Opdagelsen af Insulin .....

Til Helle og andre sukkersyge.... :august6

Banting - som fandt insulinet (fra "Dødens Banemænd" - 1932)
Af Paul de Kruif 1890-1971

Er det ikke tåbeligt, at når dødens banemænd beklagende indstiller virksomheden, bare fordi de mangler et laboratorium til en million dollars.... bare fordi de ikke kan skaffe sig et fedt legat, så de kan købe ubegrænset ind af aber og marsvin? Banting var kun en ung kirurg, han nød ingen anerkendelse i den fine lægeverden, han svedte over arbejde i et lokale, som kun meget høflige mennesker ville kalde et laboratorium, og i stedet for de hunde, han ikke havde råd tol at købe, brugte han sin landlige energi og viljestyrke.

I

Det første indtryk af Banting er enfoldig, altfortærende ærlighed. Banting havde hverken millionlaboratorium eller fede legater til at købe hunde for, så han kunne gøre sin store opdagelse. Men han end ikke drømte om at indstille kampen mod menneskelig sygdom - skønt det var mislykkedes for de mest fremragende fysiologer at finde insulinet, og skønt visse ophøjede lærde hævdede, at denne opdagelse vist nok var umulig.

Jeg er, så længe jeg lever, betaget af Banting og hans besynderlige lægemiddel - og jeg er det, fordi min far var lige ved at blive frelst ved insulin. Jeg kalder insulinet besynderligt, fordi det kunne have hjulpet min far til at leve længere med sukkersyge, end han havde været i stand til at leve, hvis han aldrig nogensinde har haft sukkersyge. Det giver Banting ret til en plads i første række blandt dødens banemænd i vore dage.

Far døde af sukkersyge i 1917 som en udsultet skygge af den kraftige mand, han havde været i sin bedste tid. Det var kun fire år, forinden Banting begyndte at redde sine sukkersyge hunde fra døden i det lavtloftede rum oppe under taget i det medicinske laboratorium ved Universitet i Toronto i den mindeværdig varme sommer 1921. Sukkersyge angreb far i 1907, og det var forfærdende at se, hvordan den pludselig forvandlede ham. Som var det i går, kan jeg se ham for mig nu, som han så ud den dag, da det pludselig gik op for mig, at der var galt fat med ham. Det var en råkold dag i februar, fortovene var glatte. Jeg mødte ham, som han kom sjokkende ned midt ad vor landsbygade. Han var grå i ansigtet, og han, som altid havde holdt sig så rank, gik nu med hængende skuldre.

Han prøvede alt. Men det var i den håbløse fortid, da den medicinske videnskab kun kunne bevise, at insulin var en umulig tanke. De fineste autoriteter havde leet den mand ud, som våvede at påstå, at en bondedreng som Banting snart ville finde på noget, der kunne forlænge livet ti, tyve, ja længere, for sukkersyge patienter.

Far var kun handlende i en lille by, men han nærede respekt for videnskaben. Mens jeg blev medicinsk studerende, og han langsomt døde, spurgte han mig atter og atter, hvad forskerne havde hittet, som kunne lappe det hul i ham. Sådan udtrykte han det. Dr. Forster ved Universitetshospitalet i Ann Arbor gav ham den mest moderne diætbehandling, og det kunne rette ham op for en tid, men så sporedes lugten af acetone i hans ånde igen. Når han var længst nede, sagde han gerne, at videnskaben egentlig ikke kunne gøre andet for ham, end at sulte ham ganske langsomt ihjel, og videre barmhjertigt virkede det ikke.....

Verden over klarede tusinder sig som ham - de holdt sig i live ved at sulte sig. I 1917 så jeg min far dø, tres år gammel. Det er en gribende tanke, at siden den yndige junidag i 1917 er der gjort to store opdagelser, og som begge ville have hjulpet far til at leve meget længere. For hvis Bantings insulin havde eksisteret dengang, kunne det have holdt fars sukkersyge nede. Men uhæmmet tærede sukkersygen ham og og gjorde ham mindre modstandsdygtig over for indtrængende mikrober. Derfor slap hæmolityske streptokoker ind i hans strube, og deres dengang ukendte gift dræbte ham ved at ødelægge hans nyrer.

I mange dage inden far døde, lignede han med sine indfaldende kinder de falmede billeder, der blev taget af ham, da han var dreng. Han var uklar det meste af tiden dette sidste forår. Engang så han på mig, pludselig klar, og spurgte: "Paul, hvad er døden?"

Havde det blot været nogle få år senere, så kunne jeg være kommet til ham, længe inden det gik så trist ned ad bakke for ham, og sagt: "far, jeg har store nyheder til dig....."

Alt dette har gjort mig ivrig efter rigtig at forstå de begivenheder, som fandt sted visse hede nætter i 1921 i Toronto. Hvem var Banting, siden han kunne klare denne bedrift?

Fortsættes i næste indlæg....

II

Naturligvis blandede Banting sig i ting, der ikke kom ham ved, da gav han sig til at lede efter insulinet og også fandt det. Sukkersyge er en medicinsk lidelse, og Banting gav sig aldrig ud for at være andet end kirurg, i de strenge dage, han gennemlevede lige efter 1. verdenskrig. Biokemikere og fysiologer havde skabt en vældig, præcis og overlegen litteratur, som forklarede, hvordan sukkersygen dræbte sine ofre. Banting var komplet uvidende om denne litteraturs eksistens, og han havde aldrig drømt om at uddanne sig til en sukkersygespecialist. Han var ingen glimrende begavelse - han var bare stædig. Han kom hjem fra krigen med et neget dybt og meget fælt ar på den ene underarm. "Jeg beholder armen," sagde Banting, da kirurgerne i felten forklarede ham, at han døde, hvis de ikke amputerede armen.

Han var reservelæge et halvt år på børnehospitalet i Toronto. Så satte han navneskilt op som småby-kirurg i London, Ontario. Da han havde ventet otte og tyve dage på sin første patient, og da hans bankbog viste en indtægt på fire dollars efter den første måneds praksis, skaffede han sig en plads som vikar-docent ved Lægeskolen i Western Ontario, ikke af videnskabelig ærgerighed, men for at få noget at spise.

Han tog samviitighedsfuldt på sin lærervirksomhed, der var tid nok til det, og aften efter aften sad han på sit lurvede kammer og forberedte sig på den forelæsning, han skulle holde næste dag for studenterne. Indtil den mærkelige aften, den 30. oktober 1920 kom....

Den aften sad han og slog det fast for sig selv, på sin karakteristiske, langsomme, bondestædige maner, at hvis vi ingen bugspytskirtel havde, så ville vi alle dø af sukkersyge. Han havde naturligvis forlængst i sin studietid lært, hvor betydningsfuld bugspytskirtelen er for vor fordøjelse, hvordan den i virkeligheden er en frygtindgydende og lunefuld fabrik for fermenter, som gennem sin udførselskanal i tyndtarmen udskiller en mystisk saft, der opløser sukker, spalter fedt og sønderlemmer protein, så vi kan optage og bruge det.

Der sad Banting hin aften med sin lange, nyfigne næse over bogen og indprentede sig omhyggeligt, hvordan tyskeren Minkowski havde skåret bugspytskirtelen helt og holdent ud af en hund, syet den sammen igen med største, videnskabelige omhu, og så set, hvordan det arme dyr - utroligt hurtigt - blev mager, blev tørstig, blev glubende sulten, og så lagde sig, lige stærk nok til at løfte hovedet og labbe lidt vand i sig, som blev til sukkeroverfyldt urin.... På mindre end ti dage var den hund død af sukkersyge.

Det burde interessere hans studenter. Banting gennemvandrede en jungle af bugspytskirtelvidenskab og fik oplyst, at den lærde tysker, Langerhans, havde benærket ejendommelige små "øer" i denne mærkværdige kirtel - små celleklynger, der var besynderligt forskellige fra de celler, som producerede fordøjelsesfermenterne. Der var slet ingen kanaler fra Langerhans`"øer". Hvad var egentlig hensigten med dem?

Banting gravede sig igennem det og fik noteret, at han skulle fortælle sine studenter, at det var disse ubetydelige Langerhans`celler, som i virkeligheden beskyttede os mod sukkersyge. Man kan underbinde kanalen, som førte fra hundens bugspytskirtel, så ikke en dråbe saft kom ud, og hunden fik ikke sukkersyge. Men hvis man skar hele bugspytskirtelen ud....!

Han gabede; nu var han snart gennem det pensum. Men han ville bare huske at fortælle dem, at den amerikanske forsker Opie havde studeret bugspytskirtelen hos mennesker, som var døde af sukkersyge, og opdaget, at de Langerhanske Øers celler, så grumsede og syge ud.

De var måske hormonproducerende? Når de var raske, sendte disse "øers" celler så ikke et sekret ud i vort blod, noget mystisk noget, et eller andet "X", som hjalp alle legemets celler med at forbrænde det sukker, de havde brug for? Nå... i hvert fald havde ingen fundet dette livsfrelsende "X"....

Den nat i oktober 1920 sad Banting og læste, og konstaterede, at snese af forskere forgæves havde brugt år til at lede efter dette mystiske "X-stof". Banting er nået til ende med endnu en arbejdsdag. Hans forelæsning er parat. Overalt i Europa og Amerika er der millioner mennesker med sukkersyge, tusinder dør. Børn rammes pludselig af sygdommen, de svinder ind som visne dværge, altid må de dø. Unge mænd i deres bedste alder, tørstige, drikkende - dog stadig tørstige - sultne, spisende - dog stadig sultne - de sygner langsommere hen end børnene, men de ser deres legeme svinde hen i forfærdende floder af sukker, og de må dø.

