalsk problem - helbredelsen af sygdommen er en musikalsk løsning"
Novalis, tysk digter (1772-1801)

"Musikken øger glæder, lindrer sorg. Uddriver sygdom, mildner alle smerter. Dæmper virkningen af gift og pest.
Og derfor har de vise til alle tider dyrket lægedommen i sang og musik."
John Amstrong, engelsk forfatter (1744)

"Uanset hvad det bliver sagt om musik.... så forbliver det vigtigste usagt."
Aleksander Wat, polsk forfatter​

---

Indhold

• Forord
• Prolog
• Indledning

1. Kan musikken forandre os?
   - Cellernes sang
   - Lydens skrift i sand og sind
   -
2. "Den første sang" - optakten til vort liv
   - Lyd - et vækstenzym for fosteret?
   - "Den blide klang"
   -
3. I begyndelsen var klangen
   - De overensstemmende skabelsesmyter
   - Fra big bang til superstrings
   -
4. Planter, dyr og musik
   - Lyd som plantenæring
   - Mozart og køerne
   -
5. Musik som medicin gennem tiderne
   - Nada Brahma og Den gule bjælde
   - Fra Davids harpe til operationsstuen
   -
6. Vores musikalske krop
   - Den tredelte hjerne
   - Ørets mysterier
   - Krop og følelser
   -
7. Musik som forebyggende medicin
   - Afspænding og aktivering
   - Stimulering af immunsystemet, læring, hørelse, smertelindring og bevidsthedsændring
   -
8. Musik i dagens lægevidenskab
   - Musik ved akut og kronisk sygdom
   - Musik for de yngste og ældste
   - Musik ved livets begyndelse og afslutning
   - Brug af musikterapi og musikmedicin i dagens norske sundhedsvæsen
   -
9. Helbredende musik - findes det?
   - Kan musik helbrede?
   - Hvad med musikkens skadevirkninger?
   -
10. Stemmen - sjælens spejl
    - Strubens skjulte skatte
    - Vi synger med øret
    - Iegor Reznikoff - en ufrivillig terapeut
    -
11. Toning - nøglen til vore skjulte rum?
    - Hvad er toning?
    - Kroppens skjulte lyde som forebyggende medicin
    - Toning som terapeutisk redskab
    -
12. Overtoner - et terapeutisk værktøj
    - Hvad gør overtoner ved os?
    - Hvordan lærer jeg overtonesang?
    - Sygeskåle og bjælder
    -
13. Lyd som medicin - frekvensterapier
    - Vort navnetræk i lyd
    - Stemmegafler som lægemiddel
    -
14. Sang og musik - nødvendig kost for krop og sind
    - De slappe munke
    - Det terapeutiske møde
    - Epilog

• Musikeksempler til de enkelte kapitler
• Diskografi - et musikalsk skatkammer

- Repræsentative musikstykker fra forskellige epoker
- Et subjektivt udvalg af musikstykker som kan fortjene udforskning med tanke på deres "helbredende potentiale"​

• Henvisninger
• Generel litteraturfortegnelse
• Aktuelle adresser
• Stikord
​

 

[Libri]

Musik som medicin - Lyd, musik og terapi
Af Audun Myskja

Forord

Lyd og det levende liv går hånd i hånd. Mange organismer kommunikerer så nuanceret med lyde, at det er vanskeligt at overleve uden denne evne. Hos mennesket reflekterer kroppen lydene, som opfanges helt ned til det biokemiske niveau. Det ufødte barn gør sine første erfaringer med toner i livmoderen; barnet hører moderens stemme og lyde fra puls og tarme. Ved livets afslutning bliver det døde legeme som oftest "indhyllet" i musik under begravelsesceremonien.

Men menneskenes individuelle oplevelse eller "forståelse" af musik er hverken universel eller entydig. Musikkens "virkninger" kan være paradoksale, som når mange sørgende oplever, at musik både giver plads til og vækker sorgen til live, samtidig med at den giver trøst og kraft til at leve videre. Digteren og musikeren Benny Andersen har udtrykt det således: "Musikken gør os stærke ved, at den gør os svage." Musikken, den mest abstrakte af alle kunstformer, udfolder sig kun i tiden, men den kan i korte øjeblikke give mennesket en fornemmelse af at være uden for tiden! Hvis vi prøver at forholde os til den slags eksempler på musikkens mangetydighed, vil enkle "objektive" svar omkring musikkens mulige specifikke betydninger sjældent være overbevisende.

