Den misforståede sandhedens apostel - Lise Ehlers

[Anina W.]

Lise Ehlers - den misforståede sandhedens apostel

Jeg har hørt om Lise Ehlers før. Jeg har hørt om Lise Ehlers "teorier" før. Jeg har hørt om den skade Lise Ehlers påfører andre mennesker og jeg har hørt om den ammunition - Lise Ehlers støber for sagkundskaben, de sociale myndigheder og politikere.... så specielt syge kvinder kan, med hjemmel i Lise Ehlers "teorier" fortsat negligeres i familierne, i sundhedsvæsenet og i samfundet som helhed....

Lytter man til Lise Ehlers ord.... og hun er meget veltalende person, foredragsholder.... hmm.... et hundrede foredrag om året.... til en sum penge for hvert foredrag.... har Lise Ehlers teorier forlængst gjort hende til millionær.... tæller kasseapparatet. Intet under, at her slipper og slækker man ikke på noget, guldindbringende ord.... alt sammen for kvindernes bedste. Det er mindre vigtigt, at man skader mere end man gavner.... man slipper ikke hønen med de gyldne æg....

Jeg har i dag ikke mulighed for at gå nærmere ind på Lise Ehlers og hendes skadelige virksomhed.... det kommer senere. Indtil videre vil jeg gerne anbefale, at man klikker her og klikker videre på linket Hør udsendelsen her (1:26:56), skruer op for højtalere og lytter til denne, ordets sanglærke kvidre om kvinder, "ondt i livet", hysteri og andet godt i retning af, hvorfor vi kvinder burde tage os sammen og lade være med at pive....

Jeg må skynde mig at informere om, at jeg selv er ikke diagnostiseret hverken med fybromyalgi, piskesmæld eller andet "ondt i livet"... jeg har intet i klemme og alligevel kunne jeg rive håret af Lise Ehlers, stykke for stykke.... indtil der ikke var et hårstrå tilbage på den selvretfærdige og selvbestaltede ekspert i, hvad man kun kan have begreb om, når man selv er midt i....

På sin hjemmeside skriver Lise Ehlers bl.a. "Jeg mener, at samfundet er så rigt, at der er råd til at yde en borgerløn til alle som af mange forskellige grunde ikke har arbejde, uden at der skal betales med en sygdomsdiagnose." .... der er bare den hage ved det, at alene talen om borgerløn får de fleste politikere til at se rødt.... plus - anbringer man reele sygdomme under betegnelsen "ondt-i-livet-syndrommet" - behøver man ikke længere forske i dem og på denne måde kaster man igen tusindvis af kvinder "for løvene" som værende "hysteriske", "hypokondere" eller slet og ret "nassere". Dette er netop, hvad Lise Ehlers selvbestaltede togt mod "kvindeforagten" indebærer for os i dag.... ophør med fokus, ophør med forskning og en total afmotivering af denne, i forvejen ikke alt for ivrige lægestand.

Jeg vil lige tilføje en anmeldelse af Lise Ehlers` bog "Store mænd og syge kvinder - Kvinders sygelighed gennem 2000 år"

Gyldendal 2002
Pris: 212 sider, 269 kr.
ISBN 87-02-00962-5

Anmeldt af Af Merete Munk, pædagogisk konsulent, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet.

I dag doper man heksene

Når samfundet stadig er domineret af mænd, skyldes det årtusinders vedvarende foragt for og undertrykkelse af kvinder. Undertrykkelsen har kvinderne reageret på ved at søge tilflugt i sygerollen, mener Lise Ehlers.

Når kvinder gennem hele historien har affundet sig med mandens dominans, skyldes det utilstrækkelighedsfølelse som følge af antagelsen om sædcellen som det lille menneske, som blot behøver en rugekasse, og opfattelsen af kvinden som en mindre fuldkommen udgave af manden. Aristoteles var 300 år før Kristi fødsel med til at markere sådanne synspunkter, der i de følgende århundreder blev gentaget og forstærket af filosofiens og kirkens mænd. Med håndbogen i hekseprocesser, Malleus Maleficarum, var kirkens kvindeforagt klar. Inkvisitoren Heinrich Kramer mente (i 1487), at der var kvinder, der som følge af eftergivenhed over for enhver jordisk nydelse og smudsige fornøjelser indgik alliance med Djævelen. Måske mere end 100.000 hekse blev brændt eller hængt i Europa i perioden 1450-1700. Op igennem 1800-tallet var medicinens mænd med til at stadfæste synet på kvinden som svagelig og påføre hende en sygerolle. Hendes ufuldkomne krop blev genstand for medicinsk behandling, og hendes kønsorganer blev betragtet som årsag til hysteriske symptomer. I 1890'erne demonstrerede en fransk læge, hvordan ''det store hysteriske anfald'' kunne fremprovokeres ved tryk på patientens ovarier. Andre sygdomstegn som nymfomani og masturbation blev behandlet med hysterektomi og klitoridektomi. Kvinderne blev af lægerne frarådet intellektuelle opgaver, fordi den energikrævende reproduktionsproces gjorde dem særligt udsatte for overanstrengelse og disponeret for sygelighed. Diagnosen hysteri, der kommer af hysteria (græsk for livmoder), er i årtusinder blevet anvendt over for kvinder med symptomer som lammelser, kramper, føleforstyrrelser, blindhed eller andre symptomer, som ikke kan forklares på et organisk grundlag. I dag er diagnosen gledet ud af den officielle diagnoseliste, men tilstanden identificeres stadig. Nu vurderes kvindens reaktioner på det 21. århundredes samfundskulturelle pres som en psykisk lidelse, og medicinforbruget til de lidende er konstant stigende. ''I Vesten brænder man ikke hekse, man doper dem, til de forholder sig i ro,'' skriver forfatteren.

