Lille Grethe

Lille Grethe
af Louise Baumann

Sognefoged Anders Jensens gård lå lidt udenfor byen på en bakke. Med sine fire tæt sammenbyggede længer så den der oppe fra ned på de andre gårde og huse, og hvis landsbyen ikke havde haft sin kirke med kirkeklokkerne så om morgenen ringede solen op, var der alligevel noget, som satte mod selv i det mindste og fattigste hus, og det var, som det lød op til sognefogedens gård: "Det kommer ikke an på, hvordan man ser ud, men på, hvad der bor i en."

Anders Jensen var dygtig og energisk landmand, men tavs og indesluttet, og kun når sager, der vedrørte sognet, skulde drøftes, tog han til orde og blev stedse hørt med opmærksomhed.

Nede ved hovedlandevejen lå et lille hus, hvor lykken havde fæstet bo. Her boede Mads Træskomand og hans kone Johanne. Det lille vænge, deres hus var bygget på, havde de i sin tid købt af sognefogeden; da de var fremmede i sognet, havde ingen andre villet sælge dem jord; men Anders Jensen så, at der var krummer i de to unge, og det viste sig snart, at han ikke havde begået fejl. De fik huset bygget; nu sang lærken over det. Og det lykkelige ægtepar sang inde i huset og sled for fire.

De havde ofte talt om, hvorfor sognefogeden var så fåmælt, og var blevet enige om, at det måtte skyldes sorgen, dels over konens død, dels over en meget vidtløftig søn, der på grund af sine gale streger var sendt bort fra hjemmet.

En lun forårsaften sad Mads og Johanne på en bænk udenfor huset, da de så en mand komme ned ad allèn, der førte op til sognefogedens gård. Han bar en lille pige på armen. Han så så syg og træt ud, at de uvilkårligt gjorde plads for ham på bænken, og næsten uden at de vidste, hvorledes det var gået til, endte deres korte samtale med, at Grethe, den lille pige, han havde båret på sine arme, blev i huset hos Træskomandens.

Den fremmede vandringsmand var sognefogedens søn, der havde søgt til hjemmet, men ved porten havde modet svigtet ham, og i håb om, at den lille pige måske med tiden kunde blive et bindeled mellem ham og faderen, havde han overtalt Mads og Johanne til at tage hende i huset.

En dag i sommerens løb kom sognefogeden ind hos Træskomanden for at købe et par ny træsko. Han fik dem med sig og lod de gamle blive tilbage til reparation. Naturligvis spurgte han, hvor de havde fået den lille pige fra, og fik så at vide, at hendes fader var født der på egnen og nu efter hendes moders død havde sat hende i pleje.

Undervejs hjem grublede sognefogeden over den mærkelige lighed, der var mellem den lille pige og hans søn Hans som lille dreng.

Da Anders Jensen var gået, spurgte Grethe, hvem den store mand var, om han da ikke var en konge. - Jo, en slags sognekonge var han, svarede Mads. - Om han da også havde et slot? - Ja, en gård så stor som et slot, med en slotsplads, hvor der var plads til over hundrede mennesker, og hvor der var en græsplæne med en flagstang i midten.

"Men har han da mere end alt dette?" frittede barnet.
"Åh ja, han har hvide haner og sorte høns, hvide grise og sorte får, og ved siden af gården har han en stor guldgrube, så han hvert år kan køre flere læs guld ud på marken. Det gør han, for at kornet skal gro bedre."
"Men han har ingen dronning?"
"Hun er død."
"Og heller ingen prins eller princesse?"

Mads gik udenom dette spørgsmål, men lovede så til gengæld, at Grethe skulle få lov til at bringe de gamle træsko op på "slottet" når de var færdige.

Den med stor spænding imodesete dag oprandt. Grethe kom i pudsen og gik afsted med træskoene under armen. Først vilde hun naturligvis se guldgruben, og hun gik derfor bag om gården, hvor hun pludselig mødte sognefogeden, der i en hård tone spurgte, hvad hun gik der og luskede rundt efter. Den lille blev bange og i sin befippelse svarede hun, at hun vilde se den guldgrube, hvorfra der blev kørt så mange læs guld ud på marken. Ved dette svar så sognefogeden så truende ud, at Grethe blev bange og i løb stak hjemad uden at aflevere træskoene.

Grædende fortalte hun plejeforældrene om den modtagelse, "kongen" havde givet hende. De søgte at opmuntre hende og sagde, at hun naturligvis måtte gå lige op på gården og aflevere træskoene til Anders Jensen.

Efter at Grethe var løbet, blev Anders Jensen stående lidt. Han strøg sig over panden og mumlede: "Det var, som jeg så min dreng! Hvor de øjne dog lignede hans, da han var barn."

Næste dag kom Grethe igen og blev da modtaget med en usædvanlig venlighed. Hun fik både kaffe og kager og følte sig snart som hjemme. Medens tjenestepigen Ane et øjeblik var ude af stuen, spurgte Grethe, hvem det billede på væggen forestillede.