Interessen for at prøve at forklare og forstå sammenhænge mellem musik, helbred, sygdom og terapi har fulgt menneskeheden op gennem historien. Allerede i hulemalerier, som menes at være 25.000 år gamle (i vore dages Zimbabwe) ser man musikalske elementer som håndklap og dans, som tilsyneladende beskriver shamanistisk, helbredende virksomhed. Den slags sammenhænge synes at genspejle universelle erfaringer og er forekommet i kulturer i øst, vest, nord og syd overalt i verden. Enkelte lyde og gentagelser af disse har været tillagt religiøs og helbredende betydning i tusinder af år. Et eksempel er udtalen af det allerhelligste navn: Allah, Jahve, Ra, Brama, Baal, Gud og så videre. Er aaah måske den mest afspændende lyd, mennesket kan frembringe?

Troen på de musikalsk-terapeutiske sammenhænge har været nøje knyttet til de forestillinger om sygdom, helbred og terapi, som har været gældende til alle tider. Frem til vor egen tid har magiske, religiøse og rationelle tilgange til sygdom levet side om side. Både musikkens og medicinens begrebsanvendelser bærer præg af gensidig inspiration og forståelse af visse fænomener. På den ene side taler man stadig om pulsen i musikken. Men middelalderlægen brugte et musikalsk noteringssystem for at beskrive menneskets puls: hurtig, langsom eller uregelmæssig. Musikalske allegorier til beskrivelse af medicinske fænomener har vel ikke altid været lige præcise og entydige. Men de kan ofte være tankevækkende, som når den romantiske digter Novalis skriver, at der findes en musikalsk kur for enhver sygdom, og at den læge, som finder den enkleste, bedst egnede kur, helt sikkert har det største musikalske talent. Tanken om lægen med "det ene ben i videnskaben og det andet i kunsten" er fortsat levende.

Den dag i dag hersker der en vis naivitet omkring troen på musikkens magt og muligheder som alment sundhedsfremmende tryllemiddel. Enkelte spørgsmål har det været nødvendigt at afklare: Hvad er musik? Hvad påvirker, og hvad påvirkes? Hvad består eventuelt det terapeutiske i? Hvad udgør det særlige ved at anvende musik som terapeutisk redskab? En musikalsk oplevelse er noget helt andet end en registrering af rytmiske parametre og frekvenser. Er det i det hele taget muligt at udføre meningsfuld forskning omkring "rene", isolerede, musikalske fænomener?

I vort århundrede har læger ofte engageret sig i oprettelsen af interessegrupper i musikterapi rundt om i verden. I 1958 kom den første udgave af bogen Musik in der Medizin med dr. med. H.R. Teireich som redaktør. De fleste bidrag var skrevet af læger og omhandlede forskning i musikalsk påvirkning af hjerne, nervefunktioner og muskeltonus og musikalsk-psykosomatiske og -psykiatriske spørgsmål. International Society for Music in Medicine, som blev stiftet i 1982, er i dag verdensomspændende og har i særlig grad fremmet grundforskning omkring musikalsk-medicinske fænomener og musikalske elementer inden for anæstesi/analgesi på hospitalerne. Flertallet af medlemmerne er læger. Forskning i emner som musik og fysiologi, musik og helse, musik og behandling har betydelig tværfaglig interesse. Mange af den slags projekter repræsenterer samarbejdet mellem læger og musikterapeuter, fysiologer, psykologer, sygeplejersker og andre inden for helseområdet.

Der er håb om, at Norge og Norden i stadig højere grad vil vise sig som arenaer for medicinsk-musikalsk forskning og praksis. Overlæge Audun Myskja er en moderne pioner på dette område. Det kan være vanskeligt at balancere mellem etableret erhvervet kundskab (og fordomme) og ny forståelse og indsigt (og dermed helt sikkert også nye fordomme). Dr. Myskja er ikke bange for at tænke nyt og kontroversielt og overkommer på en gang at være både forsker og poet. Jeg håber, at hans kundskaber og kreative tænkning vil skabe større interesse og debat om og forskning på de medicinsk-musikalske områder.



Trygve Aasgaard Cand.philol.
Forsker i musikterapi
Aalborg Universitet
​

 

[Libri]

Musik som medicin - Lyd, musik og terapi
Af Audun Myskja

Prolog

"Uden musik ville livet være en misforståelse."
(Nietzche)

"Musik er liv; livet er musik."
(Hazrat Inayat Khan)

"... musik og livsudfoldelse - det er omtrent det samme."
(Ole Brumm, ifølge Benjamin Hoffl)​

Oprindelig var dette manuskript tænkt som en fagbog i musikmedicin, et nyt fagområde i hurtig vækst, hvor læger, psykologer, musikterapeuter, forskere og andre fagfolk kan udveksle viden i samspil med hinanden.

