blev fremsat af Clara Zetkin på den internationale kvindekongres arrangere af socialistisk internationale i København i 1910.
Datoen 8. marts blev valgt for at mindes den demonstration for kvinders rettigheder som socialistiske kvinder afholdt i New York 8. marts 1908. Demonstrationen blev afholdt dels for kvinders rettigheder, dels som en reaktion mod suffragettebevægelsen, som de socialistiske kvinder opfattede som domineret af borgerskabet. (Kilde:
Som et kuriosum kan nævnes, at den internationale kvindekongres sen blev afholdt i i Danmark, i Købehavn, i Folkets Hus på Jagtvej, i samme bygning, der indtil for syv måneder siden var kendt under navnet
. Og således blev den sidste sten fjernet fra det sted, hvor der blev talt kvindernes sag og hvor dagen 8. marts er blevet gjort til en international hyldestdag for alle kvinder i verden - for
Jeg har temmelig svært ved at finde en (bort)forklaring på disse to begivenheders indbyrdes sammenhæng, selv om de har fundet sted med 97 års mellemrum, andet end at lige så lidt ungdommen respekteres af det politiske system, lige så lidt - i virkeligheden - respekteres ungdommens mødre, siden det politiske system havde den frækhed, at fjerne det selveste symbol på respekten for kvinder, fra jordens overflade, på Jagtvej 69, den. 1. marts 2007! Hvad andet var det, end et kraftigt signal til kvinder?
Den sidste "officielle" sten er således fjernet dagen før vores kvindedag - så kom og fortæl mig om dette er en tilfældighed eller - et kraftigt signal til ikke alene den rebelske ungdom af begge køn, men ikke mindst også til os, kvinder, i en verden, der fortsat slagter kvinder, og hvor selv pigefostre udryddes, alene fordi de tilhører kvindekønnet.
Vold mod kvinder en global epidemi
Af Gretelise Holm
Vold mod kvinder, som ofte udøves af nærtstående personer, er ifølge WHO et af de største sundhedsproblemer i verden. Volden medfører større sygelig-hed og dødelighed for kvinder end malaria, trafikulykker og krig tilsammen.
Vold mod kvinder er en global epidemi, som koster flere kvinder livet og helbredet end malaria, trafikulykker og krig tilsammen. Mindst hver femte kvinde bliver i løbet af sit liv udsat for fysiske overgreb af en, ofte nærtstående mand, viser tal fra verdenssundhedsorganisationen WHO.
Kvinder mellem 15 og 44 år er særlig udsatte for vold og voldtægt, men overgrebene mod kvindekønnet starter enkelte steder allerede i fostertilstanden med, at pigefostre bliver aborteret.
Og så fortsætter overgrebene med et bredt spekter af direkte og indirekte vold mod verdens pigebørn og kvinder: Drab på nyfødte piger, der hellere skulle have været drenge, kønslig lemlæstelse af piger ved omskæring, seksuel vold mod pigebørn og indirekte vold i form af arbejdsmæssig udnyttelse eller social tilsidesættelse og omsorgssvigt. Voldtægt og frygten for voldtægt hører også til de vilkår, som den ene halvdel af menneskeheden må leve med.
Den intime fjende
''Den intime fjende'' er titlen på en rapport, som er udarbejdet af Panos Instituttet i London, en uafhængig organisation med speciale i information om udvikling. Titlen på rapporten, der samler undersøgelser fra hele verden, hentyder til den mest udbredte vold mod verdens kvinder, volden i hjemmene, hvor voldsmanden i reglen er kæresten, ægtemanden, en slægtning eller nær bekendt.
Her er nogle af rapportens fakta om vold mod kvinder:
På verdensplan ''mangler'' der 60 mio. kvinder, overvejende i Asien, fordi pigebørn aborteres, slås ihjel efter fødslen eller dør af overlagt udsultning og mangel på pleje og omsorg. I USA sker der hvert 15. sekund overgreb på en kvinde. Gerningsmanden er i reglen ægtefællen eller kæresten.