Lise Ehlers pointe er, at der er tale om naturlige reaktioner på årtusinders massive kvindeforagt. At filosoffer, præster og læger har været foregangsmænd i at tildele kvinder en lavere rangerende status som svag, syg og ufuldkommen som menneske. En rolle, som kvinder, tvunget af omstændighederne, har accepteret, og som de reagerer over for gennem sygdom. Nok er kvinderne kommet på universitetet og på arbejdsmarkedet, men de fungerer stadig på mandssamfundets præmisser. Ehlers budskab er også, at det er på høje tid, at kvinderne træder ud af deres roller og tager aktivt del i samfundslivet på lige fod med mænd. Et sted at starte kunne måske være at udskille lidelse (illness) fra disease (sygdom) og fritage lægerne for at behandle lidelser, foreslår hun. Et andet bud er at tilkende de syge kvinder borgerløn, så de slipper for at indtage sygerollen.

Lise Ehlers, der har en baggrund som narkosesygeplejerske og neuropsykolog, leverer en fængslende og velskrevet beretning om de syge kvinders historie. Hun har fundet mange og meget illustrative eksempler på mændenes årtusindelange dominans og kvindeforagt. Også en række forhold med sammenhæng til kvinders sygelighed præsenteres. Om sammenhængen er så entydig, som Lise Ehlers påstår, må være op til videre diskussion og studier.

http://www.sygeplejersken.dk/

Læs mere.....

Den usynlige sygdom

SENIORKVINDER: Kvinder, der er født i 1940'erne, pakker psykiske problemer ind i reel sygdom

Mange seniorkvinder føler sig syge uden at kunne forklare, hvad der er galt. Lægerne er enige i, at kvinderne er syge, selv om heller ikke de kan finde den fysiske årsag.

Det siger neuropsykolog Lise Ehlers fra neurologisk afdeling på Århus Sygehus, der har skrevet flere bøger om emnet.

- Kvinderne er ikke syge i medicinsk forstand. De reagerer på de hårde krav, som samfundet stiller til aldrende kvinder. De skal både kunne arbejde på fuld tid, passe børnebørn, sørge godt for manden og holde huset derhjemme. Selv om de gerne vil, kan de ikke holde til det og melder sig langtidssyge, siger hun.

Ifølge Lise Ehlers er symptomerne knyttet til det, der er oppe i tiden. Før hen var det fibromyalgi, der er en udefineret form for muskel- og ledsmerter, piske-smæld og kronisk træthed. I dag er det depression og udbrændthed. Men det dækker over et og samme problem, der skyldes psykisk overbelastning, mener hun.

Det er især de ufaglærte kvinder, der rammes. Dem, der er dårligst uddannet og har haft en løs tilknytning til arbejdsmarkedet. Men der også eksempler på, at højtuddannede kvinder i gode stillinger bukker under for presset.

Vibeke Manniche, der er kommunelæge i Frederikssund Kommune, mener, at de psykosomatiske lidelser i høj grad skyldes forliste drømme om det, kvinderne gerne ville have gjort med deres liv, men som blev ved drømmen.

- Men det er ikke let at sige, at man har ondt indeni. Så er det nemmere at have ondt et sted på kroppen, siger hun.

Og her har både sundhedsvæsenet og hele samfundet et stort ansvar, mener Lise Ehlers.

- I kulissen står et velfærdssamfund, der er på vildspor. Systemet klapper kvinderne på skulderen og giver dem pension på livstid. Lægerne er mere end villige til at skrive en erklæring, så de kan få papir på, at de er syge, siger hun.

Det fastholder kvinderne i et livslangt sygdomsbillede, som kan være svært at bryde.

- I stedet for en førtidspension har de brug for et pusterum til at komme sig over det, der plager dem, siger hun.

Vibeke Manniche giver til dels Lise Ehlers ret i hendes vurdering.

- Vi har et sundhedsvæsen, der tænker i behandling af symptomer og ikke i årsagen til symptomerne. Derfor tager lægerne nok lidt for ofte de fysiske symptomer for gode varer fremfor at spørge ind til, hvad der plager dem, siger hun.

duus@kristeligt-dagblad.dk
http://www.religion.dk/tema/tema:fid...340:aid=217312

Læs mere på et overset, privat site: www.gigt.k-nettet.dk ....

Lise Ehlers - neuropsykolog, forfatter og foredragsholder.

"Engang brændte vi hekse. I dag doper vi dem.", skriver Lise Ehlers i sin bog "Store mænd og syge kvinder". Tusinder af danske kvinder lider af indbildte sygdomme. Kronisk piskesmældssyndrom, fibromyalgi, bækkenløsning, kronisk træthedssyndrom har ikke fysiske årsager, men psykiske.

De er alle udtryk for, at kvinderne har "ondt i livet" og sygdomsdiagnoserne er kvindernes måde at undslippe elendigheden på, mener Lise Ehlers, der rejser landet rundt og holder foredrag om emnet. Tre foredrag om ugen bliver det til.

Det er kvinder, der har svært ved at leve op til de mange og høje krav i et samfund i hastig forandring - og de bliver usikre på deres sociale roller.

En sygdomsdiagnose med efterfølgende førtidspension eller økonomisk erstatning kan være metoden til at slippe for selv at tage ansvaret, siger Lise Ehlers, der mener, at mændene altid gennem historien har påduttet kvinder en række sygdomme, der reelt dække over et dårligt liv.

Hele denne sygeliggørelse af kvinderne er udtryk for menneskeforagt.