Under arbejdet med manuskriptet blev det imidlertid stadig tydeligere, at der var et endnu større behov for en håndbog for lægfolk -mennesker som simpelt hen er glade for sang og musik og bruger begge dele terapeutisk hver dag, måske uden at tænke over det. Samtidig oplever jeg ustandselig, at mange forskningsresultater på dette område er helt ukendte i mit eget fagmiljø, selv i musikterapeutiske miljøer. Jeg håber, at både lægfolk og faglige miljøer her kan finde pointer og holdninger, som kan stimulere til fortsat udforskning af et område med mange muligheder.

Hvordan skal man definere musik? "Musik er, hvad menneskene til enhver tid forstår som musik," ifølge Finn Benestad. Mere præcis er det vel vanskeligt at være, selvom jeg synes, at en anonym otte år gammel pige har givet en endnu mere rammende definition: "Musik er det hus, som lyden bor i."

Musikterapien har sin egen rige tradition og faglitteratur. Jeg har derfor prøvet at undgå at overlappe mere end højst nødvendigt. I Norge har vi god tilgang af faglig kompetence inden for dette område, folk med specialuddannelse på mange områder og et fagmiljø, som har været præget af internationale kapaciteter og væsentlige bidragydere, som for eksempel professor Even Ruud ved Universitetet i Oslo, det musikvidenskabelige fakultet. Hans talrige bøger og artikler på området er gennemtænkte og anbefalelsesværdige og dækker blandt andet de sociale, kulturelle og politiske sider af musik på en helt anden måde, end der er plads til inden for rammerne af denne bog.

Det rent musikmedicinske miljø har derimod hidtil været begrænset og har markeret sig i langt mere beskeden udstrækning. Man kan nævne enkeltstående kapaciteter som dr. Hans Borchgrevink og Olav Skille, som med deres forskning har skaffet os større viden om henholdsvis musik og hjerne og det terapeutiske potentiale i lydbølger. Jo mere jeg har arbejdet med stoffet, jo vanskeligere og mindre hensigtsmæssigt har det vist sig at være at danne skarpe afgrænsninger mellem musikterapi og musikmedicin. Hovedskillelinien er simpelt hen den historiske og kulturelle tilknytning, musikterapien har fået til pædagogiske og psykologiske fagmiljøer, mere end de medicinske. Musikterapeutiske fagfolk har kun i ringe grad oplevet åbenhed over for deres metoder fra medicinske miljøer. Det er mit håb, at denne bog kan bidrage til en tilnærmelse mellem disse fagområder.

Det skal imidlertid understreges, at bogen er en populær fremstilling, som ikke bestræber sig på at leve op til de sædvanlige kriterier inden for medicinsk faglitteratur. De betragtninger og anvisninger, som fremlægges, er til dels kontroversielle, til dels veldokumenterede. Der har været lagt vægt på at lade flere forskellige indfaldsvinkler belyse hinanden gensidigt, lige fra medicinsk forskning til åndelige traditioner og mytologi, belyst med praktiske eksempler, hvor det har været muligt. For at undgå at blande "skidt og kanel" har jeg prøvet at skelne mellem det dokumenterbare og det spekulative, hvor dette har været muligt.

Min egen baggrund er præget af sammenstødet mellem et medicinsk fagmiljø og et "alternativ-medicinsk" miljø, som til dels har vidt forskellige kriterier for seriøsitet. Fagmiljøet baserer sig på forskning. Kriterierne for værdi er en videnskabelig metode med det, vi kan bevise (dokumentere) i centrum - man ser ofte med mistænksomhed, måske ligefrem med foragt, på det, der opleves som udflydende, spekulativt og kun i ringe grad stringent. Det alternative (komplementære) miljø baserer sig på udforskning. Kriterierne for værdi er som regel oplevelse, erfaring - "det føles rigtigt". Man ser ofte med mistænksomhed, måske også med foragt, på det, der opleves som tørt, intellektualiserende og verdensfjernt.

