Jeg har ingen medfølelse....

Jeg har ingen medfølelse.... har jeg, med jævne mellemrum fået at vide af min mor, og senere, af andre.... Ikke fra alle mennesker, men nogle mennesker...

Og det lever jeg ganske fint med - selv om det lyder hårdt - for jeg er den eneste i verden, der ved..... hvorfor min mor sagde det og efter hende - et par stykker andre.

Der er mange forskellige, psykologiske virkemidler eller "uvæsen", som vi anvender overfor hinanden, når vi vil opnå noget eller, når vi ønsker, at andre skal handle som vi vil have dem til.

Ofte iværksætter vi disse tiltag uden selv den mindste erkendelse af, hvad vi i virkeligheden er i gang med.... og vi selv tror fuld og fast på, at vores indre tilstand berettiger os til at stille krav til vores omgivelser og forvente disse indfriet. Specielt hvis vi lider af en sygdom eller er i krise... sker det kun alt for ofte, at nogle af os rent faktisk benytter egen elendighed som et springbræt til at skaffe sig mere opmærksomhed og/eller en forøget omsorg...

Man skal nok ikke tage fejl.... Disse lidelser kan i allerhøjeste grad være 100% reelle og plagsomme... Men de kan også rent ubevidst dyrkes med det ene formål, at skabe den forbindelse til andre mennesker, man sædvanligvis måske ikke har eller har i mere small udgave udenfor krisetiderne.

Alle disse observationer havde jeg været udsat for allerede i barneårene, hvor mit mødrenes ophav har forsøgt at dressere mig, en lille datter - til at befinde sig i en evig tilstand af dårlig samvittighed og parathed til at opfylde alle tænkelige ønsker, der er blevet ytret - helst på gætte-sig-til-mors-ønsker-niveau.... Dvs. jeg skulle ikke alene gøre hvad der forventedes af mig... jeg skulle også selv finde ud af, hvad det var man foventede sig af mig....

Hmm... tænk bare... at være 3, 4, 5, 6, 7 år and counting... og så skulle gå i en evig tilstand af en agtpågivenhed og parathed til at springe til og gøre det, jeg skulle selv finde ud af hvad var.... For der vankede altså, hvis jeg gættede forkert... vankede alskens straf fra silent treatment gennem prygl og frem til at blive ført ud i skoven om natten og efterladt alene i krattet.... Det var sgu ikke lutter fornøjelse at være barn på disse betingelser....

Nu skulle man gerne kunne udlede, at jeg må være ualmindeligt fucked up af alle disse år under disse forhold... Og jeg kender de første mange, der vil den dag i dag æde deres gamle hat på, at jeg vitterlig ER en kold skid, der ikke ejer medfølelse med dem der lider.... og det er muligt, at de har ret, i en eller anden udstrækning... Det lever jeg gerne med, fordi jeg ved hvorfor og ligeledes ved jeg, at skulle jeg leve det hele om igen, ville jeg ikke handle anderledes end jeg gjorde den gang... Ikke det mindste.... anderledes.

Man skulle nemlig tro, at under sådanne forhold burde jeg have udviklet mig til en selvudslettende, evigtjenende ånd, der altid befinder sig nede på knæ og beder ydmygt om godt vejr, uanset hvem det behager at komme forbi og stille krav... ny krav, mange krav og hver og een af disse krav snupper endnu et bid af den personlighed hvis kimen til vi alle er født med, men kun de færreste af os får lov til at beholde intakt livet ud....

Mit indre væsen er intakt og det er ikke mindre end et mirakel... Et vaskeægte mirakel! Et mirakel jeg selv udrettede gennem en "guddommelige" erkendelse af ret og uret allerede dengang i barneårene....

Takket være mit mødrenes ophav havde jeg meget tidligt lært at skelne mellem et behov, der bare var legitimt - og et behov, der gerne skulle kunne omsættes til mere og andet end direkte hjælp til at komme igennem en sygdom, en smerte, uro eller andet basalt. Jeg er blevet verdensmester i at gennemskue samvittighedsrytteri og et egennyttigt misbrug af goodwill...

