Hykleriske begravelser!
Endnu en gang er jeg gået i tænkeboksen og de tanker jeg tænker i denne tid, og i dette emne, må vente til mindet om Beas begravelse bliver mindre smertefuld.
Det hele startede med, at Beas ven skrev noget i retninge af, at der kom "en million" kranse og buketter til Beas begravelse - og så var det, at jeg fik sådan en påtrængende lyst til at spørge hende om "hvorfor". Hvorfor skulle der komme en million blomsterhilsner til Beas begravelse, når der i levende live var kun så få, der kerede sig om hende? Når jeg vælger udtrykket 'at kere sig' - mener jeg faktisk tre ting: 1. viljen til at forstå (et andet menneske), 2. viljen til at lytte (til et andet menneske) og 3. respekt!
Mig bekendt har Beas familie og 'venner' samt bekendte begået, så at sige, alt andet end netop disse....
Godt nok nåede forholdet mellem Bea og hendes mand en meget positiv forvandling i løbet af de tre sidste år, så hun omsider, efter mange årtiers samliv kunne begynde kalde sin mand for 'sin bedste ven', selv om i begyndelsen af hendes tid her hos os - var han lige så fjern fra hende som resten af familien inkl. hendes børn og de 'venner', der altid havde noget (kritisk/nedgørende) at sige om hendes gøremål, om "arbejdsløshed", om hendes uddannelse, om hendes "usynlige" sygdom, der kommenteredes med 'at det kunne jo ikke være så slemt altsammen. Når vi kan tage os sammen kan du også' og så mere i den dur....
Det er så absolut ikke uden grund, at hun følte sig så ensom, som hun vitterligt gjorde, og selv de få 'bedste venner' gennem mange år, ikke havde hendes fulde tillid (mere), hvilket for mig at se er et klart tegn på, at også de gjorde sig skyldige i kunsten at overhøre, negligere, ignorere og bedrevide, eller "når vi andre kan, kan du også..." osv.
I kan selvfølgelig med jeres gode ret sige, at jeg kan jo ikke vide nok om alt dette og derfor er/var det nok ikke så sort som jeg maler det her? Men helt ærligt - det er IKKE nye tanker hos mig. Disse tanker havde Bea selv animeret mig til gennem små, harmløse sidebemærkninger af og til, og så en sjælden gang imellem - direkte tilkendegivelser af, at hvor hun levede - var der ikke rigtig den samhørighed hun savnede, vist nok gennem det meste af hendes voksne tilværelse. Sådan har man det ikke uden grund, og ej heller plejer mine (efter)tanker komme uden grund. :cry:
Havde Beas ven bare ikke nævnt disse "million" blomster - havde jeg nok heller ikke genoplevet mine egne tanker fra den tid Bea var her og i går kl. 13 kom de så igen og så kom jeg til at tænke på, at hvis man blot nøjes og ikke sorterer med hård hånd mens man lever - kommer de samme mennesker, der fyldte ens liv med uforløste længsler og med skuffelser, til at følge een i graven, medbringende en "million" blomster, som om det kunne udligne et helt livs undladelser, mental og emotionel dovenskab, tillige med mangel på den omsorg i hverdagen - den følelsesmæssige omsorg - der har magten til berige et liv - andres og ens eget.... når den, vel at mærke - ydes og nydes.
På en eller anden måde - tror jeg, var Bea lige så alene i sin kiste i går, som hun var i levende live, og dette, må jeg indrømme, dette gør mig voldsomt rasende.
Nu har flokken afleveret deres judas-blomster og er vendt hjem til dem selv, hvor de fortsætter med deres eget liv og højst sandsynligt forbliver ved med at overhøre hinanden, at vide bedst hvad hinanden bør gøre og tænke, overse hinanden og fordømme hinanden!
De robuste vil klare sig igennem denne intetsigende omgang med hinanden. Andre, som Bea, vil fortsætte deres liv under en osteklokke, i sjælens ensomhed og den indre tavshed, der, efter min mening - er mere dødbringende end alverdens sygdomme.
Jeg har det med det lidt som Helle har det med Mors Dag - de mennesker, der ikke er pænt tæt på mig, der ikke risikerer noget, der ikke lader sig berige og selv beriger os i (vores) levende live - de skal ikke med når jeg skal herfra! Det står allerede skrevet klart og tydeligt. Og skulle det ende med, at kun min søn følger mig afsted, må han være indstillet på at de, der havde negligeret hans mor mens hun levede, skal HINDRES i at være tilstede under min begravelse, med deres påtagede lovprisninger og ros til den afdøde, selv om i levende live har de (i den grad) været fraværende og ligeglade.
For mit eget vedkommende, ville jeg betragte deres tilstedeværelse ved min bisættelse som den ultimative fornærmelse, og endnu en tung sten at bære med, når de samme mennesker, der før har forvoldt mig kvaler - nu er nærværende, når jeg skal stedes til hvile? Ikke tale om!
Jo, jeg ved, at man siger at en begravelse er mest for de efterladte, men selv når/hvis det er tilfældet - hvor fantastisk er det for de efterladte at se på, at de samme mennesker, der ikke havde været gode ved ens afdød - nu er tilstede alligevel? Og udtrykker nu det stikmodsatte af det, de gjorde mens den afdøde endnu levede? Puha, det er kompliceret og selvfølgelig er det frit for alle selv bestemme, hvilke kompromisser de selv ønsker at acceptere i anledning af et dødsfald, men jeg selv vil ikke indgå lignende kompromis.
Derimod, ville jeg mene og støtte, hvis min søn valgte at afholde gravøl i anledning af sin mors bortgang, udelukkende med hans egne venner dvs. mennesker, der ville komme og trøste ham i hans egen sorg - ville det faktisk kun være de mennesker, der kerer sig om ham - hvilket er en tanke, der selv nu gør mig varm om hjertet og jeg håber han vil gøre det, den dag det sker.
Det skærer i hjertet når jegt tænker på alle de mange år Bea er gået blandt de mange, med sit ensomme hjerte og opgivede forventninger.... nøjsom og fordringsløs. Helt ærligt. Det var i den grad synd for hende, som det er for de mange andre i lignende forhold, der går derude og har det lige som hun havde.... :?
