"Stress og udstødelse" af Henrik Isager

"Stress og udstødelse"
- fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom og piskesmæld
af Henrik Isager

Pris: DKK 298,00
Sideantal: 273
Indbinding: Hæftet
Forlag: Hovedland
Udgivet: 27-06-2001
Udg./opl.: 1. udgave, 2. oplag
ISBN: 87-7739-524-7
ISBN-13: 9788777395246

http://img520.imageshack.us/img520/3...oedelsezz3.jpg

Citer:

---

De såkaldte ny sygdomme, som bogen omhandler, er et hastigt voksende samfundsproblem. I bogen beskriver Henrik Isager hvori de såkaldte træthedssygdomme består og viser, hvor invaliderende disse sygdomme kan være for en stor del af patienterne, som er blevet kastebolde mellem sundhedsvæsenet, politikerne og forsikringsselskaberne.

Bogen rummer et utroligt dokumentationsmateriale, som her for første gang offentliggøres med patienternes tilladelse. I bogens anden del anskues sygdomsudviklingen fra en bred biologisk synsvinkel, og der opstilles en model, der ender med den enkelte celle. Denne ses at mangle energi, fordi dens energigenerator ikke fungerer. I det afsluttende kapitel gør ernæringsterapeut Eva Lydeking-Olsen rede for, hvordan et defekt energistofskifte virker på den enkelte celle og på organismens væv.

Lydeking-Olsen og Isager opstiller her i bogen praktisk anvendelige alternativer til den udbredte skepsis og den fremherskende mistænkeliggørelse af patienterne, som er hvad sundhedssystemet ellers generelt har haft at tilbyde.

Henrik Isager er læge og dr. med. fra 1974. Han er desuden speciallæge i intern medicin og infektionssygdomme. Indtil 1993 var han overlæge ved Odense Universitetssygehus. I 1993 sagde han sin stilling op i erkendelse af den konventionelle lægevidenskabs begrænsninger, hvorefter han åbnede en speciallægepraksis i Odense, hvor han fortrinsvis behandler ""træthedspatienter"".

Ud fra dokumentationsmateriale fra patienter med de såkaldte træthedssygdomme beskrives sygdommene og deres følgevirkninger. Desuden giver en kropsterapeut sit bud på sygdommene, idet hun ser det som en sygdom i den enkelte celle og står dervedsom repræsentant for betegnelsen funktionel medicin

---

Indholdsfortegnelse

- Forord
- Indledning
- Sygdomsbetegnelser anvendt på træthedspatienter
- Patienterne I (Fibromyalgimaterialet)
- Patienterne II (Praksismaterialet)
- Træthedspatienternes verden
- Stress i barndommen og senere – evolutionært set
- Et fastlåst stressrespons, der styrer adfærd og kropssprog
- Mekaniske problemer i og omkring rygsøjlen, årsager og konsekvenser
- Halssympatikus og pinealkirtel. Nedsat energiproduktion på celleplan.
- Forstyrret funktion af det limbiske system.
- Et bud på en model for udvikling af træthedssygdom
- Fysisk og anden behandling
- Trætte celler (af Eva Lydeking-Olsen)
- Litteratur
- Litteratur til kapitel 12
- Ordforklaringer
- Indeks

"….(det er) ikke usandsynligt (at) hver tidsalder har sine bestemte sygdomme, der ikke er optrådt således før og ikke vil vende således tilbage…"
Troels-Lund 1900

Bemærk venligst, at denne bog må roligt anses for en værdig følgesvend til Ellen Ryg Olsens bog "Syge på tvangsarbejde" - KLIK HER FOR OMTALEN AF ELLENS BOG

Stress og udstødelse
- fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom og piskesmæld
af Dr.med. Henrik Isager med bidrag af Eva Lydeking-Olsen

Forord

I de unge år, før vores bevidste og kritiske ånd begynder at optræde som en form for censor eller vagthund, siver ideer ind i bevidstheden, myriader af dem. Disse år er, kan man sige, vores egen mørke middelalder, hvor vi blot tager imod det der gives videre til os; først i en senere alder lærer vi efterhånden at sortere vores egentlige arv ud.
Schumacher 1974

Denne bog kan opfattes som en lang essay med underbyggende dokumentation i form af patienthistorier. I sproglig tilrettelæggelse især møntet på læsere med baggrund indenfor humanbiologi/sundhedsvæsen – et tværfagligt sigte indenfor en bred humanbiologisk ramme. Den er tilegnet de patienter jeg beskriver.

Jeg bevæger mig ind på fagområder hvor jeg var løst funderet, da jeg startede på arbejdet. For virkeligt kyndige på disse områder vil meget i bogen måske virke dilettantisk. Imidlertid mener jeg at dilettantismen, med sit præg af subjektivitet, rummer nogle indbyggede værdier. Det kan være frugtbart at betragte tingene udefra. Modet til at gå ind på nye områder er udsprunget fra en fascination af den emnekreds, der skal behandles, men det er blevet næret af inspiration, kritik og hjælp fra en hel del mennesker.

Massør Per Gjeding lærte mig vigtigheden af hvad jeg vil kalde for et håndværksmæssigt syn på patienten, ikke mindst på patientens ryg, og gav mig de første uforglemmelige demonstrationer af, hvad der kunne opnås ved behandling med senetensstimulation, herunder behandling af CASE 1. Overlæge ved patologisk institut, Odense Universitetshospital, Niels Tingaard-Pedersen introducerede mig til den anatomiske og fysiologiske baggrundsviden, og har også senere givet mig værdifuld rådgivning og information.

De patienter, der omtales i behandlingskapitlet (Kapitel 11), har som hovedbehandlere haft massør Per Gjelding (senetensstimulation) samt fysioterapeuterne Sybille Marcussen Keinicke (kraniosakral terapi) og Merete Giørtz-Carlsen (”adverse neural tension” efter David S. Butlers metode). En af de med senetensstimulation behandlede blev til sidst i forløbet overtaget af massør Jytte Storm.

Arbejdet med bogen begyndte medens jeg 1995-97 var lægelig konsulent ved Fibromyalgiprojektet, klinisk psykologisk afdeling, Odense Universitetshospital. Her en tak til afdelingens chef, professor Jørn Beckmann, og til mine samarbejdspartnere på afdelingen for et dejligt arbejdsmiljø. Projektets daglige leder, Hanne Dreisig sporede mig ein på neuroimmunendokrinologiens betydning for forståelsen af sygdomsmekanismer og på det helhedssyn på patienten, som følger heraf. Hannes kommentarer og kritik har været væsentlige under hele arbejdet.

Især i arbejdets første faser har ME/CFS foreningens forbilledlige videnskabelige informationsarbejde været til stor nytte.

I forbindelse med modelopbygningen, hvor en forstyrrelse af pinealkirtelens funktion indgår, gik det op for mig at væsentlige dele af forskningen på dette område er dansk, og det førte til en inspirende kontakt med professor Morten Møller, Medicinsk-Anatomisk Institut ved Københavns Universitet.