Hvad kunne de håbe af Banting? Han havde selv leet,hvis man havde fortalt ham, at inden en time.....

Han har grundigt formet stoffet til brug for studenterne, så de kan forstå, at det er de Langerhanske Øernes celler i bugspytskirtelen hos alle disse dødsdømte mennesker, der på mystisk vis bliver syge.... men hvem kan helbrede de syge celler? Man kan forlænge børns liv med nogle dage, man kan holde de voksne unge levende nogle måneder, ved Guelpa-Allen underernæringsbehandlingen, som bare er et høfligt udtryk for, at de kan leve lidt længere, ved at sulte sig langsomt ihjel. Det er det hele.

Fortsættelse følger i næste indlæg.....

III

Det er over sengetid. Åndsfraværende skærer han det lige ankomne nummer af "Tidsskrift for Kirurgi, Kvindesygdomme og Fødselsvidenskab" op. Han læser adspredt og drømmende i det.... Hmm... hvad er nu det.... her er en ny beretning om bugspytskirtelen og sukkersygen.... af Moses Baron.... hvem pokker er nu denne Moses? Lad os nu se....

Banting sidder bøjet over afhandlingen, og nu eksisterer forelæsninger for studenterne slet ikke, nu har han ganske glemt den lille bitte, trægt voksende kirurgiske praksis, han er ved at bygge op. Denne Baron!.... her er der endelig noget med noget på! Når mennesker har galdesten, som tilstopper kanalen fra deres bugspytskirtel, og de dør af det, så opdager man, ved at udtage deres bugspytskirtel under obduktionen, at deres mavesaftskirtler er skrumpet ind, degenerede og døde. Men de Langerhanske Øers celler er stadig fuldkommen sunde!

Banting sidder fuldkommen opslugt af denne tørre, videnskabelige afhandling. Min salighed! Den slags patienter har intet symptom på sukkersyge! Lad os læse videre. Det er det samme med hunde, skriver Baron. Underbind deres bugspytskirtel-kanal. Operer så. De lever godt nok videre. Skær dem op igen. Mavesaftskirtlerne i deres bugspytskirtel er degenerede.... men Langerhanske Øernes celler er i fin stand - ligesom hos galdestenspatienterne - og hundene får ikke sukkersyge....

Banting er ikke mere den for eksistensen kæmpende læge, endnu mindre en slet lønnet hjælpelærer. Han går i seng, men det syder i hans hjerne. Han ligge der.... hans hjerne eksperimenterer.... det er ordet. Hans hjerne smerter under forsøg på at "bygge bro over svælget mellem to vidt forskellige ideer", som han senere udtrykker det på sin sære manèr. Han kan ikke sove. Hans hjerne er anspændt, ganske som når man prøver at huske et navn, der er lige ved at dukke op i erindringen, eller en gammel melodi, der lige ved at komme frem i bevidstheden.

Her er det problem, som nagede ham: Kunne der ikke findes en metode, så man kunne bruge disse sunde Langerhanske Øers celler fra den degenererede bugspytskirtel hos en hun, med underbundet kirtelkanal - bruge den til hjælp for en døende sukkersyg hund, som havde fået sin bugspytskirtel opereret helt bort?

Klokken to den morgen slog tanken ned i ham. Han stod op, missede mod lyset og skrev tre sætninger i sin notebog: "Underbind bugspytskirtelen på hunde. Vent 6 til 8 uger på at den skal degenerere. Fjern resterne og uddrag stoffet."

Han faldt i søvn. Næste morgen vidste han, at han ikke skulle være kirurg.

Fortsættes i næste indlæg.....

IV

Nu står Banting hos den berømte professor MacLeod på Fysiologisk Institut under det medicinske fakultet ved universitet i Toronto. Han leder efter ord. Det er ham, der skal gøre indtryk på professoren. Men han ejer kun tre korte sætninger i sin notebog, en fanatisk tanke, en arbejdsplan.... ord? Det var aldrig Bantings stærke side.

MacLeod var en prominent herre og meget optaget mand. Hvad var det egentlig, dr. Banting ville? Kunne han ikke forklare sin plan?

Banting gravede i sin hjerne efter videnskabelige udtryk.... Ser professoren, hvis man underbinder hundens bugspytskirtel, ødelægges mavesaft-kirtlerne, men Langerhanske Øers celler bevarer sig sunde, og så....

Der var et svælg imellem de to mænd. Banting var en bondeagtig læge langt ude fra landet, MasLeod var landets fineste autoritet i spørgsmålet om legemets forbrænding af sukker. Situationen er ikke uden komiske drag. Banting står der som en opfinder, der skal forklare sig uden at eje så meget, som en model af opfindelsen.

Professor MacLeod ville gerne vide, om denne degeneration efter underbindingen var fuldkommen bevist og bekræftet, videnskabeligt? Mon det ikke ville tage Banting - der dog næppe kunne kaldes videnskabsmand - flere år at sætte sig ind i bugspytskirtelens anatomi og fusiologi? Og havde han praktisk erfaring om sukkersyge-behandlingen?

Banting var nu der, hvor han havde været, da han ikke ville give kirurgerne lov at amputere sin lemlæstede arm.... jamen, forstod professor MacLeod ikke? Man fjerner den underbundne, degenerede bugspytskirtel. Fordøjelsessafterne er borte. Tikbage har man Ø-cellerne - ganske uskadte, og der er ingen fordøjelsessafter, der kan spolere dem. Man har fundet sit hormon, sit "X". Så har man den indre sekretion, som skal til, for at sukkeret kan forbrændes. Og så.....

Men hvorfra vidste dr. banting, at der overhovedet nogen sinde havde været en indre sekretion i bugspytskirtelen? Var det ikke muligt, at en sund bugspytskirtel kunne forebygge sukkersygen på andre måder? Måske forandrede bugspytskirtelen blodet, som gik igennem den, fjernede de giftstoffer i blodet, som forhindrede legemet i at forbrænde sukkeret? Det behøvede slet ikke at være noget mystisk "X".... ikke nødvendigsvis! Man må vide, at kort tid forinden havde professor MacLeod i en lærd afhandling fremsat denne forklaring, hvilket reducerede Bantings teori til - vrøvl.

Professor MacLeod var en optaget mand. Banting famlede og famlede og stammede, men han slap ikke sit tag i ham.

Jamen, hvordan kunne Banting vide, at mavesafterne var skadelige for de Langerhanske Øers celler? Hvis de nu ikke var det, så var der jo ingen som helst grund til at underbinde bugspytskirtelens kanal på hunden.

Banting følte, at det var som han sagde. Han sagde det flere gange, at det følte han.

Man må anerkende den tålmodighed, hvormed professor MacLeod tillod en så primitiv nybegynder i faget at snakke løs. Men omsider stillede han Banting et spørgsmål, som var komplet umuligt at besvare: "Hvordan kunne dr. Banting gøre sig håb om at klare et problem, som de mest fremragende fysiologer verden over ikke havde kunnet knække?"

Ja, Banting følte...

Nå, hvad var det egentlig, dr. Banting ønskede?

"Jeg ville gerne have ti hunde og en assistent i otte uger," sagde Banting. Og således blev professor MacLeods berømmelse sikret, blot fordi han gav Banting, hvad han bad om, hverken mere eller mindre.

Fortsættes i næste indlæg.....

V

Banting ville helst opgive sin praksis, sine undervisningstimer, brænde alle skibe bag sig, hvilket han betroede sin gamle lærer, den store kirurg Starr. Men Starr og hans venner Gallie og Robertson og den menneskelige, mørkøjede professor V.E. Henderson var enige om, at han var med et mildt ord sindsyg, når han kunne drømme om at opgive en praksis som kirurg, så at sige inden han havde fået fat endnu. De mente alle, at hans interesse for den skøre idè ville blive afsvalet, hvis han tog tilbage til byen London i Ontario og fuldendte sine uddannelsesår der, og de rådede ham alle dertil.

Men i stedet for at blive afsvalet, steg ideens temperatur, og den brændte i ham fra det hørgule hår og ned til tæerne hele den vinter. Han ejede intet forsøgsdyr, ikke et reagensglas, ikke engang et lokale, der kunne kaldes et laboratorium, så i stedet læste han og læste, og læste om sukkersyge og bugspytskirtelen og fik et levende indtryk af, hvorledes det var mislykkedes for alle fremragende forskere at - gøre noget ved sygdommen, enten de nu fodrede de døende patienter med bugspytskirtel, eller gav den som indsprøjtning, og dog vedblev den fikse idè med at gløde i ham. Han interesserede sig ikke det bitterste for at bygge en praksis op, og når han fik svie i øjnene af at læse, gav han sig til at male skilderier, uden skygge af begreb om maleri og uden at kende et menneske, der kunne vejlede ham. Han malede oliefarven med akvarelpensler fordi han ikke vidste bedre.... men han malede.

Så oprandt den 16. maj 1921, og endelig var han videnskabsmand. Der stod han i et elendigt og beskidt lille hummer af et værelse i det medicinske fakultet i Toronto, selvbagt forsker, uden rang, uden løn. Han solgte sine konsultationsmøbler og sine kirurgiske instrumenter. Å, jo, der var penge nok til at holde ham i live, indtil.....

Det var latterligt. Han stod over et operationsbord uden nogensinde at havde udført et eksperiment og afsindigt overbevist om, at han var forpligtet til, nu under dette tag, at løse sukkersygens dybe og rædselsfyldte gåde. Bordet var hele hans laboratorium, eftersom andre forsøgsassistenter brugte resten af det elendige lokale til kemiske rutineforsøg. Her stod Banting med alt det, som MacLeod havde lovet ham - ti hunde og en fremtid på otte uger, hvori han skulle udrede et særdeles forviklet medicinsk mysterium. Han havde også fået sin assistent, ingen læge forresten, bare en medicinsk student, en dreng som var lige fyldt en og tyve....