I Storbritannien bliver årligt én ud af 10 kvinder voldsomt gennembanket af sin samlever.
Vold mod kvinder tager ofte til under graviditet og efter fødsel med sundhedsmæssig risiko for mor og/eller barn.
Undersøgelser i Canada, Israel og Brasilien viser, at kvinder har større risiko for at blive dræbt af deres mandlige partner end af fremmede. I Rusland bliver hvert femte mordoffer slået ihjel af ægtefællen, og ofrene er helt overvejende kvinder.
En undersøgelse af voldtægt i USA viser, at mellem 14 og 20 pct. af alle kvinder i løbet af deres liv vil komme ud for en fuldbyrdet voldtægt. I de fleste lande i verden er det ikke strafbart, hvis en ægtemand voldtager sin kone.
Flere hundrede tusinder kvinder og piger bliver hvert år købt og solgt til ægteskab, prostitution eller slaveri.
Menneskerettigheder
I dag betragter det internationale samfund med FN i spidsen også kvinders rettigheder som menneskerettigheder, men verdenssamfundet var længe om at nå til den erkendelse. Først i 1993 præciserede FNs verdenskonference om menneskerettigheder i Genève, at kvinders rettigheder er menneskerettigheder, og samme år vedtog FNs generalforsamling en udtalelse om at afskaffe vold mod kvinder. En særlig FN-rapportør, placeret under Menneskerettighedskommissionen, fik til opgave at overvåge området, og denne rapportør samler nu materiale fra hele verden, der synliggør voldens omfang.
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, betegner vold mod kvinder som et af de væsentligste sundhedsproblemer i verden og forsøger at dæmme op for problemerne i samarbejde med verdens nationer.
I dag fører FN forskellige former for forhandlinger med de lande, der mener, at kvindeundertrykkelse og vold mod kvinder fortsat bør tilhøre det nationale privatlivs fred, eller kan retfærdiggøres af kultur, religion og traditioner.
Og det er ikke kun muslimske lande og 3. verdenslande, der er problemer med. Eksempelvis har USA endnu ikke tiltrådt FNs konvention om afskaffelse af al diskrimination mod kvinder, kaldet CEDAW.
Verdenssamfundets indsats for at afskaffe vold mod kvinder er kun lige begyndt, og den bliver ikke let, fastslår Panos-rapporten. Det særlige ved den vold, som kvinder udsættes for alene pga. kønnet, er nemlig, at den overvejende foregår i den private sfære og mange steder betragtes som en acceptabel del af det sociale liv og familielivet. Dertil kommer, at kvinder ofte ikke har social og økonomisk mulighed for at komme ud af voldelige familieforhold, fordi mænd i det meste af verden er dem, der ejer og råder over hjem, jord og penge.
Rapporten citerer en cambodiansk mor, der råder sin datter til at tage tilbage til sin voldelige ægtemand:
''Vær nu sød og tag hjem til din mand. Du skal ikke være bange. Han vil ikke slå dig ihjel. Han vil højst slå dig bevidstløs.''
Men selvom fremskridtene kan synes små, betyder det alligevel noget, at det internationale samfund har sat vold mod kvinder på dagsordenen. I Kina sagsøgte en kvinde sin ægtemand for vold. Hun vandt sagen, selvom manden hævdede, at hustrumishandlingen var en privatsag, som ikke kom domstolen ved.
Tilsvarende vandt masaikvinden Agnes Siviankoi i Kenya en sag mod sin voldelige ægtemand.
''Jeg kæmper for masaikvinderne, som nu ved, at de kan stille noget op over for volden,'' sagde hun.
Et globalt problem
Undersøgelser fra de seneste årtier fastslår, at vold er et globalt problem, og at der findes voldsmænd og ofre af alle nationaliteter og i alle sociale lag. Selvom der i mange vestlige lande er formel ligestilling, udsættes kvinder i stort omfang for vold og sexchikane, som kan være mere eller mindre officielt accepteret.