Under den sidste del af arbejdet, sammenskrivningen, har læge Marie Kroun ydet en uvurderlig hjælp på flere områder. For det første med sin videnbank, der omfatter emner relateret til borreliose og andre flåtbårne sygdomme, for det andet med sin ekspertise med hensyn til elektronisk tekstbehandling, og for det tredje ved nyttig kritik af manuskriptet.

Da manuskriptet var næsten klar til at gå i trykken var jeg kommet i gang med at planlægge et fremtidigt forskningssamarbejde sammen med ernæringsterapeut Eva Lydeking-Olsen, Institut for Optimal Næring, København. Samarbejdet var kommet i stand fordi vi begge havde årelange erfaringer med træthedspatienter og begge – ad helt forskellige veje – var nået frem til samme arbejdshypotese, nemlig at en funktionsdefekt i cellens energigenerator, mitokondriet, måtte være det umiddelbare biologiske grundlag for hovedsymptomet, den hurtigt indsættende udmattelse der kan vare så utroligt længe. Jeg fik med det samme et stærkt indtryk af Evas store viden om ernæringsmæssige og metaboliske forstyrrelser ved træthedssygdom, og det var oplagt at bede hende om at skrive et supplerende kapitel herom. Det ville hun heldigvis gerne.

Helle Rasmussen har grundigt og kritisk gennemarbejdet manuskriptet; og Morten Severinsen, Gretty Mirdal og Lise Isager har gennemgået dele af det. Andre former for hjælp og inspiration har jeg fået fra Birgit Petersson, Esther Lauersen, Lene Sørensen og Morten Nygaard. Else Sandvad McNaught har hjulpet mig med at oversætte citater fra engelsk til dansk.

En særlig tak skylder jeg de patienter, der har givet mig lov til at fortælle deres livs- og sygehistorier.

Erhvervsorganisationen FORSIKRING & PENSION har ydet økonomisk hjælp, så jeg i et halvt år kunne have sammenskrivningen af bogen som hovedbeskæftigelse.

Stress og udstødelse
- fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom og piskesmæld
af Dr.med. Henrik Isager med bidrag af Eva Lydeking-Olsen

Indledning

… rutinemæssige undersøgelsesmetoder og faste behandlingsskemaer vil aldrig tillade opdagelsen af nye sammenhænge.
Butler 1991

Emnet er mennesker med kroniske træthedstilstande; tilstande hvor tærsklen for total udmattelse er lav og hvor udmattelsen, når den først er indtrådt, holder sig længe. Dertil føjer sig en række af andre symptomer. De lægelige diagnoser vil som regel være kronisk træthedssyndrom (ME/CFS kronisk træthedssyndrom) eller fibromyalgi.

Forudsætninger
To patientforløb rettede omkring 1993 min opmærksomhed mod træthedssygdommene; de uafklarede spørgsmål omkring sygdomsfremkaldende mekanismer og behandling, og patienternes rolle som sundheds- og socialvæsnets pariaer. Her kommer de to sygehistorier:

CASE 1.
39-årig mand, malersvend i fuldtidsarbejde, tidligere rask. December 1990 akut syg med kvalme, mavesmerter, kraftig hovedpine, let nakkestivhed; indlagt på infektionsmedicinsk hospitalsafdeling på mistanke om meningitis. Diagnosen bekræftet af let celleforhøjelse i spinalvæsken. Opfattet som virusmeningitis. Rettede sig hurtigt, udskrevet efter 5 dage. Ved ambulant kontrol efter 3 uger var tilstanden dårligere end ved udskrivelsen. Lav træthedstærskel, hovedpine, svimmelhed, irritabilitet, indprentningssvækkelse (indlæring), flimren for øjnene ved fokusering, diarètendens. Grundigt gennemgået under indlæggelser april 1991 og januar 1992; ingen tegn på infektion af hjernehinder eller anden sygdom. Juni 1992 dårligere end nogensinde, ulidelig hovedpine og lav udmattelsestærskel, slået ud i mange timer efter minimal anstrengelse. Stive og ømme muskler, konventionel fysioterapi uigennemførlig, ”kunne ikke røres ved”. Forsøg på at genoptage arbejdet på deltid måtte opgives.
Startede da efter råd fra en bekendt massage og øvelsesterapi baseret på senetensstimulation. Da jeg så ham 3 måneder efter behandlingsstart var hovedpinen væk og træthed og muskelsmerter aftaget. Kunne efter 4 måneder i regimet genoptage arbejdet på halvtid, og efter yderligere ½ år på fuld tid. Behandlingen fortsatte til den havde været i 2 år, herefter vedligeholdelsesbehandling. Ved seneste kontakt november 1999 stadig arbejder på fuld tid, har det godt.

Finansierede selv de første ugers behandling. Da det stod klart, at behandlingen virkede, indvilligede socialkontoret i at give økonomisk støtte til den. Arbejdsgiveren genansatte patienten efter næsten 2 års sygefravær, og gik med til gradvis optrapning til fuld arbejdstid. Udbetalinger fra en privat sygeforsikring gav økonomisk kompensation under det lange sygefravær.

Mit diagnostiske bud var ”kronisk træthedssyndrom opstået efter en akut virusinfektion”, en tilstand som jeg ikke troede kunne behandles. Da jeg prøvede at efterforske hvilken arbejdshypotese, der lå til grund for den vellykkede behandling, fik jeg at vide at massøren havde anset abnorme krumninger af rygsøjlen og kronisk spændte muskler for at være hovedårsagen til den invaliderende tilstand. Behandlingsprincippet var reflektorisk afspænding af de spændte muskler ved hjælp af senetensstimulation. Umiddelbart kunne jeg hverken forstå eller acceptere denne forklaring, og tanken om at der udenfor det etablerede system kunne eksistere en håndværksmæssig behandlingskompetence med et sådant potentiale blev umiddelbart fortrængt. Men efter en tankepause fandt jeg det nødvendigt at tage udfordringen op og arbejde videre ud fra dette bemærkelsesværdige behandlingsresultat.

Det samarbejde omkring behandlingen, som socialvæsnet præsterede her, er helt atypisk for denne patientgruppes vilkår i dagens Danmark. Man respekterede og godtog patientens udsagn om sin sygdom og om det lovende resultat af en uautoriseret behandling og ydede fornøden økonomisk støtte. Ligeledes viste arbejdsgiveren en usædvanlig forståelse.

CASE 2.
29-årig kvinde, tidligere rask og i fuldtidsarbejde som teknisk assistent. Maj 1986 sygemeldt et par måneder på grund af træthed efter en svær fødsel. Februar 1987 akut infektion, opfattet som bihulebetændelse, med bevidsthedspåvirkning (tågetilstand) i en uges tid. Herefter svært træt med intolerans for næsten enhver fysisk aktivitet, nedsat koncentrationsevne, svigtende syn ved fikserig, tab af muskelkraft ved funktion, føleforstyrrelser i venstre kropshalvdel. Ultimo 1987 og igen 1988 gennemgået på neurologisk hospitalsafdeling, hvor man stillede diagnosen neurasteni.

