Mads Julebuk

Mads Julebuk
Forfatter: H. Jordening

Du kender nok en julebuk, sådan en, der er lavet af halm med en lang, tyk halmrulle til krop, fire stive halmben, en ganske lille strit-hale og et knejsende hoved med to lange halmfletninger bøjet bagud til horn.

Sådan en julebuk har jeg engang kendt; men den julebuk, jeg kendte, havde kun halvandet horn. Dengang den blev lavet, var halmen til den ene fletning nemlig blevet for kort og hornet derfor kun halvt så langt, som det skulle have været. Men det var den slet ikke ked af; den vidste godt, at den var anderledes end de andre julebukke, der stod på bordet hos manden, der havde lavet dem, og så mente den også , at den var finere og bedre, og den var ærlig talt slet ikke fri for at være lidt vigtig. Helt galt blev det, da en lille dreng i stuen pludselig sagde: "Nej, mor, hvor den buk dèr ligner Mads Gedebuk, den, mormor havde sidste sommer. Den havde også kun halvandet horn, fordi den var så slem til at ville stange og engang var kommet galt af sted. Den buk her skulle næsten hedde Mads Julebuk."

"Hvor er det dog dejligt at vide med sig selv, at man er finere end alle disse almindelige julebukke," sagde Mads Julebuk til sig selv. "Man kan jo næppe kende den ene fra den anden. Jeg derimod er anderledes. Til mig har en rigtig gedebuk stået model, og derfor er jeg også blevet så smuk af skikkelse, at man kan kende mig igen, selv blandt hundrede andre. Man behøvede såmænd ikke engang at stille mig i en række for mig selv, skønt det naturligvis ikke skader, at man er forsigtig med mig. Og navn har jeg fået: Mads Julebuk - det lyder fornemt! Det kan ikke være andet, der må virkelig blive noget stort og mærkeligt af mig."

Næste dag blev Mads Julebuk sammen med 71 andre julebukke pakket i en stor æske, 12 i hver række, for det er et dusin, og 6 dusin i hver æske. "Pas på mig; jeg skal ligge øverst i æsken, for jeg er ikke som de andre," sagde Mads til fingrene, der lagde ham i æske, men det tog de ikke hensyn til. Han blev nummer fire fra venstre, og det endda i tredie række. "Ser i ikke, at jeg har halvandet horn som mormors Mads Gedebuk? Jeg kan ikke finde mig i at være pakket i æske så tæt sammen med almindelige julebukke," råbte han; men da var låget allerede lagt på, og ingen hørte ham uden den buk, der lå nærmest, og den lod som ingenting; for når nogen er vigtig, skal man bare slet ikke lægge mærke til dem, så forsvinder vigtigheden af sig selv.

Alle æskerne blev stablet på en varecykel, kørt ind til byen til forretningen, og her blev julebukkene pakket ud, pyntet med røde sløjfer og en lillebitte bjælde, og så blev de anbragt rundt om i forretningen, som skulle pyntes til jul. "Den er jo defekt," sagde ekspeditricen, der bandt sløjfe på Mads Julebuk, "men den kan komme i vinduet. Dér lægger man ikke så meget mærke til den."

"Hun ved vist ikke, hvad hun taler om," sagde Mads til sig selv, "det er jo netop det der viser, at jeg er en slags kunstværk, og et kunstværk er aldrig defekt. Men jeg må bære over med hende, hun ved ikke bedre."

Og så kom Mads i vinduet, blev anbragt lige midt i det dejligste snelandskab af vat, og efter sig fik den en lillebitte kane, helt fuld af pakker og på bukken en lille julemand med rød hue og langt hvidt skæg. "Jeg plejer nu ellers at køre med rensdyr," sagde julemanden. "Du har vel hørt om Rudolf med den røde næse. Aj ja, det var dengang, men nu kniber det at få lov til at indføre varer fra udlandet, og så må jeg vel i år nøjes med en buk af god dansk rughalm."

"Nøjes!" sagde Mads. "Jeg hedder Mads Julebuk og nedstammer i lige linie fra de berømte jyske Madser, og jeg kan nok stå mål med et sølle rensdyr; forresten er det vist også meget langt ude af min slægt."