Jeg er klar over, at jeg blotter mig for kritik fra alle sider ved at lade begge grundlæggende holdninger komme til orde på lige fod. Men jeg har prøvet at skelne mellem dokumentation og spekulation, hvor det har været muligt. Under arbejdet med manuskriptet har jeg bevæget mig mod et stadig mere musikvidenskabeligt ståsted, idet mange af de alternative holdninger, som jeg til at begynde med slugte råt, har vist sig at være lidet holdbare, efterhånden som teorierne blev afprøvet i praksis. På den anden side bliver der opbygget en massiv erfaringsvidenskab inden for overtonesang, lydhealing, mantraer, musik og meditation, hvor tusinder af vederhæftige personer vier deres liv til at trænge dybere ind i musikkens mysterier.

Hvis disse erfaringer, som repræsenterer langt mere end en modebølge, bliver mødt med afvisning eller nedladenhed fra det videnskabelige miljø, risikerer man at miste et værdifuldt erfaringsmateriale, som kan blive centralt i udviklingen af lyd og musik som medicin.s Det er mit håb, at de "ukonventionelle" tilgange kan blive disciplineret af videnskabelige metoder, og at det medicinske fagmiljø kan sætte sig nærmere ind i den rigdom af terapeutiske tilnærmelser inden for lyd og musik, som er i færd med at udvikle sig.

Jeg er også blevet opmærksom på det store arbejde, der er blevet gjort med kvalitativ forskning i musikterapeutiske miljøer. Disse miljøer har ofte haft stor bevidsthed om psykologiske, kulturelle og politiske forudsætninger for musikoplevelsen og kan på visse måder siges at stå i en mellemposition i forhold til de medicinske og alternative miljøer?

Hvem er bogen skrevet for? Først og fremmest for de mange mennesker, jeg har mødt, som har ønsket sig en håndbog, der kan fremstille viden om lyd og musik som terapeutiske redskaber, både med teoretiske og praktiske indfaldsvinkler.

De øvelser, der fremlægges, er velgennemprøvede og må betragtes som sikre i anvendelsen. Men forsigtighed og rådgivning fra fagfolk må tilrådes i de tilfælde, hvor der foreligger alvorlig psykisk ubalance. Alligevel er ingen af disse teknikker erstatning for adækvat medicinsk diagnose og behandling, snarere et supplement.

Selvom manuskriptet i sit udgangspunkt er skrevet for lægfolk nok så meget som for fagfolk, har det vist sig umuligt at undgå "vanskelige" ord og begreber for at kunne give korrekte betydninger og nuancer. Jeg har prøvet at definere den slags ord i teksten eller i fodnoterne.

Nogle af kapitlerne er med vilje gjort enklere og lettere tilgængelige, mens andre kapitler er noget mere teoretisk baserede og videnskabeligt formulerede. Dette fandt jeg efterhånden nødvendigt for at kunne præsentere hele det spektrum af holdninger til lyd og musik, som findes i dag, og for at gøre stoffet tilgængeligt for mennesker med forskellig baggrund. Navne på patienter er ændret for at sikre anonymitet.

Det har været min hensigt at præsentere noget af den teoretiske viden og de praktiske erfaringer, vi indtil i dag har samlet om det helbredende potentiale i lyd og musik: en fremstilling som både kan give øget indsigt, åbne for nye muligheder og give praktisk hjælp til at tage nogle af de muligheder i brug, som ligger skjult i vor egen krop, i vor naturlige stemme og i den rigdom af terapeutisk musik, vi har adgang til.

Dersom det blot i nogen grad er lykkedes, er der en række mennesker, jeg står i taknemmelighedsgæld til: Reidun, Maria Ray, Rafael og Sakarias, som har været mine vigtigste lærere og har givet mig en daglig femtoneskala at spille på under manuskriptarbejdet;

Mine faglige vejledere, prof. Per Hjortdal, prof. Christian F. Borchgrevink, dr. Hans Borchgrevink og dr. Morten Lindbæk, som alle har brugt deres tid og ekspertise på forskellige stadier af projektet - en speciel tak til prof. Even Ruud, som gav sig tid til en grundigere gennemgang af manuskriptet og kom med meget nyttige kommentarer, og til prof. Jon-Roar Bjørkvold, samt til Norges Musikkhøyskoles bibliotek for adgang til kildelitteratur og musikeksempler;

Olav Skille og Trygve Aasgaard - to rundhåndede ressourcepersoner;

Tove B. Gulbrandsen, forlagsredaktør på Grøndahl og Dreyers Forlag, som kom med uvurderlig respons og fik mig til at skrive bogen helt om, da jeg troede, at jeg var næsten færdig;

Dr. Alfred Tomatis og hans centrer i England og Frankrig; Elisabeth Øygard ved Oppegård bibliotek, som altid med samme imødekommenhed har håndteret mine stadig skiftende behov for kildelitteratur;

Elise Berglyd, som har reddet mange prekære situationer i forbindelse med færdiggørelsen af manuskriptet;

Erling Sørenssen, for gæstfrihed og computerhjælp ved færdiggørelsen af manuskriptet;

Anders Rogg og Arne Rønnestad, to nøglepersoner i min musikalske biografi;

Mine patienter og kursusdeltagere ved Aion Senter for Integrert Medisin, alle ved Hospice Lovisenberg og de mange andre som også har fortjent at blive omtalt.


