Tante Janes krukker

Tante Janes krukker
af H. St. Munch-Steensgaard (1880-1954)

Per og Grethe tøvede lidt udenfor døren til tante Janes stue. En svag klirren lød ud til dem, og de så smilende til hinanden.

"Tante Jane pudser," sagde Grethe. "Så er hun glad."
"Bank på, Grethe!" sagde Per ivrigt.
"Nå, er I der, I to nisser," råbte tante Jane, da børnene viste sig i døren. "Kom bare nærmere!"
"Vi er lige kommet fra skole," forklarede Per.
"Ja, det er I vel. Hvor mange striber har I så fået agter i dag?"

Tante Jane talte sømandssprog, når hun var i godt humør. Hun havde været gift med en hollandsk skibskaptajn og havde boet i Holland i mange år.

"Vi har ingen striber fået," lo Per.
"Nå ikke! Nej, det går jo ikke altid efter fortjeneste. Jeg synes ellers, Grethes lanterner dugger, og hendes klyver viser regn."
Grethe har grædt, fordi mor græd," sagde Per med hævende stemme.
"Ser vi det," sagde tante Jane og nikkede højtideligt. "Så er det vist bedst, vi gør klart skib, stuver alt under dæk, tager solhøjden over Lillegården og dykker ned i kisten."

Over den store, sorte skibskiste, der bredte sig som en sofa, hang maleriet af børnenes fødegård, som både de og deres forældre næsten daglig mindedes med suk og tårer.

På grund af dårlige tider og mange uheld havde deres fader måttet afstå gården, og det lille bosted med de små stuehusrum, som nu et årstid havde været deres hjem, bød kun en kummerlig erstatning for Lillegårdens lyse, venlige stuer.

Kun tante Jane formåede, når hun med Per i den ene og Grethe i den anden arm satte sig foran maleriet, at forvandle mismod og savn til glad forhåbning. Men hun begyndte heller aldrig, som børnenes moder, men en klagesang over det tabte Paradis. Nej, tante Jane tog fat.

"Når nu Per bliver stor og dygtig og tjener mange penge, og Grethe bliver flink og også tjener penge, så køber vi Lillegården tilbage......"

Maleriet og skibskisten, der var fuld af gammel porcelæn, havde også interesse derved, at tante Jane havde bestemt og skrevet i sit testamente, at Per skulle have Maleriet og kisten, og at Grethe alle de gamle fade, tallerkener og krukker..... engang, når tante Jane ikke var mere.

"Så er vi altså nået så vidt, at Per er blevet stor og har købt Lillegården tilbage," sagde tante Jane, "og nu skal vi tale om, hvordan vi skal få det hele i orden igen og alt på sin gamle plads."

Børnene morede sig. Tante Jane stillede forslag, som Per forkastede, og Grethe antog eller omvendt. Til sidst enedes de, og da en halv time var gået, var Lillegården i den skønneste orden.

"Så fik vi det i rigtighed," sagde tante Jane. "Så er det vist bedst, vi dykker ned i den sorte kiste. Krukkerne er ikke blevet pudset i mange dage. I kommer til at hjælpe mig."
"Å ja, det skal vi, tante Jane," lo Grethe. "Nu skal jeg finde kludene."
"Jeg kan hjælpe at lukke op," sagde Per ivrigt og tog fat i låget.

Hvad Apollons Orakel i Delphi var for oldtidens grækere, var den sorte skibskiste for tante Jane. Til den tyede hun både i sorg og glæde. Når minderne om det tabte, eller når familiens bekymringer gjorde hende tung i sindet, lukkede hun op for sine skatte og gav sig til at pudse og polere de mange, underligt formere fade og krukker, og det slog aldrig fejl, at man lidt efter hørte hende nynne sin yndligsvise:

En sømands brud har bølgen kær,
det stolte hav hun fjernt og nær
betragter......

Var hun rigtig glad, måtte hun også have fat i skatten. Hun sad og pudsede og talte højt med sine krukker, hvoraf de fleste efter den almindelige mening var grimme og klodsede, men enkelte, med dekorationer af hollandske landskaber, ubetinget smukke.

Børnene troede fuldt og fast, at tante Jane spurgte sine krukker til råds, hvorfor de også behandlede dem med yderste varsomhed. En af dem, en stor, kluntet, firkantet tingest, der forestillede en østerlandsk guddom, udstyret med et skrækkeligt gab, stirrende, skæve øjne og en halv snes arme og ben, tillagde de overnaturlige egenskaber og betragtede helst på afstand.