Det er også umoralsk, at så mange "syge" uberettiget får udbetalt milliarder i erstatning. Og det sker i samarbejde med læger og psykologer(der villigt skriver sygdomserklæringer), advokater (som lever af erstatningssager) og politikere, som ikke tør standse galskaben af frygt for at miste vælgere.

Lise Ehlers tabte sag og fortsætter stadig med at bilde folk ind at de kun har ondt i livet!

Dømt psykisk syg af 10 blækklatter og en computer….

»Kronisk og alvorlig affektiv forstyrrelse,« lød diagnosen. Ann Hyllested vidste, at det er det samme som at være alvorligt og uhelbredeligt psykisk syg.

I dag har Ann Hyllested fået medhold i alle klagepunkter. Men ansvarlige Lise Ehlers' daværende chef på Århus Kommunehospital, chefpsykolog Poul Erik Spliid, reagerede trods gentagne henvendelser ikke på avisens forespørgsler.

Lise Ehlers selv advarede kraftigt imod overhovedet at skrive om sagen. Man risikerede at skade patienten alvorligt, mente hun. »Er du klar over, at det er en psykisk syg kvinde, du taler om. Det ved alle. Det er derfor, hun blev tørret af på mig. Jeg behøvede ikke engang lave den skide test. Men nu har hun forfulgt mig i fire år. Hun er besat af mig,« sagde hun bl.a. om Ann Hyllested.

Lise Ehlers meddelte på dette tidspunkt desuden, at hun efter den afgørelse, der var faldet i Patientklagenævnet, havde bedt om at få genoptaget sagen. da Jyllands-Posten i efteråret 2003 henvendte sig til hospitalet, var det svært at få kontakt med de Patientklagenævnet har nu afvist Lise Ehlers' ønske om at få sagen genoptaget. Afgørelsen, som giver Ann Hyllested medhold, og kritiserer Lise Ehlers arbejdsmetoder, står altså ved magt.

Ann Hyllested er psykiater og kender sytemet indefra, godt gået Ann Hyllested:-)

Sakset fra: http://www.gigt.k-nettet.dk/main/cus...customID=14614

http://bibliotek.dk/vis.php?field1=l...m1=Ehlers+Lise
http://www.mesite.dk/Nyheder.Indland.02.htm
Eller her i vores "Kilde-arkiv" kun for registrerede

De syge kvinder

Mere end hver tiende danske kvinde bliver førtidspensioneret på baggrund af sygdomme, videnskaben ikke kan bevise eksisterer.Men det måske i højere grad samfundet, der er sygt, siger eksperter.

De har ondt alle vegne: I musklerne og i nakken, i hovedet og i maven. De er kronisk trætte og ligger søvnløse om natten. De går frustrerede til lægen for at få hjælp og lindring, og de søger sammen i patientforeninger for at støtte hinanden.

Men lægevidenskaben kan ikke finde ud af, hvad der er galt med kvinderne. Uanset hvor meget lægerne måler, analyserer og scanner, kommer de altid frem til samme resultat:

Kvinderne er i medicinsk forstand hundrede procent raske.

Sådan en melding får dog ingenlunde smerterne til at forsvinde, og insisterende bliver kvinderne ved med at opsøge lægerne og hospitalerne, til de får en diagnose - og det får de så:

Kronisk piskesmæld, kronisk træthed, kronisk smertetilstand, fibromyalgi (muskelsmerter, red.), lyst til at rive hår ud af hovedet og så videre. Listen er lang, og stadig flere syndromer kommer til, og til videnskabens store overraskelse er det hovedsageligt kvinderne, der lider af disse sygdomme. Af de personer, der blev pensioneret med diagnosen fibromyalgi 2002, i alt 345, var 333 kvinder - eller hele 97 procent. Ser man samlet på syndromdiagnoserne viser billedet nogenlunde den samme.

En undersøgelse af førtidspensionerne fra 1998 til 2000 viste for nylig, at ud af samtlige førtidspensionerede kvinder var 11 procent pensioneret på baggrund af en syndromdiagnose, mens det i mændenes tilfælde »kun« var fem procent.

Den store forskel giver undersøgelsen ikke noget svar på, men det er nu ikke så underligt, mener Per Fink, der er overlæge og psykiater på Forskningsenheden for Funktionelle Lidelse i Århus:

»Man ved simpelthen ikke, hvad der ligger bag de høje tal, eller hvorfor det hovedsageligt er kvinderne, der rammes af »de nye sygdomme«, som vi kalder dem. Men der er ingen tvivl om, at de, der førtidspensioneres, virkeligt er syge.«

Per Fink forsøger sammen med en gruppe kolleger at finde ud af, hvorfor så mange bliver syge af de »nye sygdomme«. Deres hovedteori går ud på, at patienterne mere eller mindre fejler det samme, uanset hvilken diagnose, de får. Per Fink betragter sygdommene som modefænomer, der med tiden viger pladsen for nye trend-sygdomme. I starten af 1990erne var fibromyalgi på højeste mode, så kom en bølge af piskesmæld, og nu er spirer en ny sygdom, som Per Fink kalder allergi over for kemiske substanser.

»De her mennesker fejler stort set det samme uanset navnet på deres lidelse. Derfor forsøger vi at finde ud af den dybere liggende årsag til syndromerne. Det er jo et kæmpe problem, når 11 procent af de førtidspensionerede kvinder lider af noget uforklarligt. I mine øjne er det virkeligt underligt, at man ikke har forsket i det her noget før,« siger Per Fink.