Tilkendes i 1989 almindelig forhøjet førtidspension, svarende til et funktionstab på mere end halvdelen, men under 2/3. Det fremgår af den lægelig vurdering, at diagnosen er usikker, men at en betydelig nedsættelse af erhvervsevnen er dokumenteret. Da det står klart for patienten og hendes omgivelser, at der ikke er bevaret nogen rest af erhvervsevne og at hun kun klarer dagligdagen med andres hjælp, ankes afgørelsen. Sagen havner i Den Sociale Ankestyrelse, som i 1990 på grundlag af de foreliggende sagsakter og uden fornyet kontakt med eller undersøgelse af patienten, ikke blot afslår forhøjelsen af pensionen, men underkender det lokale pensionsnævns afgørelse og dikterer en annullering af den allerede tildelte pension. Den invaliderende tilstand er nu defineret som ikke-eksisterende. Patienten er formelt arbejdsdygtig. Kommunen nægter hende bistandshjælp da ægtefællen tjener lidt for meget. Parret kommer ind i en stressfyld tid, hvor de må sælge deres bolig og hvor hendes tilstand forværres yderligere.

Forløbet demonstrerer en holdning til patienter med træthedssygdom der er udbredt blandt læger i hele den vestlige verden, ikke mindst i Danmark, hvor den har smittet af på mange politikere og på administratorer i den sociale sektor.

Første patientforløb gav stødet til et behandlingsforsøg med 14 patienter, der tilfredsstillede kriterier for kronisk træthedssyndrom, støttet af Fyns Amts Forebyggelsesråd og offentliggjort i rapportform (Gjelding & al 1996). Samtlige patienter viste sig at have abnorme krumninger af rygsøjlen med fastlåsning af den tilgrænsende muskulatur i en vedvarende spændt tilstand, der fremkaldte en kompression (sammentrykning i længderetningen) af hvirvelsøjlen. Behandling baseret på senetensstimulation givet over et år, førte hos samtlige patienter til tydelige ændringer i retning af et normalt krumningsmønster, og flertallet oplevede også en bedring af funktionen. Tre patienter gik fra svær funktionshæmning til noget nær normal funktion. Der var tidsmæssigt sammenfald mellem tilbagegang af symptomer og korrektion af rygsøjledeformiteter.

Et flertal af patienterne havde rygbelastende erhvervsarbejde i forhistorien, og hos nogle af dem stod det klart, at den krumbøjede kropsholdning havde udgangspunkt i barndommen. Hos 1/3 del var sygdomsfrembruddet provokeret af en infektion.

Erfaringerne med disse patienter inspirerede til at arbejde mere med træthedssygdommens udviklingshistorie med udgangspunkt i en grundig beskrivelse af forhistorie og symptomer hos et større antal patienter. En særlig udfordring kunne være at nå frem til en mening om hvorfor en normalisering af rygsøjlens krumningsmønster hos nogle patienter kunne føre til en udtalt bedring i tilstanden. Blev en væsentlig sygdomsfremkaldende mekanisme påvirket?

Det andet patientforløb provokerede til en analyse af samspillet mellem træthedspatienterne og den lægelige verden, og af deres relationer til samfundet i videre forstand. Hvorfor synes man de falder udenfor og hvorfor nægter man at tage dem alvorligt?

Stress og udstødelse
- fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom og piskesmæld
af Dr.med. Henrik Isager med bidrag af Eva Lydeking-Olsen

Bogens opbygning
De vigtigste af de diagnoseplakater, der sættes på patienter med træthedssygdom, gennemgås i Kapitel 1. Diagnosen neurasteni blev lanceret i sidste halvdel af 1800-tallet. Nu er de mest brugte diagnoser kronisk træthedssyndrom og fibromyalgi. Piskesmæld kommer også ind i billedet, for hos en del patienter med sygdomsbilleder svarende til fibromyalgi eller kronisk træthedssyndrom ligger der et piskesmældstraume forud for sygdomsfrembruddet.

Kapitlerne 2 og 3 beskriver hver sit patientmateriale. Det første, fibromyalgimaterialet, omfatter 59 personer der i 1995-97 indgik i et fynsk undervisnings- og behandlingsprojekt for denne patientkategori. Det andet, Praksismaterialet, består af de 158 patienter, der i en periode på ca. 3 år blev henvist til min speciallægepraksis på grund af erhvervskompromitterende træthed.

Ud fra patienternes livs- og sygehistorier beskrives nogle baggrundsfaktorer, som jeg vil opfatte som karakteristiske. I barndommen ofte et belastet forhold til forældrene. I teenage år og i voksen alder for det første erhverv med rygbelastning, ofte kombineret med påtvunget tempo, og desuden enkeltstående traumer hvor ryggen er medinddraget. Sygdomsfrembrud provokeres hyppigst af infektion eller graviditet, men traumaer og andre stressfaktorer kommer også ind i billedet.

Den lange og brogede række af symtomer beskrives. Ved undersøgelse af patienterne er varierende grader af holdningsforstyrrelser og rygdeformiteter et gennemgående fund. Kronisk træthedssyndrom og fibromyalgi overlapper hinanden så meget, at jeg hverken finder det praktisk eller rimeligt at opretholde et skel mellem de to diagnoser. Det er efter mit skøn et tvingende behov for en enklere diagnosedefinition baseret på nøglesymptomet, den lave tærskel for udløsning af en langvarig udmattelse.

Den beskrivelse af træthedspatienternes sociale miljø og livsvilkår, som hører med til beskrivelsen af de to materialer, rundes af i Kapitel 4, der beskriver samtidskulturelle træk i samfundet som helhed og i lægeverdenen, som kan forklare for det første den tilsyneladende stigende forekomst af erhvervshindrende træthedssygdom, og for det andet patienternes lavstatus i sundheds- og socialsystemerne, hvor man i en vis forstand fortsat forsøger at betragte deres sygdom som ikke-eksisterende. Et fælles motto for kapitlerne 2, 3 og 4 kunne være STRESS OG UDSTØDELSE, opfattet som sociale fænomener.

I kapitlerne 5 til 11 skitseres en model for sygdomsudvikling, der også har STRESS OG UDSTØDELSE som et gennemgående tema, men her gennemspillet i en bredere biologisk sammenhæng. Først – i Kapitel 5 – et tilbageblik på artens udvikling, evolutionen. Vi kommer til verden med en bagage af forventninger til tilværelsen, indbygget i den arvemæssig udrustning for titusinder af år siden. E frustration af alle disse elementære forventninger kan tænkes at influere uheldigt på mønstret af stressreaktioner senere i livet. Kapitel 6 beskriver et sådant uheldigt mønster for håndtering af stress, almindeligt i vores kultur, som har præget mange træthedspatienternes livsform før de blev syge. For det første afvikles stressreaktionen sjældent eller aldrig helt; der mangler pauser i tilværelsen. For det andet udvikles et kropssprog, der signalerer underkastelse; en stressreaktion der går meget langt tilbage i evolutionshistorien. Dette reaktionsmønster betinger en sårbarhed, som blandt andet går på rygsøjlens biomekanik.