Da forskeren Lori Heise og hendes kollegaer undersøgte de sundhedsmæssige konsekvenser af kønsbetinget vold i udviklingslande, fandt de dog, at kvinder blev mest voldeligt behandlet i de samfund, hvor de var mest økonomisk afhængige af mænd, og hvor de havde mindst bevægelsesfrihed, såvel i det private som i det offentlige rum.
Piger risikerer kønsbetinget vold, allerede før de bliver født.
I forbindelse med Kinas etbarnspolitik vil mange vordende forældre gøre deres yderste for, at det eneste barn bliver en dreng. En beregning viste, at der i 1987 ''manglede'' en halv mio. pigebørn, som var blevet aborteret eller dræbt kort efter fødslen for at give plads til en dreng.
I den indiske delstat Punjab har piger mellem to og fire år dobbelt så høj dødelighed som drenge i forbindelse med tropiske sygdomme, dysenteri og lungebetændelse, fordi de ikke bliver passet, plejet og behandlet i samme omfang som drenge.
I Bangladesh er små piger tre gange så hyppigt underernærede end små drenge.
Kønslig lemlæstelse
Mange lande i Afrika praktiserer såkaldt kvindelig omskæring, forskellige grader af kønslig lemlæstelse af pigebørn. I nogle tilfælde skæres klitoris bort, i andre tilfælde også de indre og/eller ydre kønslæber. I nogle kulturer syr man derefter også vagina til.
Operationerne foregår uden bedøvelse og under urenlige og primitive forhold. De er frygteligt smertefulde og livsfarlige for pigerne, der hyppigt dør af infektioner i forbindelse med indgrebene eller senere, når de skal skæres op med henblik på samleje eller fødsel.
En undersøgelse i Sudan har vist, at de kønsligt lemlæstede kvinder har dobbelt så stor risiko for at blive infertile som andre kvinder pga. de mange infektioner, de pådrager sig, når urin og menstruationsblod ikke har frit afløb.
Omkring 130 mio. kvinder er blevet udsat for mere eller mindre omfattende kønslig lemlæstelse.
Hver femte voldtages
Amerikanske voldtægtsundersøgelser tyder på, at op mod hver femte kvinde på et tidspunkt i sit liv bliver udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg. Undersøgelser i Canada, New Zealand og Korea viser tilsvarende risici for kvinder.
Samtidig er det også veldokumenteret, at det ikke overvejende er vildt fremmede, der voldeligt tiltvinger sig sex med kvinder. Det er bekendte, naboer, slægtninge, ægtemænd og kærester. Retsstatistikker fra Peru, Malaysia, USA og mange andre lande peger på, at mellem 60 og 80 pct. af voldtægtsmændene er kendt af deres ofre.
Det er svært at sætte tal på voldtægt inden for ægteskabet. Alene at tale om det er tabu i mange kulturer. Ifølge den sudanesiske læge Nahid Toubia mangler kvinder simpelthen ord for dette begreb. I de fleste lande i verden er det ikke en forbrydelse, når en mand voldtager sin kone. Først for nylig er ægteskabelig voldtægt blevet gjort til en forbrydelse i nogle europæiske lande. F.eks. kunne en englænder ikke blive dømt for at voldtage sin kone før i 1991.
Krig og voldtægt
Voldtægt er også historisk set blevet anset som en del af ''krigens natur.'' Først nu er voldtægt, i forbindelse med retsopgøret efter borgerkrigen i Eksjugoslavien, begyndt at blive betragtet som krigsforbrydelse.
Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch har dokumenteret talrige tilfælde af voldtægt begået af såvel serbere som af muslimer og kroater. Og Zenica Centret for registrering af krigsforbrydelser har dokumenteret omkring 40.000 tilfælde af voldtægter under krigen i det tidligere Jugoslavien.
