Fogh Junior, Michael Moore og "amerikanske tilstande"

Foghs søn vil have amerikanske tilstande indført i Danmark

Citer:

---

Foghs søn vil have amerikanske tilstande. Det danske sundhedssystem skal amerikaniseres, mener statsministerens søn, som vil aflive myter om uligheder i USA.

Den lille bog »Amerikanske tilstande« er på 57 sider, og udgives af den borgerlig-liberale tænketank CEPOS på mandag.

---

Men o.k. Det er helt i orden, at sønnen er med til at afsløre hvor faderens egentlige sympatier ligger - ikke i dette land og ikke hos dem, der har en almindelig eller mellemindtægt. Den foghske sympati ligger på den anden side af oceanet og jo hurtigere vi kommer af med dette uvæsen - jo bedre! Og selv Khader må nu begynde at passe på, hvem han vil pege på som statsministeremne næste gang... Ellers får han på puklen for at dyrke "amerikanisme" per stedfortræder, ved at pege på Fogh. Statsministeren ville være bedre tjent med, hvis denne bog var blevet kvalt ved fødslen. Det kommer i den grad til at hævne sig, langt inde i den foghske politik og langt inde i magtens koridorer. Dumt træk! Meget dumt!

Når det så er sagt - består fortsat følgende spørgsmål: HVEM FINANCIERER CEPOS?

For HVIS de offentlige danske kroner var med til at betale for dette "værks" udgivelse.... ja, så ville jeg kalde det for nepotisme og korruption.

Er Fogherne politiske selvmordere eller hva`?

Citer:

---

Andreas Lindqvist skrev:

I en ny bog går statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) søn i den stik modsatte grøft af for eksempel dokumentaristen Michael Moores sønderlemmende kritik af det amerikanske sundhedsvæsen.

»Set i lyset af de store demografiske ændringer, som Europa står over for, burde europæiske beslutningstagere i højere grad lade sig inspirere af det markedsbaserede sundhedssystem i USA i stedet for at advare om 'amerikanske tilstande' på sundhedsområdet«, lyder Henrik Fogh Rasmussens anbefaling, ifølge den borgerlige netavis 180grader.

---

Citer:

---

TV2/Nyheder skriver:

Den Oscar-belønnede instruktørs nye film viser eksempler fra sundhedssektorerne i lande som Storbritannien, Frankrig og Canada, og instruktøren anbefaler, at USA tager det bedste elementer fra andre landes sundhedsvæsener til sig.

Han spørger i "Sicko", hvorfor 50 millioner amerikanere, heraf ni milioner børn, lever uden sygeforsikring, mens andre talløse millioner bliver drevet ud i fattigdom, hvis de bliver syge, selv om de er forsikrede.

Atter andre dør, fordi forsikringsselskaberne afslår livreddende behandlinger.

"Men vi får ingen reelle forandringer i USA, før befolkningen letter røven fra biografsæderne og gør noget ved tingene", sagde Moore.

Læse mere....

---

Citer:

---

Dagbladet Information skriver:

Instruktøren Michael Moore, der i 2004 vandt Den Gyldne Palme for den kontroversielle Fahrenheit 9/11, kalder selv sine film for parts-indlæg i en debat, og han er nu i Cannes med den længe ventede Sicko, der tager det amerikanske sundhedsvæsen under alt andet end kærlig behandling.

Oprørende
Filmen er en af Moores bedste, både morsom og (op)rørende - den fik stort bifald af pressen både under og efter den første visning - og tegner ligesom hans tidligere film, Roger & Me (1989), Bowling for Columbine (2002) og Fahrenheit 9/11, et satirisk og i bund og grund deprimerende portræt af et samfund, det amerikanske, der svigter sine idealer og sine medborgere.

I Sicko møder vi en række mennesker, som ikke er omfattet af den privatiserede, brugerbetalte amerikanske sygeforsikring, fordi de simpelthen ikke har råd til det, og vi møder endnu flere mennesker, som har råd, men som ikke kan få udbetalt forsikringspenge, da ulykken indtræffer, fordi forsikringsselskaberne af forskellige grunde nægter at godkende deres krav.

En mand, der får to fingre skåret af, tvinges således til at vælge, hvilken han helst vil have syet på igen. Han har ikke råd til begge.

Systemet er bestemt ikke indrettet til borgernes bedste, men gør i stedet folkene bag forsikringsselskaberne rige. Moore begynder med mennesker, der er kommet i klemme, og senere løfter han sagen op på et mere principielt og internationalt niveau. For det viser sig, finder en forbavset Moore ud af, at man hverken i Canada, Frankrig eller England betaler for at gå til lægen eller komme på hos-pitalet.

Som en anden mistænksom forkæmper for the american way rejser instruktøren rundt til de forskellige lande, taler med de indfødte og amerikanere bosat dér og opdager, at det i hele den vestlige verden kun er USA, der ikke har en offentlig, gratis sundhedssektor. 'Socialized medicine', som man kalder den slags i USA, er ikke noget, hverken republikanere eller højreorienterede demokrater bryder sig om, fordi det lugter af kommunisme, og i nogle afslørende tv-klip viser Moore, hvordan blandt andet George Bush den første næsten lyder som den kommunistforskrækkede senator McCarthy, når han taler om socialized medicine.