Det forstår Lise Ehlers heller ikke. Hun er neuropsykolog på Århus Kommunehospital og forfatter til bøgerne »Ondt i livet« og »Store mænd og syge kvinder«:

»Samfundet er mere interesseret i at få kvinderne sendt hjem til kødgryderne med pension og livstidsdom som kronisk syg, end at finde ud af årsagen til lidelsen. Selv om ingen vil være ved det, er der stor arbejdsløshed og ikke plads til alle på arbejdsmarkedet. Derfor er det en nem løsning at uddele en masse pensioner til de overflødige,« siger hun.

Lise Ehlers forklarer, at kvinderne oftere bliver syge, fordi de lever et mere presset liv end mændene. De skal gøre karriere og tjene en fuldtidsløn, samtidig med de skal være gode hustruer og mødre. Det bliver for meget for mange, og de vælger sygdom som sidste udvej på problemerne.

»Kvinderne stiller sig selv spørgsmålet: Vil de helst sige til deres omgivelser, at de ikke kan klare et stresset arbejdsmarked med arbejdsløshed og stigende tempo, eller vil de hellere sige, at de sagtens kunne have klaret presset, hvis det ikke lige havde været for den her kroniske sygdom. Der ligger meget identitet i at være syg, og den er der mange, der griber,« vurderer Lise Ehlers.

Reumatolog og overlæge på Hjørring Sygehus' gigtafdeling, Claus Rasmussen, er inde på noget af det samme. Han har til daglig at gøre med patienter, der lider af kroniske rygsmerter og piskesmæld, og også han oplever, at det hovedsageligt er kvinderne, der lider af disse sygdomme. Men da han ikke tror på, at kvinderne generelt har et mere skrøbeligt helbred end mændene, må forklaringen findes et andet sted:

»Der er noget helt basalt i vores samfund, der gør folk syge. Der bliver efter min overbevisning stillet for mange krav til den enkelte, og sygdom er én af måderne at stige af ræset.«

Men Claus Rasmussen peger også på en helt anden faktor, som han kalder »præmieringen« af lidelser og sygdom:

»Engang var sygdom noget man døde af, nu er det noget man kan leve af. Der er skrækkeligt mange penge i sygdomme, og i det øjeblik du bliver syg, bliver du modtaget af en hel hær af advokater, fysioterapeuter, læger og kiropraktorer til at tage sig af dig. Og man skal heller ikke glemme fagbevægelsen, for hvem arbejdsskadeerstatninger er blevet den største aktivitet.«

Claus Rasmussen mener, at samfundet svigter de mennesker, der kommer til systemet efter hjælp. Hans erfaring siger ham, at når man på den ene side skal bevise, at man er syge nok til pension, kan man ikke på samme tid blive rask.

»Når folk får tildelt deres pension, mister de ansvaret for deres eget liv, fordi de skal leve op til rollen som kronisk syge. De fokuserer på deres smerter og begrænsninger og ignorerer deres muligheder. De får et fattigt menneskeliv som tillærte hjælpeløse.«

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ingen handlingsplan for at nedbringe det høje antal førtidspensioner, der tildeles på baggrund af syndromdiagnoserne. Forklaringen lyder officielt, at man behandler hver sygdom for sig og ikke ser på dem som et samlet fænomen.

http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=418236/

Om Lise Ehlers "bidrag" til den dødbringende TERM-model, danske læger er ved at få implemeteret i patientbehandlingen - Læs her og bliv advaret!

[Hypokonder]

Tak for en information om Lise Ehlers og hendes "korstogt". Mere om vores ufortjente "nasse-liv" og flere hypokondere findes her på hjemmesiden "K10 - Flexjob og Førtidspension" hvis man søger på www.K10.dk

Tusind tak fra en "samfundsnasser", "snylter" og "hysterisk kælling"

[Anina W.]

Gåden om fibromyalgi er måske løst (21-08-03 )

Læge og ph.d.-studerende Irene Wittrup har i forbindelse med sit ph.d. studie undersøgt 39 kvinder med fibromyalgi og fundet, at der hos over halvdelen af dem var forandringer i CNS, der kan forklare kvindernes symptomer.

Af faglig redaktør Vibeke Pilmark, vp@fysio.dk

Læge Irene Wittrup vakte i går opsigt i medierne med sine forskningsresultater, hvor hun har påvist, forandringer i CNS hos kvinder med fibromyalgi. Denne opsigtsvækkende nyhed blev bragt i morgenaviserne og formentligt i tv-avisen i aften på DR1. www.fysio.dk har interviewet Irene Wittrup.

Irene Wittrup fortæller, at hun i starten af sin forskning søgte at finde dét virus, der udløste sygdommen. ”At det var en virus, var min første antagelse. Men kvinderne med fibromyalgi fokuserede i den grad på smerterne, at jeg kom frem til, at den udløsende faktor måtte befinde sig centralt”. Min Ph.d. vejleder, overlæge Allan Wiik, Statens Serum Institut og jeg kontaktede i den forbindelse Michael Christiansen, der er læge på klinisk biokemisk afd. på Statens Serum Institut for at høre, om der ikke fandtes en test, jeg kunne bruge til at finde ud af, om der var en dysfunktion i centralnervesystemet hos kvinderne.

Michael Christiansen kunne oplyse, at der fandtes brugbare tests til at undersøge denne type af dysfunktioner ved at studere spinalvæsken. ”Det er helt vores egen ide, oplyser Irene Wittrup, ”at studere spinalvæsken hos fibromyalgipatienter er, så vidt vi ved, ikke tidligere gjort. Vi fandt, at flere af kvinderne i undersøgelsen havde en forhøjelse immunglobulinerne i spinalvæsken – et mønster man også ser i forbindelse med andre sygdomme i nervesystemet.