Audun Myskja
Oppegård i august 1998
​

 

[Libri]

Musik som medicin - Lyd, musik og terapi
Af Audun Myskja

Indledning

"Se dybt nok, og du ser musisk; naturens hjerte er altid musik, hvis du kan nå derhen."
Thomas Carlyle 1795-1881, skotsk filosof​

Vi har alle oplevet noget af musikkens evne til at påvirke vore sindsstemninger og atmosfæren mellem mennesker: En sang i radioen kan bringe en hel ungdomsperiode tilbage. Vi kender alle melodien og rytmen, som gør, at vi ikke kan sidde stille, fødderne går af sig selv, og safterne stiger i kroppen. Vi mærker det varme hjerte og de fugtige øjne, når sange som "Gje mig handa di, ven, når det kveldar" (Ræk mig din hånd, min ven, når det mørkner) bliver spillet, eller det livsmod, som kan vækkes af sange som "We shall overcome". Vi ved også godt, hvordan den skarpe undertone i en stemme kan få os til at synke sammen i timer, ja, måske dage. På samme måde kan en stemme med den rette klang heles sårede områder i os, sådan som vi oplever det, når vi skal tale om noget vanskeligt med et andet menneske og bliver mødt med imødekommenhed og en stemme med varm og åben klang. Der er næppe nogen af os, som ikke har registreret de virkninger, lyd og musik kan have på vort følelsesliv. Men en musisk medicin, musik som lægemiddel er det ikke at gå lidt for vidt?

Går vi tilbage til ældre tider og andre kulturer, vil vi se, at musik og medicin var nøje knyttet sammen: Guden for lægekunst og guden for musik var en og samme person i så forskellige kulturer som den græske og den indiske. Dette afspejler den nære forbindelse mellem musik og lægekunst gennem flere kulturepoker. Musikken er måske et af de "børn som er blevet smidt ud med badevandet" i lægevidenskabens bestræbelser på at være nøjagtig og målelig. Men vent lidt:

Har lyd og musik ikke målelige indvirkninger på os? Hvis vi mærker efter, kan vi føle, at musikstykker kan forandre vor psykiske tilstand i løbet af et par sekunder. På samme måde kan forskellige typer musik få hjerterytmen til at ændre sig, hudtemperaturen til at gå op eller ned og blodtrykket til at stige eller falde.

Når forskningen prøver at måle, hvad musik gør ved os, står det helt klart, at "musikken i sig selv" er en mystisk og udefinerbar størrelse, hvis vi prøver at gribe fat i den. Men vi kan måle virkningen af musik på os, også på konkrete kropslige variabler, langt mere nøjagtigt, end vi troede. I Tyskland blev en gruppe på over 100.000 patienter, som skulle i narkose, delt i to grupper i forbindelse med en undersøgelse ledet af anæstesilægen dr. Ralph Spintge. Undersøgelsen stod på i flere år. Den ene gruppe fik specielt egnet musik at høre i fasen før en operation, den anden gruppe hørte ikke musik. Den patientgruppe, som hørte musik, havde behov for 20-60 procent mindre narkose under operationen end den gruppe patienter, som ikke blev eksponeret for musik! Grupperne var i øvrigt sammenlignelige på alle områder, og man havde søgt at eliminere alle fejlkilder, som kunne påvirke forskningsresultatet. Dette er kun en af de undersøgelser, der peger på, at musikkens medicinske muligheder kan have været stærkt undervurderede, noget vi vil berøre nærmere i kapitel 7 og 8.

Alligevel balancerer vi på en knivsæg, når vi prøver at videnskabeliggøre lyd og musik og definere deres medicinske muligheder. Vi kan aldrig fange selve musikken i vore videnskabelige kategorier. Selv om jeg skriver denne bog med stor iver og entusiasme, er det let at forstå Miles Davis' udtalelse, da han en gang blev spurgt om, hvad der skulle stå på coveret til hans sidste plade: "Jeg vil ikke have nogen tekst på coveret. Lad musikken tale for sig selv."