Sygt system
Sicko er en vellykket og vigtig film - til sidst går Moore for langt, men det gør han jo altid - og i modsætning til Fahrenheit 9/11, der, vil nogle mene, prædikede for de omvendte, vil filmen sikkert åbne mange menige amerikaneres øjne for mekanismerne bag det forkvaklede system, de døjer med.

Det vil betyde forhøjede skatter at lave et velfungerende, offentligt sundhedssystem i USA, men det kommer Moore ikke ind på i Sicko, hvilket nok skal få hans modstandere i offensiven. Alligevel er der forbavsende lidt at kritisere i den overmåde sympatiske film, der også fik en af mine amerikanske kolleger til både at grine og græde, selv om han mente, at instruktøren indimellem slap for nemt om ved nogle ting.

Moore er en formidabel filmmager og manipulator, og han er ikke bange for at gå til yderligheder for at slå sine pointer fast. Mod slutningen af filmen sejler han f.eks. en flok tidligere, syge 9/11-redningsarbejdere, der ikke er berettiget til lægehjælp i USA, til den amerikanske flådebase Guantánamo på Cuba, som er det eneste sted på amerikansk jord, hvor alle kan komme gratis til lægen.

"Vi vil bare have den samme behandling som Al Queda, som de onde," siger Moore i en megafon, da han og redningsarbejderne ligger og venter i en båd uden for Guantánamo-bugten. Det er en sirene, der svarer, og Moore og co. sejler væk i en fart. I stedet bliver redningsarbejderne indlagt på et cubansk hospital, hvor de får al den hjælp, de har brug for, gratis. Budskabet er tydeligt: Selv en af USA's værste fjender, Fidel Castro, har fat i noget af det rigtige og hjælper gerne amerikanske statsborgere i nød. Det vil il commandante sikkert takke Moore for at påpege.

Læs hele artiklen....

---

Citer:

---

Ekstra Bladet skriver:

Moore dokumenterer det pilrådne sundhedssystem i USA, der er baseret på private forsikringer, som kun de rigeste har råd til at have. Mere end 50 millioner amerikanere har ingen lægeforsikring og er derfor rent ud sagt på skideren eller direkte i livsfare, hvis de bliver alvorligt syge.

Læs mere....

---

Citer:

---

Berlingske Tidende skriver:

Hans seneste dokumentarfilm »Sicko« har amerikansk premiere i næste måned, men allerede inden biografgængerne i USA har set den, har han herovre sat dagsordenen. Sundhedsindustrien betragter filmen, som beboerne i Florida betragter en orkan, der bevæger sig over Atlanten og kommer tættere og tættere på, og de forsøger at positionere sig. Politikerne og analytikere fra tænketankene taler febrilske for og imod en film, som de ikke har set, og kommentatorerne begynder at skrive kommentarer om den amerikanske sundhedskrise.

Sundhedsøkonomen Uwe Reinhardt mener, at filmen kan blive den faktor, som gør en sundhedsreform til punkt ét på dagsordenen.

»Vi er på nippet til et populistisk opgør med systemet. Det amerikanske folk har fået nok,« siger han til New York Times. Reinhardt mener ikke, at filmen nødvendigvis har ret eller får rigtigt fat i kendsgerningerne, men det er for såvidt underordnet. Den katalyserer en simrende utilfredshed, og den gør det godt, siger han.

Rose Ann DeMoro, de amerikanske sygeplejerskers formand, håber, at filmen vil føre til en revolte.

De nødstedte patienter, »som vi ser i filmen, faldt ikke gennem sprækkerne. De blev smidt over bord,« siger hun i en pressemeddelese.

Filmen udpeger den egent*lige skurk, »en profithungrende forsikringsindustri, hvis største bedrift er at købe Kongressen og dermed forhindre en reel reform.«

Vidneudsagnet fra lægen
DeMoro nævner et eksempel fra filmen - et vidneudsagn fra doktor Linda Peeno, som arbejdede for en af de store sygeforsikringer. Hendes job var at spare koncernen for så mange penge som muligt, og i et tilfælde nægtede hun »en syg mand en nødvendig operation«, en hjertetransplantation. Hendes nej betød, at koncernen sparede en halv mio. dollar, men patienten døde.

Resten af artiklen kan ikke læses.... linket "døde"

---

Citer:

---

MetroXpress skriver:

EN VIRKELIG GYSER


‘Sicko’ blev modtaget med bragende bifald, da filmen havde premiere på filmfestivalen i Cannes. Siden er fulgt en håndfuld meget pæne anmeldelser til Moores nye filmkamp mod dårligdommene i det amerikanske samfund.

»Filmen er en underholdende og gribende dissekering af den amerikanske sundhedsindustri, som dokumenterer, hvordan den gavner de få på bekostning af de mange. Via Moores altid personlige fortællestil sætter han liv i et meget deprimerende emne,« lyder vurderingen fra det anerkendte filmmagasin Varietys anmelder.

Også anmelderen hos Fox News er mere end tilfreds med Moores seneste film.

»Michael Moores glimrende nye dokumentarfilm beskæftiger sig med svigtene i det amerikanske sundhedssystem. Men denne gang lader Moore sagerne tale for sig selv og viser en ny modenhed. ‘Sicko’ virker, fordi der ikke er nogen konfrontationer.«

Læs mere....