Kapitlerne 7, 8 og 9 giver et bud på hvordan overgangen fra sårbarhed til sygdom kunne tænkes at gå for sig. Det område af rygsøjlen, der danner overgangen mellem bryst- og halsdel, er biomekanisk set særlig sårbart. Ydre traumaer og spændinger kan fremkalde kritiske ændringer, og det kan infektioner også. Spørgsmål om hvordan en infektion kan udløse og vedligeholde træthedssygdom diskuteres med borreliosen som eksempel.

En traumatisk eller infektionsbetinget aktivering af det sympatiske nervesystems halsdel formodes at være den mekanisme der sætter skred i sygdomsudviklingen. Derved forstyrres funktionen af de to centre i hjernen, pinealkirtlen og det limbiske system. Der gøres rede for på hvordan disse symptomer, der er beskrevet i kapitlerne 2 og 3, i det store og hele lader sig forklare på den måde. Der argumenteres for at den defekt, der kommer ud af det, når ned på celleplan og at den omfatter en stor del af organismens cellesamfund, måske dem alle. Essensen af den cellulære defekt er en forstyrret funktion af cellens energigenerator, mitokondriet.

Kapitel 10 sammendrager de 6 foregående kapitler og tager også lidt stof med fra Eva Lydeking-Olsens afsluttende kapitel. Der skitseres en model for udvikling af træthedssygdom. Et subjektivt forsøg på en biologisk meningsfuld rangordning af foreliggende viden og egne iagttagelser.

Kapitel 11 gennemgår fysiske behandlingsmetoder med hovedvægt på behandling baseret på senetensstimulation. Erfaringer med kraniosakral behandling og med mobilisering af nervesystemet efter David S. Butlers metode nævnes også, og nogle typiske behandlingsforløb refereres. Andre behandlingsformer berøres, herunder de kontroversielle problemer omkring antibiotisk behandling.

Til sidst Kapitel 12, skrevet af Eva Lydeking-Olsen. Træthedssygdom på celleplan. De i vidt omfang målelige biokemiske konsekvenser af en forstyrret mitokondriefunktion. Det omtales også hvordan træthedssyndrom påvirker tarmkanalen og dens funktion. Til dette føjer sig nogle behandlingsmæssige erfaringer, der har udgangspunkt i korrektion af forstyrret cellefunktion.

Kapitlet rummer en helt elementær introduktion til cellen og energistofskiftet. Dette for at give også den på dette punkt forudsætningsløse læser en chance for at sætte sig ind i og forstå den cellulære baggrund for træthedssygdom. En forståelse som for os at se er en afgørende vigtig forudsætning for brugbar forskning på området såvel som for tilrettelæggelse af behandling

Stress og udstødelse
- fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom og piskesmæld
af Dr.med. Henrik Isager med bidrag af Eva Lydeking-Olsen

1. Sygdomsbetegnelser anvendt på træthedspatienter.

Træthedssygdommene må have eksisteret langt tilbage i menneskehedens historie, men de begyndte for alvor at påkalde sig opmærksomhed i sidste halvdel af 1800-tallet. I Europa og USA en hektisk aktivitetsperiode, præget af industriel ekspansion. En tid hvor mennesker koncentrerede sig i storbyer, hvor hurtige og effektive metoder til fjernkommunikation vandt frem, og hvor pauseløs travlhed antog karakter af en livsform.

Florence Nightingale (1820-1910) er måske historiens første velbeskrevet træthedspatient. Efter sin næsten overmenneskelige indsats i Krimkrigen 1854-56, som må have været ekstremt fysisk og psykisk belastende, pådrog hun sig en akut infektion. Den gik over i en træthedssygdom, der holdt sig resten af hendes lange liv. En typisk sygehistorie kan udledes af hendes biografi (Woodham-Smit5h 1950).

Amerikaneren Baerd lancerede betegnelsen neurasteni for den tids træthedssygdom. Han så årsagerne i den amerikanske livsform og kaldte tilstanden for ”the American sickness” (Beard 1881). Tilstanden dukkede dog nogenlunde samtidigt op i Europa.

Den danske læge Knus Pontoppidan (1853-1916) har i et lille skrift beskrevet neurastenien, ”vor tids nervøsitet” (Pontoppidan 1886). Han sætter umiddelbart neurastenien i forbindelse med ”den store fart, der nu til dags er kommen i tilværelsen, den uro og hast, der præger alle forhold”.............................

Og her, kære venner…. Må jeg ophøre med at citere yderligere fra bogen for ikke at for alvor at komme i carambollage med copyright m.m. Jeg håber at det I allerede har kunnet læse her – vil give Jer et tilstrækkeligt overblik over denne bog og dens indhold – så I er allerede nu klar over, at den er absolut umagen værd at bestille på biblioteket eller købes her: http://www.saxo.com/item/161643 - eller på www.antikvariat.net hvor jeg købte mit eksemplar - hvis I selv er eller er pårørende til en patient med en træthedssygdom. Håbet er som bekendt lysegrønt, men efter at have læst bogen – mener jeg faktisk at det (håbet) er blevet et lille tak lysegrønnere.......

Med venlig hilsen fra Bibliotekaren på Overgangsalderen.net

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af Bibliotekaren

Kilde: Henrik Isager, Stress og udstødelse, Hovedland 2001

---

Denne bog efterlader mig med indtrykket at læger meget nemt kan feje lidelser af bordet som ren indbildning. Det er ikke et særligt rart menneskesyn et sundhedssystem har når de kan umyndiggøre folk på den måde. Måske skyldes det at netop læger og sygeplejesker selv er stressede? Sikke dog et ukærligt system...

Se de farlige erhverv han nævner!
Pleje af ældre/syge
Fabriksarbejde
Rengøring
Butik eller restaurant
Computerarbejde

Både vi og læger/sygeplejesker er åbenbart i "stormens centrum" hver dag?!

Iøvrigt har jeg snuppet din bog om medicinens mafia ( https://www.overgangsalderen.dk/foru...tes-l%C3%B8fte )

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af Markowitch

Måske skyldes det at netop læger og sygeplejesker selv er stressede?

---

Hmm... jeg ved ikke rigtigt hvad jeg kan mene om det..... er det bedre at udføre sit kald/arbejde halvdårligt med begrundelsen i stressende arbejdsmiljø eller - overtage kontrollen, investere sin tid af egen drift og udføre sit kald bedre - trods vilkår, der alligevel er himmelvidt bedre end for 20-30 år siden, hvor ingen af patienterne følte sig overladt af Gud og lægerne, som tilfældet er i dag.....

....har lige i dag hørt om en person, der har fået en aftale hos en speciallæge i kirurgi til sidst i januar, og dette på trods af at vedkommende har en fortid med adenome (de farlige) polypper i tarmen og ligeledes på trods af at vedkommende nu har vanskeligheder med div. tilstopninger, slim- og blodflod ud af endetarmen, så vedkommende skal gå med hygiejnebind hele døgnet. Alligevel skal man vente til sidst i januar....

Og så er det, at vedkommende får sin slægtning til at ringe til samme klinik og udgive sig for en Gruppe 2 og danmark medlem og.....vupti - nu er der pludselig tid til en konsultation/undersøgelse..... endda allerede i overmorgen (!!!). Hvad siger I?

