Julius og Landsbykirken

Julius og Landsbykirken
Forfatter: Jørgen A. Andersen

I en lille hyggelig og flot landsbykirke langt ude på landet, boede kirkemusen Julius. Julius var meget glad for at være kirkemus i netop den kirke, som var den tredje på egnen han havde været kirkemus i. Folk var flinke, som de fleste andre, men en var noget særligt – præstekonen. Hver eneste aften lagde hun lidt korn bag trappen op til prædikestolen, så Julius havde mad hver dag, og kunne koncentrere sig om andre ting end at gnave i tæpper og alterduge.

Kirken var flot dekoreret, det var ikke til at se, at sognet ikke havde flere penge til sin rådighed, end alle de omkringliggende sogne. Kalkmalerierne, prædikestolen og figurerne var kommet til, mens herresædet endnu var hjem for en fornem familie. Desværre havde familien nu flere godser under sig, og havde deres hovedsæde på naboegnen. Den ene figur især, den af Jomfru Maria, havde set noget bedre dage. Forgyldningen i kjolen var for længst begyndt at skalle af, så træet efterhånden var blottet de fleste steder.

Juletiden nærmede sig snart, og Julius var ekstra glad for denne tid, for ofte lagde præstekonen lidt bacon ud til ham, og han var så glad for bacon, hvis det ikke var for saltet. Derfor sad han altid parat i et lille hjørne, når maden blev bragt i december. Om præstekonen nogen sinde så Julius, når hun bragte ham mad i december, vides ikke. Inden hun forlod kirken, gik hun hen til Jomfru Maria, som hun sørgmodigt kiggede på i et stykke tid. Det undgik selvfølgelig ikke Julius’ opmærksomhed, og det begyndte at påvirke hans humør. Også han kunne se, at den før så smukke figur, godt kunne trænge til en opfriskning, som andre ting i kirken egentligt også kunne. Julius ville gerne glæde præstekonen, da hun altid havde glædet ham, og helst ville han gøre noget ved Jomfru Maria, men hvordan?

Julius var en nysgerrig sjæl, og han undersøgte altid alt hvad han kunne slippe af sted med at undersøge. Om søndagen kiggede han på alle frakker og kapper, der hang i våbenhuset, og til hverdag gennemtrævlede han alle skabe, hjørne og kroge. Oblaterne lod han altid i fred, han havde jo sin daglige mad, og han var bange for, at ville blive jagtet ud, hvis han rørte dem. Lørdage blev som regel brugt på at kigge i kirkebogen, for at sikre sig, at alt var som det skulle. Degnen var blevet gammel, og efterhånden noget svagtseende, så alt var efterhånden ikke altid helt som det skulle være. Heldigvis var blækket på bordet, ved siden af kirkebogen, så det var nemt for Julius at dyppe sin halespids i det, og lave de nødvendige rettelser.

En dag havde præstekonen taget af sted til sin søster, som lå syg. Hun ville hjælpe med at se efter børnene, indtil søsteren forhåbentlig snart var rask igen. Julius var derfor ikke blevet fodret som sædvanligt, og var derfor sulten. Et forråd havde han ikke bygget op, som mus ellers har for vane, dertil havde han stolet for meget på præstekonen. Uden mad var det svært for Julius at arbejde, og da maden også udeblev dagen efter var han begyndt at tygge i et lille hjørne af tæppet på det øverste trin til prædikestolen.

Præstekonen kom heller ikke hjem dagen efter, så måtte Julius igen ty til det lille hjørne af tæppet, hvilket plagede hans samvittighed. Dog plagede sulten ham lidt mere, så tænderne blev sat i tæppet igen. Julius opdagede et ganske lille hul i træværket under tæppet, et hul han intet kendte til. Nysgerrigheden tog straks fat og han kravlede ned i hullet. Hullet viste sig at nærmest være en gang hen til muren, hvor nogen teglsten var ødelagte og manglede mørtel. Der var en lille revne mellem to af stenene, som Julius lige kunne klemme sig gennem. Muren viste sig på det sted at være hul. Julius var lykkelig, for nu havde han noget mere at adsprede sin tid med, for arbejdet med kirkebogen kunne ikke tage hele natten, og Julius kendte nu enhver krog af kirken alt for godt, til at det var spændende mere.

Selvfølgelig var der ingen mad i hulrummet i kirkemuren, men det betød ikke noget mere, for næste eftermiddag kom præstekonen hjem, da hendes søster var blevet rask nok til selv at se til sine børn, og hun lagde et større stykke bacon til Julius, end hun plejede. Med al den mad, kunne Julius nu koncentrere sig om alt det nye og spændende, og holde sig fra at gnave mere i tæppet. Hullet var endnu ikke blevet så stort, at det var blevet opdaget.

Til julegudstjenesten bredte en sagte mumlen sig langsomt gennem hele menigheden under prædikenen. Alle stirrede efterhånden forundret på Jomfru Maria, som stod i niche i muren modsat prædikestolen. Prædikenen gik helt i stå, da præsten så menigheden stirre, og han så det smukkeste syn, han havde set i sin tid som præst. Figuren havde fået sin gamle pragt igen. Ja, faktisk mere end det, men det kunne kun de ældste i menigheden bevidne.

Julius havde fundet et gammelt våbenskjold i hulrummet i muren. Det havde tilhørt en herremand, som var blevet landsforvist i en dunkel fortid. Våbenskjoldets kanter var belagt med et lag bladguld, og det havde Julius møjsommeligt pillet af i løbet af to nætter, og lavet et lille lager henne ved hullet i tæppet. Herfra kunne han nemmere natten før jul hente det, da han gik i gang med at klistre det fast på Jomfru Maria. Da Julius ikke havde adgang til lim, brugte han fedtet fra baconen, blandet op med hans eget spyt, så der var en klæbemasse, der kunne holde bladguldet fast på figuren. Med tænderne havde han bidt bladguldet fint til i passende størrelser, og med halen havde han glattet det, så det lignede en sand mesters arbejde.

Rygterne om miraklet med Jomfru Maria bredte sig hurtigt, og biskoppen kom den næste søndag, for at se det med egne øjne. Og med ham kom også familien fra herresædet, som ikke havde brugt den lille landsbykirke i næsten en hel generation. De ønskede fremover at komme i den kirke, som var blevet velsignet med et så storslået mirakel.

Da præstekonen om aftenen kom for at lægge et stykke bacon til Julius, fandt hun et lille stykke bladguld, og da forstod hun, at hvad hun havde gjort for en af Guds allermindste skabninger på jorden havde sin løn, og fremover havde hun altid tårer i øjnene, når hun kiggede på Jomfru Maria.

Disse ting gemte hun i sit hjerte, og fortalte til sine børnebørn hvert eneste år ved juletid, lige inden menigheden kom til julegudstjenesten.

jul09

Link til kilden.... med tak.