Bevares!" sagde julemanden. "Du ser også nok ud til at have kræfterne i orden, og måske er der heller ingen, der lægger mærke til, at jeg kører med julebuk i år; men jeg vi nu ellers sige dig, at er der noget, folk ikke vil have lavet om på, så er det på alt det, der har med julen at gøre. Alle voksne vil have, at alt skal være nøjagtigt som det var, da de var børn, og alle børn vil have det nøjagtigt, som det var sidste år. Men måske går det, måske går det."

I det samme begyndte det at blæse hen over sneen, så Mads gjorde et lille hop hen imod et pyntet juletræ, der stod midt i vinduet. "Det var dog ganske forfærdeligt!" gispede han til en porcelænshund, der sad i nærheden. "Har De altid sådan et frygteligt vejr her?" "Det er ikke noget vejr," svarede hunden gnavent. "Det er blot den fjollede ventilator, der står derhenne ved ruden. Den skal holde fugten borte, så folk kan se ind på os; men at vi andre står her og bliver fyldet med gigt og alle mulige sygdomme, er der ingen, der tager hensyn til. Nu har jeg stået her siden begyndelsen af november, jeg hører nemlig ikke egentlig med til julevarerne, skal jeg sige Dem. En gang imellem er jeg blevet flyttet lidt rundt i vinduet, når det er blevet pyntet om, men undvære mig kan de ikke. Så syntes jeg elles, at de godt kunne vise en af forretningens trofaste medarbejdere så meget hensyn, at de lod være at sætte den fjollede tingest i gang, men se, om de gør det. Jeg er ganske stiv i nakken af gigt, og det værker i mit venstre bagben, så jeg er bange for, at det aldrig bliver til at gå ordentligt på mere. Men sådan er verden. Det vil De opdage, når De har været her lidt længere. Men det bliver jo forresten ikke så længe for Deres vedkommende. De hører jo bare med til julehalløjet, og det bliver alt sammen fjernet 3. juledag."

I dette øjeblik viste der sig på ruden en hvid plet på størrelse med et hvidt viskelæder af dem til 25 øre, og lidt længere borte endnu en, men det var ikke viskelæder, det var to drengenæser, der blev klemt ganske flade mod ruden, og over dem var der fire store, nysgerrige øjne, der ivrigt betragtede de mange herligheder i vinduet. "Helle for den fæstning derovre," råbte den mindste, "og også for sablen med de blå kvaster". "Men så vil jeg have færgen, den passer lige til toget derhjemme, og så kan vi lege, at vi sejler over Storebælt." "Ja, men så helle for alt det andet i hele vinduet," udbrød den lille, men i det samme blev der kaldt på drengene, og de to viskelæderpletter på ruden forsvandt.

"Ved De, hvad "helle for" betyder?" spurgte Mads forsigtigt hunden med gigten. "Barnepjat er det," vrissede hunden, "men det betyder på meget, at drengen bilder sig ind, at alt tilhører ham, når han blot har sagt "helle for", og så går han rundt og glæder sig ved tanken om alt det, han ejer. Det er ikke lidt, man må finde sig i, når man er sat i udstillingsvindue."

Ja, ja, men dette her er jo også kun en begyndelse. De og jeg vil sikkert nå frem til noget stort her i verden," sagde Mads, skønt den i sit inderste slet ikke var så sikker på, at porcelænshunden ville nå til noget som helst; den røg såmænd nok på gulvet en skønne dag og gik i skår, skør som var, men høflig måtte man jo være. "Men hvor jeg dog længes efter det, der skal komme." "De blive klogere," sagde hunden og var lige ved at ryste på hovedet, men opgav det på grund af gigten.

Mads blev fornærmet over det korte svar og ville ikke mere tale til sådan en gammel gnavpot, men begyndte i stedet at se sig om til alle sider. Når ventilatoren af og til standsedes, og man kunne trække vejret normalt, var der egentlig ganske hyggeligt i vinduet. Kun var det naturligvis ærgerligt, at der sad en stor negerdukke med bastskørt om livet og guldmønter i ørerne og næsten dækkede for Mads, så han vist ikke engang kunne ses ordentligt udefra. Han kunne godt have ønsket sig en bedre plads længere fremme i vinduet.