Denne assistent, Charles H. Best, mentes at være kyndig i at bestemme den nøjagtige sukkerindhold i blodet og i urinen hos de hunde, som skulle have sukkersyge. Og Best vidste også mere om blodets og urinens kemi, eftersom Banting nærmest intet vidste. Best var blond med meget åbne, blå øjne i et venligt ansigt af særdeles sund farve.... slet ikke et bistert ansigt, som Bantings. Bests fineste kvalifikationer til det foreliggende arbejde var måske, at han var omtrent lige så uvidende som Banting om det dybe dårskab i at prøve på at præstere noget på otte uger og med kun ti hunde.

De begyndte med at kludre.

De tog omgående fat på at underbinde bugspytskirtelen på nogle af de ti hunde, som Macleod havde bevilget Banting. Her hjalp det Banting, at han var en smidig kirurg efter fire års erfaringer under den berømte C.L. Starr; de meget vanskelige operationer forløb tilsyneladende fint, hundene kom sig såre kønt, og så var det den 6. juli, en lummerhede, og de syv af de otte uger var gået.....

Nu burde disse hundes bugspytskirtler være degenerede. Fordøjelsessaft-cellerne burde være døde. Langerhans-Ø-cellerne burde være ganske friske, og nu skulle der indsprøjtes i de bugspytskirtel-løse hunde, som lå for døden af sukkesyge. Man havde disse dødsdømte dyr parat.....

Men ak! To frisk kloroformede hunde viste sig at have fuldt bevarede bugspytskirtler i behold. Elendigt kludder! Og der var kun en uge tilbage....

Nu var Banting sådan indrettet, at han sejlede bedst i modvind. Her stod han, og kniven lynede i hans smidige hænder, og han havde øjnene helt inde på de kirtelkanaler, som han mente at have underbundet så fint....

Han havde været en klodrian. Han havde bundet for stramt. Så var der gået koldbrand. Serum var sivet ud. Og naturen havde klaret problemet ved at danne en ny kanal udenom væggene i den gamle. Og der var kun en uge tilbage....

Banting og Best gik op ad mange trapper, rundt og rundt ad vindeltrapper til det bitte hul, hvor de opererede hundene. Der var intet vindue. Et snavset loftslys gav mere varme end lys. Her stod de i efterstanken og med sveden haglende af sig og opererede de resterende hunde forfra....

Og med større held denne gang. Bugspytskirtelen var næsten ikke til at finde i nogle af dyrene, da de blev åbnet - den var virkelig degenereret. Og for at være rigtig og grundigt sikker underbandt Banting selv disse kirtelkanaler, to og tre andre steder, løsere og strammere. Så syede han hundene sammen igen. Og så ventede de videre under hedebølgen.


Fortsættes i næste indlæg....

VI

Omsider kom chancen for at undersøge, hvor meget der var i den skøre idè. Klokken var ti om morgenen den 27. juli, og naturligvis var de otte uger, der var Banting bevilget, forlængst overskredet. Nu var der ingen penge til at betale Charlie Best med, så Best lånte penge af Banting. Men selv den største traktor kunne have halet Banting bort fra det lille, sorte bord. Macleod var taget til Europa for flere uger siden, da de lige var gået i gang med arbejdet. Det tjener atter professoren til ære, at han ikke skrev hjem og at bremse Banting, nu de otte uger var gået, så Banting kunne mase videre, skønt Herren må vide, hvordan han kunne eksistere uden midler.

Denne sydende, hede dag, lå en sølle hund, radmager, på deres bord. Ni dage tidligere havde Banting opereret bort dens bugspytskirtel, og mens dyrets kræfter var fosset ud, dag for dagt, havde Banting tappet blodprøver af hundens blod, mens Best sad foran sin farvemåler og konstaterede, hvordan sukkerindholdet stadig mere steg i blodet. Hunden havde efterhånden svært ved at stå på benene. Den kunnen æppe logre med halen, når de viste sig. Den var skrækkelig tørstig og sulten som en ulv, og tilfældet lignede præcis et alvorligt tilfælde af sukkersyge hos mennesker. Uden bugspytskirtelen kunne denne hund simpelthen ikke forbrænde sukkeret.

Dagen før havde de givet den sukkervand, men ikke en dråbe blev i den som hjælp for de udhungrede væv, alt løb lige igennem hunden i hele strømme af sukkerfyldt urin.

Den var ved at dø om morgenen den 27. juli 1921. Dens øjne var glasagtige, som den lå der og næppe kunne løfte hovedet, og lige over for den sad en anden hund, frisk og oplagt. Flere uger tidligere var den kommet sig, efter at Banting havde underbundet dens bugspytskirtel, og nu.....

Det stinker kvalmt af kloroform, og som et lyn er Banting inde i bughulen på det sunde dyr, hvor han finder og fremdrager og fint udtager de indskrumpede rester af dens bugspytskirtel. Ja!

Den er rigtig nok, degenereret, ikke stort større end en tommelfinger. Man hører kun den syge hunds åndedrag og Banting og Bests frembrummende ensstavelsesord, mens instrumenterne rasler, indtil den indskrumpede rest af en bugspytskirtel ligger i en morter, frosset.

Best skærer den i stykker og moser den, og laver en suppe af den med en smule koldt saltvand og filtrerer gennem filterpapir, opvarmer det forsigtig til legemstemperatur, tager det i en sprøjte....

Banting står over den dødsdømte, sukkersyge hund, og snart er den suppe, som er brygget på de degenerede rester af en anden hunds bugspytskirtel, sprøjtet ind i patientens halsåre....

En time går, som var det et minut. Best retter sig fra sin krumbøjede stilling over farvemåleren, hvori han følger den døende hunds blodprocent. "Fred!" siger Best, "sukkeret falder! Det nærmer sig 0,1 nu." Der var ikke stort mere sukker end i en almindelig sund hunds blod....

Men Fred Banting kunne se det fantastiske, som foregik også uden Bests blodsukkerprøver. Denne hund, som ikke engang havde kunnet løfte hovedet for at labbe lidt vand i sin stakkels, sprukne hals, den løftede hovedet nu. Den så på Banting. Den stirrede på ham, mens den rejste sig overende. En time senere stod den op, og i den time mærkede Banting hverken tid eller sted, alt forsvandt for ham i en døs af afsindig lykke. Her var en hund, som så på Banting og logrede med halen i stedet for at ligge død.... nej, den var slet ikke død, den gik omkring, vaklende og slap i det, men den gik!

Og Best farer op og ned ad vindeltrappen uden selv at ane, hvor han sveder, for at få mirakelhundens urin undersøgt i sit laboratorium. Dagen før var deres doser sukkervand gået lige igennem dyret. Nu kan dens legeme bruge sukker igen. Det er ufatteligt! I de næste fem timer er dens urin næsten sukkerfrit - der er fem og halvfjerdsindstyve gange mindre sukker end i de tilsvarende fem timer dagen før. Alene med hunden deroppe i det kvælende hede hummer ser Banting på dyret, og dyret ser på ham og logrer med halen til tak.

Næste dag er hunden død.


Fortsættes i næste indlæg....

VII

Hvor kunne de have ventet, at miraklet skulle vare ved?

De havde jo bare givet dette bugspytskirtelløse dyr en lille stump lånt bugspytskirtel, skåret ud af en anden hund. Og så? Banting så på Best, og det var ikke nemt at skulle sige det. For hvor mange hunde skulle de ofre, hvis de ville holde en eneste sukkersyg hun i live bare en kort tid? Det var komplet uigennemførligt!

Og det var ikke muligt, at denne mirakuløse helbredelse havde været et tilfælde? Var den ægte? Banting så på Best, og de stavrede op ad vindeltrappen igen til lummerheden på kvisten - skøre, synske pionerer. Intet kunne bremse dem. Nej, det var intet tilfælde, nu havde de den 4. august, og igen så de en sikkert dødsdømt sukkersyg hun løfte sit hoved fra de døde, som Lazarus. Men desværre....

Det var det pinlige ved det, det håbløse ved det, og det som gjorde tanken om en fortsættelse komplet afsindig. For det første holdt trolddomsvirkningen sig ikke. Det var kun spøgelsesagtig spas, et spørgsmål om timer, når man bragte en hund tilbage til livet igen. Og for det andet måtte man ustandseli blive ved med at indsprøjte bugspytskirtel-suppe, lavet af andre hundes degenererede bugspytskirtler, hvilket var uigennemførligt.

For at holde en hund i live i tre dage, måtte de dræbe to sunde hunde og bruge al den indskrumpede bugspytskirtel, der var i dem begge. Hvad var så opnået? Intet!

Banting havde ikke sovet i disse tre grufulde døgn. Han prøvede med alt, han indsprøjtede lever, præpareret nøjagtig som bugspytskirtel. Så prøvede han med milten, og det var ikke gået bedre end med leveren, det var lige så værdiløst. Nej, det var underfuldt, sådan som Bantings skøre idè havde vist sig at være genialt klarsyn den aften i oktober forrige år. Men i disse tre dage havde det være afsindig bølgegang i håb og frygt for den døende, sukkersyge hund. Den anden dag, da deres lille beholdning af bugspytskirtel-ekstrakt var ved at slippe op, havde Best og Banting arbejdet som rasemde for at holde trit med døden. Ved midnat, klokken et, to og tre, havde de sprøjtet den ene dosis efter den anden ind i hundens halspulsåre. Den blev stærkere og stærkere. Klokken fire om morgenen, da hanerne begyndt at gale byen vågen, fik den sin sidste dosis - og det sidste de ejede. Klokken syv morgen stirrede Banting og Best med rødrandede øjne på Bests sukkermålinger, som viste, at nu udskilte det gode dyr ikke en dråbe sukker i sin urin....

