Oprindeligt indsendt af Dagens Medicin 14. juni 2007, 1. sektion, s. 13
Pårørende har for megen indflydelse
Af Thomas Søbirk Petersen, Ph.d., Roskilde Universitetscenter, Forskningsgruppen for Etik og Straf, Lise Helweg, Advokat, medlem af den Regionale Videnskabsetiske Komité D, Region Hovedstaden og Vibeke Rosdahl Cand.scient, dr.med. og regionsrådsmedlem, Region Hovedstaden (Rad.)
På Børsen blev for nylig afholdt et symposium om patientindflydelse. Symposiet var arrangeret af afdeling for medicinsk videnskabsteori, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, i samarbejde med Dansk Selskab for Medicinsk Filosofi, Etik og Metode. Her fremlagdes bl.a. Hjerteforeningens fakta vedrørende forskellige barrierer i relation til organdonation . Vi ønsker i denne forbindelse at fremkomme med et forslag til, hvordan vi i Danmark kan mindske manglen på organdonationer:
I Danmark er der mangel på livsvigtige organer. Dette betyder, at der i år vil dø mellem 15 og 35 personer, som kunne være reddet, hvis vi ikke havde organmangel. Det er desværre ikke kun en dårlig nyhed, der gælder for 2007 - sådan har det været i mange år. I skrivende stund er der cirka 660 personer på venteliste til et nyt organ. De fleste venter på en nyre, medens andre venter på et hjerte, en lever eller en lunge. At stå på denne venteliste i årevis er meget belastende både fysisk og psykisk. Ventetiden er ofte præget af stærkt nedsat livskvalitet og bekymring for, om livet er ved at være slut, og for nogle mennesker slutter livet, mens de står på ventelisten, fordi de ikke får det organ, de har brug for.
Dette er de kolde kendsgerninger. Vi mener, at det er en skandale, at vi lader disse mennesker lide og eventuelt dø. Dette især i betragtning af, at vi med få ændringer i forhold til sundhedsvæsenet kan øge antallet af organer, som er tilgængelig for transplantation. Lad os her nævne et par muligheder: En måde er at øge antallet af disponible organer ved at nedtone de pårørendes ønsker. Vi mener grundlæggende, at pårørende har for megen indflydelse. Lad os præcisere vores synspunkt.
Det er således, at ifølge sundhedsloven kan væv og andet biologisk materiale udtages til behandling af sygdom eller legemsskade hos et andet menneske, idet indgrebet må foretages, såfremt afdøde efter sit fyldte 18. år skriftligt eller mundtligt har truffet bestemmelse herom. Herudover siger loven, at pårørende til afdøde ikke kan modsætte sig indgrebet »medmindre afdøde har bestemt, at beslutningen er givet under forudsætning af de pårørendes accept«. Altså, pårørende har her mulighed for at omgøre donors beslutning.
Data har vist, at afdødes ønske om at donere organer i 50 pct. af tilfældene omgøres af de pårørende. Altså herved er 50 pct. færre organer til disposition.
Herudover overholdes loven i mange situationer ikke af vore hospitaler, hvilket vi finder både disrepektfuldt og uetisk. Hospitaler prioriterer nemlig ofte hensynet til de pårørendes ønske i dødssituationen om ikke at fjerne organer – også selvom donor ikke har givet sine pårørende denne adgang. Dette medfører i praksis også færre organer til disposition.
Der kan ikke herske tvivl om, at de nærmeste pårørende følelsesmæssigt er i en traumatisk situation, når et nært familiemedlem dør – og især hvis det er sket ved en ulykke. Dette vil efter vor mening ofte medføre, at pårørende ikke vil være i stand til at tage stilling til donation på et mere objektivt grundlag og derfor omgør afdødes ønske.
Normalt accepterer vi afdødes ønsker, når disse er truffet, mens vedkommende var ’ved sine fulde fem’.
Eksempelvis kan arvinger ikke omstøde et testamente, hvis testamentet måtte være i modstrid mod deres ønsker. Vi må ikke glemme, at også organmodtagerens pårørende står i en følelsesmæssig situation, når der ikke kan skaffes organer nok. En brutal afvejning er jo naturligvis at fremføre, at alt andet lige må en afdøds manglende organ veje lettere end et menneskes død af mangel på samme organ.
Vi mener således ikke, at der bør være mulighed for den potentielle donor til at lade de pårørende træffe valget. Når en borger beslutter sig for at kunne anvendes som donor, kan der ikke herske tvivl om, at det er velovervejet og sket på et tidspunkt, hvor der ikke foreligger følelsesmæssige konflikter – dette i modsætning til de pårørendes situation.
Af disse grunde mener vi, at sundhedslovens passus om, at afdøde kan medinddrage sine pårørende i den endelige beslutning, bør fjernes fra loven, således at disses mulighed for et modstridende ønske amputeres.
Såfremt en borger ønsker, at det er de pårørende, der skal tage stilling til spørgsmålet om donation af organer, giver loven faktisk allerede en mulighed for de pårørende til at tage stilling til dette – nemlig ved, at en borger ikke har tilkendegivet noget donorønske overhovedet. Loven tillader så de pårørende at tage stilling til spørgsmålet på dødstidspunktet.
Ved sletning af den del af loven, hvor den giver pårørende en ret til omgørelse, og ved at hospitalerne respekterer donors ønske uden ikke lovmedholdelig inddragelse af pårørende, vil disse tiltag medføre, at antallet af tilgængelige organer til vore medborgere, hvis overlevelse er afhængig heraf, optimeres – og de derved kan få et godt liv.