Sorry for :smi051 ,

"Stress og udstødelse"
- fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom og piskesmæld
af Henrik Isager

Delta nr. 3/september 2001

Kronisk træthed rammer flere

At melde sig syg er som regel den bedste måde at forebygge sygdom på, mener Henrik Isager.
Han har skrevet en bog om sygdommen der ikke findes: Træthedssyndrom.
En invaliderende sygdom der rammer aktive kvinder med fuld fart på både job og privatliv.

Tekst: Rie Duun

Det vi står over for er både et biologisk og et socialt fænomen som drejer sig om ophobet stress

Før i tiden havde jeg aldrig én eneste sygedag. Den bemærkning har praktiserende speciallæge Henrik Isager hørt utallige gange.
Hans patienter er nemlig enhver arbejdsgivers drøm. Lige indtil de bryder sammen under en sygdom, der ikke officielt findes. En sygdom der invaliderer dem. Kronisk træthedssyndrom.
– De seneste tiår har jeg set flere og flere af dem. Personligt er jeg ikke i tvivl om at det er noget som rammer flere og flere, men der findes ingen opgørelser fordi træthedssyndrom ikke er nogen anerkendt diagnose, fortæller Henrik Isager med sin rolige lave stemme.
Siden han selv valgte at forlade sin stilling som overlæge ved Odense Universitetshospital, har han været en outsider i lægeverdenen. I dag har han sin egen praksis i Odense hvor han fortrinsvis ser patienter med træthedssygdomme, og for nylig udkom en bog som han har skrevet på baggrund af mange års erfaring med de – især kvindelige – patienter som bliver ramt af kronisk træthed. Bogen »Stress og udstødelse« tager udgangspunkt i 158 af de tilfælde han har behandlet gennem årene. Af dem er de 139 kvinder.

Sygdom anerkendes ikke
Hans ærinde er for det første at slå fast at patienterne faktisk er syge, for det anerkendes ofte slet ikke. For det andet vil han pege på at træthedssygdomme kommer af stress, og at vi får flere af dem hvis vi ikke lærer at håndtere navnlig arbejdslivet anderledes.
– Min typiske patient er en yngre, aktiv kvinde. Hun er den type som tilsyneladende klarer det hele og klarer det godt. Hun er meget pligtopfyldende og energisk og har praktisk talt ikke sygedage. Samtidig er hun den der altid orker lidt ekstra, og hun er sikkert meget social. Sagen er at mange af netop den type går rundt i en situation af permanent stress, fortæller han.
Det klarer de så indtil noget får læsset til at vælte. De tre hyppigste årsager til at presset bliver for stort og stresssygdommen bryder ud, er graviditet, influenza eller en anden infektion og sidst, men ikke mindst, øget arbejdspres.

Total udmattelse af stress
– Det vi står over for er både et biologisk og et socialt fænomen som drejer sig om ophobet stress.
Nogle mennesker er i stand til at lytte til deres krop og vide hvornår de har brug for en pause eller måske for at de melder sig syge en dag. Andre har ikke den mekanisme, siger Henrik Isager, og det er netop de aktive uden pauseknap som han møder i den praksis som er baggrunden for hans bog »Stress og udstødelse« med undertitlen fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom og piskesmæld.
I bogen beskriver han en lang række sygdomsforløb hvor det karakteristiske er at træthed og smerter forhindrer patienterne i at fungere og i at arbejde uden at der egentlig er konstateret nogen sygdom. Mange var måske aldrig blevet så syge hvis de havde haft mulighed for at tage hensyn til sig selv når de var kørt trætte, mener han.
– Vi taler ikke om træthed som du eller jeg kunne have, men om en udmattelse der er invaliderende, siger Henrik Isager.
En udmattelse som han mener er en reaktion på måske mange års stress.
– Stress er jo godt nok hvis man kan koble af imellem perioderne med stress. At have travlt på arbejde gør måske ikke så meget hvis man slapper af når man kommer hjem eller hvis man holder pauser i løbet af arbejdsdagen hvor man kan koble af. Desværre er det sådan at mange kvinder jo ikke kobler af når de går fra arbejde. Tværtimod stiger deres stress hen imod det tidspunkt hvor arbejdsdagen slutter, hvor de skal hente børn, købe ind og klare en mængde ting i familien, siger Henrik Isager.
Derfor mener han ikke der er noget sært i at kvinder rammes meget oftere end mænd af en stresssygdom som kronisk træthedssyndrom.

Sygemelding forebygger sygdom
Henrik Isagers patienter har det til fælles at de arbejder hårdt så længe de er på arbejde.
Langt de fleste har arbejde som er fysisk hårdt for ryggen. Enten fordi der skal løftes på mennesker som i sundhedssektoren eller der skal løftes kasser, varer eller andet som i restaurant eller i butiksfagene. Endelig har en del af patienterne arbejdet ved dårligt indrettede computerarbejdspladser.
– Fordi deres adfærd på arbejde er så effektiv, er de ofte i fare for at tempoet eller arbejdsbelastningen bliver øget lidt ekstra hvis der kommer en spidsbelastning eller der skal spares. Arbejdsgiveren vurderer måske, at her går det jo strygende, så hun må kunne klare lidt mere. Der er en vis type mennesker som presser sig selv til det yderste, og de er virkelig i farezonen. Problemet er at de er så pressede til daglig at de ikke kan presses mere uden at det går galt, siger han.
Men mener han virkelig at vi er så afhængige arbejdsnarkomaner, at vi bliver syge?
– Ja, det er vi jo i den forstand at vi altid er parate til at sætte vores indtjening over alt andet. Vi må stoppe med det bevidstløse overarbejde, og den enkelte må lære at lytte bedre til sin krops signaler. Jeg mener virkelig at en sygedag eller hviledag efter en stresset periode kan være det eneste rigtige. Er man kørt træt, så skal man hvile. Det man skal lære er at kridte sin egen bane af.
Siger manden der selv kridtede sin bane af da han forlod hospitalsverdenen.

Patienter bliver pariaer
Da Henrik Isager for otte år siden valgte at droppe sit prestigefyldte job som professor på Odense Universitetshospital for at uddanne sig til organist, skete det blandt andet i stigende frustration over at sundhedsvæsenet og lægevidenskaben tilsyneladende var ude af stand til at begribe tilstande som for eksempel træthedspatienternes.
– Lægevidenskaben er jo fantastisk konservativ. Derfor har den svært ved at opdage og beskrive nye sygdomme, og specielt sygdomme som er affødt af nye måder at leve på, nye miljøpåvirkninger, kommer i klemme. Mine patienter bliver pariaer i sundhedssystemet fordi deres sygdom ikke passer til nogen af de kendte diagnoser. Derfor ender de måske med at blive erklæret raske fordi man ikke kan finde ud af hvilken sygdom de har.
I bogen refererer Henrik Isager netop sådan et tilfælde hvor en 38årig kvinde trods smerter og udmattelse ikke kan bevilges førtidspension, blandt andet fordi der er tvivl om, hvad hun egentlig fejler. Eller sagt med andre ord: der kan ikke påvises nogen kendt sygdom.
Kvinden er derfor henvist til bistandshjælp fordi hun ikke er i stand til at arbejde, men heller ikke kan erklæres syg.