I samme øjeblik jeg var udsat for disse overgreb - trådte jeg mentalt et eller flere skridt tilbage, til jeg var udenfor rækkevidden af den eller de, der ville have mig til at makke ret. Det var dengang jeg var barn og jeg har derved udsat mig for alskens straffe i et omfang, så kun det hvide snit eller elektrochok manglede, før jeg kunne prale af at have været udsat for alle de straffe familien (ved hjælp af "omgivelserne") havde til rådighed over for uvårne unger som mig selv. :wink:

Det har selvfølgelig præget mig dybt og vedværende livet igennem og helt frem til i dag... selv om jeg IKKE overførte mine barndomserfaringer rub og stub på alle andre mennesker, jeg senere havde mødt på min vej gennem livet.... Men det var alligevel med til at præge mig forskelligt i forskellige perioder igennem livet.... og det, der kendetegner denne udvikling er det gradvise men vedværende tab af evnen til at ynke andre mennesker... "Målrettet" medfølelse - ja! Generelt ynk - nej!

Da jeg var yngre kunne jeg lytte i timevis til beklagelser og bitterhed... Jeg vaskede op og gik på indkøb, og lavede mad og vaskede tøj for venner, der havde problemer eller var syge, eller på anden måde - var i krise... Der var ingen grænser for, hvor sent eller tidligt kunne jeg komme ud af fjerene og med knægten på ryggen hoppe op på cyklen uanset vejrliget og årstiden - og afsted til den kaldende nødstedte, og på med vanten... Gøre det nødvendige med samtidigt at lægge øre til bitre klager over reelle og mindre reelle anledninger til, hvorfor den nødstedte følte sig som et offer for enten en sygdom, eller andres forsømmelser, uretfærdigheder eller samfundet....

Uanset hvad og hvor meget jeg gjorde.... og hvor længe jeg holdte ved... kunne der ikke mærkes/høres/ses spor af mine anstrængelser i de nødstedtes feedback... Der var ingen bedring som følge af min hjælp.... og klagerne...? Ja, klagerne var ikke færre af, men endda flere... Hvad gjorde jeg forkert? Og hvorfor "virkede" det ikke eller så lidt? Og tro mig, jeg var SÅ veltrænet i at spotte behovene, at der kunne slet ikke være tale om, at jeg ikke gjorde det rigitige eller for lidt... DET vidste jeg, så hvad pokker var der galt?

Uhadada... der gik lang tid, før jeg begyndte at ane hvad der foregik og hvorfor har dette gentaget sig pæcist "som sidst" og uanset hvem jeg var hos... mand, kvinde, ung eller ældre... ingen udtrykte nogen form for accepterende besked, så jeg kunne opfatte det som værende tegn på at det jeg vendte vrangen ud for - også nyttede. Tværtimod - steg kravene og forventningerne efterhånden mere og mere... Jo mere jeg gjorde - jo mere forventedes af mig.... en skrue uden ende...

Selvfølgelig - tænker jeg i dag - det virkede jo, så hvorfor lave om på noget der virker... En nyttig idiot var jeg og derom ingen tvivl, selv set i bagklogskabens spejl i dag, så mange år efter.... Det indrømmer jeg bare, uden en skygge af forlegenhed - simpelt hen fordi det ikke siger noget skidt om mig, men kun om dem, der havde stået på mine skuldre... Noget jeg lod dem gøre, for det skulle man jo, når andre var i nød... ikk`? Det tager jeg det fulde ansvar for... de gjorde, hvad jeg lod dem gøre og så er dèn ikke længere.

O.k. hvad har dette så at gøre med tabet af evnen til uforbeholdent at ynke alle og enhver? Det hele.... Efterhånden som jeg har været nødt til at erkende et misbrug af min betingelsesløse hjælpelyst - havde jeg også været (selvfølgelig) nødt til at genopdrage mig selv, hvis jeg ikke skulle tilbringe mit liv i den utaknemmelige position af en mental og praktisk tyende for dem, der ville have det. Specielt fordi - tro det eller lad være - har jeg aldrig selv haft skyggen af en frelser-kompleks. Jeg har aldrig defineret mig selv ved hjælp af hvor meget jeg kunne eller ikke kunne udrette for andre. Der var riiigeligt med andre fikspunkter til formålet, end netop at se mig selv i rollen som en frelser....