Ved middagstid næste dag var hunden død.

Forlængst var de ti hunde sluppet op, som Banting havde ment at få brug for. MacLeod var i Europa og havde ikke en anelse om, hvad Banting foretog sig. Han drømte ikke om, at netop da sydede og kogte et af de mest spændende forsøg i hele lægevidenskabens historie - på hans eget institut og under ledelse af en bonde-student og grøn kirurg og en ung mediciner med kun fire års studier bag sig. Banting kunne ikke bede MacLeod om flere hunde. "Men vi fik forresten hunde nok," sagde han bagefter.

Klokken tre om morgenen den 19. august sad Banting alene på kvistkammeret. "Jeg sad der og iagttog symptomernes udvikling, medens hund nr. 92 døde," fortæller han. Hund nr. 92 var deres kæledægge, den løb drit om i laboratoriet, og nu var den ved at dø. Uden bugspytskirtel havde de holdt den sund og levende i otte dage, med lavt sukkerprocent i blodet, næsten intet i urinen, munter var hunden, som om den havde mangen god dag tilbage her i livet. Og nu var den ved at dø. "Jeg elskede den hund," siger Banting.

De havde måttet bruge præparerede bugspytskirtler fra ikke mindre end fem hunde, for at holde den i live i otte dage..... fem hunde måtte de dræbe for at holde denne ene oppe. Var ikke hele tankegangen afsindig, urealistisk, ligefrem massemorderisk? Men hunden havde været sådan en god kammerat. Den sprang op på bordet og lå stille, mens Banting tog blodprøve af den, så Best kunne foretage sin måling af blodsukkeret. Ved at sætte dens liv på spil havde de bevist, at det hjalp ingenting at bruge bugspytskirtler, som ikke først var skrumpet ind og degenerede. Og da hunden vendte tilbage fra den sikre grav efter det eksperiment, førte den beviset for, at bugspytskirtel-ekstrakten var langt mere frelsende og god til sukkerforbrændingen, når den var trukket ud med syre, end når det var gjort med alkaliske stoffer.

Den var vendt tilbage fra gravens rand så mange gange, mirakuløst frelst ved indsprøjtninger af bugspyt-ekstrakten, at Banting var nu ganske overbevist om at have fundet sit frelsende "X". Han var så sikker på det, at han gav sin ekstrakt af det mystiske stof fra de Langerhanske Øers celler et navn - "Isletin".

Det var insulinets første navn og det burde have beholdt det.

Men nu var hund nr. 92 ved at udånde, og der var ikke en dråbe af stoffet tilbage at give den. Han sad i bitre og granskende tanker. Hvorfor mase videre? Det var dyrplageri..... Isletinen eksisterede, den var intet skørt fantasiforster, for den kunne få sukkersyge, dødsdømte dyr til al leve videre. Men stoffet var som en næsten uopnåelig juvel, mere sjælden end noge ædelsten, og der var verden over millioner af sukkersygepatienter, som trængte til det, hundredtusinder, som døde af mangel derpå.....

"Pludselig faldt de mig ind...." siger Banting.

Og næste morgen bedøvede Best en fuldkommen sund hund, hvis bugspytskirtel aldrig var blevet underbundet. Banting udtog og bryggede ekstrakt af et stump ag hundens tyndtarm. De ledte efter "Secretin" - den saft, som udvikles i dyrets indvolde, som optages af blodet og gennem det når frem til bugspytskirtelen, hvor den stimulerer fordøjelsessaft-kirtler til produktion. På en eller anden måde måtte Banting se at få neutraliseret denne fordøjelsessaft, som gjorde hans frelsende Isletin uvirksom. Og gennem samfulde fire timer lå hunden og åndede blidt under bedøvelsen, mens Banting stod bøjet over den og sprøjtede dens egen Sekretin tilbage i den..... indtil Best konstaterede, at nu sivede der ikke den mindste dråbe fordøjelsessaft ud fra kanalen til hundens tømte bugspytskirtel. Hurtigt udtog Banting bugspytskirtelen, frøs den ned og tilberedte ekstrakt af den, ganske som med de indskrumpede bugspytskirtler der er blevet underbundet før udtagning.

Nund nr. 92 ligger i sit bur oppe på kvisten, og lige netop ånder.... Klokken er syv aften. Den er frelst igen. Dens stivnede øjne klarer op, og da Banting åbner døren til buret, springer den op ad sin ubarmhjertig og gode herre, som så ofte dømte den til døden og hver gang - endnu - frelste den igen.

"Aldrig vil jeg kunne glemme min glæde, da jeg åbnede døren til dens bur," siger Banting.

Og dog.... var det andet end uigennemførligt idioti? Man kunne jo ikke blive ved med at tappe bugspytskirtler på levende hunde, kreaturer eller svin ved denne rafinerede operation, så der blev Isletin nok til millioner af lidende syge ud af det. det var ikke andet end et.... videnskabeligt resultat, fint, imponerende, men ganske unyttig. Banting travede videre på sin vej, han håbede.

Og hvorfor ikke håbe? Hund nr. 92 levede så pragtfuld. Det var rekord! Tyve dage havde den nu levet uden bugspytskirtel. Så døde den omsider og Banting var fortvivlelsen nær. Han var alt andet end en kold, vivisekerende videnskabelig hjerne. Han arbejdede ikke med hjernen alene, hans hele sjæl og legeme var med i det, når han tog fat og fik tåbelige indfald og gjorde umulige forsøg, bare for at holde denne hunds livsgnist i live. Atter og atter skete det, at han blev lysvågen klokken tre morgen og forstod, at her var udvej til at klare den aktuelle vanskelighed. Og så for han frem og prøvede det, som om Gud Herren havde givet ham et vældigt skub bagi. Hvem kunne standse ham?


Fortsættes i næste indlæg....

VIII

Nu nåede de november..... og omsider havde Banting det. Det var den triste Ontario-vinter mellem løvfald og snefald, men nu var der ikke ringeste tvivl om, at Banting og Best havde hittet en udvej til at skaffe ubegrænsede mængder af deres frelsende bugspytkirtel-ekstrakt - Isletin.

Mac Leod var kommet tilbage fra Europa, men MacLeod havde travlt med sine egne eksperimenter over anoxæmi (iltmangel), som intet havde med sukkersyge at skaffe. Bantning var subsistensløs, og det samme var Best, og nu så det ud, som om de havde løbet tøjret ud næsten foran målet - og skulle opleve, at al deres møje havde været forgæves. Indtil professor V.E. Henderson kom dem til undsætning og gav Banting et arbejde på sin egen, farmakologiske læreanstalt som docent - sådan, at Banting aldeles ikke skulle holde forelæsninger, han fik bare en smule gage, så han kunne spise sig mæt igen og eksperimentere videre.

Deres eksperimenter fra sommermånederne så meget indviklede og tåbelige ud i November! Nu holdt de alvorligt sukkersyge hunde uden bugspytskirtel i live, dejligt sunde, og på ubestemt tid med Isletin fra ufødte kalve.

Det viste sig at være meget simpelt - hvorfor var Banting ikke straks fundet på det? En nat, da det hele så sort ud, gennembladede han et gammelt videnskabeligt arbejde af forskeren Laguesse, omhandlende bugspytskirtelen hos nyfødte børn. Deres bugspytskirtel var rig på Langerhans Ø-celler, medens de celler, som dannede fordøjelsessafte, kun var i deres vorden.

Natteravnen Banting gravede sig gennem hele beretningen; han havde en mystisk tro på resultatet af det, man studerede sig til i nattens ensomhed. Og naturligvis....

Når det passede om nyfødte børn, så måtte det også passe om nyfødte dyr, og når det gjalt nyfødte dyr, måtte det i særlig grad gælde endnu ufødte dyr, fostre - deres bugspytskirtler måtte der være næsten rent væv af Langerhanske Ø-celler, der producerede Isletin. Banting gik til professor Henderson næste morgen med denne lyse idè. "Men hvorfra vil De få ufødte hundehvalpe?" spurgte Henderson. Også dette var uigennemførligt. De måtte opdrætte hunde og se tiden an.

Men her vidste Banting, bondedrengen, bedre besked. Han vidste, at mange bonder ofte gør køer drægtige for at fede dem op, inden de skal slagtes..... og ved middag næste dag kom Banting og Best hjem fra slagteriet med bugspytskirtler fra ni kalve - tre til fire måneder gamle fostre. Det viste sig at slå blændende til, hvad han havde udspekuleret. De fik en ekstrakt, som slog den høje, farlige sukkerprocent i blodet hos den første hund, de eksperimenterede på, ned som et lyn. Nu lod det til, at deres genvordigheder var overstået. Det så ud, som om han var snublet over en guldmine af Isletin, og ideerne brusede i hans hjerne.

De behøvede ikke at bruge kalvefostrene alene, da det viste sig, at de kunne få store bugspytskirtler frisk fra nyslagtet, udvokset kvæg og deraf uddrage det kostelige Isletin, blot de brugte de simple kneb at uddrage stoffet med syretilsat alkohol i stedet for saltvand. Syretilsat alkohol neutraliserede de fordøjelsessafter, som ødelagte Isletinen og udskilte samtidigt den magiske Isletin, færdig til brug. Det var næsten for nemt! Hvorfor skal forskere altid famle blindede rundt i junglen, frem og - især - tilbage? Men Boss Kettering siger som bekendt: "Alle problemere er simple - når de først er løst."

