Depression og ensomheden i den tredje alder.
"Tag godt imod årenes gaver, uden bitterhed se efter ungdommen. Ophør aldrig med at udvikle sjælens styrke. Det er dit værn i ulykkens stund. Plag dig ikke med frygt for tilværelsens trusler. Megen frygt fødes af træthed og ensomhed. Fasthold din krops og sjæls sunde disciplin og vær mild ved dig selv.
Du er Universets barn ikke mindre end stjernerne og træer.... og du har, lige som dem, en ret til at være her. For uanset om du forstår det eller ikke - må du ej betvivle, at Universet er som det er meningen, det skal være. Selv med hele sin løgnagtighed, møje og tabte drømme - er denne verden dog fortsat smuk og betagende. Vær opmærksom og forsøg at være lykkelig." (En tekst fra 1692, fundet i en gammel kirke i Baltimore)
Meget bliver skrevet om alderdommen, om alderdommens "svøbe", om frygt for alderdommen, om de ældre mennesker, der kaldes for "byrde".... Der bliver skrevet en masse og den ene kommentar efter den anden - de alle skrevet af og for kancelister.... tørt, akademisk og ulevende. Præcis som de ældre betragtes af de endnu-ikke-ældre. Af dem, der endnu "bidrager" og af dem, der tror at jo større afstand de lægger til alderdommen, jo bedre er de til at glemme deres gamle - jo mere fjerner de "alderdommens fare" fra dem selv og jo ivrigere dyrker de først sin egen, så senere også andres - ungdom.
Dem, der faktisk ved noget om det, dem der er ældre - de er allerede begyndt på enten at trække dem ind i sig selv eller - allerede slagne, søger de efter en jordhule de kan gemme dem i, overmandet af skam over at være gammel....
Jamen, der er intet galt i at blive gammel. Først fødes man, så lever man, så dør man. Det er ikke det, der er problemet....
Problemet og kilden til den reelle frygt er ikke årenes vægt, men derimod den ringe vægt ungdommen har og derfor har den så lidt at give af.... Og må hele tiden dyrke sig selv, videre og videre.... bevidstløst og indskrænket... Indtil den dag rynkerne og døden kommer bag på den evigt unge, der havde forpasset alle chancer for at udvikle en styrke og klogskab, der kan slå den eneste, sikker at betræde, bro mellem ungdom og alderdom, og mellem liv og død.
For vi skal alle sammen dø. En dag. Om vi skal frygte alderdommen eller ikke - står og falder med vores eget valg om enten at tilbringe livet med at frygte døden. Eller leve livet mens vi har det. Det er aldrig for sent og ej heller er det nogensinde - for tidligt. :smi022
Re: Depression og ensomheden i den tredje alder.
Depression og ensomheden i den tredje alder.
Den medicinske videnskab har forlænget vores liv. Det er vi glade for eller er vi? I virkeligheden har vi ikke fået forlænget vores liv succesivt gennem alle alderstrin. Vi har "kun" forlænget alderdommen. Den samme alderdom de fleste frygter og forsøger at glemme.... Den er nu blevet flere år længere, hvor for 60-70 år siden døde de fleste mennesker før de fyldte 50 år. Og nu, hvor alderdommen ikke længere er respekteret - har vi forlænget den.... he, he...
For hundrede år siden har verden forandret sig langsomt. Derfor havde vi oplevelsen af stabilitet og ligevægt, og dermed kunne vi også nå at opfatte vores verden som den var. I dag forandrer verden sig så hurtigt, at lærdom og personlighedsudvikling erhvervet i barndommen og de yngre år - ikke længere beviser sit værd eller er anvendelige senere i livet. Vi er, så at sige "ude og svømme" hele tiden. Uden fast grund under fødderne og pisket til omstillingsparathed konstant og ubønhørligt. Indtil vi når de ældre år - vi faktisk ikke gider.... Og på denne måde giver vi afkald på den eneste fase i vores liv (foruden den efterhånden alt for korte barndom), hvor vi kunne smage lidt af den luksus, der gemmer sig bag en ro og plads til at tænke egne tanker.... Vi-vil-ikke-være-gamle-Alderdommen-er-skræmmende-Vi-vil-ikke-have-den!
Sidst i halvfemserne har Newsweek publiceret chokerende resultater af undersøgelserne, der skulle afklare niveauet af paratviden specielt på it-område og det forbløffende var, at kun 23% af betydningsfulde, modne og kompetente erhvervsledere vidste hvad er et modem. Derimod har dette spørgsmål overhovedet ikke voldt problemer for 98% af almindelige skoleelever på sjette klassetrin. Lige så mange af disse børn vidste hvad er Internettet, mens kun 68% af erhvervsleder vidste det og hver femte af dem var overbevist om, at Internet er en del af Microsoft.