Immuninflammatorisk reaktion
Hos nogle debuterer fibromyalgi akut i forbindelse med en influenza og hos disse ser man at symptomerne minder om en tidligere encephalit, fortæller Irene Wittrup. ”Til vores overraskelse så vi, at mønsteret hos de kvinder, der havde en langsommere debut var anderledes. Det kunne dreje sig om en patogenetisk mekanisme, hvor hjernen får nogle forkerte signaler, hvorefter CNS påvirkes til at udskille stoffer, der er skadelige for vævet. Kvinderne får mere ondt, og så er den onde cirkel i gang”.

”Hos 17 uf af 19 af de kvinder, der havde en langsom udvikling (slow onset) af sygdommen, fandt man en immuninflammatorisk reaktion, der kan være med til at trigge en kaskade af symptomer”, fortæller Irene Wittrup. Denne reaktionsmåde ses også hos visse kroniske smertepatienter.

Myter om ”Ondt i livet” aflives
På spørgsmålet om, hvorfor det netop er kvinder, der har været ramt af denne og andre lignende sygdomme svarer Irene Wittrup, at det også er et spørgsmål, forskningen i fremtiden skal besvare, men at der i de senere år også er set en øget forekomst af fibromyalgi også hos mændene.

”Vi ved ikke, hvorfor det primært er kvinder rammes, men vi ved, at mændene er dårligere end kvinderne til at erkende sygdom på egen krop – og det kan være en del af forklaringen,” siger Irene Wittrup. ”Desværre har mange af de kvinder, der har haft sygdommen, været mistænkeliggjort for at være hypokondere, at have ondt i livet osv. Men ingen af de 39 kvinder, jeg har undersøgt har levet op til disse fordomme.

Det har været kvinder, der har haft lyst til at arbejde og var kede af deres sygdom og på trods af denne forsøgte at opretholde en normal tilværelse”. Neuropsykolog Lise Ehlers har haft stor betydning for opfattelsen af, at kvinderne havde ondt i livet og skulle behandles derefter.

”Mediernes bevågenhed for Lise Ehlers synspunkter har bidraget til en mistænkeliggørelse af kvinderne, og denne mistænkeliggørelse har måske været en lige så stor del af deres sygdom, som smerterne og trætheden i musklerne har”, siger Irene Wittrup, der håber på at få aflivet myten om fibromyalgi som ”Ondt i livet”.

Nye behandlingsmuligheder
Irene Wittrup mener, at der kunne være en mulighed for at behandle disse kvinder, og hun prøver p.t. at skaffe penge til på forskningsbasis at undersøge effekten af et stof, der kunne medvirke til at ændre reaktionen i CNS hos patienter med fibromyalgi. Desværre er det ikke lykkedes for hende endnu, men håber på, at større fokus på hendes forskningsresultater kan medføre økonomiske midler til at gå videre med at finde behandlingsmuligheder for denne patientgruppe.

Irene Wittrup ønsker at sætte skub i forskningen i fibromyalgi, og det var grunden til at hun allerede inden offentliggørelse af sin ph.d. valgte at fortælle om sin resultater på en stor kongres i Oregon i USA. Her opfordrede hun sine kolleger i resten af verden til at gå hjem og undersøge spinalvæsken hos fibromyalgipatienterne, så et større patientmateriale kan være med til at be- eller afkræfte hendes egne forskningsresultater.

Irene Wittrup ved endnu ikke, hvornår hun skal forsvare sin ph.d.

Fysio.dk og fagbladet vil oplyse om ph.d. forsvaret, når datoen foreligger.
http://www.fysio.dk/sw1347.asp

************

[Bea]

Super godt Anina, med noget andet tekst, jeg får altså røde knopper af Lis Ehlers velformulerede " Pladder".

Tanker Bea

[Heidi]

Mon ikke lige Ehlers er den med det aller største problem ....

Når man læser om nogle af hendes sager hvor folk har mødt hende og erklæret det ene og det andet...

Når man læser hendes sindsyge påstande om ondt i livet og udbrændthed som kvinder der ikke opnår deres drømme og derfor får sådanne små fiktive sygdomme for at vække omgivelserne op....

Ja så kan jeg altså ikke andet end at tænke på at det største problem ligger hos Ehlers når man læser alt det der er skrevet her på siden om Term-modellen og hendes gode hjælp til at få den indført (af bagdøren) så slår hun mig nu mere som et emsigt fruentrimmer som ikke har formået at få anerkendelse inden for det fag hvor hun er uddanet , en som på bekostning af en hel gruppe der i forvejen har det hammer svært , prøver at profilere sig selv....

Jeg ved ikke hvordan det er med Lise Ehlers i dag (men jeg kan da prøve at skrive og spørge hende )

Men jeg oplever flere og flere steder (og ikke kun fra syge kvinder ) at bemærkningen til hende og hendes virke er ... nåååå den bindegale kælling ....

og det må jo så siges at være et godt signal og håber det er noget der breder sig med tiden til også at omfatte behandler systemet ...


Nogen burde låne hende en kost til juni og sende hende direkte til bloksbjerg men der vil de sq nok heller ikke have hende :twisted:

[Heidi]

lige en lille hurtig en der jo må varme de fleste kvinde hjerter ....

jeg ville jo lige se om ikke jeg kunne finde en adresse på hende Lise Ehlers og fortælle hende at hun laver samfundsskadelig virke

men se hvad jeg faldt over

Referat fra 23 maj 2007 _____ Årsmøde for amtslig anæstesi arbejdsgrupper 23. maj ... Tema aften med Lise Ehlers i foråret aflyst pga. manglende tilmelding, ...

Jamen det går da den rigtige vej hvis sygehusene nu heller ikke gider at høre på heksen ....