---

Citer:

---

Dagens Medicin skriver:

Dokumentarfilm for lægmand og læge

Michael Moore træder som person et skridt tilbage i sin nye provokerende dokumentarfilm om det amerikanske sundhedsvæsen. Og det klæder ham. Filmen dokumenterer de gængse europæiske fordomme om svaghederne ved et sundhedssystem baseret på forsikringer. Vi så filmen i Cannes

Af Jacob Wendt Jensen
24-05-07:

CANNES (Dagens Medicin) – Rygterne om Michael Moores problemer med at få skovlen under det amerikanske sundhedsvæsen har været stærkt overdrevne. Hans nye film har godt nok været mere end to år undervejs, men nu er den her endelig – og den sætter en tyk streg under den påstand, at det amerikanske sundhedssystem er sygt.

I USA er det som bekendt ikke en menneskeret at blive behandlet på sygehuset. Det kræver som oftest en forsikring for at få chancen for at blive behandlet, og den chance er lidt af en lotteribillet ifølge Michael Moore. Rundt regnet 50 mio. af 300 mio. nordamerikanere har slet ingen sygeforsikring og de er helt uomtvisteligt ilde stedt hvis sygdom indfinder sig. Moore mener også, at de 250 mio. Amerikanere, som har en sygeforsikring hos et af de store private forsikringsselskaber, risikerer at løbe ind i problemer med at blive behandlet.

Forsikringsselskaber har nemlig ansat læger til at finde fejl i tilmeldingsskemaer og spor efter gamle sygdomme, der kan ophæve de forsikredes ret til sygehusbetaling. Moore beviser, at jo flere penge de ansatte sparer for forsikringsselskaberne, jo mere bonus får de. I biografmørket spørger man sig selv, hvordan det er at være læge i frontlinjen i sådan et koldt system?

Fattige syge køres væk i taxa

Samtidig dokumenterer Moore, at det er almindelig praksis for sygehuse at give de hjemløse, fattige og sindsforvirrede penge til en taxi til nærmeste fattiggård frem for at behandle dem nødtørftigt på sygehusene. Der er gruopvækkende scener fra et hjerteløst samfund i ‘Sicko’ og der er mange beviser på, at sygeforsikringerne er fyldt med huller.

Er det for eksempel rimeligt, at man nægtes behandling, fordi man i sin tid har sat et forkert kryds i en rubrik på ansøgningsskemaet eller fordi man har haft harmløst udslæt? Michael Moores film er baseret på titusindvis af sygehistorier, som han han har efterlyst ved et opslag på internettet.

Som modvægt til USA rejser Michael Moore til Storbritannien og Frankrig for at vise, at i de fleste andre steder i verden bliver vi forsøgt gjort raske med hjælp af skattepengene. Instruktøren var også i Norge for at indspille scener, men de er ikke med i den endelige udgave af filmen. I sidste del af Sicko sætter satiren for alvor ind, for Moore tager til Guantanamo-basen med et dusin syge amerikanere, som har deltaget i oprydningen efter bombningen af World Trade Center og som efterfølgende blev nægtet behandling betalt af forsikringsselskaberne. Han har nemlig hørt, at selv verdens skrappeste terrorister får en ypperlig sygehusbehandling.

Moore når dog ikke ind til selve fængslet, men strander i Cuba, hvor de syge bliver hjulpet til at få det bedre. I et socialistisk samfund af den slags, som amerikanerne ellers med særdeles jævne mellemrum advares imod. I Sicko fortælles nemlig også historien om, hvordan præsident Nixon i sin tid fandt på systemet med forsikring mod sygdom, fordi han var kommunistforskrækket.

Citeret efter google-cache. Direkte link er defekt.

---

Citer:

---

Urban skriver:

Opråb til politikerne
‘SiCKO’ er lanceret som en komedie og er da også til tider absurd morsom, men ser man på de ting, Moore får frem i lyset, er der snarere tale om en gyser af rang. Forestil dig at få en regning for ambulancekørsel efter et biluheld, hvor du var bevidstløs – fordi forsikringen ikke dækker, medmindre du har skrevet under, før speederen trykkes i bund. Eller at du har fået savet to fingre over og nu får valget mellem at redde ringefingeren for 12.000 dollars eller langefingeren for 60.000 dollars. Og det er endda kun to af de allermildeste eksempler.

Ingen penge til private
Michael Moore benyttede chancen på pressemødet til at efterlyse tiltag til en offentlig sundhedsplan hos bare en af de amerikanske præsidentkandidater, der i øjeblikket slås om det amerikanske folks gunst.

»Det er ikke nok, at kandidaterne siger, at de støtter sundhedssystemet. Selvfølgelig gør de det – det er den vej, vinden blæser i USA. Men det, de alle sammen vil, er at skabe et system, der putter vores skattekroner i hænderne på de private selskaber, så de får kontrollen. Og det må ikke ske. Vi har brug for kandidater, der taler for, at profitten skal fjernes fra sundhedssystemet. Det at tjene penge har ikke noget at gøre med at tage beslutningen om at hjælpe folk eller ej,« siger Michael Moore, hvis film viser, hvordan de store selskaber, der står for sundhedsforsikringerne, gør alt, hvad der er i deres magt for ikke at udbetale forsikring til deres syge kunder – fordi de er lovmæssigt forpligtet til at tjene penge til deres aktiehavere.