I nogle lande er forsvarsløse kvindelige fængselsfanger også udsat for sexmisbrug og voldtægt fra det mandlige personale.
I Pakistan bliver flere og flere kvinder sat i fængsel for overtrædelser af den islamiske lov, som bl.a. kriminaliserer sex uden for ægteskabet. Og disse ''urene'' kvinder bliver let ofre for fængselsvolden. Menneskerettighedsadvokater i Pakistan rapporterer, at mere end 70 pct. af de indsatte kvinder bliver seksuelt misbrugt af deres fangevogtere. Misbruget omfatter også vold, bagbinding og gruppevoldtægt.
Voldtægt er forbudt ifølge den islamiske lov, men kvinder, der anmelder en sådan forbrydelse, risikerer at havne i fængsel. Kvinderne skal nemlig selv løfte bevisbyrden. Hvis voldtægtsmanden skal idømmes lovens strengeste straf, skal kvinden møde op med fire mandlige vidner, og hun må ikke selv vidne i retten. Hvis hun ikke kan bevise, at hun blev voldtaget, risikerer hun at komme i fængsel eller få pisk for påstået ulovlig sex.
I USA har Human Rights Watch-undersøgelser afsløret mange tilfælde af overgreb på kvindelige fanger, både i form af upassende kropsvisiteringer, voldtægt og vold. Dertil kommer, at en del kvindelige fanger udsættes for seksuel afpresning, eller selv bytter seksuelle tjenesteydelser med varer eller privilegier, som fangevogterne giver dem.
Voldtægt af mindreårige
Undersøgelser i Chile, Peru, Malaysia og USA viser, at mellem 30 og 50 pct. af ofrene for voldtægt og voldtægtsforsøg er piger under 15 år.
Mange steder i Afrika er et af problemerne ved at sende piger i skole, at lærerne gør dem gravide. Problemet har været diskuteret offentligt i Zimbabwe, og også i f.eks. Kenya har det vist sig, at pigers skolegang er forbundet med risiko for seksuel chikane, graviditet og vold fra skolekammerater, lærere og naboer, som de skal passere på vejen.
Stor opsigt vakte det, da 19 skolepiger på en katolsk skole i juli 1991 blev dræbt af deres drengeskolekammerater, mens yderligere 71 blev voldtaget. Det frygtelige voldsorgie på St. Kizito-skolen i Kenya vakte opmærksomhed, ikke mindst fordi den mandlige skoleleder roligt forsvarede drengene med, at det aldrig havde været deres hensigt at skade pigerne, kun at voldtage dem.
Handel med kvinder
Hvert år bliver hundrede tusinder af kvinder verden over købt og solgt til ægteskab, prostitution eller slaveri. FN skønner, at der i løbet af et år bliver
''handlet med'' omkring fire mio. mennesker, og at der skønsmæssigt er 200 mio. mennesker, som lever i slaveri. Hovedparten er kvinder.
Selvom sexhandel med kvinder og pigebørn overvejende finder sted i asiatiske lande, er også østeuropæiske kvinder i stigende grad blevet ofre i denne form for økonomisk virksomhed.
Fattigdomsramte kvinder fra de tidligere Sovjetstater som Rusland, Polen, Ukraine og Letland bliver af pengegriske mellemmænd enten lokket, tvunget eller fristet til at komme til Vesteuropa, herunder Danmark på turistvisum for at arbejde som prostituterede tilknyttet barer eller bordeller.
Ifølge den Internationale organisation for Migration bliver der på årsbasis indført en halv mio. kvinder fra fattige lande til seksuel betjening af vesteuropæiske mænd.
I Sydøstasien, hvor handel med piger og kvinder til prostitution længe har fundet sted, går mellemhandlerne nu mere agressivt til værks. De indfinder sig i landsbyerne i forbindelse med misvækst, sult og økonomisk nød for at presse forældre til at sælge deres døtre billigt.