Tåler ikke medicin
Selv anbefaler Henrik Isager en del af sine patienter forskellige former for terapi og fysiske øvelser. For eksempel har en patient genvundet sine kræfter så meget at hun kan arbejde på deltid efter at hun begyndte at ride. I starten kunne hun holde sig på hesten i 10 minutter ad gangen. I dag er hun en ivrig rytter som træner hver dag.
– Mange får meget medicin, men i de fleste tilfælde tåler patienterne slet ikke medicinen. I en lang række tilfælde vælger man at henvise patienten til psykiater, ud fra tankegangen at når lægen ikke kan finde ud af hvad sygdommen er så må det være noget patienten bilder sig ind, siger Henrik Isager, og hans stemme forlader sit ellers meget rolige tempo. Han er rasende over den behandling hans patienter udsættes for. Specielt er han harm over at træthedspatienter udsættes for lange arbejdsprøvninger og aktiveringsforløb.
– Det er den rene tortur for dem. Blot det at tage bussen hen til et arbejdssted kan for nogle betyde flere dages total udmattelse, siger han.
Henrik Isager vil have lægerne til at diskutere deres behandling af de stresssyge patienter. Men han vil også gerne rejse debatten bredere og lære os at tage bedre vare på os selv.

Dr. med. Henrik Isager arbejder stadig med træthedssygdomme fra sin speciallægepraksis i Odense og fra Institut for optimal ernæring i København.
Bogen Stress og udstødelse er udgivet på forlaget Hovedland og forhandles hos boghandlerne.


Træthedssygdomme
Kronisk træthedssyndrom rammer flere og flere, vurderer Henrik Isager.

De almindeligste symptomer er:

* Udmattelse eller ekstrem træthed der opstår let og varer længe
* Nakke og rygsmerter
* Perifere nervesmerter
* Plus en lang række individuelle forstyrrelser og infektioner


Inden de blev syge
…..arbejdede de fleste af træthedspatienterne med:

Pleje af ældre/syge
Fabriksarbejde
Rengøring
Butik eller restaurant
Computerarbejde

Kilde: Henrik Isager, Stress og udstødelse, Hovedland 2001

"Stress og udstødelse"
- fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom og piskesmæld
af Henrik Isager

Sygdomme, som ikke anerkendes

Af Berit Fekkes, selvstændig sygeplejefaglig vejleder og psykoterapeut i "Sygeplejersken" Blad nr. 42/2001

Mennesker med fibromyalgi, kronisk træthed og piskesmæld lever en kummerlig tilværelse, præget af smerter, tilbagevendende infektioner og kronisk træthed. De får ringe støtte i sundhedsvæsnet, fordi de ikke passer ind i systemet, og i bedste fald fokuseres kun på deres symptomer. Patienterne hører hverken til i psykiatrisk eller i somatisk regi, og der er ingen status i at forske i deres problemer.

Henrik Isager kalder sin bog for et langt essay, tilegnet de patienter, han skriver om. Isager brænder for patienternes ve og vel og er dybt frustreret over de vilkår, sundheds- og socialvæsnet byder dem. Manglende anerkendelse af patientgruppens komplekse sygdomme fører til, at deres pensions- og revalideringssager syltes eller afvises. Patienterne risikerer at skulle deltage i aktivering for at modtage økonomisk hjælp. Det er vanskeligt for patienterne at få økonomisk støtte til alternativ behandling, selv om det traditionelle sundhedsvæsen ingen behandlingstilbud har. Den manglende anerkendelse af deres problemer forstærker patienternes symptomer og er med til at udstøde dem fra samfundet.

Den første velbeskrevne træthedspatient er Florence Nightingale, der under Krimkrigens psykiske og fysiske belastninger pådrog sig en infektion, hun aldrig rigtigt kom over. Isager refererer til nutidens kvinders dobbeltarbejde som en årsag til den øgede forekomst af fibromyalgi, kronisk træthed og piskesmæld. Engelske undersøgelser viser, at fem pct. af de erhvervsaktive kvinder har vedvarende symptomer fra nakke, arme, ben, ryg og fødder.

Henrik Isager systematiserer egne erfaringer fra et fibromyalgiprojekt på Odense Universitetshospital fra 1995-97, hvor 59 patienter indgik, og fra sin egen praksis, hvor 158 patienter med kronisk træthedssyndrom er blevet undersøgt og behandlet. 90 pct. er kvinder.

Isager ser mange fællestræk i de to diagnoser. Han kortlægger symptomer, ser på de udløsende faktorer til sygdommen og kommer frem til følgende fællestræk: Patienterne har en type-A-adfærd, dvs. at de er aktive og konkurrerende. Mange har en livshistorie med krænkelser og mishandling i barndommen. Det har medført, at de mestrer stressede situationer ved at være submissive. Rygsøjlen har form som et spørgsmålstegn, hovedet er dukket, de har tendens til ødempuder, typisk i nakken, svarende til overgangen mellem rygsøjlens hals- og brystdel, og de har intet lændesvaj. Sygdomsdebuten har de fleste patienter oplevet efter et fysisk traume overvejende af hals og ryg eller efter en infektion. Isager er specielt interesseret i borrelioseinfektionen, som overføres til mennesker via skovflåten. Han mener, at kombinationer af infektion i nervesystemet, ødemer over rygsøjlen og holdningsanomali er medvirkende til at hæmme nerveimpulsoverføringen, hvilket fører til, at cellerne trættes, og patienten bliver træt og får nedsat eller overaktivt immunapparat. Behandlingen er langvarig, 2-3 år. Henrik Isager bringer nogle cases, hvor behandling er lykkedes. Patienterne har fået en kombination af fysioterapi af typen senetensstimulation eller kraniosakral terapi, kombineret med aktive øvelsesprogrammer og psykoterapi, hvis patienten er klar til det. Patientens arbejds- og familieliv ændres, så det passer til patients fysiske formåen.

Kostterapeut Eva Lydeking-Olsen redegør i et afsnit for de trætte cellers fysiologi og energibehov. Afsnittet er komprimeret og rummer mange fagord, som ikke findes i ordforklaringen, der kun indeholder ord, som Isager bruger. Lydeking-Olsens skrivestil er meget anderledes end Isagers, og personligt behøvede jeg ikke dette sidste afsnit.

Bogens styrke er casebeskrivelserne, som er skrevet nøgternt og i solidaritet med patienterne. Isager gør meget ud af at forklare de fysiologiske årsager til træthed, smerter og forandringerne i immunapparatets funktion. De mange fakta om fibromyalgi- og kronisk træthedspatienter er væsentlige for sundhedspersonale.

Selv om fokus er på det sundhedsvidenskabelige, inddrager Isager også det samfundsmæssige perspektiv, og hans kritik til lægestanden og socialvæsenet er skarp, præcis og velbegrundet.

Kilde: "Sygeplejersken" Blad nr. 42/2001

"Stress og udstødelse"
- fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom og piskesmæld
af Henrik Isager

Ondt i samfundet?