»Det siger loven, og cheferne kan få store problemer, hvis de overtræder loven. Så de maksimerer indtjeningen ved at give så lidt pleje til deres klienter som overhovedet muligt. Det er dybt amoralsk. Og det burde ikke kunne lade sig gøre i vores samfund,« siger Michael Moore.

Læs mere...

---

Det jævne amerikanske folk har Michael Moore til at tale deres sag.... Vi har ....juhuuu.... Anders og Henrik Fogh Rasmussen :smi029

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af Anina

Foghs søn vil have amerikanske tilstande indført i Danmark

Foghs søn vil have amerikanske tilstande. Det danske sundhedssystem skal amerikaniseres, mener statsministerens søn, som vil aflive myter om uligheder i USA.

---

Hmm.... godt nok noget af en påstand vi IKKE er vant til.... På den anden side... hvem mon kunne være mere troværdig, hvis ikke en, fra hjemlandet fordrevet russisk systemkritiker, der efter otte års ophold i USA.... samme USA den borgerlige del af landet så gerne ser vi skal komme til at ligne mest muligt.... - beskriver USA på denne måde.....


USA værre end USSR

USA er i dag i mange henseender det mest tilbagestående af alle industrilande

Af Valdas Anelauskas 12-13 Juli 1997

"America -- love it or leave it", forkynder et falm et klistermærke på en bil i Oregon. Men jeg er altså ikke rejst endnu...

Jeg er blevet amerikansk statsborger. Sandt at sige var det ikke nogen let beslutning -- Amerikas Forenede Stater er bestemt ikke mit ideal af et harmonisk samfund. Det er ikke et sted, man føler sig godt tilpas. Snarere tværtimod. Derfor er det ikke et sted, jeg ville bryde mig om at leve resten af mit liv. Uheldigvis var jeg ikke helt klar over, hvilken virkelighed jeg ville møde her.

Jeg er født og opvokset i Litauen, der dengang var besat af det tidligere Sovjetunionen. Som mange af mine jævnaldrende blev jeg som teenager inddraget i modstandsbevægelsen, og kamp mod undertrykkelse blev en livsform for mig. Af den grund blev jeg flere gange straffet hårdt af KGB.

På det tidspunkt forekom den russiske kommunisme mig at være det ubestrideligt ondeste i verden. Ronald Reagan med sin tåbelige snak om det "onde imperium" hørte til mine yndlingspolitikere. Generelt havde jeg en meget begrænset forståelse for andre politiske systemer.

Jeg har ikke skiftet mening om den russiske kommunisme, men nu mener jeg ikke, at den var det eneste onde system i verden, og at alt det onde forsvandt med den. Jeg kan se at den amerikanske variant af kapitalismen ikke er mindre ond og i nogle henseender endda værre end den russiske kommunisme.

Faktisk var sovjetkommunismen ikke engang et alternativ til kapitalismen, men snarere en totalitær form for kapitalisme, som man kunne kalde statskapitalisme.

Jeg var lige fra begyndelsen aktiv deltager i den "syngende revolution" for Litauens uafhængighed. Derfor blev jeg frataget mit statsborgerskab og var nødt til at se mig om efter et eller andet sted på kloden, hvor jeg kunne slå mig ned -- maske for resten af livet.

Jeg var fuld af tvivl, da jeg skulle træffe mit valg. Efter at have tilbragt nogen tid forskellige steder i Europa fik jeg mulighed for at komme til USA som "politisk flygtning", og det gjorde jeg. Nu forstår jeg, at det var en fejltagelse, men dengang var jeg simpelthen træt af at leve i usikkerhed, og jeg fik ikke ret lang tid til at tænke mig om.

Hvis sandheden skal frem, svarede mine forventninger stort set til den virkelighed, jeg fandt her. Jeg havde bestemt ingen rosenrøde illusioner. Jeg vidste mere eller mindre, at USA ikke var det 'paradis på jorden', som så mange naive mennesker i andre lande tror.

Som journalist af profession og systemkritiker af overbevisning havde jeg arbejdet hårdt på at finde frem til sandheden. Derfor var jeg i besiddelse af lidt mere objektive oplysninger end de fleste i Sovjetunionen. Alligevel var det ikke nok til, at jeg kunne danne mig et klart billede af USA og kapitalismen.

Folk i det tidligere Sovjetunionen var udsat for en enorm dosis meget primitiv kommunistisk propaganda. Ikke mange troede på den, og naturligvis var der ingen, der tog den for pålydende. Fordi det var fjenden, der fortalte det, ville vi litauere ikke acceptere det, vi hørte eller læste. De fleste affærdigede simpelthen alle de negative oplysninger som løgne.

Vi hørte om hjemløshed og arbejdsløshed, om forbrugerisme og 'popkultur', om voldsforbrydelser og raceproblemer. Samtidig så folk Hollyvood-film, der formidlede en anden slags propaganda med et ganske andet billede af USA og den amerikanske livsstil.

Vi var altså udsat for to slags propaganda samtidig, og de fleste vidste simpelthen ikke, hvad de skulle tro. Jeg troede ikke på nogen af dem. Jeg var klar over, at virkeligheden i USA ikke var særlig tiltalende, men desværre havde jeg ingen anelse om, hvor slemt det stod til.