Stigende besvær med at tilpasse sig de hurtige ændringer vores verden undergår er samtidigt årsagen til, at omgivelserne de ældre befinder dem i - i stadig større og stigende grad opfattes som fremmede, uforståelige, irriterende og nogen gange også - truende. Følelsen af isolation eller udstødelse vokser med alderen. Alderen er ophørt med at være symbol på kompetence, erfaring, visdomskilde og viden. Ældre mennesker, selv de kun halvtredsårige - de betragtes nu med stigende overbærenhed og bliver lyttet til mest af høflighed end med opmærksomhed. Og forskellen mellem ungdom og alderdom bliver nu afgjort gennem graden af evne til anvendelse af tekniske faciliteter: kan bruge computer og Internet = ung; kan ikke bruge computer og Internet = gammel. Hmm... liiidt forenklet, men alligevel....
Ældningen påvirker intellekt og personlighed, men det er langt fra fastslået, at dette er resultat af ældning af hjernen. Mere og mere tyder på, at det er den ældres situation og (ringe) plads i samfundet, der har den direkte indflydelse på den hastighed hvormed ældningen tiltager.
Altså - ikke fysiologisk, men sociologisk årsag til udvikling af alderdommens svøber: mismod, melankoli, apati, initiativforladhed, formålsløshed og depression. Med disse følger ændringer i kroppens kemi og forringelse af immunitet, hvilke igen påvirker helbredstilstand og dermed kan man godt vove påstanden, at den måde vi ældre behandles på af ikke-ældre - kan dræbe. Og vi finder bare os i det.
Der kommer mere, når jeg har tygget på det.... lidt længere.... Men tag og bid mærke i den sidste del, den om "ældningen", der virkelig er værd at ofre lidt tid på at tænke over.... Det er en vinkel vi ikke plejer høre (læse) så meget om. Og i min optik, er der ingen tvivl om at det er denne vinkel, der er relevant, når man forsøger at afdække de egentlige årsager til "depressions-epidemi" blandt ældre.
Vi "snakkes" :smt039
Re: Depression og ensomheden i den tredje alder.
Vi lever i en ungdomskultur hvor gamle menneskers dyder er støvede og kedelige. Selv en som jeg, i starten af trediverne ligger mærke til omgivelsernes forandringer. Bemærkninger fra venner såsom, "nu er vi ikke unge længere" kan godt falde som en af undskyldningerne for at sløjfe den sidste fadøl og tage hjem til dynerne. Selvfølgelig trykker alderen og jeg synes ikke rigtig at jeg har nogle rigtig gode værktøjer til at håndtere det.
Madonna er nu ca. 50 år gammel - hun kunne skrive her på dette forum, hvis hun havde tid :D og hun har lige udgivet nået nyt. På P3 kunne man høre at "hun prøver for meget at være ung" - "hun skulle hellere lave noget der passer til hendes egen alder". Men hør her, hun har altid udgivet musik der kunne danses til og hun er i kanon form - så hvorfor må hun lige pludselig ikke være med?
Det er cool at være ung, med verden foran sig - man kan blive alt, samtidigt med at man intet er... Martin fra X-Factor er lige kommet med noget musak og det er jo pokkers indholdsløst. Det er lir, som han ikke engang selv har skrevet og komponeret. Det er der jo nok nogle gamle stoddere der har, ude i kulisen. :D
Da jeg i sin tid var i byggebranchen som ingeniør, kom jeg ret tæt ind på livet af entreprise- og projektlederne. Overalt var der en stor respekt for de gamle ingeniører, der havde været alle mulig steder og befundet sig i mulige og umulige situationer. Fulde af beundring hørte "vi unge" på røverhistorier om hvordan vores gamle kollega havde stået og svejset stål på øverste etage af SAS Radison højhuset mens han varmede fingre og tændte smøger med svejseflammen. Disse gamle ingeniører nyder en utrolig respekt fordi de har så meget erfaring, i en branche fyldt med røvere og banditter er dette guld værd!
Hver dag, er jo den første dag i resten af ens liv. Jeg vil ønske at der kunne være mere på tværs af generationerne. Det er ikke sjovt at føle sig til overset og glemt. :roll:
Re: Depression og ensomheden i den tredje alder.
Citer:
Oprindeligt indsendt af
Anina
Der kommer mere, når jeg har tygget på det.... lidt længere.... Men tag og bid mærke i den sidste del, den om "ældningen", der virkelig er værd at ofre lidt tid på at tænke over.... Det er en vinkel vi ikke plejer høre(læse så meget om. Og i min optik, er der ingen tvivl om at det er denne vinkel, der er relevant, når man forsøger at afdække de egentlige årsager til "depression-epidemi" blandt ældre.
Godt jeg kan nøjes med "min optik". Når jeg afventer eller leder efter "andres optik" er det ikke imponerende, hvad jeg finder... Hvornår har "et nul" eller næsten har været imponerende?