Man nåede januar 1922, og den sort- og hvidplettede hunhund, nr. 33, som havde en kende collie i sig, havde levet i halvfjerds dage, skønt den manglede helt sin bugspytskirtel.... for tres dage siden burde den være afgået ved døden....

Hvorfor havde Banting ikke straks fundet på at neutralisere fordøjelsessafterne med syretilsat alkohol? Kettering siger også: "Intet er så dunkelt, som det indlysende."

I januar 1922 havde denne, let cillie-blandede hun, hvis sukkersyge var total, levet syv gange så længe, som den havde fjerneste videnskabelige ret til.

Fortsættes i næste indlæg....

IX

Joe Gilchrist havde taget sin medicinske embedseksamen sammen med Banting og også før den tid, da de var små drenge i korte bukser i det nordlige Ontario, havde Bantings og Gilchrists gerne spist middag sammen på den kanadiske nationaldag. Under krigen var Joe pludselig blevet angrebet af sukkersyge. Fem år igennem var han nu blevet tyndere og tyndere, næsten altid med høj sukkerprocent i urinen, mens den frygtede lugt af acetone blev stærkere og stærkere i hans ånde.

Gilchrist var læge, han vidste, hvad det betød at få sukkersyge i hans alder. Han var af muntert sindelag, men sygdommen gjorde ham gradvis indesluttet og håbløs. Han slæbte sig rundt på sine sygebesøg i Toronto, hvor han kæmpede for at bygge en lille praksis op og desuden måtte han underholde sin moder. Han sjokkede afsted på spadsereture for at prøve at lokke det syge legeme til at forbrænde sukkeret og holde de giftige syrestoffer nede. Han overholdt dr. Allens forfærdelige sultdiæt, som var det eneste, det spinkle, det næsten forgæves håb for unge sukkersygepatienter. Diæten tillod næppe så meget mad, at et barn kunne leve deraf. Den holdt ham i live, men den lod ham ikke leve livet. Og i det efterår stødte han på Banting igen.

"Det ser ud, som om jeg inden ret længe kan hjælpe dig, Joe," sagde Banting.

Så blev det oktober, og influenzaen fik fat i Gilchrist, en af disse skrappe infektioner, som alle sukkersyge frygter. Den hærgede ham, så han ikke kunne spise 100 gram kulhydrat om dagen uden at få sukker i urinen; han hang ved livet med øjenvipperne, men arbejde kunne han ikke, og han vidste, at hvis han lod stå til ved bare et, måske to måltider, ville sukkersyge-komaens bevidstløshed gribe ham og slå ham ud. Hvis han faldt fladt for fristelsen til, bare en lille smule, at tilfredsstille den sult, som nagede og gnavede i ham, ramtes han af koma, og så var han næsten med sikkerhed færdig.

Men var det ikke at foretrække? Var det ikke nok så praktisk, bare at glide ud af tilværelsen, bevidstløs, uden selv at mærke det?

Gilchrist tog sig sammen, skønt ingen kunne have bebrejdet ham det, hvis han havde givet op. Hvem kan bebrejde ham, at han ikke satte synnerlig lid til Fred Banting? Han kendte Banting som en træg slider, uden megen gnist. Og Banting var ikke andet for Gilchrist end en gammel skolekammerat, som han havde leget med og kendte så godt fra drengeårene, at der skulle meget til, for at han kunne imponere ham.

Banting havde allerede taget springet fra hunde til mennesker, først og fremmest havde han givet sig selv en Isletin-indsprøjtning, så havde kammeraten Charlie Best fået en for at bevise, at dette stof, som frelste hunde, ikke gjorde mennesker fortræd. Senere fik nogle, meget alvorligt angrebne sukkersygepatienter på Toronto Kommunehospital indsprøjtninger af det nye "X", og der opstod straks fantastiske rygter. Envidere var Banting rejst til New Haven i Connecticut og havde holdt et foredrag på en lærd medicinerkongres på Yale Universitetet. Heri fortalte han om det sæsomme stof og de mirakuløse virkninger, det havde på sukkersyge hunde. Det siges, at han stammede, at han fik knapt tilkendt tid til at tale - der var jo så mange andre, vigtige videnskabelige undersøgelser at fremlægge den dag. - Men der var rygter ude blandt læger, og også almindelige lægfolk begyndte at snakke.

Den 11. februar 1922 kom Gilchrist til laboratoriet hos Banting og Best. Nu er han deres forsøgsdyr, og der er ikke stort flere kræfter i ham end i de hunde, som de udtagede bugspytskirtler fra. Kan den nye Isletin bringe Joes organisme til at forbrænde sukkeret? De gav ham 30 gram ren druesukker, de lod ham ånde så dybt, som hans næsten udtømte kræfter tillod det, ind i Douglas-posen.

Vil hans organisme forbrænde noget som helst af det sukker, de lige havde givet ham? I stedet for at opæde sig selv, fortære sine egne fedtstoffer og proteiner? "Sker ikke noget," sagde Best og så på måleren, "den respiratoriske kvotient er 0,7."

Gilchrist har det frem for hundene, at han forstår, hvad de barske tal og ord betyder, lige så godt som Banting og Best forstår det. Og nu giver de ham en hurtig indsprøjtning af Isletin.

De satte sig til at vente. Nu og da åndede Gilchrist ind i posen, for at Best kunne måle forholdet mellem den ilt, han har indåndet, og den kulsyre han udånder.... en time går, to timer, der sker intet. Kulsyremængden stiger ikke. Joe forbrænder ikke det sukker, de havde givet ham ind.

Banting tabte pludselig humøret. Uden rigtig at turde se på Joe tog han bort for at nå et tog hjem til sine forældre. Vrøvl det hele. Den gamle, brutale historie om igen - hvad der virker på en hund, er uden virkning på et menneske....

Banting tog lidt for tidligt derfra. best overtalte Joe til at blive. "Lad os prøve endnu en gan," sagde Best. Og nu kunne Gilchrist mærkværdigvis ånde langt bedre ind i posen, friere og lettere. Han følte igen, han havde lunger, og han længtes efter at puste rigtig ud, som man puster, når man har købt en ballon på markedet. Han sagde: "Hvad er det, den indsprøjtning har gjort ved mig, Charlie?"

Og ganske pludselig var han for første gang i mange måneder klar i hovedet igen, den forbandede dødvægt gled af hans lemmer. Han for hjem, han ringede Banting op i det fjerne, han fik fat i hans familie og bad dem sige ham, hvad der var sket, når han kom. Han spiste aftensmad, rigtig menneskemad for første gang i mange år. Og efter måltidet gik han en tur med to små fætre. "Det glemmer jeg aldrig," siger Gilchrist, "det glemmer jeg aldrig i mine dage....."

"Alle stirrede på mig, Der gik jeg og satte et grin op, som nåede fra det ene øre til det andet. jeg skridtede ordentlig ud, jeg slæbte mine små fætre efter mig, og jeg morede mig kongeligt....alle vendte sig om og stirrede efter os. Det var, ligesom jeg trådte på ludft. Sådan havde jeg ikke haft det i de sidste fem år."

Næste morgen slæbte han igen fødderne efter sig. Lige meget, han kunne jo få en frisk indsprøjtning af Isletin.

Det kunne han ikke. Banting og Best havde ikke mere.

Fortsættes i næste indlæg....

X

Det var strenge dage for Banting, skønt man skulle tro, at nu måtte det endelig gå glat for ham. Det var gået op for professor MacLeod, at den unge mand med den skøre idè havde afstedkommet et resultat, som de største videnskabsmænd forgæves havde arbejdet henimod. Og Macleod var naturligvis stolt af, at han havde givet Banting de ti første hunde og en assistent i otte uger. Han lod sine egne anoxæmi-undersøgelser hvile. I sluttet trop med sine assistenter gik macLeod i arbejde med bantings Og Bests frelsende Isletin, og først og fremmest forlangte Macleod, at navnet skulle forandres til Insulin - det var finere latin eller noget i den retning. MacLeod og hans assistenter gik i arbejde med frygtindgydende energi - de satte prik over I`erne i opdagelsen, som Banting og Best havde gjort, primitvt og effektivt. MacLeod tog fat på at lave rigtig videnskab ud af det....

Men Banting kunne ikke interessere sig for slige detailler. Hvad der nu optog ham, det var forsøgene på at frelse dødsenssyge mennesker, som kom strømmende til Toronto, på det yderste, hvilende på bårer, tiggende ham om Isletin. Hans fremstammede lille tale for de højlærde herrer læger ved Yale Universitet havde skabt rygter, som skabte folkevandring. Det var drøjt at måtte sige til en moder, som tiggende pegede på sin udmagrede, sløve, tørhudede, tyndhårede lille pige.... "Jeg er forfærdelig ked af det, men desværre....."

Alt var en forvirring nu. Alle ville arbejde med Insulin. Dr. Collip, som havde taget orlov fra Alberta Universitet, var kommet, og Banting havde vist ham, hvordan de uddrog stoffet af bugspytskirtler med en tynd alkoholopløsning og derpå rensede det med koncentreret alkohol. Collip gik i enrum og mente, at han kunne fremstille Insulin i så ren form, at det ikke var farligt for mennesker. Og Gud skal vide, at der var brug for store mængder nu, da døende mennesker kom alle vegne fra - bare for at opdage, at de igen havde grebet efter et halmstrå.

MacLeod satte Collip i gang med at lave Insulin i store mængder. Banting og Best var i denne periode en smule tilovers i den almindelig forvirring. Den stakkels Collip - hans resultater var fine i reagensglasset, emn de duede ikke på medicinalfabrikken. Og Banting havde det ikke godt. Han var uden arbejde. Han var fattig og forgældet. Syge mennesker rejste fra Toronto, slået ned af den bitreste skuffelse. Stakkels Joe Gilchrist havde meget svært ved at blive hængende ved livet....