Da vi kom hertil i juli 1989, fik vi straks lejlighed til at opleve hele 'charmen' ved den amerikanske virkelighed. Mens vi boede i New York City, kunne vi iagttage den amerikanske storbyjungle med alle dens rædsler. Vi var udsat for fare hver eneste dag i over et år, men Gud ske lov overlevede vi på en eller an den måde. Derefter fulgte tre lange, kedsommelige år i New Jersey -- et typisk amerikansk forstadshelvede.

Dag for dag lærte vi, hvordan man overlever her, hvordan man bekæmper systemet. Lidt efter lidt er jeg blevet systemkritiker igen.

Til sidst flyttede vi tværs over kontinentet til Oregon. Eugene, den by vi bor i nu, giver sig ud for at være anderledes, men efter min mening ligner den stort set alle andre byer i USA. Bare i lidt mindre målestok.

Så efter otte år kan jeg sige, at det virkelige USA har overgået alle mine værste forventninger. Virkeligheden her er langt værre, end jeg havde regnet med -- og værre, end den sovjetiske propaganda beskrev.

Det er et hensynsløst samfund, der bygger på filosofien om, at "grådighed er godt", og det er præget af uhæmmet profitjagt, selviskhed, svindel og griskhed. Penge er målestokken for alt. I USA er de rige virkelig rige, og de fattige er håbløst fattige.

Private firmaer har enorm magt og bruger den til at udnytte arbejderklassen. Direktørerne tjener millioner, mens arbejderne kæmper for at overleve. Den amerikanske mindsteløn er latterlig; arbejde til fem dollar i timen er en form for lovligt slaveri.

De fattige og hjemløse udgør en stor del af befolkningen, og millioner af hårdtarbejdende amerikanere lever permanent på randen af fattigdom.

Der er ingen tvivl om, at den økonomiske ulighed er det største problem i USA i dag. De rige bliver rigere, de fattige bliver fattigere, og alle dem i midten synker nedad. Markedets frihed er vigtigere end menneskers frihed. Mennesker kommer i anden række efter firmaernes magt og profit. Faktisk bliver mindst 80 procent af amerikanerne udplyndret af systemet.

Jeg har lagt mærke til, at det amerikanske erhvervsliv i sin propaganda altid fremhæver, at folk i de europæiske 'velfærdsstater' betaler langt mere i skat. Men faktisk er skatterne i de fleste vesteuropæiske lande, selv de skandinaviske, ikke ret meget højere end de 34 procent, der er gennemsnittet i USA. Hovedsagen er, hvad folk får til gengæld.

I de europæiske socialdemokratier har alle en følelse af tryghed fra vugge til grav. Hvad får folk i USA for deres skattedollars? Svaret er: Stort set ingenting! Skatterne går til militæret i stedet for til at opfylde grundlæggende menneskelige behov.

Arbejdsløsheden i USA er kun halvt så stor som i Europa. Men virkeligheden er at den lavere amerikanske ledighed bygger på et stigende antal deltidsjob, midlertidige job uden social sikkerhed og langt lavere lønninger end i andre industrilande. I den civiliserede verden vil meget få mennesker arbejde for fem dollar om dagen.

Det forbløffende er, at en sjettedel af alle lønmodtagere med fuldtidsarbejde har indtægter, der placerer dem et godt stykke under fattigdomsgrænsen. Det vil sige, at millioner af hårdarbejdende mennesker kæmper desperat for at få det til at løbe rundt. Somme tider er to lønninger ikke engang nok.

Forbundsregeringen bruger omkring 281 milliarder dollar om året på militæret, mens millioner af borgere må leve på gaden. I Europa udgør statsstøttet socialt boligbyggeri 40 procent af boligmassen; i USA er det kun en procent.

Det er ironisk, at USA altid påberåber sig at være nummer et, lederen, det bedste land i verden. Selv almindeiige mennesker forsøger somme tider at diskutere med mig, når jeg siger, at livet i USA ikke er godt. De henviser normalt til, at det er værre i tredjeverdenslande som Rwanda, Bangladesh, Somalia osv. Men det er jo ikke dem, de skal sammenligne sig med. Ja, det er rigtigt, at det er langt værre i Somalia, men Somalia giver sig ikke ud for at være verdens leder!

Virkeligheden er, at USA i dag i mange henseender er det mest tilbagestående af alle industrilande og har den mest ulige fordeling af velstanden.

Antallet af fattige børn er fire (!) gange større end gennemsnittet i de vesteuropæiske lande. Jeg læste engang, at hvert femte barn her i landet lever i ekstrem fattigdom, og at mange går sultne i seng. Faktisk har mange af dem ikke engang en seng eller et hjem.

Børnedødeligheden er enestående i den industrialiserede verden. USA er det eneste udviklede land, der ikke har betalt barselsorlov, og det eneste uden sygesikring for alle borgere. Det eksiste rende sundhedssystem er en total katastrofe.

De private forsikringsselskaber er grådige, og millioner af amerikanere risikerer at miste alt, hvis de bliver alvorligt syge.

