'Stærke kvinder i skarpe portrætter' er overskriften på en boganmeldelse i Berlingske Tidende d. 6. november 2004. Den anmeldte bog er »Kvinder i Danmarkshistorien« skrevet af Grethe Jensen, udgivet på Politikens Forlag. (Link til anmeldelsen)
De samme (kvinde)navne om og om igen. Dronning Thyra, Dronning Margrethe 2., Elsa Gress, Karen Blixen, Suzanne Brøgger m.fl. På forlagets hjemmeside skriver man direkte: "Kvinder der gjorde en forskel". Hvilken forskel, og for hvem? Eller hvad? Politik? Kultur? Samfundet? Individet? At have en betydning for... er absolut ikke det samme, som at gøre en forskel.
Måske hvis denne bog var den første, eller en af de første, og de biografiske oplysninger ikke allerede havde været gennemtærsket til bevidstløshed gennem mange af herrens år igen og igen, var jeg måske blevet interesseret og nysgerrig, men rent ud sagt - er jeg dødtræt af at blive tørret af i de samme navne på de samme kvinder, der årene igenenem bliver mig påtvunget som værende rollemodeller og eksempler på Kvindens Fortræffelighed til alle tider og i hele (den danske) verden, som om resten af planeten ikke eksisterede, og som om vi var en ene lille ø i verdenshavet, helt uden naboer, udenfor fællesskab med resten af menneskeheden!
Jeg er træt af at blive manipuleret til tilbedelse af kvindenavne, udvalgt bl.a. på baggrund af hvor mange gange det behagede ugebladene at bringe sladderen om frem; eller hvem de er gift med; eller hvor mange reality-skod-programmer de medvirkede i; eller hvor store arv de er født til; eller hvor mange fedtsugninger de havde fået; eller hvor mange par sko de har råd til. Den slags "rollemodeller" interesserer mig ikke! Har aldrig gjort! Kommer adrig til det!
Der er også en verden udenfor Danmark og der er kvinder i denne verden - vi kun kan gisne om fordi vi få aldrig at vide hvem de var, hvem de er og hvad de havde udrettet for verden, og menneskeheden som helhed.
Og når jeg hører, at ligestillingen i Danmark fortsat halter og ligelønnen ligeså, og at de danske kvinder ønsker ikke at forske og skabe eller markere deres værd ude i det åbne - og når jeg samtidigt hører at dette "skyldes" de danske kvinders særegne (underforstået: "bedre end andres") form for hengivenhed for familien etc. så er det, at tanken dukker op igen og igen -
- mon den egentlige årsag til at vi lever som i en boble er at vi rent faktisk, mentalt og følelsesmæssigt også gør det - LEVER I EN BOBLE; uden fornemmelse for, at der faktisk også findes kvinder andre steder end i Danmark, og at disse kvinder gør alle de ting, og tør alt det vi ikke gør her i vores lille land.
Hvor længe mon man kan nøjes med at se på Karen Blixen med den hæse whisky-stemme, der skal stå som en rollemodel for os, mig eller vores døtre? Eller vores gode dronning, der bliver fremhævet som værende "stærk kvinde", mens jeg ser blot en kvinde der ikke vil kunne opretholde eksistensen uden bistand fra samfundet, og som kæmper med næb og kløer for at bevare familiens position og status. Denne rollemodel rækker ligesom heller ikke langt.
Eller den hyperaktive millionøse, der ikke ville kunne overleve to sølle timer på det kolde betongulv på fiskefabrikken på Vestkysten; eller den heldige Susanne Bjærrehus, der sandsynligvis ikke ville være hos os længere, hvis hun ikke påkaldte sig særlig opmærksomhed fra lægesagkundskaben og ikke havde modtaget de bedste behandlinger, der kunne købes for ægtemandens penge, og således købte ressourcer kom til at mangle andre steder, og flere andre kvinder må lade livet, for at en velhaver kunne på første klasse overleve sin kræftsygdom. Eller andre kvinder fra vores provinsielle elite, hønsene på samfundets bund forventes at se op til - end uden at bemærke at de forjættede rollemodeller alene består af varm luft.
Så står vi her og i virkeligheden ikke aner, at en ægte, levende kvinde kan alt, og i betragtning af hvad vi ikke ønsker at give køb på - kan vi levere dette "alt" dobbelt så godt end "man" drømmer om at forvente af os.
Denne er en erkendelse de fleste af os aldrig kommer i nærheden af, fordi vi bliver holdt beskæftigede med at beundre det sammenkogte, det indspidste, det pseudoelitære og det kunstigt skabte kvindebillede, helt uden forbindelse til den verden der eksisterer på hele planeten Jorden, og uden en forbindelse med det grundlæggende, statusløse kvindeværen, der er det eneste værd at efterstræbe, dyrke og værdsætte.
Den ægte kvinde er tidsløs, kan kendes på hendes indre, på hendes handlinger og på hendes hengivenhed for det hun beskæftiger sig med, af egen fri vilje. Den ægte matematiker, den ægte musiker, den ægte kunstmaler eller den ægte blikkenslager; den ægte mor, husmor og ven, eller den ægte forfatter hædret eller ikke hædret med nobelprisen; eller det ægte kloge menneske som Hanne Reintoft, hvis blotte eksistens gør en forskel siden den dag, hun var født.
Helvedet fryser til is, før man kryber i støvet for Karen Blixen, eller landets Første Lady, eller andre, merkantile karikaturer, hvis eksistensberettigelse og (for)mål er, at bilde andre kvinder ind, at de bare skal eje samme bras, stjerne-karikaturer sælger eller reklamerer for.
Selv om det lyder som at jeg havde bevæget mig temmelig langt fra en højintellektuel bog om Danmarkshistoriens kvinder, et bur forbliver et bur, uanset om det låses i toppen, på siderne, eller i bunden.