Professor Macleod arriverede nu frem for Almindelig Lægeforening, den mest ophøjede lægevidenskabelige organisation i Amerika - så videnskabelig, at man, uden at gå for vidt, kaldte den skidtvigtig. Professor Macleod kom med store nyheder.

Woodyatt fra Chicago sagde: "Jeg foreslår, at Foreningen vedtager en udtalelse, hvori den takker dr. MacLeod og hans hjælpere for denne bedrift, og at vi gør det ved alle at rejse os."

"Vi enes alle om at lykønske dr. MacLeod og hans medarbejdere til dette mirakuløse resultat," sagde Allen, den mest berømte af alle sukkersyge-eksperterne. Det var Allen, der fuldkommengjorde dr. Guelpas sultekur. han havde på Rockefeller Instituttet ved forsøg på hunde vist, at Guelpa havde ret. med ubegrænsede mængder af hunde og i verdens fineste laboratorium, hvor det intet betyder, om man på en uge knuser så meget glas, som gik i løbet for Banting under samtlige eksperimenter, havde Allen bevist kun, at sukkersygepatienter kan leve lidt længere ved at sulte sig.

Det var mandigt af Allen at gratulere MacLeod. Allen havde selv nedsat blodsukkermængden ved bugspytskirtel-ekstrakter. "Men den indlysende årsag til, at der intet kom ud af mine eksperimenter, var det store giftindhold i præparaterne, så de gjorde dyrene mere skade end gavn," indrømmede Allen.

"På medarbejderes og egne vegne bringer jeg Foreningen min bedste tak," svarede MacLeod.

Imens var Banting og Best ved at gå fra det af mangel på Insulin. Joe Gilchrist anede ikke hvor længe han kunne hænge ved livet endnu. Lidende mennesker slæbte sig hjem igen for at dø. Nu viste best hvilken sand hjælp han var for Banting. Ledelsen af Connaught Laboratorierne gav Banting og Best penge til hunde, kaniner, kemikalier og til at købe ubegrænsede mængder af bugspytskirtler for. De tog fat igen med deres gamle lidenskab for at tage fat, hvor Collip var strandet på skærene.

"Jeg var Freds og Charlies menneskelige forsøgskanin, jeg var deres allerfineste kanin," sagde Joe Gilchrist. Mu blev hver eneste ny fabrikation af Insulinet, som langsomt blev mindre giftigt og stærkere, først prøvet på Gilchrist. Best var ved at få færten af den rigtige metode på Connaught Laboratorierne.

Det var en kilden trafik. I januar havde Collip opdaget, at Insulinet var et tveægget sværd, og han hittede på en snar og dygtig måde, hvorpå dets farlighed kunne måles. Han indsprøjtede det i sunde kaniner, og det var karakteristisk at se, hvordan det brændte sukker ud af dyrenes blod. Og når deres blodsukker var helt nede, kom de i koma-tilstand og døde. Det kunne beregnes med fuldkommen nøjagtighed, og denne prøve viste sig at være den sikreste måde, når hver ny fabrikation Insulin skulle måles. Gilchrist var den menneskelige forsøgskanin ved disse eksperimenter.

Og nu prøvede Banting og Golchrist Insulinet som den sande mirakelkur på Veteranhospitalet for soldater fra Verdenskrigen i Christie Street i Toronto. De gav det kun til de mest håbløst syge canadiske veteraner, og disse gutter sloges nu sammenbidt med døden, og kaldte ikke Joe Gilchrist for doktor, de kaldte ham kaptajn.

En dag gav han sig selv en indsprøjtning af en ny fabrikation. Joe begyndte at svede, skønt der var svalt i stuen. Knæene slog sludder under ham. Han kunne ikke huske, hvad det var, han foretog sig. Hjernen kunne ikke finde de ord, den skulle bruge. Han var bange. Han siger, han følte sig akkurat som en af de stakkels kaniner, der havde fået en overdosis og så for skræmt og forvirret omkring, og ramlede mod borde og bænke.

Joe reddede sit eget liv, takket være professor Hendersons simple kneb - ved at indtage en hurtig dosis druesukker. Henderson havde lært Banting, at en smule sukke kunne hæve det alt for lave sukkerindhold hos kaninerne og bogstaveligt hale dem op ad graven.

Joe og hans gutter på Veteranhospitalet var ikke andet end en stor sværm af forsøgskaniner de dage i maj og juni 1922, da Insulinet endnu var promitivt og farligt. Deres arme, ben og lår blev hærgede af bylder fra indsprøjtningerne, og de var så fulde af ar, at man efterhånden havde svært ved at finde et sted at anbringe sprøjten. Men de levede. De sultede ikke længere. Styrken vendte tilbage til disse gamle soldater, som var blevet sølle lemmer under regeringens forsorg.

"Vi har det storartet til morgen, kaptajn," sagde de til Joe.

Arbejde, chancen for at tjene til føden, blive mandfolk igen - alt det havde de lov til at tænke på igen. Og de lo bare og var ligeglade med de forfærdende, svidende smerter, som fulgte på indsprøjtning af Insulinet i begyndelsen, mens Best syslede og eksperimenterede og gjorde stoffet sikrere og mindre smertebringende.

"Vi var hverken martyrer eller helte, langt fra," sagde Joe Gilchrist, "vi vidste alle sammen, at vi gik for døden. Når man har det sådan, så går man med på den værste." Af denne arrede og mishandlede klynge menneske-kaniner fra året 1922 på Christie Street Hospitalet i Toronto, er enkelte døde af andre årsager - men ikke en eneste er død af sukkersyge!

Det var af en egen, makaber stemning, da jeg for ikke så længe siden sad en sen nattetime og sludrede med den sunde Joe Gilchrist. Ni år tidligere, i Bantings drøje sommer 1921, havde Joe været en sæk knogler, udsultet. Han burde være død senest i 1922. Og her sad han, en energisk og frisk læge i en stor praksis, og han lo, for han vidste, at han havde al chance for at leve lige så længe, som enhver anden..... bare han hver dag tog sine små indsprøjtninger af Bantings "X". - Det var som at tale med en mand, der var kommet tilbage fra graven.

Fortsættes i næste indlæg....

XI

I maj 1922 var der næppe gået et år, siden Banting og Best foretog deres første, famlende eksperimenter. Nu tog Banting, Gilchrist, Campbell, Fletcher og andre læger i Toronto arbejdet op, og de næsten genopvækkede folk fra de døde med kraftigt Insulin, som Best trællede dag og nat for at fremstille. Indtil da var mere end 60% af alle sukkesyge patienter død i koma. Praktisk talt alle sukkersyge børn døde i denne bevidstløshed, der sneg sig ind over dem fra den opsamlede syre i deres blod, som skabtes, når fedtstofferne ikke kunne forbrændes rigtigt.

Nu gentog historien om den berømte hund nr. 92 sig med disse børn - den fuldkommen usandsynlige historie.

Der kom mennesker, som daglig mistede 2000 kalorier med urin, i form af sukker og syre. De kom gispende efter luft, forpustede, hungrige efter føde - der løb igennem dem igen, når de spiste. De var tørstige, og de kunne ikke holde det flydende i sig, som man gav dem. De frøs. Deres hærgede bugspytskirtler kunne ikke længere forvandle deres mat til animalsk stivelse, som deres lever og muskler kunne bruge, omsætte til sukker, forbrænde som energi. Og derfor opåd disse arme mennesker deres egen krop indefra i en forfærdende auto-kanibalisme. Deres øjne var bløde som vandmænd. Deres hud var tør som pergament. Deres muskler smeltede bort for øjnene af dem. Og til sidst bevidstløsheden - den barmhjertig koma-tilstand, som var døden - sænkede sig over dem. Fra denne koma-tilstand var indtil maj 1922, så at sige ingen sukkersygepatient vendt tilbage for at fortælle sin historie....

Indtil Insulinet kom, og Banting og hans hjælpere tog fat. Så vibrerede øjenlågene, og stemmen mumlede: "Hvor er jeg...." - Banting og hans hjælpere reddede otte af de første tolv tilfælde af sukkersyge-koma, ikke blot så de levede, men så de genvandt styrke og sundhed!

Et af de mest fantastiske midler i hele kampen mod døden -! Den sidste, desperate fase af sygdommen bliver næsten lige så let at behandle, som sygdommens begyndelse.

I vore dage (1932) behøver ingen sukkersygepatient dø i koma. I 1927 havde dr. Joslin i Boston 1241 patienter med sukkersyge, og 43 døde, men ingen af koma.

Også i anden henseende var Bantings Insulin vendt op og ned på sukkersygens skånsesløse forløb. Før Banting var børnene altid dødsdømte. Jo ældre en sukkersyg var, des større chancer havde man. Nu er dette vendt om, så det følger livets mere naturlige love. Nu er der inden for menneskelivets naturlige begrænsning ingen grænse for, hvor længe et sukkersygt barn kan leve, siger Joslin.

Når patienter stadig dør i koma, er det ikke Bantings skyld. Det er de uduelige lægers. Joslin siger: "Jeg tror, de dørlige læger har ansvaret for flere dødsfald end nogen anden årsag."

Med god lægehjælp dør forl overhovedet ikke af sukkersyge mere. Det er de gamle menneskers fjende - åreforkalkningen, som dræber dem. Joslin tror, at sukkersygen - takket være Banting - ligefrem er blevet forvandlet til en god sygdom, der kan bidrage til at opklare mysteriet omkring årenes forkalkning hos alle mennesker. Ikke kun de sukkersyges.

Sukkersyge begynder med overskud af fedtstof, og sukkersygepatienter kan dø af et overskud af fedtstof - fordi alt for meget fedt i maden samler sig i blodet og får indpas i arterierne. Det er en idè Joslin har fået.