Der er ingen tvivl om, at USA er det vestlige industrialiserede land, hvor det er sværest at komme ud af fattigdommen. En af årsagerne til det er det dårlige uddannelsessystem. 27 millioner voksne amerikanere er funktionelle analfabeter, og hertil kommer 40 millioner, som lige akkurat kan læse og skrive.

Endnu værre står det til med den højere uddannelse. Det bliver sværere og sværere for unge fra familier med lave eller mellemstore indtægter at komme på college, og derfor vil antallet af fattige blive ved med at vokse. I en økonomi, der i stigende grad bygger på viden, fører ulighed i uddannelse til ulighed i indkomst.

Den såkaldte studiestøtte består mest af løn, ikke legater eller stipendier. Mere end halvdelen af amerikanske akademikere er i dyb gæld, når de forlader universitetet. Det er selvfølgelig meget indbringende for bankerne.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med de europæiske (især de skandinaviske) (1997/red.) samfund, hvor ingen sulter, ingen lever i håbløs fattigdom, hvor få har for meget og færre for lidt. Ja, jeg ved godt, at USA er anderledes -- større og mere uhomogent -- men det er ingen undskyldning for at bevare et ondt, undertrykkende system med grundlæggende uretfærdigheder.

Sådan ser jeg virkeligheden i dette ekstremt kapitalistiske system. Jeg mener, at amerikansk kapitalisme er uforenelig med humanisme. Endnu værre er det, at dette inhumane system har ført til moralsk fallit, fremmedgørelse, opløsning af familier, kriminalitet og narkoproblemer.

Der er kriminalitet overalt, men den er mere synlig i USA end andre steder især voldskriminaliteten. Kan et land kaldes "det bedste", hvis borgerne ikke kan gå trygt på gaderne om aftenen? Det forekommer mig, at volden snart er ved at blive en del af the American way of life. Retssystemet er en joke, hvilket komedien med O. J. Simpson-sagen er det bedste bevis p�.

Jeg tror, de fleste amerikanere er meget ulykkelige og meget skuffede over deres land. Det kan forklare, hvorfor så mange er apatiske og ikke længere stemmer ved valgene. De synes simpelthen ikke, de har noget at vælge imellem.

De egoistiske, lavsindede republikanere, som efter min mening er endnu værre end sovjetkommunisterne, fik flertal i Kongressen med støtte fra kun 18 procent af befolkningen. Med deres såkaldte "Kontrakt for Amerika" har de erklæret hellig krig mod de fattige.

De vil skære ned i alle sociale programmer for at finansiere skattelettelser til de rige -- en speciel form for økonomisk kannibalisme. Det Republikanske Parti i USA er efter min mening den værste terroristorganisation i verden i dag

Efter otte år i dette "mulighedernes land" kan jeg ikke se noget lys for enden af tunnellen.

Så kan man spørge, hvorfor jeg bliver her, og hvorfor jeg besluttede at blive amerikansk statsborger. Svaret er enkelt: Jeg er af naturen en fighter, og når jeg først går ind i kampen mod undertrykkelse, er det lige meget, hvor jeg bor. Hvis der er undertrykkelse, hvis jeg ser en uretfærdighed, er jeg nødt til at rejse mig og bekæempe det onde.

Den ekstreme form for kapitalisme her er lige så ond, som den ekstreme kommunisme var engang. Det resultat er jeg nået frem til efter at have set det amerikanske samfund indefra. Jeg har brugt megen tid på at sammenligne og analysere begge systemer, og mine iagttagelser har ført mig til den konklusion, at privatkapitalens tyranni her måske på mange måder er endnu værre end den totalitære stats tyrani.

Jeg er klar over, at chancerne for reelle ændringer er meget små på grund af landets størrelse og de mange økonomiske interesser, der er på spil. Men hvorfor ikke forsøge alligevel? Alt for mange mennesker her foretrækker at stikke hovedet i busken og opføre sig som forbrugere i stedet for som borgere.

Man hører ofte den forslidte klichæ: "Du kan jo bare rejse, hvis du ikke kan lide det her." Ja, jeg kunne selvfølgelig rejse hvis jeg ville. Litauen er nu et frit land. Men jeg vil simpelthen ikke give op og kapitulere over for denne "vi er de bedste, og hvis du ikke er enig i det, kan du forsvinde"- holdning. Så for ikke at være en udenlandsk iagttager er jeg blevet borger i landet.

Nu kan jeg sige, at det pa en m�de ogs� er mit land. Jeg har ret til at blande mig. I det mindste kan jeg da forsøge at gøre noget -- arbejde hen imod positive forandringer, ligesom jeg gjorde hjemme i Litauen. Jeg har simpelthen ikke lyst til bare at opholde mig her og se på, hvordan det bliver værre og værre.

Oversat af Birgit Ibsen

Citer:

---

Om forfatteren - Russisk systemkritiker

Valdas Anelauskas, født i Litauens hovestad Vilnius i 1960, blev smidt ud af USSR i 1988, efter at han på 40-årsdagen for menneskerettighedserklæringen offentligt tog afstand fra sit sovjetiske statsborgerskab. Forinden var han i ti år medlem af modstandsbevægelsen i det tidligere USSR. Anelauskas har bl. a. organiseret anti-USSR sommerlejre for unge fra hele den tidligere sovjetunion. Anelauskas var medlem af den radikale undergrundsgruppe Lithuanias Liberation League (LLL) og Litauens korrespondent for det Moskvabaserede ugemagasin Samizdat og reporter ved det uafhængige nyhedsmagasin Daily Glasnost. Han var den første officielle reporter for Litauen på radiostationen Radio Liberty/Free Europe. Valdas Anelauskas bor i dag i Eugene, Oregon og arbejder som freelancejournalist og foredragsholder. Han er medlem af Pacific Party (Oregons svar på De Grønne) og fortsætter frihedskampen -- på amerikansk.