Per sad med et fad, Grethe og tante Jane hver med en krukke o den ene hånd, og med en ulden klud i den anden pudsede de løs, medens tante Jane fortalte morsomme historier om sine rejser sammen med sin mand, om når og hvor hun havde fået hver enkel ting.

"Jeg forstår ikke, du vilde have ham, guden, tante Jane," sagde Grethe og skottede til den åbnede kiste, hvor krukken stod i et hjørne. Grethe var kun otte år, og var nærmest bange for uhyret. Den to år ældre Per var mere modig, men dog helst fri for at pudse krukken.

"Det er den allerbedste," sagde tante Jane og tog den op. "Det er eders onkels sidste gave til mig, og den indeholdt et brev med hans sidste hilsen."
"Døde onkel ude på havet?" spurgte Grethe deltagende.
"Han døde af feber i Madras, en by i Forindien," sagde tante Jane og tog brillerne af for at tørre øjnene. "Det er nu over tredive år siden."
"Er det så længe siden, du var i Holland?" spurgte Per.
"Det er det, min dreng! Året efter, at jeg fik denne krukke, rejste jeg til Danmark for at bo hos eders farmor, og siden hun døde, har I jo haft mig og mine krukker at trækkes med."

Børnenes forældre kom ind. De så begge modfaldne ud, men søgte at skjule det ved at deltage i beundringen af skibskistens indhold.

"Sådan en mængde krukker og fade har kostet mange penge," mente moderen.
"Ikke en eneste øre," lo tante Jane. "Min mand fik dem forærende, eller han tuskede sig dem til for værdiløse ting."
"Det er vel også kun ler og fajance med maling på," sagde faderen og tog et fad i hånden. "Sådan noget kan de jo lave billigt nu om dage."

Tante Jane smillede hemmelighedsfuldt, men sagde intet.

"Det kunde dog nok blive til mange penge, måske flere hundrede kroner, for al den masse," sagde moderen.
"Da vilde jeg nødig give hundrede," erklærede hendes mand.
"Ja, jeg vil nu ikke sælge dem for en hel million," sagde tante Jane bestemt. "Jeg vil ikke undværre dem en dag, så længe jeg lever."

Børnene blev sendt ud for at vaske hænder før aftensmaden, og tante Jane sagde nu alvorligt:
""Er der noget nyt, siden I ser så forknytte ud?"

Moderen brast i gråd: "Vi kommer nok til at rejse herfra også. Vi har fået brev om, at det er umuligt at låne penge på ejendommen."
"Hvornår skal de penge ud senest? spurgte tante Jane.
"Til december termin," svarede faderen mørkt.
"Og mister vi ejendommen, må vi søge arbejde hos fremmede," græd moderen.
"Der kan ske meget i et halvt år," trøstede tante Jane.
"Ja, men ventelig ikke noget godt," mente faderen mismodig.

Fortsættes i næste indlæg.....

Tante Jane fik ret. Der skete forandringer inden december termin, og den største var, at moderen en morgen, da børnene var sendt i skole, fandt den gamle kvinde knælende ved skibskisten med gudekrukken i favnen. Et lykkeligt smil lå om hendes mund, men de muntre, brune øjne åbnede sig ikke mere.

En halv snes dage senere var børnene og deres forældre samlede i tante Janes stue for at tage skøn over hendes efterladenskaber.

Testamentet blev fundet og læst, og Grethe bad sin fader åbne skibskisten. Nu tilhørte tante Janes skat jo hende.

"Der ligger et brev i afgudskrukken," råbte Per.
"Hvad gør det? Ja, jeg tror virkelig også." Faderen rev konvolutten op, fandt en seddel og læste: "Søg bag Lillegården!"

Han læste det igen, og de så forundrede på hverandre.
""Det var dog besynderligt," sagde moderen. "Bag Lillegården er vi nok færdige med at søge noget - desværre."

Per så op på maleriet. "Mon det ikke er bag billedet, far," råbte han.
"Hvad skulle der være at søge," sagde faderen. "Men vi kan jo gerne se ad."

Han tog maleriet af Lillegården ned, og mellem bagklædningen og lærredet fandt han en seddel, hvorpå stod: "Spørg en kunsthandler!"

"Nej, det bliver jo længere jo værre!" råbte moderen og slog hænderne sammen.

