Sølvkaninen

Sølvkaninen
Af Carl Fausø

Søren kom vadende i høje snedriver hen ad vejen, der førte fra landsbyen ud over markerne. Han havde lange træskostøvler på benene, og den lådne hue var trukket helt ned over ørene, for det var bidende koldt.

Det var rigtigt vintervejr, synte Søren, for både slæde og skøjter kunde da komme i gang i år. Nu havde han kun træskoene her, som da han skulde ud til sognefogedens med, så var han fri for i dag, og så skulde han skynde sig hjem efter slæden og op på Kirkebakken.

Sørens far var Træskomand; men han havde et dårligt ben, og derfor måtte Søren besørge alle ærinder, i alt fald alle de lange, men det havde jo heller ikke så meget at betyde, for når han gjorde dette og læste sine lektier til skolen, så måtte han godt løbe på skøjter og køre i slæde resten af tiden. Det var jo lige godt let i forhold til det arbejde, han havde gjort sidste sommer.

Søren var elleve år og havde været ude at tjene om sommeren. Forældrene havde det småt, og Søren havde mange søskende, så der havde ikke været anden udvej. Han havde fået lov at være hjemme i vinter, og det var han glad for.

Søren vadede videre i sneen i sine egne tanker. Det var i grunden hverken skøjter eller slæde, der optog ham; han brugte begge dele med glæde og for at gøre ligesom de andre af landsbyens børn. Nej, det var sølvkaninen. Den store sølvkanin, som han havde set hos kaninhandleren i stationsbyen, der havde optaget Sørens tanker den sidste tid. Denne lyst og interesse for kaniner stammede fra sommeren, for sønnen i gården, hvor han havde tjent, rejste naturligvis med toget på Realskolen hver dag, og han skulde hverken muge eller flytte køer og den slags ting.... han havde to sølvkaniner så store og fine, at Søren aldrig havde set mage til dem. Og de havde da også fået første præmie på Dyrskuet, og ejerens navn kom i avisen.

Det var vældigt, syntes Søren. Og han gik sommeren igennem og ønskede, at han også engang kunde blive så lykkelig at komme til at eje et sådant par. Men det var jo ikke så lige en sag for fattigfolk, havde hans moder sagt, og det var jo rigtigt nok.

Nu havde Søren set den store kanin nede i stationsbyen, og kaninhandleren havde lovet ham den for tre kroner. Det var lige halv pris, havde han sagt, men han havde så mange og døjede med at skaffe både føde og plads til dem nu i vintertide. Søren havde betroet det til sin moder, der havde rystet trist på hovedet, da hun hørte om de tre kroner; det var jo mange penge. Det havde de slet ikke råd til.

Men nu var der sket dette, at Søren havde kørt hestene for hestegangen i nabogåerden og tjent halvtreds øre. Han havde gjort rent i lærerens hønsehus, det gav atter halvtreds øre, og han havde fundet gamle hestesko for halvtreds øre. I går havde han hentet en postpakke ved stationen til præstefruen også for halvtreds øre. Nu manglede der så kun en krone. Og Søren havde nu fået lov til at købe sølvkaninen, når han selv kunne samle de tre kroner.

Det var dette, der optog Søren, og det var sølvkaninen, han tænkte på, både når han løb på skøjter, og når han kørte i slæde, og det var også den, han tænkte på nu, da han gik der og vadede i den høje sne med sognefogedens nye træsko under armen.

Mon han kunde få en krone til tjent inden Jul? Hvor skulde han tjene den? Dage forud havde han ganske vist spurgt læreren, om han ikke skulde gøre rent i hønsehuset igen. Men læreren havde bare smilet og sagt: "Nej, lille Søren, så store grise er hønsene nu ikke, at der skal gøres rent igen allerede nu. Jeg skal nok sende bud efter dig, når det skal gøres ige, Søren!" Det var altså ikke mere før efter Jul.....

Nu var Søren ved sognefogedens gård, uden at han selv vidste af det. Tankerne havde taget vejen fra ham. Han trampede sneen af træskostøvlerne og gik ind ad bryggersdøren.