---

http://www.geocities.com/CapitolHill...20/danish.html

Kings County Hospital.... er et af de få hospitaler i New York-området, hvor folk, som ikke selv har råd til at betale for behandling, kan søge hjælp.

Efter at have ventet i næsten 24 timer kollapser Esmin Green og dør i venteværelset til den psykiatriske skadestue på Kings County Hospital i Brooklyn, New York, og dør, uden at nogen griber ind i mere end en time.

Mere på.... Politiken.dk og på Youtube

Ja, kæden er kun så stærk, som det svageste led.... :-k

Hver tredje new yorker mangler penge til mad

I 2003 manglede 2 millioner beboere i New York City penge til at købe mad nok, mens tallet i 2007 var oppe på 3,1 millioner. Det svarer til 38 procent af byens godt otte millioner indbyggere. (...)

Men ifølge New York Food Bank er det ikke kun de fattigste indbyggere i byen, der mangler penge til mad. Blandt middelklassen er der sket en fordobling i antallet af personer, der ikke altid har råd til at spise sig mætte, lyder det i rapporten.

Mere....på Kristeligt Dagblad.dk

Hmm.... hvad mon får Henrik Fogh Rasmussen til at tro på, at den danske udgave af USA bliver bedre for borgerne, end den amerikanske allerede er for sine egne? Mener han, at vi er/bliver dygtigere til at være liberalister end amerikanere er? :-k

Hvorfor være amerikansk skulle blive så meget bedre end at være dansk? Måske burde denne gode mand selv få lov til at jagte den amerikanske drøm i et par år, uden danske plastikkort på lommen. Den ultimative test på hvad passer og hvad ikke gør.

Citer:

---

Statsminister Anders Fogh Rasmussen skrev:

Fra Socialstat til minimalstat:

At forvandle Danmark fra socialstat til minimalstat lader sig ikke gøre fra den ene dag til den næste. Det er en proces, en lang og sej proces. Både fordi opgaven er stor, og fordi vi bør tage hensyn til, at borgernes sjæl skal kunne følge med.

Kilde: Fra socialstat til minimalstat

---

Idet vi alle ved, selv de ultraliberale.... at vi kan ikke alle være rige, og at sygdom og død skåner ingen.... osv. må vi alle indse, at nogen lykkes meget, mens andre lykkes mindre. For slet ikke at glemme alle dem, der fødes med sygdom eller handicap... i alle slags familier.... Heller ikke skal vi glemme, at alle skal spise og drikke... Have klæder på kroppen og alle vil gerne klare det selv, men nogle kan bare ikke som vi andre, men så kan de bidrage med så meget andet.... Livet er mangfoldigt nok til at rumme alle og opgaver nok til alle....

Citer:

---

Anders Fogh Rasmussen skriver i "Minimalstaten" bl.a.:

Frihed er helt afgørende for, at vi overhovedet kan foretage moralske valg. Hvis mennesket ikke har frihed, men er styret af noget uden for sig selv, kan mennesket slet ikke handle moralsk for det har så ikke selv truffet frie valg. For at træffe moralske valg, skal vi handle i fuldkommen frihed. Frihedskravet er absolut og ubetinget. Mennesket har derfor også absolutte og ukrænkelige naturlige rettigheder til liv, frihed og ejendom.

---

Men Statsministeren bruger ordet "frihed" som det var det eneste saliggørende. Det er det også.... i den romantiske verden og den idèelle. Den verden der ikke findes, idet den verden vi har - rummer alle afskygninger af held og uheld... Frihed er også frihed til at dø af sult eller frihed til at underkaste sig, eller frihed til at gøre oprør, eller frihed til at hade eller elske..... Den frihed Statsministeren hylder er en frihed til alt, hvis vi ikke styrer os... For hvis vi ikke styrer os - individuelt OG kollektivt - er det et anarki og i et anarki flyder blodet fra alle årer - de fine og de mindre fine. Det er farligt at slippe "frihed" løs på den måde, liberale romantikere forestiller dem.... Skide farligt....

Citer:

---

Anders Fogh Rasmussen skriver i "minimalstaten" bl.a.:

Socialstaten giver en falsk social tryghed, hvor vi som hunden kan ligge og lune os foran kaminilden. Hvis socialstaten fortsætter sin omklamring af mennesket, ender vi som »de sidste mennesker«, der har mistet værdierne i tilværelsen og derfor har opgivet at kæmpe for noget. Vi er reduceret til tæmmede og lydige sociale dyr.

---

Hmm... jeg kan ikke se, at Statsministeren skulle selv være et "tæmmet og lydigt social dyr"... eller Claus Hjort Frederiksen, eller Kristian Jensen, eller Christopher Arzrouni, eller Ole Birk Olesen, eller Martin Ågerup, eller Henrik Fogh Rasmussen m.fl. ....

