Inspireret af denne tråd kom jeg i tanker om en speciallæge i intern medicin, der ville, hvis jeg ikke selv var så hårdkogt, ødelægge en dag af mit liv eller flere.....

Kan ske manden praktiserer "medicin" endnu og ligeledes kan ske, at andre patienter ikke er så heldige som jeg var.... efter mødet med skolemesteren, opdrageren og (for)dommeren Ib Hornum engang i 2004.

Til Praktiserende Læge XX
2630 Tåstrup

Vedr.: Ib Hornum.

Med en stor beklagelse er jeg nødt til at orientere dig om forløbet af konsultationer hos Ib Hornum, som følge af din henvisning i anledning af mine, store vanskeligheder med fordøjelsen: over- og underaktivitet af tarmene, store mængder af slim med friske blodtravler , tarmspasmer samt inkontinens/endetarm.

Jeg har mødt Ib Hornum første gang d. X.X. 2004 . Han havde nogle dage forinden et uheld og var tydeligt forpint. Han har gennemført et kort, generelt interview hvor han har skrevet alm. personoplysninger ned. Forinden har jeg skrevet selv en 10-11 punkts liste med de mest plagsomme symptomer vedr. min fordøjelse.

Han var tydeligt misfornøjet med, at jeg også var henvist til en speciallæge i stofskiftesygdomme, da jeg besvarede hans spørgsmål om jeg var i behandling for noget andet, andet sted. I denne anledning har jeg informeret ham om, at jeg kort forinden havde afleveret adskillige blodprøver endokrinologen rekvirerede.

Konsultationen endte med, at Ib Hornum ville rekvirere resultaterne af disse prøver fra Laboratoriet i X og efterfølgende ringe til mig med en ny konsultationsaftale. Han ringede til mig i uge X og jeg mødte op til en ny konsultation mandag d. X.X 2004.

Det var som at møde dr. Jekyll, et helt andet menneske. Han var kort for hovedet fra jeg trådte ind i lokalet. Han gennemlæste højt informationerne i sin journal. Han huskede at notere, at jeg var fraskilt men ikke at jeg havde diskusprolaps i lænden siden XXXX samt et par andre oplysninger. Derefter har han fortalt mig, at jeg havde en overfølsom tyktarm som følge af sammenvoksninger jeg har udviklet i forbindelse med keisersnit i XXXX. Han var tydeligt misfornøjet over min information om, at jeg indtil diskusprolapsen havde en eksemplarisk og regelmæssig fordøjelse og at mine vanskeligheder startede langsomt og for alvor først efter behandlingen for mavesårsinfektion nogle år forinden.

Ib Hornum fastholdte dog sit bud på løsning af mit problem og forklarede udførligt, at min tyktarm trængte til en genoptræning ved hjælp af en håndfuld havregryn tilsat en håndfuld af rosiner samt at alt dette skulle overhældes med en kop skummetmælk hver morgen i nogle måneder fremover.

Han var tydeligt misfornøjet over mit skrækslagne ansigtsudtryk og mit spørgsmål om der ikke fandtes et alternativ til hans opskrift, da jeg ikke kunne tåle nogen af delene og denne intolerance har jeg oplevet siden barndommen m.h.t. havregryn og rosinerne samt, for mælkens vedkommende siden puberteten. At jeg skulle ikke risikere nældefeber og ”brunsovs-diareer” som følge af indtagelse af havregryn, rosiner og mælk, særligt med en utæt endetarm. Desuden spurgte jeg om tidspunktet om morgenen skulle ligge fast, da min daglige rytme var skiftende p.g.a. skiftende arbejdstider.

På dette tidspunkt tror jeg ikke han lyttede til mig længere. Han har afbrudt mig, hævede stemmen op til råbe-leje og med et eftertryk, dundrende spurgte mig om jeg er mødt op hos ham for at høre mig selv tale?

”At det kunne nok ikke være så svært at skaffe penge til havregryn, som ikke kostede mere end 5 kroner per kg. Og særligt ikke når mine penge kom med posten hver måned?” Jeg blev målløs. Det var tydeligt, at han enten troede at jeg var en bistandsklient eller pensionist eller hvad ved jeg. Jeg, som siden XXXX sørgede alene for mit barn og mig selv, som kravlede på arbejdet med frisk diskusprolaps i ryggen, som vendte vrangen ud for ikke at svigte mine pligter uanset hvor skidt jeg havde det og uden en eneste sygedag – og så mistede også jeg tålmodighed, dog ikke i den grad som Ib Hornum gjorde. Jeg var fattet og talte med en rolig stemme, hvilket gjorde Ib Hornum endnu mere opfarende.