Det er praktisk taget umuligt for pigerne at komme ud af systemet igen.
I nogle lande er politiet selv dybt involveret og profiterer på prostitutionen. En kvinde fra Burma, som arbejder på et bordel i Thailand, fortæller til menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch, at politifolkene tit kommer på bordellet, hvor de gratis kan vælge prostituerede til eget brug.
Sex, graviditet og moderskab
I Santiago i Chile viste en skadestueundersøgelse, at 73 pct. af de kvinder, der kom ind med voldsskader som kvæstelser, brud, brandsår og ødelagte indre organer, var blevet udsat for volden af et mandligt familiemedlem * som oftest ægtefællen.
Den største trussel mod kvinders liv og helbred findes i hjemmet * hvad enten stedet er Indien, hvor kvinder i værste fald risikerer at blive brændt, hvis hendes familie ikke kan svare medgiften, eller Canada, Israel og Brasilien, hvor undersøgelser har dokumenteret, at kvinder har større risiko for at blive myrdet af deres mand eller kæreste end af nogen anden person. Eller i USA, hvor mellem 22 og 35 pct. af de kvinder i den reproduktive alder, som kommer på skadestuerne, har kvæstelser, der hidrører fra vold i hjemmet.
Volden mod kvinder har hyppigt seksuelle overtoner og seksuel karakter, men den kan også direkte være forbundet med graviditet og moderskab. Undersøgelser i USA peger på, at en fjerdedel af de kvinder, der mishandles, også udsættes for vold under graviditeten. Og i kulturer, hvor drengebørn er særligt eftertragtede, risikerer kvinder ''straf'' for at føde piger.
En kvinde fra landdistriktet Veracruz iMexico beretter:
''Min mand var meget vred på mig, fordi jeg kun havde født tre døtre. Fem måneder efter den sidste fødsel gennembankede han mig og truede med at dræbe mig. Han kastede mig ned på jorden, sparkede mig og sagde, at han ville give vores yngste datter bort.''
I nogle kulturer bruger mænd vold som middel til at styre kvinders seksualitet og fertilitet. Kvinder i Uganda og Zimbabwe har til forskere berettet om, hvordan de får bank, hvis ikke de bliver gravide, eller hvis de bruger prævention. Også kvinder i Peru og Mexico fortæller, at de ikke tør diskutere prævention med deres mænd af frygt for mændenes voldelige reaktioner.
Voldeligt tiltvunget, uønsket og ubeskyttet sex har alvorlige helbredsmæssige konsekvenser for kvinder jorden over i form af uønsket graviditet, sundhedsfarlige aborter og kønssygdomme, herunder hivsmitte.
I afrikanske kulturer har mænd pr. tradition ret til at være polygame. Samtidig råder de i kraft af brudeprisen over deres hustruers seksualitet og fertilitet.
''Kvinder har ikke mulighed for at sige nej til sex i ægteskabet eller kræve brug af kondom, så ægteskabet indebærer for unge kvinder den største risiko for hivsmitte,'' fortæller kvindeforskere i Zimbabwe.
I USA angiver forskellige undersøgelser uafhængigt af hinanden, at mellem 4-30 pct. af ofrene for voldtægt pådrages en kønssygdom.
Kønssygdomme er også bevis på, at mindre børn udsættes for sexvold. I 1988 viste en undersøgelse i Nigeria, at 16 pct. af alle kvinder/piger med kønssygdomme var under fem år, og yderligere seks pct. var mellem seks og 15 år. På den førende klinik for kønssygdomme i Zimbabwes hovedstad Harare behandlede man i løbet af et år 907 piger under 12 år for seksuelt overførte sygdomme.
''Og det er kun toppen af isbjerget, fordi de fleste piger aldrig bliver bragt til behandling,'' siger Eunice Njovana, tidligere direktør for et anti-kvindevold-projekt i Zimbabwe.