Nogle af dem er født på Socialstatens regning. Alle er opvokset på Socialstatens regning, uddannet på Socialstatens regning og (over)lever på Socialstatens regning. Deres politiske karrierer og aktiviteter er subsidieret af samfundet direkte eller gennem div. fradrag for sponsorater, tilskud m.v. De fleste er politikere eller ansat i administrationen, eller hos interesseorganisationer... stort set under beskyttede forhold og meget langt fra, hvor evnen til at overleve kan udvikles og trænes... I modsætning til vi andre, der har udviklet hård hud på nerver og hænder på det "mobile" arbejdsmarked, hvor enhver tjent arbejderkrone har bidraget til virksomhedernes dækningsbidrag og til statskassen.

De arbejder alle på at underminere den samme Socialstat, som dog tilkendte dem frihed nok til at opnå hvad de har opnået, gøre hvad de gør, mene hvad de mener og handle som de gør.... Hvis dette er ikke den ultimative frihed - hvilken "bedre" frihed kan man forvente sig af de nye ideologer, der ikke engang kan klare være selvfinancierede, mens de udklækker flere og flere nye idèer om den frihed, der fremover kun er øremærket til dem, der i forvejen er frie.... i Grådighedens Tidsalder.

En politisk romantik uden jordforbindelse..... :-k

Minimalstaten er her nu.:august18


Diagnosticering med psykiske diagnoser - USA og DK


Jeg sad og hørte CNN om de store kredit- og bankproblemer, de har i USA.

Og midt i det hele nævnte de, at HVIS der skulle stemmes ja til en hjælpepakke på 700 milliarder dollars, så var eet af kravene, at psykisk syge skulle ligestilles med fysisk syge.:hvad?:

Det fik mig til at studse... og så skænkede jeg naturligvis Michael Moores "Sicko" en tanke.:-k

Her er en amerikansk artikel om det... det handler om forsikringer for psykisk syge... :snøft

Citer:

---

Americans struggling with mental illness, depression or addiction often face an added burden: limited insurance coverage compared with people suffering physical ills.

---

Citer:

---

updated 5:44 p.m. ET Oct. 2 :oktober29:, 2008

---

http://www.msnbc.msn.com/id/26997059/


Og så... til min store "overraskelse" ser jeg, at denne "omsorg" lige pludselig er kopieret af de konservative... i Danmark. :hvad?:

HVAD mon årsagen er for denne "pludselige" interesse?

Se her:

Citer:

---

Det er ulykkeligt at blive ramt af sygdom – og det er endnu mere ulykkeligt, hvis man end ikke har ret til behandling.

---

Citat:
Af Henriette Kjær - Politisk ordfører (K)
Søndag den 5. oktober :oktober29: 2008, 22:30

http://www.berlingske.dk/article/200...ord/710050015/

Gad vide, om det at regerere Danmark, blot handler om at "oversætte" fra amerikansk til dansk?

Gad vide, om vi bare skal læse amerikanske nyheder, hvis vi vil vide, der der står i de danske aviser 2-3 dage efter (når sekretæren har haft tid til at oversætte det).

Gad vide, hvorfor så mange danskere er blevet "udstyret" med en psykisk diagnose? Stress, depression, afhængighed, osv.?

Nogle bud?

Nu forstår jeg, at Bendtsen er taget på "fisketur", Fogh går til dans.

Der skal jo blot være een på Borgen, der kan oversætte. Resten holder fri.:smi307


(Hvis man googler, kan man få oversat artiklen til "næsten dansk".)

:smi004

Ja, så er vi vist ved at have "Sicko"-tilstande herhjemme.:trist1:

En praktiserende læge forsøger nu at råbe "nogen" op om, hvad der foregår "nede på gulvet"... ude i praksis.

Han kommer ind på mange, mange relevante forhold - lige fra sundhedsforsikringer til lægemangel... og udviklingen i lægemanglen de seneste 20 år. (Det er, som om det er BEVIDST fra regeringen, at man har ØNSKET lægemangel - pga. et ideologisk korstog.)

Men prøv at læse debatindlægget.

Citer:

---

Der er ingen grund til at kopiere det amerikanske sundhedsvæsen

---

Citer:

---

Det kan undre, at de danske magthavere mener, at det system, amerikanerne med Obama håber på at komme af med, skulle være lykken hos os

---

Citer:

---

I et af verdens rigeste lande er det lykkedes at udhule et velfungerende sygehusvæsen i løbet af et par dekader.

Lad os få nogle af de penge ind i det offentlige sygehusvæsen og få genetableret den faglige stolthed og arbejdsglæde til glæde for patienterne.

---

http://www.dagensmedicin.dk/debat/20...-at-/index.xml

:smi004

"Sicko" bruges i valgkamp. :smi013

Citer:

---

- Mange politikere er tilhængere af, at vi i Danmark skal erstatte vores nuværende offentlige og gratis sundhedssystem med private sygehuse og forsikringsordninger, så emnet er desværre meget aktuelt, lyder det fra Guldmann.

'Sicko' viser, hvor galt det kan gå, når sundhed privatiseres.

---

http://www.arbejderen.dk/index.aspx?...S_ID=1&C_ID=64

:smi004