Ligesom vore ord og beskrivelser ikke kan fange det, der rammer os i musikken, kan vi ikke reducere lyd og musik til et medikament med garanterede og standardiserede virkninger. Musikken rummer langt mere end det, vi kan forudsige, måle og afgrænse. Den når ind i sjælens afkroge og berører os på en uforklarlig måde. Den vækker følelser, vi ikke ville have anet, at vi havde, hvis ikke musikken havde lokket dem frem. De målbare videnskaber når en grænse i deres udforskning af musikken, fordi den berører noget af det, vi ikke kan fatte.

En patient, som kom til mig med store psykiske problemer, udtrykte det således: "Jeg går rundt som en levende død. Men i musikken er det, som om jeg kommer til live igen. Den lever i mig, og jeg lever gennem musikken. Musikken giver mig livet." Måske har Ole Brumm ret i, at musik og livsudfoldelse til syvende og sidst er det samme?

T.S. Eliot udtrykker det således: "You are the mus ic while the musik lasts."

Kan det have været mere end en talemåde, da en ven engang sagde: "Hold op med at spille musik og bliv den musik, du spiller?" Musikken sætter i hvert fald noget helt grundlæggende i gang i os, hvad enten den trækker os ned i det stille dyb eller udløser en uimodståelig trang til at danse. Lad os derfor nærme os musikkens muligheder med respekt både for det, vi kan måle, kortlægge og forstå, og for det vi bare kan lytte til, opleve - og leve.

Umiddelbart ved vi, at musik virker på os og kan forandre os på uforklarlige måder. Vi bruger instinktivt musik som selvhelbredelse og jonglerer med Bach, Beatles og Basie i en slags selvregulering, der er så fint afstemt, at vi næppe reflekterer over den. Vi nynner i glæde og stønner i smerte, ofte uden selv at være klar over det. I brusebadet er vi Elvis og Pavarotti, som om vore toner virkeliggør den frihedsføleIse, vi mærker, idet dagens bekymringer skylles væk med vandet.

Er det sandt, som mange hævder, at det sikreste tegn på sundhed eller forfald i et samfund er, om menneskene synger spontant under deres daglige gøremål? I hvert fald er der få mere sikre og mere direkte udtryk for en kulturs inderste end netop den musik, denne kultur skaber for at udtrykke sin egenart. Musikken står som et sammen-svejsende element i en kultur, hvad enten den kommer til udtryk som nationale sange, ritualer for at påkalde guderne eller en stille nynnen omkring lejrbålet. Statsmænd har altid vidst, at musik kunne bruges til at opildne folket til kamp mod fjenden - eller slutte fred med modstanderne.

Min egen tilgang til musik er netop farvet af et sådant møde mellem forskellige modeller: Jeg har fra midten af 70'erne lært den medicinsk-naturvidenskabelige model for virkelighedsforståelse. I og med at jeg hele tiden har været klar over dens begrænsninger, har jeg været taknemmelig og fuld af respekt over for dens muligheder.

De forskellige kulturers musik giver os eksempler på forskellige holdninger til virkeligheden, hver med deres muligheder og begrænsninger - forskellige folkeslag har udviklet hver sit specialområde:

Afrikanske kulturer har opbygget deres komplicerede polyrytmer; Indien har givet melodien en subtilitet, vi knap nok kan forestille os; østeuropæiske lande, fra Bulgarien til Georgien, har hævet kormusikken til uanede højder; vestlig musik har åbnet nye muligheder med sin modulering mellem tone arterne og sin udvikling af polyfonien; mens tibetanerne og tuvanerne er de store læremestre i overtonesang.

Alle kulturer har altså udviklet deres musikalske specialområder, ligesom både medicinsk videnskab og intuitiv udforskning er specialiserede holdninger. Vor tids muligheder er den holdning, vi har til alle de forskellige indfaldsvinkler - udfordringen er at finde ud af, hvordan vi skal nærme os dette hav af muligheder. Måske kan en af ledetrådene være følgende ord af digteren Rumi: "Let the beauty we love be the things we do. There are hundreds of ways to kneel and kiss the ground."