Hvis Joslin kan forebygge, at sukkersygepatienter dør af åreforkalkning - ved en fedtfattig diæt, hvad kan vi andre så lære deraf, som ikke har sukkersyge, men også trues af denne alderdommens største fare?

Det er perspektivet i Fred bantings ensomme og stædige eksperimenter. Sukkersygepatienter, som holdes raske ved hjælp af Insulin og den rigtige diæt, kan måske lære os alle, hvordan livet kan forlænges. Banting havde sikkert sat sit træge bondesmil op, hvis man i de første, strenge dage havde fortalt ham, at det "X", han jagede, en skønne dag ville forlænge Joslins patienters levealder, sa de gennemsnit levede ti år længere end almindelige borgere i Massachusetts.....

Insulinet er naturligvis ingen helbredelsesmetode, eftersom de sukkersyge må blive ved med at tage det, afstemt efter det rigtige kvantum føde. Men mange kan nøjes med mindre og mindre doser, og det ser ud til, som om præparatet ved at aflaste den syge bugspytskirtel giver dette organ mulighed for at regenerere.

"Indsprøjtninger af Insulin generer et spædbarn mindre end et større barn, og et barn mindre end en voksen.," siger Joslin. De skulle se, hvordan et lille ti års pigebarn, en af Joslins patienter, kan smile, når hun selv fører nålen under sin hud....

Minderne fører mig tilbage til min fader, den sidste tid han levede; han skulle snart dø, og fårekyllingerne sang deres muntre lyt-lyt-lyt ganske som nu, denne morgen i maj, mens jeg skriver. Han havde så sandt intet haft imod at tage to indsprøjtninger Insulin daglig....

Og med de tanker sidder jeg over for den ærlige, enfoldige Fred Banting, der ligner en bonde langt mere end en selvglad videnskabsmand. Joslin har udtrykt det således, at Banting har givet svaret på Herrens forfærderlige spørgsmål til Ezekiel:

"Sålunde siger Herren til disse ben: Se, jeg vil lade ånde komme ind i eder, at I kan blive levende; og jeg vil lægge sener over eder og skaffe kød på+ eder og drage hud over eder og sende min ånd ind i jer, at I kan blive levende og erkende, at jeg er Herren....

.... og Herren kom i dem, og de blev levende og rejste sig op på deres fødder, en vældig stor skare."

Tanken om de hundredtusinder, som Fred Banting har frelst, dulmer min smerte, ved at han fødtes lidt for sent til at give min far vejr og liv tilbage.

For ikke så længe siden havde jeg den ære at tilbringe en aften i selskab med ekstrafine, videnskabelige medicinere, som bleb løsslupne og sludrede om deres videnskab.

To af dem satte det lille, arrogante lægesmil op, da Fred Banting blev nævnt.... det kan være, at jeg var så opfyldt af hans indsats, at jeg omtalte ham med nogen følelse.

De sagde, at det var ikke specielt Banting, der havde gjort opdagelsen, og da jeg satte dem til vægs med sagens kendsgerninger, som jeg kendte, svarede de.... Nå, ja, selv om opdagelsen virkelig er Bantings, så har han været heldig, og han kan aldrig gøre tilsvarende mere.

Har nogen anden udsigt til det?


Slut....

Fra Bibliotekaren.....

Dette er så sandelig en gribende læsning.... i en grad, man kun kan beklage - mangler i vore dage, idet så meget nyttig viden er forsvundet i det hav af ukloge fravalg vore bogudgivere har foretaget i løbet af de sidste 30-40 år, og hvor et kæmpe antal af gode bøger ikke længere trykkes i Danmark, mens de er fortsat til at få fat i - i det store udland, hvor gode bøger vedbliver man med at udsende med stadig flere oplag.... Det er bare SÅ trist!


Jeg tror, at hvis alle sukkersygepatienter (i dette tilfælde) havde fået en chance til at se bag om Insulinets Historie - havde færre negligeret deres sygdom og forstået betydningen af, at mennesker før dem havde slidt for at finde en kur og en hjælp også til alle dem, der kom efter at de selv er forlængst borte - og som det fremgår af ovenstående - også glemte!


Når man så ser listen over Nobelpristagere - ja, da tror man, at i det mindste disse mennesker, der havde modtaget denne store pris for deres arbejde - er ikke glemte.


Wrooong! Hvem husker slideren Charlie Best i dag? Han blev jo ikke omfattet af Nobelprisen for opdagelsen af Insulin sammen med Banting? Vel? I stedet blev uærlighedens rekordindehaver - professor MacLeod medtaget som medmodtager af Nobelprisen, selv om han hverken havde en overvældende tiltro endsige respekt for Banting og Bantings skøre idè. Jo, han havde svunget sig op til at bevilge 10 hunde og en assisten i otte uger, men ellers gik både Banting og Best for lud og koldt vand i all den tid, der kom efter de otte uger, og havde det ikke været for professor Henderson, der gav Banting et proforma-job, for at holde sulten fra døren - er det ikke sikkert, at arbejdet kunne fuldføres.... Havde det ikke været for Connaught Laboratorier og deres risikovillige støtte til Banting og Best - er det ikke sikkert, at man kunne så hurtigt komme til at masseproducere Insulin, der blev redningen for hundredtusinder af mennesker....


Og alligevel blev det parasitten Macleod, der stod foran Nobel-Præsidium og modtog en pris og æren for et arbejde, andre havde slidt for.... Gad vide, hvad blev der af Charlie Best? Fik han nogensinde chance til at fuldføre sit eget lægestudie? Hvis jeg finder ud af det - vil jeg skrive det her....


Når man så tænker på en opfindelse af et lægemiddel - tænker man kun sjældent på, at den slags slår faktisk meget større cirkler i verdens skæbne end man umiddelbart kan overskue....


De sukkersyge, hvis liv Banting reddede dengang i 1920-erne.... de har fået et liv foræret en gang til og derfor kunne udrette en del for dem selv, for deres egne og for.... os andre.... Dette ville ikke være muligt, hvis de var døde af (f.eks.) en sukkersyge-koma i en tidlig alder og før de nåede så langt, som til at udrette noget i deres liv for eftertiden, også for vores tid...


Sådan en person var, blandt mange andre - George R. Minot.


"Hvis Bantings Insulin ikke havde holdt liv i Minot, havde han næppe levet så længe, at han nåede at praktisere sin idè med at fodre mennesker - dødsdømte af den Perniciøse Anæmi - med lever. Efter at der kom en kur mod sukkersyge - fandtes der i året 1925 ingen mere dødbringende sygdom end denne uhyggelige udtynden af blodet, den dødbringende blegsot.

Hvis man fik at vide, at man havde perniciøs Anæmi, kunne man lige så godt belave sig på at købe et gravsted og sætte penge af til sin ligbrænding på sit budget. Døsdommen var underskrevet, og benådningen fandtes ikke."


Ovenstående er et citat af tredje afsnit fra bogen: "DØDENS BANEMÆND" oversat i 1935 efter "MAN AGAINST DEATH" - skrevet af Paul de Kruif .... som man kan se, findes der ingen dansk omtale af Paul de Kruif og ej heller nye udgivelser af han bøger.... Den sidste bog af ham, der er udgivet i Danmark er "Mikrobejægerne", Gyldendals Tranebøger 1966 og..... så intet mere. I modsætning til resten af verden.... Meget nedslående.... meget...


Hvis man har nu fået lidt smag for Paul de Kruifs samtidsbilleder af lægevidenskabens vorden og historie - sikkert mere end samtlige læger overhovedet kender til i dag.... skal man den tunge gang til enten at skaffe bøgerne fra udlandet på originalsproget, eller - søge på Biblioteket.dk eller på Antikvariat.net (se links i min signature), hvor man fortsat kan finde de gamle udgaver fra trediverne, der dog kræver lidt tilvænning, idet de er trykt på en ældre dansk, med masser af "overflødige" store og dobbelte bogstaver... Denne omstilling går hurtigere end man tror.... og beløningen bliver en spændende oplevelse af en rejse tilbage i tiden, til kilderne af de midler og metoder, der fortsat den dag i dag redder liv og giver liv.... skrevet på et levende sprog og spændende, som den bedste skønlitterær roman, og så handler det endda om vores egen virkelighed....


Hvor mange af os ville slet ikke blive født, hvis disse mennesker Paul de Kruif skriver om - ikke fandtes? Netop på det tidspunkt de fandtes.


Paul de Kruifs sidste bog blev "The Sweeping Wind" .... en selvbiografi han udgav i år 1962. 9 år før han døde fra os i år 1971.....


Det er et stort tab, at ingen her i Skandinavien havde fået den lyse idè at oversætte og udgive denne bog, der sammen med de øvrige, der ej heller findes i nye udgivelser - ville kunne medvirke til at bryde ned, den evindelige, middelmådige lægers arrogance, der hvert år koster tusinder af mennesker livet og førlighed, som følge af lægefejl og lægernes ulyst til vedblivende at opdatere deres viden.... Et stort tab....


Jeg håber, at det lykkedes mig hermed at lokke nogle af dem, der læser med her - til at grave lidt dybere og finde frem til de gamle bøger igen... og så fortælle videre til børnene og børnebørn om de mennesker, der mod alle odds og kæmpende mod deres egen samtids uvidenhed - fandt frem til midler og metoder til at redde livet for vores fortidens slægtninge, så vi kunne fødes og leve og holde af hinanden. :smi054

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af Bibliotekaren

Når man så ser listen over Nobelpristagere - ja, da tror man, at i det mindste disse mennesker, der havde modtaget denne store pris for deres arbejde - er ikke glemte.