Nu standsede der igen et par mennesker udenfor, men kun et øjeblik. Så gik butiksdøren op, og få minutter efter blev Mads med kane og julemand hentet frem og stillet på disken foran kunderne, en ung mand og en ung pige. "Hvor den ser sjov ud med det korte og det lange horn," sagde den unge mand, "den ligner sådan en rigtig gemytlig gammel julebuk, der i mange år har trukket julemandens kane. Skal vi ikke tage den?" "Jeg syntes ikke, den er køn," sagde den unge pige. "Den passer slet ikke sammen med de yndige små engle, jeg købte i går. Nej, der henne er et yndigt lille rensdyr, lavet af piberensere. Det er virkelig henrivende, det må jeg have. Men du ikke også?" "Henrivende!" svarede den unge mand, men han så ikke på det hvide rensdyr. "Har man kendt mage," fnøs Mads. "At folk kan foretrække et elendigt lille piberenserdyr for en gedigen julebuk af ægte dansk rughalm, oven i købet en original model. Den unge mand syntes straks at være klar over, hvad jeg var værd, men han holdt ikke på sin egen mening, som han burde have gjort det. Han var for svag i karakteren. Men jeg under nu julemanden at komme til at køre i kane med et piberenserdyr foran, han var ikke videre højlig mod mig." Så lukkedes døren bag det unge par, og Mads stod ene tilbage på disken.

"Nå, nu skal jeg nok tilbage vinduet igen, til ventilatoren og den gnavne porcelænshund," sagde Mads til sig selv, men det gik anderledes. En dame i en brun pelsjakke kom hen til disken for at betale for sine indkøb, fik øje på Mads og købte ham. Han blev puttet i en hvid papirspose, og der lå han nu mutters alene og trillede rundt, hver gang damen gjorde et sving med sit indkøbsnet, hvori posen med Mads lå øverst. Hun havde nemlig travlt, for klokken var blevet mange.

Da hun nåede hjem, blev posen med Mads derfor blot i en fart uåbnet lagt ind på hylden i sekretæren, og lågen blev lukket, og der lå han nu meget længe. Mørkt og stille var der rundt om ham; lydene fra stuen trængte ind til ham, men kun meget svagt. "Nu vil det store nok snart ske," tænkte Mads. "Jeg vil blive taget ud af posen, stillet midt på bordet, og alle folk i huset vil se på mig og sige: Hvor det dog er en smuk julebuk, hvor den er særpræget. Et sandt kunstværk er den. - Hvilken fryd må det ikke være at blive genstand for så meget ros og hæder. Men det er jo naturligvis heller ikke ufortjent. Jeg er jo nu engang anderledes og meget smukkere end andre julebukke, de sølle navnløse stakler."

Mads havde været så langt borte i sine egne indbildske tanker, at han slet ikke havde lagt mærke til et lysskær, der bredte sig over den ene side af posen. Lågen til sekretæren var stille blevet åbnet, det puslede ved posen, den gik op, og foran Mads stod den sødeste lille julenisse.

"Godaften, Mads!" sagde nissen. "Nå, du ligger vel og længes efter at komme ud af posen og hjælpe mig med at gøre i stand til julen. Her trænger sandelig til at pudses lidt op." "Ja, undskyld mig, men nogen uddannelse i det huslige har jeg sandelig ikke, hvis det er det, du mener. Jeg er mere anlagt for det dekorative, min mission er at skulle pynte; jeg skal have min plads, hvor jeg kan ses, og hvor folk kan beundre mig, jeg er som skabt til at blive beundret og rost." "Og hvad fornøjelse og glæde vil du så selv have af det, hvis du aldrig opnår andet? Nej min ven, men det spørgsmål kan vi nu altid komme tilbage til. Foreløbig har vi travlt, der er en masse, der skal gøre. Jeg har nemlig knap været så rask i den sidste tid, som jeg kunne ønske mig det, og det kniber med kræfterne, så jeg er ærligt talt kommet en smule bagefter med arbejdet i år. Men følg nu med, så skal du se, hvor det hele skal komme til at gå."

Nis skubbede skabslågen helt op, så Mads kunne se ud i stuen, der kun var oplyst af skæret fra gadelygten udenfor. Derefter greb han fat i den nederste kant af lågen og svang sig ned på guldtæppet, hvor han blev stående omgivet af det svage lysskær, der fulgte ham overalt og ligesom syntes at udgå fra selve hans person. "Spring så, Mads. Var det ikke dig, der var i familie med de jyske Madser? Nu må du se at gøre familieskabet ære - eller tør du ikke?" smådrillede Nis.

