"Drengen til juletræ" af F. M. Dostojevskij
En anderledes julehistorie skrevet af Fjodor M. Dostojevskij 1821-1881
Drengen til juletræ
Jeg ser for mig en dreng i en kælder, en endnu meget lille dreng, allerhøjst seks år - en ikke af den slags, man allerede kan sende på gaden "med poten*"; men som man om et år eller to uværgelig ville sende ud. Den lille dreng vågnede en morgen nede i en fugtig og kold kælder. Han var klædt i en tynd kofte og rystede over hele kroppen. Hans ånde stod ham som hvid damp ud af munden, og som han sad der i krogen på en kiste, underholdt han sig med at blæse dampen lige ud og se den forsvinde i luften.
Men han var frygtelig sulten. Flere gange den morgen, allerede ganske tidligt, havde han været henne ved briksen, hvor hans syge mor lå på lidt spredt halm med en bylt under hovedet. Hvor var hun kommet fra? Hvordan var hun havnet her? Sandsynligvis var hun kommet hertil med sin dreng fra en fremmed by og var så pludselig blevet hjælpeløs syg. Værtinden af disse kroge havde politiet hentet for to dage siden, de logerende havde spredt sig for alle vinde, højtiden stod jo for døren, og den eneste tiloversblevne var en lazaron**, der havde ligget døddrukken hele det sidste døgn, fejrende julen på forskud.
I en anden krog af kælderrummet lå, stønnende af gigtsmerter, en firsårig kone, der før havde tjent som barnepige i et herskabshus, men nu lå alene, ventende døden, snart klynkende og stønnende, snart brummende og vrissende ad drengen, så han nu ikke vovede at nærme sig hendes krog. Ude i kældergangen havde han fundet lidt vand, men en bid brød fandt han intetsteds, og han kom nu for tiende gang til sin mor for at vække hende.
Det var for længst begyndt at skumre, og til sidst følte han sig uhyggelig til mode i mørket; det måtte være aften nu, men der blev ikke tændt lys. Han famlede med hånden hen over moderens ansigt og undrede sig over, at hun ikke rørte det mindste på sig og nu var lige så kold som muren ved. "Hvor er det koldt her!" tænkte han nu ved sig selv, idet han stadig blev stående ved moderens leje og som i tanker lod hånden hvile på hendes skulder. Så åndede han lidt på sine fingre for at varme dem lidt, fik fat i sin hue, der lå på briksen, og pludselig listede han ganske sagte som i blinde ud af kælderen. Han ville være gået for længe siden, hvis han ikke havde været bange for den store hund, som hele dagen havde tudet deroppe et sted foran trappen. Men nu var hunden der ikke mere, han gik op og stod nu pludselig ude på gaden.
Du store - hvilken by! Nej - aldrig havde han set noget sådant! Dèr hvor han kom fra, var der bælgmørkt ude om natten, bare èn lygte i hele gaden. Der blev de lave træhuse skoddet til om aftenen; der var der ikke et menneske at se nogetsteds, når det blev mørkt; så lukkede alle sig inde, og man hørte kun hundene derude i flokkevis tude og glamme - det kunne lyde natten igennem som hundrede, ja tusinde hundes hylen og glammen. Men der var til gengæld varmt og godt, og mad fik han også nok af, men her - åh, Gud, om han dog blot kunne få lidt at spise.
Sikken en larm, sikken et mylder! Alle disse lys - og mennesker allevegne - og heste og ekvipager*** - men hvor det frøs, hvor det frøs! De udkørte hestes frosne ånde stod som tæt damp fra deres varme muler. Gennem den løse sne slog hestenes hove skarpt klirrende mod stenbroen, alle mennesker puffede til hinanden og - åh Gud, hvor var han sulten - om han bare kunne få en lille bid af et eller andet - og nu gjorde det pludselig så frygtelig ondt i fingrene! En ordenshaver gik forbi ham, men vendte sig bort for at slippe for at se ham.
Der var nu en ny gade - nej, hvor bred den var! Her kunne han nemt blive rendt over ende eller kørt ned, som folk styrtede afsted mellem hinanden og råbte og snakkede, og alle disse heste i susende trav og disse tusinder af snurrende hjul, og hvor lyst, hvor lyst var her ikke!...... Men hvad var det? Nej - denne mægtige rude og bag ruden en stue og inde i stuen et juletræ fra gulv til loft! Et juletræ med mange, mange lys, med æbler og guldstjerner.... og dèr, rundt omkring træet små dukkebørn, og legetøjsheste er der også; i værelset løber små børn omkring, så fint pyntede og rene, der leger og morer sig, de spiser og drikker! Nu begynder den pige dèr at danse med en dreng - nej, hvor sød hun er, den lille pige! Musik er der også - gennem ruden kunne han tydeligt høre musikken spille.
Drengen stirrede ind gennem den mægtige rude og undrede sig og måtte pludselig le - men nu gjorde tæerne så ondt, så ondt, og fingrene var nu helt mørkerøde og kunne slet ikke bevæges mere. Og pludselig måtte han tænke på sine fingre og tæer, så ondt de gjorde, åh, så ondt!..... og han brast i gråd og løb grædende videre. Men dèr, bag den rude dèr, var der nu igen en stue, også med træer i, men bordene var her dækket op med postejer og kager, en mængde forskellige kager, og der sidder fine damer og giver enhver, som kommer ind, en postej eller en kage; hvert øjeblik åbnes døren, og en mængde damer og herrer fra gaden træder ind.