Der gik pigerne og havde travlt. Søren hilste god dag og forrettede sit ærinde, og pigerne lukkede døren op ind til køkkenet, hvor sognefogedens kone gik og bagte til Jul. "Kom herind og få en kage, du kan nok trænge til at få næsen tøet op, min dreng," sagde konen og smilte til Søren.

Søren blev helt forlegen. Han så på pigerne, og han så til sine store træskostøvler. "Det gør ikke noget med sneen på støvlerne. Der er ingen skam ved det snavs, der kan vaskes af. Kom kun ind!" Så stod Søren i sognefogedens køkken. Han satte de nye træsko på gulvet og sagde: "Jeg skulle hilse og sige værsgod."

"Det var udmærket, du kom med træskoene, Søren. Kristen har såmænd lige siddet og talt om, at det kunne være rart at have et par4 varme træsko nu i helligdagene." Sognefogeden kom ud i køkkenet. Stor og bred var han og med piben tændt. Han havde siddet og læst i avisen, da Søren kom ind: "Du er da en villele dreng, Søren! Det var pænt af dig, og nu skal jeg se...."

Sognefogeden tog sin store pung op af den dybe bukselomme og lagde to blanke femogtyveører hen foran Søren på køkkenbordet. "Se, her er en skilling, fordi du vadede så langt i sneen med træskoene. Nu kan du købe dig en sukkergris til juletræet. Alle skikkelige folk skal have en gris til Jul."

Sognefogeden stod med et bredt smil i sit gode ansigt. Hjertet bankede højt i Sørens bryst. Han sad der på stolen ved køkkenbordet med en stor tallerken kager foran sig. Det var, som tallerkenerne og hylderne med de blanke dåser dansede rundt for hans øjne. Han tabte en kage på gulvet, samlede den forlegent op og sagde halvt fraværende: "Tak!"

Men sognefogeden og hans kone fik snart Søren til at snakke op. Det var nogle mærkelige folk, syntes Søren, for de var jo at snakke med som hans egen mor. Da Søren skulde til at gå igen, havde han fortalt historien om sølvkaninen, og at de halvtreds øre skulle bruges til den. Nu havde han to kroner og halvtreds.

Da Søren var færdig til at gå, kom sognefogedens kone med en pakke og stak under hans arm, idet hun sagde: "Kan du tage den med hjem, Søren. Dine små søskende skal også smage mine kager." Søren bød så farvel og tak, og gik hjemad.

Fortsættes i næste indlæg.....

Juleaftensdag var Søren på vej til stationsbyen. Han trak slæden efter sig, hvorpå den store lågkurv stod, og det gik hurtigt, for ham skulde ned efter sølvkaninen.

Da han var kommet hjem fra sognefogeden, og hans moder havde løst op for pakken, var der imellem kagerne en lille papæske, og i den lå der halvtreds øre og en seddel, hvorpå der stod skrevet. Til sølvkaninen!

Søren og hans moder havde næsten fået tårer i øjnene over al den godhed, og nu var sølvkaninen altså sikret. Søren havde ikke sovet ret meget om natten, og nu var han altså på vej ned efter den. Når han nu skyndte sig, kunde han nok være hjemme til middag, for det var så meget at gøre med at pynte juletræ og hugge pinde.

Nu var han i stationsbyen.

Han stillede slæden uden for døren, tog den store lågkurv på armen og åbnede døren ind til kaninhandleren. Butikken var fyldt med mennesker, for der handledes også med mange andre ting. Søren listede sig så til den store mand.... "Jeg vilde så gerne bede om sølvkaninen."

"Sølvkaninen," Manden havde nu hørt Sørens ærinde, "den store sølvkanin? Den er vist solgt - jo, den er solg, min dreng." Søren studsede. Det blev sort for hans øjne. og sveden piblede ned ad hans pande. Kaninhandleren blev opmærksom på Sørens skuffelse. "Jo, sølvkaninen blev solgt i går. Du er lige en dag forsinket; men kan du ikke bruge en af de grå?"