Wrooong! Hvem husker slideren Charlie Best i dag? Han blev jo ikke omfattet af Nobelprisen for opdagelsen af Insulin sammen med Banting? Vel? I stedet blev uærlighedens rekordindehaver - professor MacLeod medtaget som medmodtager af Nobelprisen, selv om han hverken havde en overvældende tiltro endsige respekt for Banting og Bantings skøre idè.

Jo, han havde svunget sig op til at bevilge 10 hunde og en assisten i otte uger, men ellers gik både Banting og Best for lud og koldt vand i all den tid, der kom efter de otte uger, og havde det ikke været for professor Henderson, der gav Banting et proforma-job, for at holde sulten fra døren - er det ikke sikkert, at arbejdet kunne fuldføres.... Havde det ikke været for Connaught Laboratorier og deres risikovillige støtte til Banting og Best - er det ikke sikkert, at man kunne så hurtigt komme til at masseproducere Insulin, der blev redningen for hundredtusinder af mennesker....

Og alligevel blev det parasitten Macleod, der stod foran Nobel-Præsidium og modtog en pris og æren for et arbejde, andre havde slidt for....

---

Ja da... på Syddansk Universitet - Det Naturvidenskabelige Fakultets hjemmeside ligger der, bl.a. et Dokument (lad være med at klikke på, medmindre det er o.k. at det downloades) hvor overskriften lyder således:

John James Richard Macleod og Frederik G. Banting
Opdagere af insulinen

Jeah... right!! Ikke alene er "tyven" MacLeod nævnt. Han er også nævnt med sit fulde navn og på FØRSTE pladsen.... Mens Banting, der er den slidende opdager er anbragt på anden pladsen og Best.... Hmm... han findes jo nævnt beskedent to steder i denne fine præsentation og ingen undrer sig, hvorfor han ikke har modtaget sin andel af denne fornemme Nobelpris.....

Ellers omtaler "dokumentet" begivenheden således: "John James Richard Macleod og Frederik G. Banting gjorde i 1922 en banebrydende opdagelse. De opdagede insulinen, der i dag redder mange liv i behandlingen af diabetikere." Ikke et ord om Best som værende en ligeværdig nøgleperson på projektet.

Egentlig så sølle beskedent med dette "dokument", hvis det er det hele et Universitet kan tilbyde sine studerende af den historiske viden bag en enorm medicinsk landvinding.... Sølle!

Hmm... det næste er så en lille bog om Banting , skrevet af Preben Hartmann-Petersen og udgivet på Polyteknisk Forlag i 2004 i serien: Ideernes Bagmænd....

Bogens titel er Banting, Best og Insulinet og det ser afgjort ud til, at forfatteren dykkede dybere ned i "sagens" kendsgerninger, når MacLeods rolle i opdagelsen skulle beskrives.... Hatten af for Preben Hartmann-Petersen for det.

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af Bibliotekaren

Hmm... det næste er så en lille bog om Banting , skrevet af Preben Hartmann-Petersen og udgivet på Polyteknisk Forlag i 2004 i serien: Ideernes Bagmænd....

Bogens titel er Banting, Best og Insulinet og det ser afgjort ud til, at forfatteren dykkede dybere ned i "sagens" kendsgerninger, når MacLeods rolle i opdagelsen skulle beskrives.... Hatten af for Preben Hartmann-Petersen for det.

---

Zuzan skrev så fin en kommentar et andet sted her på sitet, at den nu skal også med her glad1

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af Zuzan

Bibliotekaren skrev:

Citer:

---

Gad vide, hvad blev der af Charlie Best? Fik han nogensinde chance til at fuldføre sit eget lægestudie?

---

Og senere skrev bibliotekaren også noget om, at Best ikke nævnes, kun Banting og McLeod.

Jeg har haft diabetes type 1 på tæt hold og har bl.a. været med på Niels Steensens Hospital (for en del år siden). Jeg troede, at danskere var meget mere involveret i insulinets opdagelse... indtil jeg læste denne utroligt fængslende og fantastisk indlevende beskrivelse af mennesket bag opdagelsen og processen under opdagelsen af insulin.

Min nysgerrighed fik mig til at google og så fandt jeg det her, som faktisk OGSÅ lyder til at have været en spændende person fra fortiden.

Det er en historie om, hvordan man arbejdede videre i Danmark på baggrund af Bantings opdagelse.

Men læs her, hvad jeg fandt:

Citer:

---

Af særlig medicinsk betydning fik August Kroghs opfindelse af et uhyre driftsikkert og pålideligt apparat til bestemmelse af menneskets basalstofskifte.

Marie Krogh fik i begyndelsen af tyverne sukkersyge, men holdt det til sin død hemmeligt. Det var bl.a. gennem hendes behandling, at kontakten skabtes til Dr. H.C. Hagedorn på Rigshospitalet. Denne havde markeret sig som ung læge i Brande ved sammen med den lokale farmaceut at udvikle en pålidelig metode til sukkerbestemmelse i små blodmængder, den indtil stiks-metoderne i tresserne anvendte Hagedorn-Norman Jensen metode. Da August og Marie Krogh i 1922 befandt sig på en forelæsningsrejse i USA efter Nobelpristildelingen bragte pressen dagligt nyt fra Toronto om det store gennembrud i diabetesbehandlingen: Banting, Best og Macleod havde isoleret et aktiv hormon fra dyrs bugspytkirtler. Insulinet stod nu foran anvendelse til patientbehandlingen. Efter korrespondance med instituttets leder Macleod inviteredes parret til Toronto, hvorfra de hjembragte tilladelsen til at indlede en produktion af insulin til Skandinavien. Samarbejdet mellem Krogh, Hagedorn og ejeren af Løvens Kemiske Fabrik, apoteker August Kongsted, danner grundlaget for det største tiltag nogensinde i dansk lægemiddeludvikling og -produktion, Nordisk Insulinlaboratorium siden fusioneret i Novo Nordisk. Under hele udbygningen af Nordisk Insulin sad Krogh i fondens bestyrelse som formand 1926-31. Han har altså også bidraget til at opbygge Danmarks position inden for den farmaceutiske industri.

Det er gennem samarbejdet med Hagedorn, at August Kroghs interesse for den danske videnskabsmand Niels Stensen (1638-1686), resulterede i, at vi i dag har et Steno Diabetes Center. Centret, som ved oprettelsen i 1932 hed Niels Steensens Hospital, er opkaldt i respekt for en stor pionerforskerindsats, idet sukkersyge som sådan og langt mindre hormoner var beskrevet på Stensens tid. August Kroghs sidste publikation før hans død, omhandler Niels Stensen. Det er en kort forskerbiografi. Der er interessante lighedstræk i målrettethed, i kompromisløshed, i intensitet, i fingernemhed, i omhu og i finesse for det sproglige udtryk på fremmede sprog og til dels i videnskabsmetode mellem de to ubestridt største danske personligheder i biologisk forskning, hvor forskellige de end måtte fremstå i trosspørgsmålet.

Læs mere.....

---

Da hans kone dør UNDER besættelsen, har hun måske været "heldig" at være på rette tid og sted, så hun fik insulin.

Måske også det har styrket Kroghs indsats på området, at netop hans egen kone havde diabetes. Men det melder historien intet om.

Men som det står, så er Best nævnt... endda FØR McLeod.

De er nævnt i den rette rækkefølge, selvom det kan diskuteres, om McLeod har bidraget med noget særligt. Og hvad blev der af Best?

Jo, ved søgning på google - banting - kom bl.a. følgende:

Citer:

---

Banting, Best og insulinet. Af Preben Hartmann-Petersen. 93 sider, 13 x 21 cm. Ill: 4 fotos, 3 tegninger og figurer. Pris kr 128,00. [Udgivet 14/11 2004]
(Serie: Ideernes Bagmænd 15)

En medicinhistorisk gennemgang af insulinets historie.
Insulin er det stof, som diabetikere (sukkersyge) af en eller anden grund kun danner i ringe mængde evt. slet ikke. Ubehandlet giver dette en lang række symptomer, og uden behandling vil sygdommen før eller senere ende i diabetisk koma med bevidstløshed og død til følge. Alvorlige insulnkrævende tilfælde af diabetes ses navnlig hos unge. En mildere form for diabetes er 'gammelmandssukkersyge' eller alderssukkersyge', der især forekommer hos ældre og bl.a. skyldes nedsat insulinfølsomhed.
Da det i løbet af sommeren 1921 lykkedes for den canadiske læge F.G. Banting og hans landsmand og assistent, den medicinstuderende C.H. Best at isolere et stof - insulin - fra en bugspytkirtelekstrakt, bragte det fornyet håb til millioner af sukkersyge mennesker verden over.
Bogen beskriver detaljeret de to mænds liv herunder det slidsomme arbejde i laboratoriet, men også de mange intriger, som især Banting hvirvles ind i, da han tildeles Nobelprisen i fysiologi eller medicin for året 1923, og til sin store harme erfarer, at han må dele den med sin forhadte chef Macleod og ikke med Best.

I en alder af kun 49 år omkommer Banting ved en flyulykke over Newfoundland, men Best fører deres arbejde videre mod målet, som er renere og renere insulin, og også dette arbejde helt op til vore dage beskrives i bogen. Afslutningsvis ses på insulinets historie i Danmark og fremtidsperspektiver for udviklingen i diabetesbehandling.

Læs mere om....Banting, Best og insulinet.

---

Jeg håber, I andre også finder det interessant at læse "fortsættelsen".

Det gjorde jeg, for jeg blev så grebet af Bantings stædighed, som har betydet så meget for så mange.

:smi004

---

Artiklen fra Ugeskrift for læger citeret og kilden henvist til ved link til artiklen.