Aninas vægt op-, ned- og optur igen....
Min vægthistorie er lidt anderledes end de flestes her - tror jeg og lad mig lige tilstå med det samme, at jeg ved ikke hvad jeg vejer :shock: .
Jeg "stod af" badevægten engang sidst i fyrrerne. Jeg har båret den ud med affald og havde aldrig siden anskaffet mig en ny.
Om min vægt kan der siges følgende:
1. I barndommen klassens tykke pige og dette fortsætter til jeg er 18-19 år gammel og oppe på en damestr. 52 og vægten oppe på 216 pund (ved 160 cm/højden)! Jeg kunne nemmere trille end gå....
2. Som 19-årig beslutter jeg mig at gå imod lægernes profetier om at jeg aldrig vil kunne blive slank p.g.a. gener/hormoner og indleder en hestekur der løber over 4 år, der veksler mellem flere måneders plateauer uden at vægten rører sig en milimeter - og korte perioder med vægttab.
Jeg lever udelukkende af kogte fisk og kyllinger; nul salt; nul fedt; nul kulhydrater under nogen som helst form - og dampede sæsongrøntsager ad libitum. Dette er min selvopfundet "kur" og jeg jeg har aldrig (dengang) hørt om Atkins. Jeg er syg i lange perioder, men fortsætter udfra devisen om, at hellere død af underernæring end af overvægt, hellere død slank end overvægtig Jeg er blevet jern-stædig og trods uføre - blev jeg færdig med uddannelsen alligevel :smi029
3. Da jeg er 24 år gammel og 52 kg tung (let) står jeg foran et apotek på Amager, med et positivt resultat af graviditetsprøven og ser for mit indre blik - de 66 kg det omsider er lykkedes mig at smide - langsomt snige sig op på mig igen - nu jeg skal til at gennemføre graviditeten.... Heldigvis savner jeg allerede mit endnu ufødte barn mere end jeg frygter udsigten til en ny omgang overvægt....
4. Jeg møder op på hospitalet til et planlagt kejsersnit dagen efter og vægten viser den dag 58 (!) kg. Det ser ud til at jeg ikke havde taget nævneværdigt på under hele graviditeten, hvis man medtager barnets og fostervandes formodede vægt med (dagen efter viste det sig at min søns fødselsvægt var næsten 5 kg :shock: ).
5. 11 dage efter bliver vi udskrevet og den dag siger hospitalsvægten 49 kg.
6. Fra min søns fødsel til jeg er ca. 42 år gammel - ca. 18 år efter svinger min vægt mellem 49 og 51 kg. I hele denne periode spiser jeg kun et måltid dagligt uden restriktioner af nogen art, lige bortset fra at jeg fortsat ikke spiser nogen form for brød, pasta, ris, kartofler eller sukker. Jeg har heller ikke appetit til mere end et måltid + indtages dette måltid aldrig efter klokken 18 uanset om det er hverdag, fridag eller bytur. Tidspunktet er den eneste beslutning jeg havde taget omkring mine spisevaner. Alt andet berør udelukkende på min lyst eller ulyst.
I mellemtiden, da mit barn er fyldt 2 år bliver mit stofskifte målt lidt forhøjet og dum som jeg er - lader jeg mig overtale til en operation i skjoldbruskkirtelen. Der følger mange år med ubehag og mistrivsel, men vægten rykker sig ikke opad (endnu)....
7. Da jeg er ca. 42 år bemærker jeg at den før så urokkelig vægt - nu begynder at rykke sig - denne gang i den forkerte retning. Jeg tager det dog heeeeeelt roligt - min "udgangsvægt" er lavt og derfor er der jo ikke noget noget at skrive hjem om endsige - frygte.... En halv kg på et år behøver man ikke hidse sig op over.... havde jeg bare vidst dengang :smi027 ....