Der findes i dag mange forskellige holdninger til lyd og musik som terapi. Ikke alle er nødvendigvis ligeværdige eller sammenlignelige. Ingen af os kan sætte sig ordentligt ind i alle metoder. Men hvis vi går i dybden på de områder, som virkelig rammer os i hjertet, hvad enten det er Mozarts musik, musikvidenskabelige forskningsprojekter eller overtonesang, samtidig med at vi respekterer værdien af alle de andre mulige holdninger til lyd og musik, som findes, kan vi bidrage til en reel vækst i praktisk indsigt.

Forskning efter videnskabelige metoder er en nødvendig grundpille, men der er mange andre holdninger, som også er værd at lytte til. En, som har inspireret mange, er Hazrat Inayat Khan, en musiker og åndelig lærer, som også var grundlægger af den moderne sufibevægelse (sufierne er islams mystikere - nogle vil sige, at de repræsenterer denne religions inderste kerne):

"Forskellen mellem den materialistiske og den spirituelle indstilling ligger i, at den materialistiske betragtningsmåde umiddelbart ser den materielle virkelighed og tror, at intelligens og skønhed og alt andet har udviklet sig fra denne. Men det spirituelle synspunkt viser os, at intelligens og skønhed kommer først - og at alt andet har udviklet sig fra disse. Derfor ligger musikken i eksistensens væsenskerne som grundlag for alt, hvad der eksisterer. Enhver ved, at rosens frø i sit inderste er selve rosen. Og selvom frøet ikke får lov til at spire, indeholder det alligevel selve rosens væsen.

Mennesket kan opleve harmoni og enhed overalt: i naturens skønhed, i blomsternes farver, i alt hvad det ser, i alt som møder det. I stille stunder med meditation og ensomhed. Og i de stunder, hvor man står midt i verdens larm. Overalt mærker vi musikken. Og vi kan erfare dens harmoni som glæde. Idet de mure, som har omgivet mennesket, bryder sammen, erfarer det foreningen med Det Absolutte.

Det, vi i vort hverdagssprog kalder musik, er kun et udsnit i miniature - af universets musik og den harmoni, som virker bag alt, hvad der findes, og som er naturens kilde og ophav. Derfor har de vise gennem tiderne betragtet musikken som den hellige kunstart.

I musikken kan den, som er i stand til at være åben, erkende universets billede.
Verdens religioner har lært os, at skabelsen har sit ophav i klang. Vort hverdagssprog tilslører den oprindelige betydning af ordet 'klang', sådan som det blev anvendt i de gamle skrifter:

Det, vi kalder musik på jorden, er en afglans af universets musik. Vore følelser for musikken - og den måde den taler til os på - viser os, at den sande musik lever i dybet af vor sjæl. Musikken udtrykker universets inderste. Musikken er ikke bare livets egentlige objekt (det som livet prøver at nå frem til), den er selve dette liv.

Det, som tiltrækker os ved musikken, er den kendsgerning, at vort inderste væsen er musik. Vor sjæl, vor krop og den natur, vi lever i, naturen som har skabt os, alt det som er over os og under os og omkring os: Alt dette er musik.

Vi siger, at vi elsker naturen. Men hvad elsker vi ved naturen?

Dens musik. Der er noget i os, som berøres dybt af de rytmiske bevægelser og den fuldkomne harmoni, som vi så sjældent finder i vort hverdagsliv.

Ethvert menneske er musik - evig musik - som klinger dag og nat. Intuitive væsener opfanger denne musik. På dette grundlag er der nogle mennesker, som tiltrækker dig, og andre, som frastøder dig. Det, som i virkeligheden frastøder og tiltrækker dig, er den musik, som svinger i et menneske.

Den karisma, som til alle tider har omgivet de hellige, ligger i, at de er modtagelige for Selvets musik. Dette er deres hemmelighed."​

Den "østlige" klang i Hazrat Inayat Khans fremstilling bygger på en tradition med massiv erfaring inden for brug af musik som redskab til helbredelse. Og denne tradition er konsekvent i sin kombinering af musik og helbredelse med en åndelig (transpersonlig) virkelighed. Hazrat Inayat Khans ord er på mange måder en uddybning af det indiske udtryk Nada Brahma - Guddommen er Klang; Klangen er Guddom¬men.

Denne formulering kan stå som opsummering af de fleste østlige traditioners forhold til helbredelse ved lyd og musik. Mange ikke-religiøse, postmodernistiske musikinteresserede kan stille sig uforstående over for den direkte tilknytning af lyd og musik til det område, vor vestlige kultur har henvist til personlige religiøse trossystemer. En vestlig videnskabsmand ville måske rense Hazrat Inayat Khans formuleringer for deres religiøse billedsprog og alligevel nå frem til et lignende syn på musikkens medicinske muligheder under en helt anden indfaldsvinkel. Måske vil forskeren formulere sit syn således: "Lyd og musik er vejvisere til de selvhelbredende evner, som bor i os."