[Heidi]

Syntes altså også at denne er meget intressant selv om det ikke er om fib men om kronisk træthedssyndrom...

Også en af de diagnoser som Lise Ehlers har problemer med .....


Undskyld Anina men du satte mig altså selv i gang (men nu er jeg træt,så nu stopper jeg igen ) he he hmmm er det kronisk træthedssyndrom, er det fib, er det borrelia ,eller er det jaaaa d vitaminmangel der gør mig træt og sindsyg ... gad vide hvad hende Lise Ehlers kunne finde ud af med mig

Kronisk træt
Lidelse: Kronisk træt

Nye toner. Det føles som ondartede, permanente tømmermænd og kaldes ofte lidt nedladende yuppieinfluenza. Men folk, der lider af kronisk træthedssyndrom , er lige så syge som dem med brystkræft eller AIDS, siger amerikanerne nu. Hvad siger vi?

Af LONE FRANK
Artikel fra Weekendavisen, Ideer, Nr. 32, 10. - 16. august 2007

SIGER man kronisk træthedssyndrom får man oftest én af to reaktioner. Et uforstående ansigtsudtryk eller et skævt grin. For er det nu overhovedet en rigtig sygdom med respektable organiske årsager? Er det ikke snarere noget med fortravlede midaldrende kvinder, som ikke kan følge med og får »ondt i livet«? Efter to årtier med diagnosen skændes eksperterne stadig.

»Kronisk træthedssyndrom er en rodekasse, som består af uforståeligt vrøvl,« skrev praktiserende læge Helge Holst Kjærsgaard sidste efterår i lokalorganet Sjællandske. Samme tone herskede for år tilbage, dengang Newsweek kaldte det »80ernes sygdom«, og udtrykket yuppieinfluenza kom i folkemunde.

I mellemtiden har tonerne ændret sig i USA. Det amerikanske Center for Disease Control and Prevention (CDC) konkluderer i sit informationsmateriale, at »der efter mere end 3000 undersøgelser er overvældende videnskabelig evidens for, at kronisk træthedssyndrom er en reel fysiologisk lidelse.« I juli udtalte institutionens fremmeste ekspert på området, William Reeves, i New York Times, at »patienter med kronisk træthedssyndrom er lige så syge og funktionelt hæmmede som patienter med AIDS eller brystkræft.«

»Jeg tror, man har taget sygdommen mere seriøst i USA, fordi amerikanerne ikke har vores sociale sikkerhedsnet,« siger infektionsmediciner og overlæge på Bispebjerg Hospital, Henrik Permin. »Hvis vi herhjemme af en eller anden grund ikke kan arbejde, kan vi få hjælp. Men en amerikaner skal virkelig godtgøre og have papir på, hvad der er galt for at gøre sig håb om nogen form for støtte.«

Det var amerikanske forskere ved CDC, som introducerede kronisk træthedssyndrom i 1988, ligesom amerikanerne var de første til at opstille egentlige diagnosekriterier. Det er dem, Permin går efter, når han i dag modtager patienter, som er henvist fra egen læge eller specialister, der har opgivet at finde ud af, hvad de fejler.

»Vi har ingen specifik diagnostisk test med biomarkører – særlige antistoffer, karakteristiske kemiske ubalancer eller andet. Kronisk træthedssyndrom eller CFS er en eksklusionsdiagnose,« forklarer Permin. Man udelukker altså først andre kendte sygdomme og tjekker derefter, om mindst fire ud af en række typiske symptomer er til stede og har været det uafbrudt i mindst seks måneder. Når Henrik Permin går i gang med denne udredning finder han, at to tredjedele af de henviste patienter fejler noget kendt – nedsat stofskifte, svær depression eller mangel på B-12 vitamin.

Hos en tredjedel kommer der imidlertid til at stå kronisk træthedssyndrom i journalen. Og ifølge en meget citeret opgørelse fra 1999 passer diagnosen på én ud af tusind voksne i USA og andre industrialiserede lande. Der er flere kvinder end mænd, og de rammes gerne i 30-40 års alderen.

Symptomerne er mange og ofte ret uspecifikke. Den ekstreme træthed, som har givet navnet, er central. Det er en udmattelse, som ikke bliver bedre af nok så meget hvile og søvn, og som patienterne beskriver som en fuldstændig dræning af al energi. I øvrigt er det samlede billede sommetider blevet beskrevet som en overordentlig malign gang tømmermænd eller en slem influenza.

Udover trætheden er det hovedpine, kvalme, muskelsvaghed, forstyrret søvn, besværligheder med at koncentrere sig og samle tankerne samt en udpræget svimmelhed. Samtidig er der det, man i litteraturen kalder post exercise-malaise. Så snart patienterne forsøger at »tage sig sammen« og måske motionere eller gå på arbejde, sker der en forværring – ikke bare af trætheden, men af samtlige symptomer.

Der er gennem tiden gjort utallige forsøg med behandling – fra medikamenter over alt muligt alternativt til psykiatrisk hjælp. Men man kan faktisk ikke pege på noget effektivt, og internationale undersøgelser tyder på, at tilstanden stort set er uhelbredelig. Et eksempel er en undersøgelse fra 2004, hvor Permin og to kolleger har undersøgt en gruppe CFS-patienter fem år efter diagnosen og konstateret, at kun tre procent kommer i nærheden af at være raske. Resten lider af de samme eller endda forværrede symptomer.