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af DR P1 "Slaraffenland

Sendt 05. februar 2005 kl. 00:00 på P1

Lyt til: "Ondt i samfundet?" (30:12) (find udsendelsen via DR.dk)[/b]

Man kan have ondt i hovedet og ondt i maven. Men kan man også have ondt i samfundet? Når dette spørgsmål er relevant at stille, er det fordi lægeverdenen står over for en række sygdomme som fibromyalgi, træthedssyndrom og piskesmæld, der er vanskelige at diagnosticere og endnu vanskeligere at behandle.

Det bemærkelsesværdige er, at det især er kvinder, der får sygdommene. Kvinder, der i forvejen ofte har levet et både fysisk og psykisk hårdt liv eller haft et arbejdsliv, som de slet ikke har fysik til. Så hvordan behandler man sygdomme, som det ofte især er mønsterkvinder, der får. Kvinder, som altid har passet arbejdsliv og familieliv til punkt og prikke, men som en dag får uforklarlige sygdomme, som lægevidenskaben ikke har noget klart bud på, hvordan man skal behandle. Og derfor bliver kvinderne som regel kastet rundt i social- og sundhedssystemet inden de får bevilget førtidspension, fordi man ikke ved, hvad man skal stille op med dem.

Medvirkende:
Overlæge Morten Birket-Smith fra Liasionpsykiatrisk enhed på Bispebjerg Hospital og
speciallæge Henrik Isager, som er forfatter til bogen "Stress og udstødelse."

---

Tak for det, det er sq interessant og lidt uhyggeligt på en gang, er jo som at sidde og læse om en selv.

Og lige det her afsnit...

Mange har en livshistorie med krænkelser og mishandling i barndommen. Det har medført, at de mestrer stressede situationer ved at være submissive. Rygsøjlen har form som et spørgsmålstegn, hovedet er dukket, de har tendens til ødempuder, typisk i nakken, svarende til overgangen mellem rygsøjlens hals- og brystdel, og de har intet lændesvaj. Sygdomsdebuten har de fleste patienter oplevet efter et fysisk traume overvejende af hals og ryg eller efter en infektion. Isager er specielt interesseret i borrelioseinfektionen, som overføres til mennesker via skovflåten. Han mener, at kombinationer af infektion i nervesystemet, ødemer over rygsøjlen og holdningsanomali er medvirkende til at hæmme nerveimpulsoverføringen, hvilket fører til, at cellerne trættes, og patienten bliver træt og får nedsat eller overaktivt immunapparat.

.....gør da at man får noget at tænke over, jeg har godt nok ikke mødt meget modstand i systemet , men er da helt klar på den med mig selv, at jeg vil være nervøs for at opleve det i forbindelse med en evt revurdering (bor i en af de kommuner med et grimt ry nu )

Men jeg vil prøve at skrive noget af det ud og se hvad min læge siger til det (hun er en af de der , tag dig sammen læger)

Så tusind tak for de informationer du kommer med her, tror jeg vil se om jeg kan få fat i bogen selv ...

Heidi

Diagnose: Udstødt
Kronik bragt i Information den 5. 12. 2000
Af Henrik Isager

Lægeverdenen står overfor en epidemi af ’nye’ mystiske sygdomme som kronisk trætheds-syndrom, fibromyalgi og piskesmæld. Men hvem har ret – patienterne eller systemet ?

Retfærd og velfærd
Lægers opfattelse af, hvad sygdom er, har i løbet af det 20. århundrede udviklet sig i retning af at sætte lighedstegn mellem et abstrakt begreb, diagnosen, og patienten, med en tilsvarende nedprioritering af patientens egen sygdomsoplevelse i det omfang, den falder uden for den diagnostiske model. En navngivet diagnostisk enhed opfattes som et naturfænomen i sig selv, og diagnosebetegnelserne tillægges dermed en betydning, der rækker langt ud over deres indiskutable værdi som redskaber til udforskning og behandling af sygdom. Diagnosen er ikke længere et middel, den er blevet det mål, alting drejer sig om. Det er sygdomskategorierne, der repræsenterer sygdommens sande virkelighed.

Epidemien er en familie af sygdomsbilleder, beskrevet langt tilbage i tiden. Det nye er kvantiteten. Efterhånden har de fleste af os vel et par stykker i bekendtskabskredsen. Optræder mest hos kvinder mellem 15 og 50, så man må tænke sig reaktionsformer, som i nogen grad styres af kvindeligt kønshormon, men mænd kan også blive syge på den måde.

Før sygdomsudbrud ofte en livssituation, hvor stress i ordets videste forstand har hobet sig op over lang tid, med en sidste stresspåvirkning som udløsende faktor. Det kan være fysiske traumer, typisk af rygsøjlen er (piskesmæld). Hjælperarbejde med personløft, tungt samlebåndsarbejde såvel som stress og vold i privatlivet kommer også ind i billedet, og det samme gør visse infektioner. Toksiske påvirkninger hører også med. Faktorerne kan kombineres. For eksempel disponerer ophobet stress til infektion, og fysiske traumer gør det måske også.

I den veterinære medicin har man de seneste år set et stigende antal lignende sygdomsbilleder, så man får mistanke om at miljøfaktorer, der er fælles for husdyr og mennesker, kunne betyde noget.

Nøglesymptomet er et udtrætningsfænomen, der er markant forskelligt fra, hvad såkaldt normale kan opleve. En ekstra anstrengelse, der før sygdommens frembrud ville have været hverdagsagtig, udløser en total udmattelse, der varer længe, tit et døgn eller to, og ikke helt sjældent flere uger.

De symptomer, der udløses af anstrengelser, er ikke mindst mentale. Pinagtig svækkelse af koncentration og hukommelse, en følelse af ikke at være helt nærværende, talebesvær, ekstrem støjfølsomhed. Smerter over hele kroppen, føleforstyrrelser. Muskelkraften svigter, når man begynder at bruge den, så man taber det, man prøver at gribe om, og benene knækker sammen, når man har gået et stykke. Tarmfunktionen og immunsystemets reaktioner kan gå helt skævt.

En vurdering af mentale funktioner, en neuropsyk-ologisk testning, vil være upåfaldende i hvile, men efter legemlig anstrengelse i en trædemølle viser der sig en klar afvigelse fra raske kontrolpersoner, og den genfindes et døgn efter stresspåvirkningen. Undersøgelse af muskelvæv fra træthedspatienter har vist defekter i cellens energigenerator, mitokondriet. Tilsammen antyder de to under-søgelsesresultater funktionsforstyrrelser på celleplanet i flere slags væv, en defekt tilpasning til øget aktivitet.

Symptombilledet knytter sig især til sygdomsbetegnelserne kronisk træthedssyndrom og fibromyalgi. De udelukker ikke hinanden, overlapper tværtimod i vidt omfang. En fejl ved systemet, men systemet kan være tilbøjelig til gøre det til patienternes fejl. Hvis piskesmæld har udløst tilstanden, kan dette blive sygdomsbetegnelsen.