Drengen gik nærmere hen, åbnede døren og sneg sig ind. Uha, hvor de råbte op og fægtede med armene! En af damerne gik rask hen til ham, trykkede ham en kobbermønt i hånden og åbnede selv døren for ham ud til gaden. Men kobbermønten faldt ud af hånden på ham og rullede klirrende ned ad trinene; han kunne ikke bøje de små frostrøde fingre og holde fast på den. Så løb drengen afsted, så hurtigt han kunne, uden selv at vide hvorhen. Atter var han lige ved at briste i gråd; men han var nu så bange, at han bare løb videre, alt imens han blæste på sine fingre. Han blev med èt så trist til mode, han følte sig pludselig så ensom, alt blev så uhyggeligt......
Men dèr..... hvad kan det nu være for noget! Folk stod i en tæt klynge og stirrede ind i et vindue; derinde bag den store rude stod tre små dukker i røde og grønne dragter - ganske som små, levende mennesker så de ud! Og der sad en lille gamling og syntes at spille på en stor violin, og to andre mandslinge stod ved siden af og gned på små violiner, nikkende i takt med hovederne; en gang imellem så de på hinanden og bevægede læberne. De talte nok virkelig med hinanden, man kunne blot ikke høre det herude. Først troede drengen, at det var virkelige små mennesker, men da han fandt ud af, at det måtte være dukker, kom han pludselig til at le. Aldrig havde han set sådanne dukker og aldrig tænkt sig, at der kunne findes den slags! Han var jo på nippet til at græde - men de dukker..... nej, det var dog for pudsigt.
Pludselig følte han sig grebet bagfra i kraven: en stor, rå krabat af en dreng gav ham et slag oven i hovedet, rev huen af ham og sparkede ham bagi. Den lille styrtede til jorden, folk omkring ham råbte op, hjertet sank i livet på ham, - og han sprang op og rendte afsted igen, og inden han vidste af det, var han gennem en port kommet ind i en fremmed gård, hvor han satte sig på hug bag en brændestabel: "Her vil ingen finde mig i det mørke," tænkte han og krøb sammen.
Der sad han så og vovede næppe af angst at trække vejret.... Men så med èt, lige på èn gang, følte han sig så vel til mode: det gjorde ikke længere ondt i hænderne og fødderne, og der syntes ham nu så varmt her, ja, lige så varmt som hjemme på ovnen. Det gav et sæt i ham - ak, han var vist lige ved at falde i søvn! Ja, hvor dejligt ville det ikke være at sove her! "Her vil jeg sidde lidt endnu og så gå hen og se på de dukker en gang til!" tænkte drengen og smilte igen ved tanken om dem. "Aldeles som levende!".... Og med èt var der, som hørte han sin mor synge - hun sang en vise for ham. "Nu sover jeg mor, ja, nu sover jeg! Åh, hvor det er dejligt at sove her!"
- Kom til juletræ hos mig, min dreng! - hører han pludselig en lille stemme hviske.
Han tror stadig, at det er hans mor - dog nej, det er ikke hende. Han ser ikke, hvem der er, der kalder; men der er èn, som bøjer sig over ham og omfavner ham i mørket. Han rækker sin hånd ud imod ham..... og pludselig - åh nej, dette lys, dette strålende lys..... hvor kommer alt det lys fra? Og juletræet! Nej, det er vist alligevel ikke noget juletræ - aldrig har han set sådan et træ! Hvor er han dog nu henne? Alt lyser, alt stråler, og rundt omkring lutter dukkebørn.... det er små drenge og piger, der svæver omkring ham, strålende i lyset - de kysser ham, tager ham i armene og bærer ham med sig.... også han begynder at svæve og ser nu...... ja, hans mor er med ham, hun ser på ham og smiler lykkeligt.
"Mor! Åh, mor! Hvor her er dejligt at være!" råber drengen til hende, og han kysser børnene, og de kysser ham igen, og han brænder efter at fortælle dem om de tre dukker bag ruden. "Men hvem er I dog, I drenge og piger?" spørger han og ler og har dem så kær.
"Vi er til juletræ hos Gud", siger de til ham.... "Gud har altid på denne dag juletræ for de små børn, som ikke selv har noget træ...."
Og så fik han at vide, at disse små drenge og piger var børn som ham selv.... men de var døde - nogle frosset ind i deres kurve, som man havde stillet på trappetrinene udenfor de petersborgske herskabshuse, andre var ganske stille blevet ombragt af kvinder, der havde fået dem til opfostring fra hittebørnsstiftelserne, mange var sovet ind af sult ved mødrenes tomme bryst under hungersnøden, atter andre var omkommet i de tætpakkede jernbanevognenes mørke og kvalm - men nu var de alle samlet her som engle, alle var de hos Gud, og selv var han midt iblandt dem og rakte sine arme ud imod dem og deres mødre. Og børnenes mødre stod alle her afsides og græd; hver eneste af dem kendte sin lille pige eller dreng, og børnene svævede ned til dem, kyssede dem og tørrede deres tårer af med de små hænder og bad dem nu ikke græde mere, fordi de jo havde det så godt her....
Hen på morgenen fandt huskarlene nede i gården den lille dreng, der havde gemt sig bag brændestablen og var frosset ind. Også hans mor blev fundet.... hun gik bort før drengen. Oppe i himlen hos Gud, der genså de hinanden hen på Julenatten.