»Min oplevelse er, at ingen af disse patienter ønsker at holde op med at arbejde,« siger Permin. »De er helt desperate for at komme ud, men mange af dem kan simpelthen ikke, og de dårligste lever deres liv i en sofa eller ligefrem i sengen.«

»Man har undersøgt og undersøgt, men der er intet organisk galt med disse patienter. Jeg anerkender, at de har symptomer, men jeg mener ikke, der er tale om en sygdom,« siger Lise Ehlers, der netop er pensioneret efter mange års arbejde som neuropsykolog ved Århus Kommunehospital. Her har hun haft at gøre med »masser af trætte patienter« og lægger vægt på, at de i langt overvejende grad er kvinder. I bogen Ondt i livet, som hun udgav i 1999, beskriver Ehlers såkaldt »nye sygdomme« som CFS, whiplash og fibromyalgi som lidelser, der er blevet en livsstil for kvinder.

»Vi har jo kendt træthedsdiagnosen helt tilbage til 1870erne, hvor det gik under betegnelsen neurastheni og var noget, der ramte de intellektuelle og byboerne. Man anså det for en reaktion på det hektiske byliv og de hurtige samfundsforandringer. Så blev træthed efterhånden set som tegn på svaghed, og syndromet forsvandt og fandtes ikke op gennem 1900-tallet. Før i 1984, hvor der pludselig skete noget i USA. Det startede med to mennesker, der fik en infektion, som de ikke kunne komme sig af, og ret hurtigt så man en træthedsepidemi, som sjovt nok igen ramte de intellektuelle og storbyboerne.«
Deraf betegnelsen yuppieinfluenza. Hændelsen i 1984 omtales som Lake Tahoe-udbruddet og bestod i, at en hel flok hidtil raske voksne mennesker i det kendte feriedistrikt i Nevada blev ramt af uforklarlige influenzalignende symptomer. Symptomer, som gik over i en kronisk tilstand af svaghed, muskelsmerter og kognitive problemer – vanskeligheder med at samle tankerne og forringet hukommelse.

Blodprøver og andre undersøgelser afslørede intet abnormt, men det epidemiske islæt fik forskere til at spekulere på, om der kunne være tale om en infektion. Der var ømme halse og hævede kirtler, og man undersøgte, om det kunne være det Epstein-Barr-virus, som sædvanligvis giver mononukleose. EB-viruset er i familie med herpes-virus, som tager permanent ophold i den inficeredes arvemasse, og flere forskere fremsatte den hypotese, at de mystiske kroniske symptomer skyldtes en aktivering af »sovende« virus.

»Otte ud af ti af mine patienter husker præcis den dag, hvor de blev syge. Det starter typisk med en simpel infektion, influenza eller noget andet, som patienten bare aldrig kommer sig efter. Det er, som om sygdomsprocesserne kører videre,« beskriver Henrik Permin.

Han mener – som en række andre eksperter på området – at CFS i virkeligheden dækker over mange sygdomme, og når symptomerne er sammenfaldende skyldes det, at organismen kun har få måder at reagere på. Disse reaktioner kan til gengæld udløses af en række forskellige »triggere«.

Det med triggerne har den australske infektionsmediciner Andrew Lloyd med støtte fra CDC forsøgt at teste i den såkaldte Dubbo undersøgelse, som blev offentliggjort i British Medical Journal sidste efterår. Lloyd og et hold kolleger tog til Dubbo langt ude på det australske bondeland, hvor de fandt frem til 253 mennesker med akutte infektioner af tre forskellige mistænkte vira – Epstein-Barr, Coxiella burnetii og såkaldt Ross River-virus.

Patienterne blev nu fulgt jævnligt over et års tid for at kaste lys over forløbet og langtidseffekterne. Som ventet måtte de fleste trækkes med svindende symptomer i op til et par måneder, hvilket kom ind under almindelig rekonvalescens. Men efter seks måneder var hver tiende patient stadig decideret syg og mødte nu kriterierne for CFS. Forskerne kunne ydermere rapportere, at deres symptomer nu var ens og ikke længere specifikke for de tre forskellige vira, som de oprindelig var ramt af.

På baggrund af infektionsteorien bliver der også gjort forsøg med medicinsk behandling, og et af de nyeste eksempler er en foreløbig studie udført af José Montoya fra Stanford University. Over de seneste tre år har han behandlet 25 CFS-patienter med medikamentet valganciclovir, som normalt bruges mod herpesudbrud. Patienterne, som alle havde antistoffer mod herpesvirus HHV-6, fik en seksmåneders kur, og 21 af dem oplevede, som man kan læse i Journal of Clinical Virology, en betydelig bedring. Nu er der afsat godt en million dollars og iværksat en større kontrolleret afprøvning, som løber af stabelen over det næste år.

Imens satser andre på at indkredse biologiske sygdomstegn og måske endda sygdomsmekanismer. En af de kendte på den front er Jonathan Kerr fra St. Georges University i London, som blandt andet gransker genetiske aftryk af CFS. Helt konkret undersøger han, om der er karakteristiske forskelle i, hvilke gener der er aktive i celler hos henholdsvis CFS-patienter og normale kontroller.

Og det ser der ud til at være. I 2005 vakte det opsigt, da Kerr kunne pege på, at 16 ud af næsten 1000 undersøgte gener var enten markant mere eller markant mindre aktive i immunceller hos syge sammenlignet med raske. Det kan være et fingerpeg om, at der sker noget særligt i de syges immunsystem. At der foregår nogle processer, som på en eller anden måde involverer de 16 gener og de proteiner, de koder for. Formodningen styrkes af det faktum, at forskerne har set præcis de samme 16 gener skille sig ud i indtil flere grupper af CDF-patienter.

