Citer:
Oprindeligt indsendt af YY
Jeg har læst det og jeg bliver både målløs og fuld af respekt for dig, der har taget så svære beslutninger. Du er den eneste der ved hvad det koster..
Hello YY :smi003
Nej, nej.... spar "roserne" til en bedre anledning YY :smi002 - det har "kostet" meget mindre end du tror.....
Dengang
omfanget af
uretfærd og "badwill" er gået op for mig med all sin vægt og betydning - jeg var ikke ret gammel da det skete - skete der noget "i hovedet" på mig, der en gang for alle ændrede min opfattelse af hvad
min samvittighed skulle bruges til og grænsen for modtageligheden og sårbarheden havde trukket
sig selv, uden at jeg havde foretaget en beslutning herom.... Det skete bare, følget af en krystalklar erkendelse af, at den/dem der behandler hinanden (mig) på denne måde kan umuligt være mine venner eller mine kære....
For hvis man ser godt efter - så er
silent treatment noget af det groveste og
passivt voldelige man kan udsætte et andet menneske for.... Så hvorfor skulle jeg respondere på, indrette mig efter eller finde mig i det?
Jeg vil hellere end gerne respondere og adaptere ethvert positivt og velment input..... alt der ikke kan henføres til dette - får "folk" tilbage i hovedet igen + konsekvencerne er meget uigenkaldelige for de "passivt aggressive". De kommer simpelt hem ikke mere tæt på nok og jeg er ikke længere villig til at lytte til dem, endsige betragte dem som fortsat "levende" i min verden.
Så det er ikke mig, der skal roses - men dette "forsyn" der havde sørget for at jeg kan spotte "passivt aggressivitet" på langt afstand og ved dennes første ytring over for min person - falder de vandtætte skoder ned med det samme og jeg kan fortsat nyde livet uden at mishandles, mens de står på den anden side og ser "hjælpeløst" på det de havde lært "virkede så godt" før - nu er vendt tilbage til dem selv, uden at de kan stille det mindste op imod det... præcist som deres "ofre" utallige gange havde oplevet før!
"Passiv aggressivitet" er meget mere udbredt menneskerne imellem end vi tror og denne særlige form for aggressivitet kan kun fortsætte og "overleve" fordi der er "ofre" til det. Altså, sålænge det "virker" sålænge består "passiv aggressivitet"....
Jeg selv gjorde oprør for så mange år siden, at jeg ikke kan angive årstallet.... jeg kan bare huske, at jeg stod ved et spisebord i barndomshjemmets store køkken, med 4 vinduer, der gik fra gulvet til loftet.... jeg så på det mørke stjernehimmel og tænkte den tanke at "uanset hvor
"uartig" jeg var og hvor ulydig jeg måske var - var det der overgår mig
så meget og så slemt, at jeg kunne umuligt være skyld i det altsammen". Jeg havde erkendt, at jeg ikke havde levet længe nok til at kunne samle på så meget "skyld" så det kunne berettige disse enorme straffe der regnede over mig hver dag, og var ledsaget af at der er ikke blevet talt med og til mig i måneder og år ad gangen....
Jeg kunne ikke være særlig gammel, der jeg kun kunne se lige over bordkanten og alligevel var erkendelsen SÅ overvældende, at den havde ændret mig for evigt og jeg var i den grad blevet "usårlig" efterfølgende livet igennem....
Jeg har intet,
intet tilovers for de passivt aggresive og dette uanset hvad der måtte gøre dem til det de er blevet.... På dette punkt er jeg helt ufatteligt hensynsløs og utilgivende.... fordi jeg vil aldrig anerkende, at man sårer og ødelægger andre mennesker fordi man selv havde ladet sig ødelægge i fortiden.... I stedet for at stoppe op og arbejde hen imod en løsning, selvhjælp eller bare en stillingstagen - sender de egne lidelser videre over andre sagesløse mennesker i den tro, at de er i deres gode ret! Jamen! Denne "ret" nægter jeg dem fordi jeg VED, at man kan klare at passe på sig selv UDEN at ødelægge andre mennesker i processen....