Søren kunde næsten ikke tale, men endelig fik han fremstammet: "Nej, det var jo sølvkaninen." Og så listede Søren så ud af butikken og satte kurven på slæden. Han havde tårer i øjnene, og da han kom et langt stykke ud ad vejen, satte han sig ned på slæden og græd.

Nu blev det altså slet ingen Jul for ham, slet ingen glæde. Han følte i lommen, hvor de tre kroner lå døde og kolde. De var jo næsten ingen ting værd alligevel, nu sølvkaninen var solgt. Søren sad længe på slæden. Og da han ikke kunde græde længer, traskede han videre hjemad.

Og moderen kunde slet ikke trøste ham, da han kom hjem, skønt hun klappede ham på kinden og sagde: "Du skal ikke græde, Søren, du får nok en sølvkanin. Hjælp nu dine små søskende med juletræet og vær glad som vi andre."

Det var en drøj eftermiddag for Søren. Han hjalp med at pynte juletræet; men han gik tavs omkring, og det hjalp slet ikke, hvor tit moderen prøvede på at opmuntre ham ved at tale om de mange julegaver.

***

Det blev så Juleaften i landsbyen. Kirkeklokken havde kimmet, og lysene glimtede nu i alle vinduer fra gårde og huse. Træskomandens sad og spiste Julenadver og var glade og tilfredse undtagen Søren. Han spiste kun lidt af grøden og den stegte høne. Juletræet blev tændt under stor jubel og klappen i hænder af de små. Men da de alle gik rundt om træet og sang: Julen har bragt velsignet bud, sang Søren med, og det var, som om det lettede i hans lille, tyngede hjerte.

Nu kom det store øjeblik, da gaverne skulle deles ud. Pakkerne lå under juletræet, og der stod navn på dem alle. Da Søren skulde finde sin pakke, fandt han i stedet et stykke papir, hvorpå der stod skrevet med faderens store, kantede bogstaver: Sørens pakke ligger i slagbænken.

Søren stirrede og vendte papiret. Han så fra den ene til den anden. "Ja, når det ligger i slagbænken, Søren, så må du jo have lukket op," sagde faderen. Halvt mistroisk løftede Søren det tunge låg op fra slagbænken og så ned....

Aldrig i sit liv var han blevet så forbavset og så glad, for der stod jo..... sølvkaninen, sølvkaninen nede fra kaninhandleren i stationsbyen - der stod den lyslevende med de lange, smukke øren - og så i en fin tremmekasse.

De små søskende strømmede til og kiggede med fremstrakte halse og nysgerrige øjne ned i slagbænken. Søren tog sølvkaninen op. Han så på den, han så på sin far og mor, og glæden lyste ud af hans øjne. "Er du glad," spurgte moderen, da Søren slet ingenting kunde sige af bare glæde.

"Ja," svarede Søren. Ord kunde slet ikke udtrykke den glæde, der fyldte ham. Han drejede og vendte tremmekassen, som om han ikke kunde tro, det var virkelighed. "Men hvordan er det gået til," spurgte Søren efter lang tids tavshed. Så måtte moderen fortælle, mens faderen sad og smilte i sin gamle armstol. "Jo, Søren, din fader var jo kørende med naboen til stationsbyen den dag, du var ude hos sognefogedens med træskoene, og så købte han den til dig, for han var jo bange for, at den skulde blive solgt til anden side. Og så var det jo, den skulde gemmes til i aften, og nu har du den, selv om det var strengt at vente." Søren stod lidt, så tog han i sin lomme og gik hen til faderen og sagde: "Værsgod, her er de tre kroner."

"Nej, min dreng," svarede faderen, "giv så din moder dem, så kan I købe et par nye bukser for dem. Sølvkaninen er en gave til min dreng.

Det blev den dejligste Juleaften, Søren havde oplevet. Da julelysene var slukkede, og alle gik til sengs, lå Søren i slagbænken. Ved siden af stod en stol, og på den stod tremmekassen med sølvkaninen. :smt049

Slut....