Man finder en hel del floskler om de formodede årsager til alderdommens svøbe nr. 1 - depressionen. Langt fra alle tilfælde kan (bort)forklares med hormonmangler og dette mystiske begreb alderdomsforfald. Hvad kom først? Hønen eller ægget? Er depressionen en følge af alderdomsforfaldet? Eller er aldersdomsforfaldet en følge af depressionen? Jeg satser på det sidste!
Ensomheden er ikke en følge af alderdommen. Ensomheden bærer vi med os med fra de yngre år, hvor den udviklede og rodfæstede sig, lige så stille - jo værre jo flere venner vi havde. Og svaret på denne paradoksale påstand er udeladelsessynd! Jo mere vi udelader, jo større ensomhed påfører vi andre mennesker og når alderen omsider når op på det antal år, hvor de opsparede udeladelser ikke længere lader sig bortforklare med uskyldige undskyldninger for "udeladere" - kommer ensomheden til overfladen - nu styrket og befæstet med.... erfaringen. I denne fase er det ikke længere muligt at gøre udeladelserne ugjorte, idet hvert bodforsøg vil blive mødt med tanken "hvor har I været før, da vi endnu ikke var ynkelige gamle stakler?" Og denne tanke lader sig ikke jage bort længere.
Efter at havde levet på denne guds jord i 57 år har jeg selv fire venner, der ikke er "udeladere". Den ene er mit barn og de andre tre er netvenner jeg aldrig har mødt "i virkeligheden". Disse fire mennesker har ikke brug for at opleve mig krøbe i støvet af nød, før de kommer i tanker om at de er mine venner. Fire af denne type venner er fire mere, end de fleste mennesker har i virkeligheden. Med fire "ikke-udeladere" i nærheden af hjertet behøver jeg hverken frygte alderdommen eller ensomheden. Tak venner :smt057
Citer:
Oprindeligt indsendt af
Markowitch
Hver dag, er jo den første dag i resten af ens liv. Jeg vil ønske at der kunne være mere på tværs af generationerne. Det er ikke sjovt at føle sig til overset og glemt. :roll:
Jeg vil vove påstanden, at de fleste allerede er både overset og glemt mens de endnu er unge og yngre. De har bare for travlt med at "have et liv", til at bemærke det. Man kan ikke fikse, hvad man ikke erkender og når man så en skønne dag omsider "erkender", er afstanden allerede for lang til at indhente.
Hver gang man har udeladt at kramme et barn, når det ellers har håbet på det - lægges der kimen til ensomheden i. Utroligt, hvor flinke er vi mennesker til at så ensomheden i hinanden, og hvor dårlige er vi til det modsatte - at så kimen til nærhed.
Det første er ganske omkostningsfrit. Man kan "bare" udelade. Det andet derimod - det kræver "noget". Dette "noget" er der altid mange "gode grunde" til at undskylde sine udeladelser med. At være "venner" i dag kræver ikke længere en vennepleje og en indsats - det kræver overbærenhed og selvfornægtelse. Der er nemlig så meget at "bære over med" af udeladelser, at uden overbærenhed og selvfornægtelse kan ikke ret mange "venskaber" overleve.... Mens det før var gensidig taknemmelighed (for at have hinanden) og uopfordret opmærksomhed, der har været essensen i venskaberne - i dag skal man kunne formå at udholde mangel på disse, for overhovedet at opretholde illusionen.
Illusionen kan kun opretholdes mens man er ung og yngre. Når man bliver gammel og erfaren, særlig de uheldige, der ikke tidligt rammes af demens - de kan ikke opretholde illusionen. De mister håbet og "vinder" ensomheden. Ringen sluttes mellem det udeladte kram til et barn, der er blevet et ensomt gammelt menneske.
I min verden er ikke en fjendtlig handling eller direkte svig og svigt, som er det værste der kan overgå mig. I min verden er det udeladelsen, der var, er og forbliver det værste menneskerne kan byde hinanden. Og mig. Amen. :vink4
Re: Depression og ensomheden i den tredje alder.
Citer:
I min verden er det udeladelsen, der var, er og forbliver det værste menneskerne kan byde hinanden. Og mig. Amen
Det er jo helt i tråd med det, man ofte siger om børneopdragelse:
Ingen opmærksomhed er værre end dårlig opmærksomhed.
Børn reagerer jo "voldsomt", hvis man ignorerer dem... eller viser ligegyldighed.
Bliver det en længerevarende erfaring, så giver det måske depression, fordi man opgiver, hvis der ingen reaktion kommer på handlinger af enhver art.
Vi skal passe på i disse stressende tider, at vi ikke skaber en ond cirkel af "udeladelser" og dermed "smitter hinanden" med depressioner, som kan brede sig som ringe i vandet.
:smi004