Begge sedler blev lagt på bordet og nøje undersøgt, men de indeholdt ingen anden oplysning. Endelig sagde faderen: "Det må væremeninge, at tante Jane antog maleriet for at være værdifuldt."
"Hun købte det jo af en maler, der opholdt sig på egnen og malede så mange gårde og huse af," sagde moderen. "Det kan vist ikke være meget værd."
"Det tror jeg heller ikke, men det kan jo ikke skade at spørge sig for," mente faderen.
"De to fine herrer, der skraber kalk af væggene i kirken, far," begyndte per.....
"Du har ret, dreng," råbte faderen. "De to herrer, der undersøger kalkmalerierne, må da være rigtige kunstkendere. Bare vi kan få dem til at tage herud."
"Jeg er bange, vi gør os til nar, far," sagde moderen bekymret.
"Ja, hvad så, mor," mente faderen. "Vi opfylder jo på en måde tante Janes sidste vilje."

Et par dage senere kørte en stor bil op foran det lille udflyttersteds stuehusdør. En herre med briller og langt, hvidt hår og skæg, ledsaget af en yngre, glatraget mand, trådte ud.

Børnenes fader havde opsøgt dem i kirken, og da han fortalte dem om de to sedler og maleriet, var de straks villige til at tage ud og se på billedet. "Nej, min gode mand, det billede er intet værd," sagde den ældre herre, da de stod i tante Janes stue. "Det er meget pænt, og jeg forstår, De sætter pris på det som et minde, men som kunst- og handelsvare er det ganske uden værdi."

"Ja, det sagde jeg nok," lo modrene bittert. "Det er også en skam, at vi har gjort herrerne umage......"
"Hvor fandt De sedlen?" spurgte den ymgre herre, hvem faderen havde rakt tante Janes henvisning til kunsthandleren.
"Her i denne kiste," svarede faderen. "Den er fuld af gamle lerkrukker og fade, som tante Jane gjorde meget ud af. De kan godt få stedet, hvor vi fandt det at se."

Han lukkede kisten op og så forbavset på den yngre herre, der ligefrem gav et brøl fra sig. Og nu fulgte en munter scene: herrerne tog krukker og fade op, og forundringsråb og fremmede kunstnavne svirrede om ørene på den forbavsede familie.

"Vil De se en ægte Ogata Kenzan fra Japan," råbte den yngre og holdt gudekrukken i vejret.
"Og se disse skønne Celadon-fade fra Kina," råbte den ældre.
"Her er en Arita, et fad fra det 17. århundrede," skreg den yngre.
"Mennesker, mennesker!" Han slap fadet og ruskede faderen i skulderen. "Hvordan er I dog kommet til disse sjældne ting?"

Børnene jublede. Moderen lo og græd, medens faderen fortalte om tante Jane og hendes mand, den hollandske skibskaptajn. "Så var det altså krukkerne, tante Jane mente," sluttede han lidt flov. "Jeg troede ikke, de var meget....."

"Krukkerne! Menneske! De kan selv være en krukke!" råbte den yngre. "Disse herlige sager.....! Ja, nu skal De snart høre fra os," sagde den ældre herre, da de to kunstkendere og den store skibskiste med indhold, hver enkel del omhyggelig indpakket, havde fået plads i bilen. "Hvor meget det hele bliver, er ikke til at sige, men det bliver et tal!"
"Et betydeligt!" råbte den yngre, idet bilen satte fart.

Dagen før Lillejuleaften gik børnene og deres moder om i de tomme stuer i det lille hjem. Ejendommen var afstået, og møblerne afhentet til den nye bopæl, et par lejede stuer i et stort familiehus i nabobyen. Grethe o Per havde været derovre sammen med deres fader, og ingen af dem havde været synnerlig glade ved synet af det nye opholdssted og de nysgerrige nabofamilier, der skulde være deres husfæller.

"Kommer far dog ikke snart?" spurgte Per for tiende gang.
"Nu må han straks være her, og så skal vi køre i bil," sagde moderen leende.
"Tror du, vi når at få pyntet juletræ, mor?" spurgte Grethe.
"Det kan du stole på, et rigtigt juletræ," lo moderen og svingede hende rundt.