Det var mere end Mads ville lade sidde på sig; og han satte fra og landede med stive ben og strittende horn ved siden af Nis, som imidlertid hurtigt var løbet videre over gulvet, op på klaverbænken, og nu stod han helt oppe på nodestolen og bladede i noderne. Da han havde fundet, hvad han søgte, hoppede han ned på tangenterne, og et øjeblik efter klang ganske sagte tonerne til "Den yndigste rose er funden ... " ud i stuen, og så fulgte en efter en alle de gamle, kendte julesalmer og sange, ganske svagt, men med en klang så dybt betagende, at Mads følte en underlig længsel inderst inde i sin halmkrop, og der gik ligesom et suk igennem ham, for græde kunne han jo ikke.

Endelig tav musikken, og Nis stod igen på gulvet ved siden af Mads. "Det var det," sagde han. "Nu er julemusikken i orden, så den rigtig kan gå menneskene til hjerte og lade dem opleve julen på rette måde. Der er ikke meget, der som musikken kan liste de sande glæder ind i menneskers sind. Men lad mig nu se, lysene på klaveret lader vi vente til i morgen, så skal jeg alligevel have pudset lysene til juletræet og kerterne til julebordet .... Og så var det bogreolens tur."

Nis smuttede gennem den åbne glasdør ind i havestuen, hvor han gik i gang med at undersøge bøgerne i reolen under vinduet. "Man må se sig godt for. Ikke en bog må springes over, som kan forhøje juleglæden. Men her står rigtig nok temmelig mange, der er ganske uanvendelige. Hvad mene du: engelsk grammatik, dansk flora, fremmedordbog. Men her kommer læsebøgerne; der e vist en enkelt fortælling i hver, der kan have gavn af lidt glød og farve fra julenissens hånd." Og Nis strøg med hånden et par gange hen over bogryggene, og straks var det, som om en ganske lille smule af lysskæret fra nissen flyttede over på bogen og blev der. "Næste hylde er vist bedre. Her skal du se: Peters Jul, Jul i Skovridergården, Nissehistorier, Juleferierne. Dér må vi vist have fuldt blus på ... og kogebøgerne må vi endelig ikke glemme."

Nis fortsatte ned langs rækken. "Hvad var det for en tyk en, du sprang over lige dér?" spurgte Mads. "Det var Bibelen, men den kan klare sig ganske uden min hjælp. Den har lyset fra Vorherre selv, skal jeg sige dig, men det kan ikke ses, før man lukker den op. - Men her skal du alligevel se, hvad man kan komme ud for. Her står bogen om Niels Holgersen med den gode fortælling om dyrenes nytårsnat; men tror du, jeg kan få det rette skær over den, skønt jeg nu har forsøgt hele tre gange. Det er den række bøger her lige ved siden af, der ødelægger det hele; lærebog i psykologi, psykiatrisk ordbog, sjælens lægebog - at folk gider læse sådan noget skidt; men der findes jo nogen, der ikke er tilfredse med at være glade, men som absolut skal vide, hvordan de bærer sig ad med at være det. Men det skal nu være en meget stor glæde, der skal overleve den behandling. Nå, dem om det! Men lad mig nu se, hvad er det i den bunke her? Jul på Havet, Grankogler og 3 gamle eksemplarer af Juleroser; det var en ganske god afslutning. Og så er vi vist færdige her - indtil videre. Juleaftensdag plejer jeg at se det hele efter endnu en gang for at være sikker på, at alt er i orden. Men nu er det vist tiden, at vi går op i barneværelset."

Nis løb gennem dagligstuen og ud i entreen fulgt af Mads, men allerede to trin oppe ad trappen satte han sig forpustet på den røde trappeløber og så mismodigt på Mads. "Hør, Nis, hvad er der egentlig i vejen med dig? Du er jo ikke langt fra at være rigtig syg, og det må du da ikke blive nu lige op til jul. Hvem skal så sørge for, at alle i huset får en god jul?"