Jeg nøjedes med at sige, at jeg ikke tror på at han er i stand til at hjælpe mig fordi han hverken har åbent sind, kan lytte og kommunikere med mig eller respekterer mig som menneske. At jeg var for gammel og for respektabel til at tillade nogen at skælde mig ud på denne måde, som om jeg var totalt værdiløs.

Jeg tror ikke på, at han hørte efter fordi han fortsatte blot med, gentagende gange at spørge om jeg er mødt op for at høre mig selv tale. Situationen begyndte mere og mere at minde om et lille, trodsigt barn der med begge hænder om ørerne messer: ”jeg kan ikke høre dig, jeg kan ikke høre dig…..”. Jeg har endnu en gang gentaget, at jeg ikke troede på hans vilje og evne til at hjælpe mig, rejste mig op og gik min vej. Ude i bilen måtte jeg bruge nogle minutter og samle mig efter denne oplevelse. Jeg genvandt dog hurtigt roen og kørte på arbejde.

Jeg har intet bud på en forklaring på, hvad det var der skete under den første og den anden konsultation samt hvorfor der var sådan en stor forskel mellem begge konsultationers forløb. Det nærmeste jeg kan komme på en forklaring er, at manden måtte have været både forpint og påvirket af smertestillende medicin første gang vi mødtes. Jeg kan ikke ellers finde anden forklaring på hvorfor han glemte at nedskrive en del af de generelle informationer første gang og muligvis, som følge deraf har han stykket et eller andet, tilfældige bud på løsning af mit problem den anden gang.

Men jeg har ingen forklaring på, hvorfor Ib Hornum ikke ønskede at acceptere oplysningen om at jeg ikke kunne tåle bestanddele af hans ”recept” og ej heller kan jeg forklare, hvorfor han mente at jeg var en bistandsmodtager samt havde udvist en generel ringeagtende indstilling til mig som patient, person og menneske.

Jeg har ikke tænkt mig at belemre mig selv med en officiel klagesag over Ib Hornum, medmindre han belaster mit rygte gennem evt. krænkende opsummering af ”behandlingen” til min lægejournal. For i så fald, den dag det kommer til mit kendskab – vil jeg sørge for et svar på tiltale med alle lovlige midler. Jeg skal ikke have mit rygte spoleret i systemet, hvor jeg i fremtiden kan blive afhængig af hjælp og sygdomsvurdering afgivet på et saglig og neutralt grundlag.

Jeg beklager dybt og er meget ked af, ikke at kunne udelade at forfatte ovennævnte info til dig. Jeg er fuldt ud klar over, at din henvisning af mig til denne læge var velment og i overensstemmelse med dine faglige forventninger til den lægelige assistance Ib Hornum forventes at kunne yde. Jeg bestrider heller ikke, at Ib Hornum ellers er en god læge – men det er en kendsgerning, at han kan ikke være det for mig.

Til slut vil jeg gerne takke dig for din omsorg og hjælpelyst. Som det fremgår af ovennævnte er lægeløftet og diplom alene ikke en garant for disse.

Med venlig hilsen – XX

XXX, den X.X 2004
Hmm... nu er jeg altså heller ikke den helt vilde forbruger af de lægelige serviceydelser. Denne læge jeg skrev til den gang i 2004 - har jeg ikke set de sidste mange år og får faktisk min medicin fornyet over telefonen hvert halve år. Men uanset hvad, burde man kunne forvente at kunne møde en ordentlig adfærd hos en læge, der faktisk burde forsvinde den dag, han ikke længere kan finde ud af at opføre sig ordentligt over for de patienter, der kommer for at få hjælp, men får en spand l..rt i hovedet i stedet.

For selv om man ellers er god til at bearbejde tingene og tror, at man er kommet over traumaet - viser det sig, at en skønne dag kommer man forbi et indlæg om et helt andet tilfælde, man ikke selv har oplevet - og vupti... kommer den gamle mis-oplevelse frem igen, som det var i går.

Gid nogen ville fortælle disse mennesker i hvide kitler - hvem de er til for!


P.S. Efterfølgende viste det sig, at jeg havde en adenome familiær polypose i tyktarmen, hvilket havde denne effekt på min tarmfunktion, som iflg. Hornum kunne kureres med en håndfuld havregryn.