»Nu er opgaven selvfølgelig at undersøge både gener og proteiner og finde ud af, hvordan de kan kobles til sygdomssymptomerne. Og om de eventuelt kan lede os frem til nogle sygdomsmekanismer. Men det er i sig selv et stort fremskridt, hvis vi får nogle gode diagnostiske biomarkører. Og jeg tror på, at vi inden for de næste fem år vil kunne identificere nogle undergrupper af CFS, som hver især kan diagnosticeres ved bestemte biomarkører,« siger Kerr.
Den slags imponerer imidlertid ikke nødvendigvis i den lejr, hvor en del psykologer og psykiatere har slået sig ned. I de kredse mener man, at den kroniske træthed, og hvad der ellers hører med til det omstridte syndrom, er en slags konvertering af psykisk smerte til fysisk lidelse. Den australske psykiater Nicole Phillips mener ligefrem, at kronisk træthedssyndrom er kampplads for en territorialkrig mellem psykiatri og medicin. På australsk radio anklagede hun i sidste måned sine kolleger for ikke at sætte sig ind i den voksende medicinske litteratur om CFS, fordi de har besluttet sig for, at der er tale om »en eller anden psykiatrisk lidelse«. Som hun udtrykte det:

»Mange af dem mener, at det er, hvad vi kalder somatisering, altså en tilstand, hvor folk tror, de har en fysisk lidelse, men hvor der i virkeligheden er tale om noget psykologisk begrundet.«

»Det er en krig,« siger Jonathan Kerr. »I Storbritannien er der givet millioner af pund til psykiatrisk forskning i CFS, og den vil jo sulte og forsvinde, så snart man erkender, at der er tale om noget fysiologisk eller neurologisk.«

Men, som Henrik Permin påpeger, er det ikke første gang, en neurologisk lidelse får prædikat af psykologisk forstyrrelse. Således hævdede psykiatere for hundrede år siden, at sklerose kom af »stress som følge af ødipale fantasier«.

For Lise Ehlers er der dog ikke tvivl om, at det foregår mellem ørerne, og hun beklager, at begrebet somatisering har fået en kedelig klang blandt patienterne.

»I stedet for at blive lettede over at få at vide, at de ikke fejler noget, bliver disse mennesker rasende. De vil have den fysiske diagnose,« siger neuropsykologen, som mener, at de kronisk trætte er mennesker, der reagerer sundt på nogle usunde forhold.

»Det handler i høj grad om kvinder, og kvinder laver i dag det samme, som de altid har lavet, nemlig at gøre rent og at passe andre mennesker. Den slags er lavstatus, og det er denne lavstatus, de reagerer på. Vi har ikke at gøre med et medicinsk, men med et politisk problem. Samfundet sygeliggør mennesker, fordi så mange lever af det, fra medicinalindustrien til zoneterapeuter, akupunktører og alle mulige andre alternative for slet ikke at tale om de offentlige forvaltninger, der jo skal have nogle klienter. Så opfinder man disse her nye sygdomme. Og vi kan jo allerede se en interessant udvikling, nemlig at træthedsdiagnosen er ved at blive afløst af en stressdiagnose. Stress startede som bekendt i IT-branchen og blandt topchefer, men nu har den bredt sig til social- og sundhedssektoren, hvor kvinderne arbejder.«

Den tolkning køber medicineren Permin ikke.

»Nogle betragter kronisk træthedssyndrom som en ny sygdom, men jeg er overbevist om, at disse patienter altid har været til stede. Førhen var det bare folk, som nu engang ikke rigtig kunne bestille noget. Men i dag, hvor der er så kraftigt fokus på, at vi alle sammen skal være højt ydende og succesfulde, falder de i øjnene og kommer til diskussion.«

kilde http://kronisktraethedssyndrom.dk/Kr...0Tr%C3%A6t.htm

[Zuzan]

Hvad mener Ehlers så, om de MÆND der får whiplash?

Kan mænd få fibromyalgi? Kan mænd lide af kronisk træthedssyndrom?

Så falder hendes teori til jorden.

[Webbelin]

Røde knopper af Lise Ehlers ..

Ja hvem får ikke det?

Det jeg ikke fatter er at hun har fået sådant et indpas
som hun har.

Når jeg tænker TERM .. tenker jeg også Lise Ehlers

(Jeg reagerer på fuldmåne .. tror du hun kan have ret i at
jeg er en heks..)

Jeg mener hun skrev vel en gang at i gamle dage brændte man heksen på bålet .. i dag får de fibromyalgi

[Berit]

Jeg havde ellers beslutet mig for IKKE at læse om TERM-modellen og Lise E. For jeg bliver i så dårligt humør hver gang. Jeg kan simpelthen ikke fatte at et menneske kan være så kold og kynisk som hun er. Og dem der står bag Term-modellen har da heller ikke noget hjerte. Eller hjerte er måske det forkerte udtryk. De kan simepelthen ikke sætte sig ind i andres situation. Hvad gør LE den dag hun bliver syg?? Vil hun, hvis hun fik en af de sygdomme, stille sig foran spejlet og holde et foredrag for sig selv om at hun har ondt i livet!!! Hvis Fib nu udsprang af en virus, ja så ville jeg meget gerne have lov til at være barnlig og smitte hende. Jeg ville så gerne se hvad hun ville gøre.

Hvad bilder hun sig egentlig ind sådan at dømme alle med de sygdomme som svage undertrykkede h´kvinder?? Hvad med alle de mænd der har de sygdomme?? Er de så undertrykked også??

Jeg ved at jeg ikke er undertrykt eller har ondt i livet. Jo jeg har ondt i livet når jeg læser om term og LE. Så gør det ondt. Men det er nok mest arrigskab og håbløshed over at jeg ikke kan banke lidt sund fornuft ind i hovdet på hende/dem.