Kære alle :)
Jeg har fulgt tråden, glædet mig meget sammen med Jer over JS og hendes mod, styrke og ja, åbenhed. To gange ind imellem kommer Dinah ind og lykønsker JS, kommenterer hjerteligt og pist væk er hun igen. Hvorfor mon har jeg det som om noget ikke er på plads endnu? Og hvorfor har jeg tænkt på Dinah hele natten i nat, medens jeg sad foran mit tegnebord og konstruerede åndssvage afbildninger af endnu mere åndssvage opfindelser?
Et eller flere øjeblikke, når jeg læser Dinahs ikke for lange indlæg - føler jeg det som om Dinah smiler til JS gennem tårer og når hun er logget af - er hun alt andet end glad, måske endda mindre glad end før hun har været med til at "fejre" JS og gemalen herinde sammen med os. Det er som om vi danser i rundkreds og Dinah ser på fra siden....
Jeg tror ikke vi kan sige noget der på anden måde end "kun" som en opmuntring kan gøre Dinah glad igen. Al vores glæde og alle vore velmente ord til trods er der kun èt som kan give Dinah hendes livslyst og det lyse sind tilbage, at der sker en forandring i hendes liv. Ikke geografi, ikke gods - men at hun igen kan se frem til at længes efter sig selv som hun har oplevet sig selv dengang for en del tid siden, åben, givende, kærlig og med de bedste forventninger til sig selv og tilværelsen.
Kære Dinah :)
Det var, hvad jeg skrev til og om dig for nogle dage siden - og var så nødt til at lægge indlægget fra mig af tidsnød. I dag er den 22. maj, jeg læser hvad jeg skrev dengang og jeg har fortsat de samme tanker omkring dig og din situation, som før.
Jeg har en så
stærk fornemmelse af dig, dit store sind, hjerte og din sorg over den måde din tilværelse har udviklet sig på mellem dig og din mand - at det næsten gør ondt at tænke. Jeg kan huske hvad du har skrevet om, at du har et, på så mange måder godt liv at det næsten er flovt stille sig op og kræve endnu mere (essensen i det jeg husker).
I mine øjne er dette "mere" netop dèt som udgør forskellen mellem lykke og mangel på samme, uagtet hvad man måtte eje af jordisk gods og de øvrige fysiske privilegier. At "tørste" efter "mere" er legitimt og nødvendigt, hvis man skal kunne se frem mod en fremtid med sin kære og
efter at man er "sig selv igen", når ungerne ikke længere et omdrejningspunkt i det fælles liv. Du er nok den af de to ægteskabsfortolkere som Nynne Koch har beskrevet i indledningen til sin kronik "Dyd og gule ærter" :
Når mennesket siger ægteskab, så er der nogle af dem, som tænker på vielsesattesten, mens andre tænker på kærligheden.
Som du beskriver dine tanker i få ord og de få bemærkninger om din mand, der er faldet siden du kom ind hos os - tror jeg på, at I begge er dem som tænkte/tænker "kærlighed" når I siger "ægteskab". Jeg "hører" så tydeligt som nogen kan gøre, at kærligheden er
ikke væk imellem jer - men at I
begge har tabt stien til hinanden af syne, og begge står I hver for sig, forvirrede og fulde af angst for at ikke at finde hinanden igen.
Prøv at træde for en stund tilbage i tiden, og se med et barns blik på den mørke skov hvor det lille barn er faret vildt hen mod aftenen og angsten for de fremmede lyde, for den hurtigt faldende mørke og de forgæves forsøg på at finde tilbage til sit hjem lammer hende med en skrækkelig ensomhedsfølelse, følelse af at være efterladt og følelsen af usikkerheden om nogen prøver at finde hende og føre hende hjem til sine. Pludseligt er intet sikkert, intet trygt og årene med tryghed og sikkerhed pludselig er udviskede, som de aldrig har eksisteret...
Sådan gætter jeg mig til, kan man have når man har mistet hjerteforbindelsen til den person, man i fortiden har udset sig til at blive gammel sammen med. Man står
helt alene foran resten af sit liv og frygter sorgen over det tabte og den uvisse fremtid, som fra gamle lyse drømme er blevet til universets sorte hul alting forsvinder i sporløst....