8. Nu, 12 år efter er jeg oppe på jeg ved ikke hvor mange kiloer.... som før skrevet var badevægten røget på et tidspunkt i forløbet, efter at jeg havde erfaret at intet af det der "virkede" før virkede mere og.... at uanset hvad jeg gjorde - kravlede disse halve kiloer op på mig - stødt, roligt og vedholdende... Indtil jeg fra en tøjstørrelse 34 disse 11 dage efter mit barns fødsel for 30 år siden - og til i dag, hvor jeg med noget besvær kan snige min ind i en størrelse 46!!
Jeg har aldrig været en stor fan af motion! For det første er jeg hypermobil, hvilket indebærer at ved ganske almindelige, hverdagsbevægelser risikerer jeg pludselig stå med en hånd, fod, skulder eller albue frit dinglende da der skal ikke meget til før mine led falder ud af indgrebet med hinanden. Bred som jeg er - kunne jeg fortsat gå i spagat eller en bro baglæns fra stående frit på gulvet... ja, ja .... hvis jeg turde! Men det gør jeg ikke efter at en lignende og ondsvagt stunt dagen før Nytår 1999 udløste en discus prolaps i lænden, der indeklemte iskjasnerven, gav mig drypfod, delvis tarmlammelse og inkontinens.
Efter denne oplevelse er der ikke ret meget jeg tør bevæge mig og dette tydeligt ses på mine asymetriske krop og adskillige rygskævheder m.m. At jeg kan leve med det uden smerter og uden handicap - kan jeg takke min hypermobilitet for eftersom denne smidighed gør, at min krop kompenserer med andre bevægelsesmuligheder, der ville placere enhver anden direkte i en kørestol - så nej - motion bliver der ikke meget af.... frygten for en ny discus sidder for dybt.
Hmm... hvad min kost angår - er min lyst for madlavning forsvundet sammen med min dengang fraflyttede søn, da han var 19 år gammel og den er aldrig vendt tilbage - lysten til at lave mad altså...
Min appetit dukker op med måneders mellemrum og holder aldrig længere end et enkelt måltid igennem. Til dagligt er mit liv præget af madlede og jeg spiser som regel først når mit blodsukker er helt nede og kravle. Hvis jeg prøver at forebygge og bare spise lidt, for at undgå blodsukkerfald - gør min mave oprør ledsaget af udtalt kvalme.... Sålænge jeg vandrer småsulten - er der ikke noget, der plager mig i maveregionen....
Jeg forbruger knapt en almindelig pakke smør på en måned.... jeg spiser fortsat ikke brød, pasta eller ris. Kartofler spiser jeg omkring 20-30 stykker på en måned og måske et par plader mørk chokolade i samme periode. Ellers spiser jeg blancherede eller dampede grøntsager, dampet eller varmtrøget laks, sauterede kødstykker og så drikker jeg godt med mineralvand uden kulsyre og en kop god kaffe ca. i timen i den vågne tid... Den læge, der udførte gastroskopi på mig klagede over, at min mavesæk er så lille, at sonden dårligt kunne vende rundt derinde....
... så hvis sandheden skal helt frem i forgrunden.... aner jeg ikke hvordan det kan gå til at jeg i dag skal ind i størrelse 46 når de fleste andre jeg kender kunne dårligt kravle rundt på den ringe energimængde jeg er nødt til at nøjes med...
Derfor skal min "oprettelse" her i kategorien ikke hedde "Aninas vægttabs-tråd" da jeg har meget svært ved at forestille mig, hvad fae`n skulle jeg så ellers gøre for at komme ned i vægt igen...
Det sidste håb jeg har er, at denne oprindelige skjoldbruskkirtel-medicin der skal erstatte den syntetiske jeg nu bruger.... kan reparere min forbrænding lidt tættere på den, der af overivrige læger er blevet ødelagt ved en operation, selv om min daværende marginale stofskifte, højstsandsynligt kun var et forbigående fænomen i forbindelse med kroppens "balance-omlægning" som følge af en fødsel....
Øv altså :smi026