"Nej, jeg ved det godt, og derfor prøver jeg også at gøre mit bedste for at få tingene i orden, men det kniber. Jeg skal sige dig, sagen er, at der er to drenge her i huset, flinke drenge og raske drenge, som det var en sand fryd for en julenisse at gøre noget for, men tænk, de tror ikke rigtig på, at jeg er til, og uden menneskers tro på mig kan jeg ikke trives. Det er lige så nødvendigt for mig som levertran og hybensaft for menneskebørn. Det var allerede galt sidste jul, men i år taler de ganske højt om, at jeg slet ikke er til, og at det er far og mor, der gør alt det, der er mit arbejde og for hver gang, sådanne ord lyder, bliver jeg mere og mere træt og sløj, og det varer sikkert ikke længe, før jeg helt må opgive at få orden på tingene her til jul.

Nu har det været en gammel skik i huset her, ikke blot nu i drengenes tid, men også, da deres mor var lille og deres mormor såmænd med, at børnene den første aften i december og siden hver aften, når de gik i seng, satte deres sko i vindueskarmen, og så lade jeg i nattens løb en eller anden lille ting i den, et par småkager, et glansbilled, et kræmmerhus med rosiner, eller hvad det nu kunne være. Og det har været en sand fornøjelse for mig om morgenen fra mit skjul at se de glade og ivrige barneøjne, når de undersøgte nissens gave. Men du kan tro, at nu er det ikke morsomt mere, når jeg om morgenen kan risikere at høre dem sige højt og tydeligt: "Hvad mon mor har kommet i skoen i dag?" Jeg bliver så træt og dårlig af det, at jeg næppe orker at sørge for en lille ting til at putte i næste aften. Og så er det jo hændet, at jeg har hentet et eller andet i spisekammeret i stedet for at løbe til nisselageret i Den gamle Landsby; men så siger de blot om morgenen. "Der kan du selv se, at det er mor, der kommer tingene i skoene, for sådanne småkager har hun også i sin dåse." Det er til at fortvivle over, og jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal få dem til at tro på mig igen, og det må jeg jo, for ellers dør jeg ganske simpelt, og så er der ingen nisse til næste år."

Nis snøftede lidt, men trak så et lillebitte, højrødt lommetørklæde frem, pudsede næsen kraftigt og sagde til Mads: "Lad mig ride resten af vejen på dig. Barneværelset er anden dør til venstre."

I barneværelset var alt stille. Børnene lå i deres køjer og sov trygt, og i vindueskarmen stod to tomme sko og ventede på nissen, men han vendte forknyt ryggen til dem, da han så dem.

"Nej, lad skoene vente. Jeg må hellere gå i gang med noget af alt det andet først." "Kan jeg ikke hjælpe dig lidt, Nis?" spurgte Mads, "for selv om jeg rigtignok ikke er videre dygtig til det huslige, så har jeg fået sådan en lyst til at få tingene til at lyse og varme, som du kan det. Vil du prøve at lære mig det?" "Du kan aldrig lære selv at give dagligdags ting glans og varme, dertil skal man enten være julenisse eller benådet med poesiens gave, men det er en helt ande historie. Men du kan få lov at låne min pensel, og så stryger du tre gange med den ned ad ryggen på alle bøgerne i reolen, så skal du bare se."

"Men da du gjorde bøgerne i standpå reolen i stuen, var der jo en mængde, du sprang over." "Det var, fordi det var de voksnes bøger, og voksne har ikke så skarpe øjne som børn. De kan kun fornemme julens glans over de ting, der har medjulen at gøre, mens børnene mrker skæret også over alle de dagligdags ting. Derfor må der gøres meget mere ud af juleforberedelserne i barneværelset end i de øvrige del af huset, og derfor er jeg så glad for, at du vil hjælpe mig. Nu går jeg en tur i legetøjsskuffen til alle soldaterne og bilerne. Det skal altsammen frem juleaftensdag, medens drengene venter på, at det skal blive aften, og så skulle det gerne tage sig så godt ud og være så morsomt at lege med, at tiden går hurtigt, og drengene glemmer at skændes. Det er altid stygt, når brødre skændes om legetøjet; men juleaften skulle det rigtignok meget nødigt ske, og så må jeg gøre mit bedste. Her er min pensel, og så tager vi fat; du skal vist helst tage øverste hylde først."