Psykiske skader
Bortset fra alle de fysiske skader, som verdens kvinder pådrager sig som følge af vold og seksuel tvang, skades piger og kvinder også psykisk. I mildeste form resulterer volden i kvinders tilbageholdenhed og selvundertrykkelse, men den kan også føre til depressioner og selvmord.
Undersøgelser i USA viser, at omkring en tredjedel af de kvinder, der udsættes for vold i hjemmet, lider af depressioner. Og at 25 pct. af de kvinder, der forsøger selvmord, har været ofre for vold og/eller seksuelt misbrug.
Også drengebørn tager psykisk skade af at vokse op i voldelige hjem, så der bliver en tendens til, at den voldelige familiekultur føres videre i næste slægtsled. De fortsætter deres fars linje, når de selv stifter familie, og piger, der kun har kendt til undertrykkelse og deraf følgende selvforagt, fortsætter i deres mors offerrolle.
Rundt i verden er der dog også en voksende bevidsthed om, at volden mod kvinder skal bekæmpes. En lang række internationale, nationale og helt lokale græsrodsinitiativer har taget den opgave på sig. WHO, der overvåger situationen, beretter om hundredevis af nye kvindegrupper, der arbejder på alle niveauer rundt i verdens lande. Støttegrupper for voldsramte kvinder dukker op overalt og har vist sig effektive i Argentina, Australien, Costa Rica, Indien, Japan. Andre steder, i Indien, Belize og blandt de oprindelige folk i Canada er lokalsamfundet gået direkte ind med at overvåge voldelige ægtemænd og få dem til at ændre adfærd.
Politistationer, der særligt skal tage sig af vold mod kvinder, er blevet etableret rundt omkring i Sydamerika og i en del asiatiske lande. I andre lande, blandt andre Jamaica og Canada, inviterer man ægtefæller og børn på kursus i ikkevoldelig konfliktløsning.
Andre initiativer er kurser for sundhedspersonale, der skal tage sig af ofrenes fysiske og psykiske skader, og for politiet, der mange steder skal lære, at vold mod kvinder i hjemmet er lige så alvorligt som andre former for vold.
Derudover indrettes der verden over praktisk taget dagligt nye krisecentre og hjem for kvinder og børn, der er på flugt fra tæv og terror.
"Sygeplejerskens" medarbejder var sammen med fotograf Sisse Jarner til stede, da dette offer for en formodet indisk brudebrænding i april 1999 blev bragt ind på hospitalet i Phuentsholing, en grænseby mellem Bhutan og Indien.
Den unge svært forbrændte kvinde var først i 20'erne og mor til et par småbørn. Hun var bevidstløs ved ankomsten til hospitalet, og lægen gav hende ikke mange chancer for at overleve.
Politiet efterforskede sagen, men ifølge sygeplejersken Sabi Gralay er det tit svært at skaffe afgørende bevis mod ægtemændene, når kvinderne dør. Også i dette tilfælde hævdede manden, at kvinden selv havde overhældt sig med petroleum og antændt sig. Den officielle opgørelse over brudebrændinger i Indien sætter antallet til 5.000 om året, men kvindeorganisationer mener, at grusomhederne forekommer langt hyppigere. De mener, at tusinder af kvindedrab skjules som ulykker og selvmord, fordi svigerfamilien, hvor kvinden lever, står sammen om at dække over forbrydelsen.
De såkaldte brudebrændinger finder typisk sted, når manden eller svigerfamilien er utilfreds med, at medgiften, penge eller ejendom ikke erlægges som aftalt. Truslen om brænding bruges som pengeafpresningsmiddel mellem familierne.
Bortset fra alle de fysiske skader, som verdens kvinder pådrager sig som følge af vold og seksuel tvang, skades piger og kvinder også psykisk. I mildeste form resulterer volden i kvinders tilbageholdenhed og selvundertrykkelse, men den kan også føre til depressioner og selvmord.
Kilde: "Sygeplejersken"/Blad nr. 19/2000
Sygeplejersken.dk