"Det er kongen"
"Men det ligner dig jo slet ikke."
"Mig?"
"Ja, Mads siger, at du er konge, og at du har både en tronstol og en krone."
"Nå, så det har Mads fortalt. Ja, jeg har mere end en krone."
"Må jeg se dem?"
"Nej, dem viser jeg ikke til nogen."
"Mads siger også, at du har et gammelt orgelværk, der hedder Ane, må jeg ikke få det at se?"
"Uha, det må du endelig ikke tale om her i stuen," sagde Anders Jensen og lo højt.

Ja, det var da et rigtigt besøg. Grethe kom glædestrålende hjem og fortalte, at hun snart måtte komme igen. Hun havde et par af Annes træsko med; de skulle gøres i stand, men de blev ikke betalt, hvis Grethe ikke selv kom op med dem, skulde hun hilse og sige.

På den måde fik Grethe ofte ærinde op på gården. Hun kom også derop en septemberdag hen imod aften. Da hun stille kom ind i stuen, så hun Anders Jensen stå henne ved vinduet. Han så dybt bekymret ud og lagde ikke mærke til den lille pige. Hun gik tværs over gulvet og stak sin lille hånd ind i hans. I en ualmindelig blød tone sagde han: "Er det dig, lille Grethe?"

"Ja, du skal ikke være ked af det," sagde hun, "di skal ikke høre efter de kirkeklokker."
"Det kan jeg ikke lade være med."
"Men hvad siger de da?"
"De fortæller om en, som alle kalder en rig mand, men som selv synes, at han er så usigelig fattig, fordi der ikke er en eneste i hele verden, som holder af ham."
"Så har han det ikke så godt, som du har det, for jeg holder så meget af dig."

Sognefogeden trykkede den lille barnehånd, der så tillidsfuldt lå i hans.

"Hvad siger så klokkerne mere?"
"De fortæller, at engang havde den rige mand em kær hustru og en lille dreng, som var hans lyst og glæde; men så døde hun, og af drengen fik han kun sorg."
"Men var det ikke hans egen skyld+"
"Jo, det var det måske, han forkælede drengen og gav ham dårlige kammerater. Så drog drengen hjemmefra, og siden den dag har den rige mand været fattig."
"Men jeg synes, at de to skulde se at blive venner igen."
"Ja, men han er her jo ikke," sagde Anders Jensen med et dybt suk, idet han lukkede vinduet. Han bøjede sig ned og tog den lille pige op til sig og sagde: "Du ligner min dreng så meget, lille Grethe."
Er du glad for det?"
Ja, jeg er."
"Men vil du ikke nok se fader, når han kommer her Juledag. Jeg tror nok, han er din dreng."

Mod sin vilje måtte Anders Jensen smile ad den tillidsfuldhed, der prægede barnets ord og væsen.

***

Juleaften kom med snestorm. Grethe havde flere dage før fået løfte om at komme med i kirke, men nu var det ikke til at tænke på. Hun måtte blive hjemme hos Johanne, og Mads måtte se at kæmpe sig igennem sneen til kirke. Lige før han skulde af sted, kom imidlertid sognefogeden i kane og tilbød ham og Grethe plads, og dette blev med tak modtaget.

I kirken fik Grethe plads ved siden af Anders Jensen. Hun havde sin faders salmebog med og viste den med stolthed til sognefogeden: "Det er min faders salmebog."

Anders Jensen så på bogens forreste blad og blegnede. Han følte sig som lammet. Stod der ikke med hans egen håndskrift: Til min kære søn fra hans fader Anders Jensen?

Nu faldt bogen ud af hånden på ham, og han gjorde ikke mine til at tage den op igen. Ligbleg sad han og stirrede ud i luften, lige til gudstjenesten var forbi. Så rejste han sig, tog salmebogen op og gik med Grethe ved hånden ud af kirken. Hans ansigt var nu som forklaret. De før så hårde træk var mildnede, og øjnene var mistænkeligt fugtige.

Da de nåede Klodsmagerhuset og skulde tage afsked, sagde han, at nu beholdt han salmebogen til i morgen. Så kunne hendes fader selv hente den om eftermiddagen, og så skulde de alle komme op på gården til Juletræ om aftenen.

Juledag kom Grethes fader, og så snart han hørte den besked, Grethe overbragte ham fra sognefogeden, skete der noget, der hensatte hende i den største forbavselse: Han styrtede ud af døren og satte i løb op mod gården.

Medens kirkeklokkerne ringede menigheden sammen, sad de to, fader og søn, over for hinanden. "Fader, jeg har syndet imod Himmelen og imod dig."

Faderen tyssede på den hjemvendte søn og sagde: "Vi har alle syndet, men derfor blev det jo også Jul!"

Så åbnede de to nu hjerterne for hinanden og skiftede gode ord om fortid og nutid. Midt under samtalen kom Grethe stormende ind og råbte: "Det er ikke mind skyld, at fader kom allerede nu, Jeg sagde, at han først skulde herop i eftermiddag."

"Åh, lille pige, var han dog blot kommet for længe siden. Jeg har længtes efter ham i årevis."

Nu blev der fejret Jul i Anders Jensens gård. Lysene strålede om kap med de mange glade menneskers øjne, og det blev sent, inden Mads og Johanne kom hjem. De fik ikke Grethe med, men der groede ikke græs mellem sognefogedens gård og det lille hus ved landevejen. Og det blev ikke den sidste dejlige julefest, de to familier fejrede sammen på "Kongeslottet".smi309.gif