Arbejdet var vanskeligere, end Mads havde tænkt sig. Den rette glans ville kun komme frem, hvis penslen blev ført lige og nøjagtigt ned over bogryggene, og det var ikke så let endda, men efterhånden fik han mere øvelse, og han følte sig både glad og tilfreds med resultatet, da han kunne se hen over den første række smukt strålende bøger. Men da var Nis allerede færdig med legetøjsskuffen og i gang med at give julekalenderen en lille oppudsning, den havde jo været i brug siden 1. december. Da Mads var færdig med den næste hylde og så sig om efter Nis, kunne han i første øjeblik ikke opdage ham, men da han havde set sig lidt om, fik han endelig øje på ham. Han sad ganske stille ved hovedgærdet af sengen og betragtede opmærksomt den sovende dreng, og han så så alvorlig ud, at Mads slet ikke turde forstyrre ham, men i stedet sprang op i vindueskarmen og gav sig til at kigge ud på den vinterhvide have.

Noget efter kom Nis op til ham og satte sig ved siden af ham. "Det var godt, du ikke forstyrrede mig, Mads. Det var nemlig et meget vanskeligt arbejde, jeg var i færd med, skal jeg sige dig. Når børnene således ligger og sover, flyver alle tanker og oplevelser fra hele dagen igennem deres sind; men nu er der ikke mere orden på det, som når de er vågne. Derfor drømmer de om natten de forunderligste ting. Hvis jeg s sætter mig ganske stille og gør mig megen umage, kan jeg opfange tankerne og sigte alle de misundelige og egenkærlige tanker fra - alle de tanker, der vil ødelægge den rette juleglæde for børnene, for den, ved du nok, består i at gøre noget for at glæde og hjælpe andre og helst helt glemme sig selv. Så kan du nok forstå, at det er meget vigtigt for børnene, om netop dette arbejde lykkes for mig.

Mads Julebuk var blevet meget stille, og det var tydeligt, at der var noget, han grundede over. "Nis, der er noget, du må sige mig; tror du også, at jeg kunne gøre noget for at glæde andre nu til jul? Du forstår, jeg er jo ikke nisse og kan ikke bringe lys og glans over tingene, men jeg ville dog alligevel så gerne gøre noget." "Det forstår jeg så godt," svarede Nis, "men du må ikke tro, at du slet intet kan gøre. Bringer du en glæde til et menneskebarn, da vil dets øjne stråle med en glans, der er lige så stor og lige så værdifuld som den glans, julenissen kan give." "Ja, men hvordan skal jeg bære mig ad med det? Jeg syntes ikke, der er noget som helst af den slags, jeg forstår mig på."

Nis grundede lidt, så lyste han op i et stort smil og udbrød: "Nu har jeg det! Vi putter dig i de tomme sko i vindueskarmen! Du er så stor, at du sagtens kan fylde dem begge to, og i morgen, når det er juleaftensdag, skal 2 drenge kunne forliges om een julebuk. Men læg mærke til børnenes øjne i morgen tidlig, når de finder dig. Så er jeg sikker på, at du vil få dit ønske opfyldt. Men nu er klokken blevet mange, og jeg skal videre. Op i skoene med dig! Sådan, nu står du fint! Og så godnat med dig - og tak for hjælpen."

Hele næste dag havde Nis så meget at gøre, at han ikke havde tid til at tænke på Mads Julebuk, og først om aftenen, da juletræet var tændt og den første julesalme lød, listede han op af trappen og åbnede døren til barneværelset, hvor mads stod ene og forladt midt på bordet.

Nis sprang op til ham: "Når, hvordan har du det , Mads?" "Dejligt," svarede Mads. "Jeg havde aldrig tænkt mig, at det var så stor en oplevelse at se ind i strålende glade børneøjne. Den glans børnenes øjne havde i morges, vil jeg aldrig glemme." "Ja, men tænker du slet ikke på at du står her alene, medens alle de andre er samlet nede ved det tændte juletræ? Ville du ikke også gerne være du der? Husk, hvad du sagde forleden: du skulle have din plads, hvor du kan ses og blive beundret." Da vendte Mads sig mod Nis og sagde:" Nis, tal ikke om det. Hvor har jeg været dum!"

I tavshed klatrede de begge op i vindueskarmen, hver for sig tilfredse med deres forberedelser til julen, og så sad de ganske stille og lyttede til deres fjerne menneskestemmer, der sang:" Glæden er jordens gæst idag med himmelkongen den lille."

:smi040

Link til kilden...med tak