Ynke-evnen røg først.... så den ukritiske del af lysten til at hjælpe uanset hvad og hvem.... altså i den nærmeste omgangskreds. De mennesker, jeg plejede omgang med og kunne se og høre på tæt nærved. Efterhånden udviklede jeg en stor ulyst til at lytte til klager, der fortsatte i en uendelighed og uden at udvise lysten til at ændre på tingene eller lyst til at søge efter håbet.... Min ulyst blev til utålmodighed og utålmodighed blev til flugt.... Og det var mig, der flygtede.... Ikke fordi jeg var bange for noget (af det), men mest fordi idet jeg havde konstateret at klager og nødråb faktisk var en permanent tilstand hvormed de pågældende personer havde skaffet dem en (for)sikring mod at blive forladt.... Præcist som jeg lærte den gang jeg var barn og hvor min mor troede at hun kunne binde sine omgivelser til sig på en lignende måde.... reagerer jeg nu modsat og tager benen på nakken ved det første eller andet tegn på ynk-for-ynks-egen-skyld....

Citer:

Oprindeligt indsendt af Jeg (et andet sted engang)

Midt i det hele kom der pludselig et billede frem for det indre blik.... et billede af Sindbad Søfarer der gik sig en tur langs vandkanten i Basra og nød denne fine dag... Sindbad Søfarer er en skikkelse fra 1001 Nat Eventyr og historier om hans eventyr har en meget dyb og til enhver tid - en aktuel betydning for en personanalyse omkring beskrivelsen af diverse kerneegenskaber i et menneskets personlighed og evt. adfærdsmønstre, også de "ejendommelige"...

Sindbad Søfarer var en god mand, en god søn, ægtemand og far. Med et godt hjerte og altid parat til at hjælpe hvor han kunne...

Han gik så langs stranden i Basra og nød dagen. Pludselig får han øje på en gammel lillemor, der sidder i sandet og ser hjælpeløs ud... Sindbad træder nærmere og spørger til hendes befindende....

Hun ser op på ham med et tårevæddet blik og siger at hun er så træt og sulten, så hun ikke kan gå videre, men bliver bare siddende her til hun dør....

Sindbad bliver meget oprevet over at høre hendes fortælling om, hvordan hu8n er blevet overgivet af alle, om alle hendes utaknemmelige børn, familie og venner, der alle bare havde smidt hende væk og gik tilbage til deres liv og nu får hun bare lov til at sidde her og vente på døden.

Og så er det, at den godhjertede Sindbad tilbyder at tage hende op på sine skuldre og bære hende ind til byen, så hun får lov til at komme hjem til sig selv...

Denne gamle morlille takker ham overstrømmende og beder om hjælp til at komme op og i det han rækker hende hånden - tager hun afsæt og springer op på hans skuldre og klemmer hans nakke kraftigt med sine ben. Hun sidden nu oppe så støbt til og beordrer ham afsted...

Fra nu af styrer hun ham med hård hånd og beordrer ham til at bære hende omkring hvor hun end ønsker det. Hun kommer aldrig ned af hans skuldre og alt han skal foretage sig - må han gøre med hende oppe og holdende ham i en fast skruestik.

Jeg kan nu ikke huske hvordan det endte, men ved at han omsider er kommet af med hende, men kun for at et andet menneske er blevet "fanget" i denne lille, søde og stakkels morlilles faste greb om vedkommendes nakke....

Jeg tror, at jeg vil skaffe mig 1001 nat bogen snart og måske en gang gennemgår jeg alle eventyr hvori Sindbad Søfarer optræder, da disse er fyldt til randen med menneskekundskab i en forbløffende rammende grad... Det var den gang da jeg var barn, at jeg første gang lærte at gennemskue ufine tricks menneskerne kan byde hinanden, og lærte at forholde mig til det.

Efter at selv havde haft en "morlille" oppe på mine egne skuldre nogle gange - lærte jeg hurtigt at gå en anden vej, når jeg så hendes kloner på vejen gennem tilværelsen og en anden ting lærte jeg også..l.. aldrig at lade nogen at misbruge et godt hjerte så dette begynder at modarbejde eller udmatte det selvsamme bryst, det selv banker i....