Børnene begreb ikke, at moderen kunde være så glad for det fæle hus, de skulde bo i. Men måske var det bilturen, som de jo selv glædede sig så meget til.
"Og tante Janes krukker, når får jeg dem igen?" spurgte Grethe. Dette spørgsmål havde modrene besvaret ens og mange gange, siden de to fremmede herrers besøg, og nu sagde hun også: "Før du venter det, eller noget meget bedre, min pige."
"Nu kommer far!" råbte Per og løb ud.


Afsluttes i næste indlæg.....

......."Hvad er det? Vi kører jo forbi!" råbte Grethe forundret, da bilen uden at standse passerede det fæle hus i nabobyen.
"Vi skal have os en rigti lang køretur, inden vi tager ind i vort nye hjem," sagde faderen og lo til moderen og børnene.

Det blev ud på eftermiddagen, det begyndte at mørkne, og bilen snurrede stadig videre.
"I kan godt putte jer lidt og sove," sagde børnenes mor. "I sov jo så lidt sidste nat."
"Det bliver nok bedre næste nat," lo faderen.

Grethe og Per så stadig forundrede ud. De forstod slet ikke, at forældrene kunne være så fornøjede. Imidlertid puttede de sig ind til moderen og faldt snart i søvn. ..."Så, nu må I vågne!" råbte moderen en halv time senere og puffede blidt til Grethe og Per. "Nu er vi snart hjemme."

Bilen var drejet ind på en lang poppelallè, der førte til en smuk, hvidkalket gård med røde tegltage. Børnene gned deres øjne og stirrede forundrede; de vilde ikke tro det, de så.
"Men mor dog. Det er jo Lillegården!" skreg Grethe.
"Ja, det er Lillegården," lå Per. "Skal vi besøge dem, der bor der?"
"Vi skal se, hvordan det står til," sagde moderen smilende.
"Bare ni Ane var her," sukkede Grethe.
"Hun rejste jo hjem til Vesterhavet," sagde Per.

Bilen kørte ind i gården.

"Å. mor, mor! Der står jo Ane!" Grethe lå og græd. Per svingede med huen.
"Ane, Ane!" råbte de.
"Velkommen hjem!" lo den gamle pige, der stod på trappen og tog imod.
"Bor du da her, Ane?" spurgte Grethe i armene på sin gamle, elskede barnepige.
"Ja, min lille pige." Ane havde tårer i øjnene. "Og det gør du nok også."

Hun bar Grethe ind i forstuen. Per fulgte forundret efter; men børnenes forbavselse steg til kogepunktet, da moderen uden at banke på lukkede stuedøren op og sagde: "Lad os se indenfor!"
"Mor dog!" sagde Grethe og tænkte på de fremmede folk.
"Kom nu blot!" sagde faderen, der var trådt ind i forstuen.

Børnene udstødte et jubelskrig. Inde i stuen stod deres egne møbler på den vante plads. Døren til salen var lukket op, og midt på gulvet derinde stod et juletræ, mellem hvis grene man på væggen bag ved så maleriet af Lillegården.
"Ja, lille børn, nu bor vi på Lillegården igen," sagde moderen bevæget og tog den jublende Grethe og Per i favn.
"Og nu er vi så godt stillede, at vi nok skal blive her," sagde faderen og gned fornøjet hænderne.
"Hvordan er dog det gået til, mor?" spurgte Per. "Skal vi så slet ikke bo i det fæle hus?"
"Nej, nu skal vi rigtignok bo her," lo faderen.
"Og ved I så, hvem vi kan takke for det?" spurgte moderen.
"Ja, det er Vorherre," sagde Grethe og Per med en mund.
"Det er det, men næst Vorherre er det nok tante Jane."
"Er det krukkerne, Mor?" råbte Grethe.
"Det er tante Janes krukker, der gav os så mange penge, at vi kunde få vort kære, gamle hjem igen."
"Så var det det, tante Jane mente med sedlerne, at krukkerne skulde give os Lillegården tilbage," erklærede Per.
"Det var det nok. Selv om tante Jane ikke vidste, de var så meget værd, har hun nok tænkt, de kunde hjælpe til," sagde faderen.
"Å, nu skal vi rigtig holde Jul," råbte Per og dansede rundt.
"Og i morgen pynter vi juletræ," jublede Grethe.
"Det gør vi," lo moderen lykkelig. "Og så tænker vi på tante Jane og hendes herlige krukker."
"Ja, de velsignede, grimme krukke," lo Ane. "Hvem skulde dog tro, at de kunde bringe så megen glæde."

Slut smi310.gif