Mary Shomons og vores kamp for tid og forståelse hos lægen

Jeg har i dag set beretningen om Mary Shomons og det lave stofskifte. https://www.overgangsalderen.dk/kvin...pic.php?t=3564 :cry:

Det var en utrolig følelsesladet historie, som jeg kun kan anbefale andre at læse. Denne utrolige kamp på hendes egen krop - hvor lægerne negligerede hendes symptomer, på trods af abnormale blodprøvesvar på stofskiftet.

Hendes søster led af sygdom i skjoldbruskkirtlen. Og Mary S. havde det absolut ikke godt. Hendes hår faldt af, huden var så tør at den revnede og blødte, træt hele tiden og tog på i vægt, selvom hun spiste fornuftigt.

Lægen mente ikke at hun fejlede noget - trods abnormale blodprøver. Han henledte det til, at hun lige havde fået barn, så dette ville gå over med tiden. Han forsikrede hende også om, at der intet var, at bekymre sig over. :twisted:

På 4 år tog hun ca 36 kg på, og havde det utroligt dårligt. Men hun mistænkte dog ikke skjoldbruskkirtlen - lægen havde jo fortalt, at den intet fejlede.
Og vi er jo utroligt autoritetstro, når vi ikke ved mere omkring sygdommen. Det er jo først, når vi har lidt tilstrækkeligt - hører om andre i samme situation som én selv, at vi begynder at "forske" og prøver at forstå.

Hun gik således og havde det utroligt skidt i 5 år førend hun, ikraft af anden undersøgelse, bad om undersøgelse af skjoldbruskkirtlen. De var flyttet og derved fået ny læge. Han var meget chokeret over, at hun ikke havde fået behandling. Hun blev også diagnosticeret med Hashimotos.

Hun blev sat i Eltroxin behandling. Hun fik det bedre, men pludselig begyndte det at gå ned af bakke for hende igen. :(

Hendes mand begyndte, at undersøge alt omkring sygdommen. Han havde også læst at en sund skjoldbruskkirtel producerer 5 forskellige hormoner (TO, T1, T2, T3 og T4). 80% af produktionen er T4, som er et stabilt stof som cellerne omdanner til brugbart T3 efter behov. Dog er 15% af kroppens T3 behov direkte produceret af skjoldbruskkirtelen. Nogle celler kan ikke omdanne T4 til T3 og får således dækket deres behov fra skjoldbruskkirtlen.

T3 niveau vil være meget lavt af to grunde:

1) Kroppen får ikke T3 fra den syge skjoldbruskkirtel
2) Mange celler i kroppen kan ikke omdanne T4 til T3

Pt. har også brug for T2 som en sund skjoldbruskkirtel også producerer. Nogle celler bruger T2 til at producere et enzym der omdanner T4 til brugbar form. Så hvis en pt. får T4 (Eltroxin består 100% af T4), så vil nogle af cellerne ikke kunne benytte det. Visse celler kan, men for det totale helbreds skyld, må man supplere med T2.

Hun opsøgte senere en ny læge, som sagde, at hun havde brug for T3. Derfor besluttede han at ændre medicinen til Armour. Det er et naturligt ekstrakt fra grise skjoldbruskkirtler og indeholder derfor både TO, T1, T2, T3 og T4. :D

Armour skal startes i meget små doser for senere at blive trappet op, til man finder det rette niveau. Da hun startede med Armour følte hun sig straks 100% bedre. Depressionerne forsvandt allerede på andendagen. Lægen fortsatte med at øge dosen med små mængder i sin søgen efter den rigtige dosering.

Hun har det meget bedre nu, og meget bedre end hun nogensinde havde haft det under sin behandling med Eltroxin.

Nej, vores læger læser kun tests fra laboratoriet og ignorerer de fysiske symptomer og sætter alt for stor lid en en enkelt blodprøve. Mange overhører vores symptomer.
Jeg har selv været til kontrol hvor TSH lå på 7,86. Endokrinologen mente at der var fejl i prøven, selvom jeg sagde, at jeg var dårlig. Han sagde at jeg skulle vente til næste blodprøve og fortsætte uændret dosis.
Det gik egentligt først op for mig da jeg kom hjem. Jeg kontaktede ham dagen efter, hvor jeg mente, at jeg skulle tage 50 mkg Eltroxin yderligere. Dette var han med på - han havde også selv tænkt på dette. ØH!!!!! :twisted:

Jeg synes det er vigtigt, at der kommer noget mere debat omkring denne sygdom, således at lægerne ikke bliver ved med at overhøre vores budskab.
Vi skal sætte os godt ind i vores sygdom - dermed vil vi også stå stærkere overfor lægerne. Vi selv må blive ved med at forske og kan derved være med til at "undervise" vores "dygtige" endokrinologer.
Vi kræver, at der bliver tid til at lytte og forstå os. Jeg ved, at der ved kontrol er afsat et kvarter til hver pt. Men når lægen tillige er forsinket, bliver denne tid nedsat, for at han/hun kan nå de øvrige pt. - hvilket så også bliver på nedsat tid.

Jeg er klar over, at når vi er nede, har vi ikke overskud til at studere og tage kampen op. Men så må vi stofskiftept. bruge hinanedens ressourcer på bedste vis.

Vi har brug for endokrinologerne - og de har brug for os på mange måder. Vi er dem der kan være med til at give dem mere erfaring. Vi kan jo mærke hvordan det påvirker vores krop - så derfor skal der være tid til lydhørhed. Og hvis denne sygdom "pludselig" forsvandt (ønsketænkning), så skulle de hen og specialisere sig i anden sygdom!!
Hvad mener I :?: :idea: :idea:

De kærligste hilsener fra Annemarie