Mødet med sundhedsvæsnet bliver tit frustrerende for patienten, for de nævnte diagnosebetegnelser er ikke alment accepterede. Mange læger mener; at en „rigtig" diagnose ikke kun må baseres på patientens udsagn om egne symptomer, selv ikke hvis disse er åbenlyst uforenelige med en almindelig tilværelse.. Der skal være noget "objektivt", nogle rutineblodprøver eller billedundersøgelser, der viser en afvigelser fra normen. Det er der ikke hos træthedspatienterne, måske fordi defekten skal søges inde i cellerne. Symptomernes mangeartethed bringer disse patienter på tværs afsystemet, og kan sende dem på en turné til diverse speciallæger. Som tingene har udviklet sig, er ingen af dem gearet til at anlægge et helhedssyn. Hvis de ikke finder en plads til patienten indenfor deres respektive områder af det diagnostiske system, klassificeres hun som legemligt rask. Man er desværre syg alligevel:

Patienten klarer ikke længere at være i erhverv. Er slået ud resten af dagen, og måske næste dag med, af 2-3 timers let arbejde i langsomt tempo. Der søges førtidspension, og her er det mærkelig nok sådan, at udtalelser fra en speciallæge tæller meget mere end udsagn fra patientens egen praktiserende læge, der vel ellers skulle have de bedste forudsæt-ninger for en helhedsvurdering. Heller ikke udtalelser fra læger eller fysioterapeuter, der måtte have iagttaget patienten under arbejdsprøvning, tæller i samme grad som speciallægens indplacering af patienten i det diagnostiske system. Pensionsansøgeren kommer altså til en speciallæge, der ikke finder, at patienten kan tildeles en plads i den velanskrevne del af diagnosesystemet. Da somatisk sygdom ikke er påvist "objektivt", må tilstanden være "psykisk", og patientens egen oplevelse af en svært invaliderende legemlig sygdom forkastes.

Det må bemærkes, at der i denne konklusion er indbygget en lægelig forestilling om at den aktuelle rutinediagnostik afspejler en komplet og sikker viden om alle eksisterende sygdomsfænomener. Så sikker og så fri for lakuner, at den eliminerer patientens virkelighed.

Et indskud. I foråret var jeg til et veterinært møde om en stigende forekomst af sygdomsbilleder karakteriseret ved abnorm udtrætning med dertil hørende mental og muskulær insufficiens. Stemningen var ikke som den ofte er, når man diskuterer kronisk træthedssyndrom eller fibromyalgi i lægekredse. Dyrlægen mistror ikke sine patienter. Når hesten uden påviselig grund er for udmattet til at gå hjem i stalden, er dette også dyrlægens virkelighed. Man vedgår en uvidenhed om sygdomsmekanismen, og diskuterer hvad der kan gøres for at komme videre. Diagnosen er tjener og ikke herre.

Tilbage til det humane. Efter formel udelukkelse af en organisk årsag til træthedspatientens symptomer kan en psykiater eller en neuropsykolog stemple hende som somatiserende. Begrebet somatisering er skabt af grupperinger indenfor psykiatrien. Man forestiller sig, at undertrykte og ubevidste psykiske konflikter springer fra psyke til krop og forvandles til en forestilling om legemlig sygdom, der ikke er reel. En defekt i den mentale udvikling fører til en vrangforestilling, der går på selvopfattelsen af kroppen, en partiel psykose. Med andre ord: Man gør Morlille til en sten. Hun er selvsagt uenig, men da hun nu er defineret som værende uden selvindsigt på dette punkt, kan protesten ikke tages alvorligt. Uviljen mod at acceptere en psykiatrisk diagnose lader sig opfatte som en bekræftelse på den manglende selvindsigt.

Somatiseringsbegrebet har rødder i psykiatrisk tradition (Freud) og i tanker fra 1600-tallet om den åndeagtige sjæls påvirkning af den materielle krop (Descartes), men mangler fundering i nutidig humanbiologisk forskning og viden.

Jeg finder det i orden, at man i lægeligt regi bruger metoder, der savner naturvidenskabelig basis, og som måske oven i købet har et vist præg af magi, - forudsat at formålet er at gavne patienten, og forudsat at det sker med patienten som en ligeværdig partner, der kan vælge fra, men jeg synes ikke det er i orden at gøre det overfor en patient, der er sat i en tvangssituation. Det vil jeg kalde for misbrug.

Somatiseringsdiagnosen stilles især på mennesker, der søger økonomisk kompensation for tabt erhvervsevne, og diagnosens hovedkonsekvens er mistænkeliggørelse: Patienten er ikke rigtig syg. Det hele er noget, hun på en eller anden vis laver selv.

Sidste led i udstødelsesprocessen bliver den sociale sagsbehandling. Med diagnosen somatisering i hånden kan man nægte patienten førtidspension, uanset et svært funktionstab. Med stor sandsynlighed falder patienten i det såkaldte ’sorte hul’, den katastrofale socialpolitiske konstruktion, der i øjeblikket gør det muligt at fratage en person uden erhvervsevne retten til dagpenge, uden at der gives nogen invaliditetsydelse. Tildeles der trods alt en pension, vil den ikke svare til funktionstabet. En systematisk diskriminering i forhold til andre patientkategorier.

Det er blev in at sige at folk har ondt her og der, metaforisk ment, og dette er også blevet brugt om træthedspatienterne. Min opfattelse er, at den groteske tingenes tilstand, som jeg har forsøgt at beskrive, for en stor del hænger sammen med at det læge- og sundhedsvidenskabelige kompleks har ondt i paradigmerne, de ideologiske fødder, som komplekset hviler på. Trosartiklerne. De slår ikke til længere. Især mener jeg, at den ortodokse diagnosetro har udviklet sig til at være kolossens lerfod. Svær at pille ved, for uhyggeligt meget hviler på den, men noget må der gøres.

Selv om det nok er en pointe, at heksene mestendels var kvinder, er heksejagt historisk set ikke noget mandschauvinistisk fænomen. Kvinder kunne deltage lige så lidenskabeligt og aktivt som mænd, og som jeg oplever den aktuelle heksejagt, er dette stadig tilfældet. Heksejagtfænomenet skal snarere opfattes som et krisesymptom i et tros-samfund eller en kultur, aktuelt en krise i lægekulturen. For en stor del skjult, men bragt frem til overfladen af patienter med sygdomsbilleder, der med deres upassende heterogenitet udfordrer den form for verdensorden, som systemet har gjort til sin. Krisen angår den gensidige tillid og respekt i læge-patient forholdet, og i en større dimension forholdet mellem befolkning og sundhedsvæsen. Kan den gensidige agtelse genoprettes? Kan lægekulturen finde et andet og bedre fodfæste, eller skal folk se sig om efter en alternativ løsning?

Henrik Isager er praktiserende speciallæge og tillige universitetslektor i medicinsk videnskabsteori ved Syddansk Universitet, Odense.

Speciallæge, dr.med. Henrik Isager
Rosengårdscentret, Rød Gade 128, 1.
5220 Odense SØ

Desværre intet link til kilden. Indtil videre kunne vi ikke finde denne kronik på Internettet. Kronikken er snart 7 år gammel, men ikke det mindste mindre aktuel af den grund.