Kære Dinah ....
ingenting er tabt og ingenting er væk. I har
begge alt det værdifulde I har skabt sammen hos jer og det
eneste I mangler er
forbindelsen mellem Jeres fælles fortid og nutid.
Når man tænker på mit ordvalg "eneste" kan det være svært at acceptere, når man selv ved og tydeligt erindrer hvad man er gået igennem af triste tanker og følelser, mens man forgæves forsøgte at finde hinanden igen og igen, men ofte, som JS skriver:
... skal åbenbart ikke så meget til at ændre på ting, når man holder af hinanden, og man glemmer ofte at lykken kan ligge lige foran fødderne :) men det er rigtigt hvad Sissan skriver med at tænke og handle for ellers når man ingen vegne.
Hvis du har mod på at give dig selv lov - vil også du opleve, at netop i dit og din mands tilfælde skal der ikke så meget til, som du frygter eller tvivler på, før I kan finde hinanden igen.
Jeg kan opstille et scenario for hvad jeg ville ønske for mig selv, hvis jeg var i så heldig en situation som
din situation faktisk er med tanke på den fine og store følelsesgods du og din mand har samlet i fællesskab.
Forestil dig, at I begge træffer en aftale om at tage en uge eller to ud af kalenderen, sørger for at Jeres barn bliver taget vare på, pakker en mindre bagage og drager ud til det sted I har mødt hinanden for første gang. Forinden efterlader I telefoner hjemme og aftaler, at I under ingen omstændigheder rører ved hinanden andet end knus, mens I er på rejsen til fortiden for at hente de oplevelser tilbage, som i første omgang førte Jer sammen dengang. Og skulle der alligevel ske et "uheld"
måtte det under ingen omstændigheder ske før den sidste eller næstsidste dag før I skal hjem.
Forestil dig, at I følger Jeres livsrute fra tiden før I fik børn - om det så var et teaterbesøg, en kort rejse til en eller anden by, et familiebesøg eller noget helt andet. Hovedsagen er, at I begge tænker tilbage og følger spor af Jeres fællesskab skridt for skridt igennem landskaber, byer og oplevelser
tilbage i tiden.
Det er vigtigt at I begge er nu beskæftiget med denne fælles udforskning af den fortid som har bragt Jer så mange glæder og så meget lykke. At blot stå foran det hospital Jeres barn er født og erindre den altomfavnende følelse af samhørighed og gensidighed - er et af skridtene mod stedet i Jeres hjerter hvorfra I kan se og finde hinanden igen.
At I begge glemmer nutiden for en stund, suspenderer de nyere minder af isolation fra hinanden, skaber en midlertidig tidsboble for Jer selv og koncentrerer Jer i stedet på at hjælpes ad til at hente fortiden frem til overfladen, hvor den så mødes med nutiden - hvor de to størrelser så igen skaber en fælles horisont og det hidtil splittede liv bliver helt igen.
Jeg kan ikke se, at I overhovedet kan mislykkes og jeg er selv forbløffet over styrken af denne overbevisning, som nærmest føles som en mystisk foruddannelse. Jeg, personen med begge ben plantet fast på jorden - har en bevidsthedsudvidende oplevelse af dig, din mand og Jeres lyse fremtid.
Min fornuft prøver forgæves at råbe mig op og advare mod at tegne et lyserødt billede på andres vegne, men dette til trods, kan jeg ikke andet - jeg leger jo ikke spåkone og lover mirakler, uden at du og din mand gør det nødvendige, tager chancen, og på en måde, også risikerer livet - vil der ikke ske andet end ulykke, mens i modsat fald er chancen
i det mindste fifty-fifty - mod ingen chance overhovedet, som det er nu.
Det er nok på tide at afslutte dette lange indlæg, som ingen andre steder kunne skrives som her. Jeg ønsker Jer begge held og lykke. Kærligheden har I allerede, stærk nok til, før eller siden at overvinde all modgang og forhindringer.....
Mange knus og mange kram.
Vi har ikke glemt dig og ønsker dig alt vel :smt058
Anina