Indsigten er ikke bare knyttet til anvendelsen af musik, den kan også føre til bevidstgørelse af nogle af de potentialer, som ligger skjult i vor strube. Lyd og stemme som helbredelsesredskaber er et af de hurtigst voksende og mest spændende områder inden for den musiske medicin, som er ved at udvikle sig. En af de mest indflydelsesrige åndelige traditioner i dag - den tibetanske buddhisme - har et menneskesyn, som peger på stemmens centrale rolle.

Vi er vant til at inddele mennesket i sjæl og legeme. Den tibetanske tradition deler i stedet for mennesket i sind, tale og krop. Vi har faktisk noget af den samme viden udtrykt i vor kulturs treenighed tanker, ord og gerninger. Tibetanerne ser på stemmen og dens tale som forbindelsesleddet mellem det åndelige og det kropslige i os. At udtrykke sig via stemmen og via talens brug er nøglen til at forene krop og sind og på den måde overvinde den spaltning mellem tanke og krop, som har præget vor kultur så stærkt. Her ligger noget af grundlaget for, at tibetanerne blandt andet har lagt så stor vægt på brugen af mantraer - lyde som er i kontakt med en dybere kilde end vor sædvanlige tænken.

Sandheden i denne holdning er i færd med at blive opdaget af tusinder af mennesker, som udforsker kroppens egne toner for at rense dens blokeringer, som øver sig i overtone sang for at nå nye dimensioner i deres virkelighed, som synger lovsange for at nærme sig det hellige eller bare improviserer med stemmen for at lege spontanitet og livsglæde frem. Hvad enten stemmen gurgler dyrelyde, uddannes i klassisk sangteknik eller formulerer mantraer med specifik virkning på krop og sind, er vi i færd med at høste erfaringer, som kan komme til at sætte os i stand til at bruge lyd og stemme som frugtbare helbredelsesredskaber.

Men for at kunne virkeliggøre det helbredende potentiale i brugen af lyd og stemme er det ikke tilstrækkeligt at udforske andre typer udtryk end de rent verbale. En endnu mere central forudsætning for virkeliggørelse af stemmens helbredelsespotentiale er, at vi udvider evnen til at lytte. Dr. Alfred Tomatis har overbevisende demonstreret den uløselige forbindelse mellem strube og øre, mellem udtryksmulighed og lytteevne i vor anatomi og fysiologi. Han fik i 1960 De Franske Videnskabelige Akademiers forskningspris for sit arbejde med det, som senere er blevet kaldt Tomatis-effekten: Stemmen udtrykker de frekvenser, øret opfatter. Betydningen af denne indsigt vil blive uddybet senere.

Dr. Tomatis demonstrerede imidlertid i sin forskning, hvor stor forskel der er mellem at høre og at lytte. Forskning afslører defekterne i vor lytteevne: Større medicinske undersøgelser fra læge-patientkonsultationer viste, at hver af parterne opfattede 25 procent af det, den anden sagde - vel at mærke hvis kontakten mellem dem blev opfattet som god. Måske har dette noget at gøre med vort visuelle samfund, hvor synssansen bombarderes fra morgen til aften. Eventyrene i tusmørket omkring lejrbålet er blevet erstattet af den flimrende skærm. Selv musikken har svært ved at klare sig uden videoens stadig hurtigere billedskift. Vi kan se meget af den aktivitet, som eksploderer inden for helbredelse ved lyd og musik, ikke blot som udvikling af nye teknikker, men også som bestræbelser for at genvinde evnen til at lytte til vor indre stemme, til andres behov, til noget af den rigdom, lydene omkring os rummer: suset i trætoppene, barnets pludren, teenagedrengens hujen til den pige, han er interesseret i, de små enkle og fortrolige ord, som udveksles mellem to ældre ægtefæller, en gammel slager fra radioen, som lyder ud ad et åbent vindue, fuglenes kvidren om morgenen. Er alle stemmerne budskaber fra en stemme, som rummer og forener dem alle?

---

Musik som medicin - Lyd, musik og terapi
Af Audun Myskja

Oversat fra norsk af Mogens Wenzel Andreasen.
Original: Den musiske medisin (Cappelens Forlag, 2000).
343 sider
Udgivet 10/2 2005 af Borgens Forlag
ISBN 87-21-02415-4
​