Blev man bedt om at remse op, hvem eller hvad havde øvet en afgørende indflydelse på den skæbne, man havde mødt igennem årene - kan jeg vist nok roligt sige, at med undtagelse af min Guds Gave af en søn - er det 2 bøger der havde hjulpet mig til et bedre liv, hvilket så absolut ikke ville være sket, hvis jeg skulle undværre privillegium af at læs dem.
Den første bog havde åbnet min egen evne til at se på mine medmennesker uden bitterhed og lærte mig at se dem, som de fleste af dem er under facaden.... altså - levende mennesker, hvoraf de allerfleste, trods talrige beviser på det modsatte - faktisk havde været hårdt prøvede menneskelige væsner, der bare ikke kunne finde ud af at hæve dem selv op over "logikken" udspringende fra deres egne oplevelser og traumaer....
Dermed er ikke sagt, at jeg kan præstere en guddommelige tilgivelse og blot vender anden kind til, hver gang det behager et individ at sætte min næstekærlighed på en prøve.... så langt er jeg ikke nået endnu og så langt ønsker jeg heller ikke at drive det frem.... Nej, jeg beholder gerne min "menneskelige" ulyst til at stå model til hvad som helst, men.... denne holdning skulle jeg gerne kunne vedligeholde uden at forvandle mig til en dørmåtte, det står enhver frit at tørre fødderne i. Ikke tale om og alligevel.... kan jeg forholde mig til disse overtrædere, der bruger og misbruger andre mennesker; der skader med ovelæg, snyder og bedrager; piner og plager.... og gør et liv til et helvede for deres nærmeste - alligevel kan jeg ikke hade dem.
Hadet er et tvæegget sværd - rammer dem, der har fremkaldt det og.... rammer den der.... hader. Værre endnu.... hadet klæber til og bliver som regel hængende hos den der hader.... mens den hadede faktisk kan undslippe.... Er dette ikke, at udsætte sig selv for traumaen to gange? Første gang ved at blive udsat for den hadfremkaldende årsag og... anden gang ved at have sit had hos sig på ubestemt tid, selv om den skyldige faktisk forlængst er væk og har glemt den skade han/hun havde udsat os for?
At finde hjælp til at lære ikke at hade kan man på mange måder (eller ikke....?). Blot at ophøre med at kunne hade ud fra en indsigt og en positiv selvoverskridelse er noget heeeelt andet og derfor kan jeg, med den største overbevisning og til enhver tid gentage, at denne bog.... "Mesterspillet" (findes omtalt HER) har så absolut bidraget til, at jeg i dag kan se på andre mennesker som der er, og ikke som de helst vil "tage sig ud" i andres øjne.... Dermed kan jeg også forholde mig anderledes til mine nære og fjerne omgivelser og.... ikke længere spilder tiden med at dvale ved håbløse (for mig) mellemmenneskelige sammenhænge - jeg alligevel ikke ville kunne udrette noget for, medmindre jeg gjorde hele min tilværelse til redskabet for "projektet".
Hallooooo..... er der noget jeg ikke har, så er det en frelserkompleks. Kun et hjerte, der ofte udviser sin egen vilje og driver mig frem, hvor trætheden og skepsis stiller sig i vejen.... Men alt i alt - er det det samme hjerte, der havde fået sig et godt redskab til at finde ud af - hvornår tiden er inde til at gribe ind og hvornår bør man holde hænderne tæt til kroppen, for ikke at miste sjælen og livet i processen - alt dette kan jeg takke "Mesterspillet" for. At se på mine omgivelser, at se "hemmelighederne" under masken og for at vurdere hvad min egen indstilling skal være til disse.
Nogle år senere læste jeg om Viktor E. Frankl og blev godt nok nysgerrig.... jeg bestilte bogen hos boghandleren og nogle dage senere plantede jeg mig selv i sofaen og læste om et menneskeskæbne vi i dag end ikke kan forestille os; om ukuelighed og om at det er muligt, at passere helvedet uden at miste sine gode egenskaber og endda udvikle flere; og blive om muligt - endnu mere helstøbt og alt dette under forhold, der ellers vedtages som "lovlige" eller undskyldende når et menneske forvandler sig til en dæmon ved højlys dag og alle vedkommendes skruppelløse bedrifter forklares og undskyldes med henvisninger til den grumme skæbne han eller hun havde været igennem før....
Ikke mindst vedkommende selv ligger under sine oplevelser og uanset om vi taler om et skruppelløst og fjendtligt menneske eller blot en skadet og traumatiseret person, der hensygner sit eget liv igennem, uden at kunne genfinde glæden, mening og forventningsfuldhed.... prøver adskillige anbefalinger af diverse terapier, behandlinger og (Gud forbyde) oven i det hele også får sine evner yderligere begrænset af medicinsk behandling - og sidst men ikke mindst - de årelange terapiforløb hos mere eller mindre anerkendte psykoterapeuter eller værre.... psykoanalitykkerne - jamen - dette udarter sig jo til et livslangt forløb, uden så lidt som den mindste garanti for, at det vil, i det mindste bevæge sig i den rigtige retning, hvis det ikke direkte og i det mindste formår at rette op på et skævvrident liv....
For dette er netop, hvad der sker (eller ikke sker).... intet hjælper, selv om man ligger på briksen og krænger sin sjæl ud; og genoplever de natlige marer og de mange horrible minder fra fortiden.... man genoplever gang på gang og mærker lidt lindring, hvis man er heldig - men ellers får man ikke lov til at slippe og er tvunget til at blive ved og ved med, fortsat at leve med de samme oplevelser, der i første omgang havde trukket een lige tæt nok på afgrundens rand, hvor man ingen livsvilje havde tilbage og kun drømte om at slippe livet en gang for alle....
Og alt dette foregår måned efter måned, år efter år. Og i mellemtiden går tiden, kroppen forfalder af alderen mens man fortsat ligger på briksen ogt bliver ved med at lede efter en lindring og en hjælp til at kunne bygge et godt liv op - mens tiden går ubønhørligt frem og der kommer en dag, hvor det ikke længere er vigtigt, at finde ro, fred og indsigt til et sundt liv.... for tiden er gået og man "vågner" op til en erkendelse af en hel bunke "forældet" fortid og ikke ret megen fremtid tilbage....
Og således havde man "overbehandlet" sig selv, brugte tiden/livet på at frigøre sig fra noget ved en metode, der netop bygger på at fastholde det samme, man ønsker at blive fri for! I mellemtiden er man blevet ældre, gammel måske.... og de eneste to personer, der har profitteret af alle de mange års anstrængelser er..... psykoanalitikeren og.... Freud.
Gid fanden havde taget Freud! Gid han aldrig var blevet født! Der ville helt sikkert være andre, der kunne åbne døre til sindets dybder.... uden at gøre det hele til spørgsmål om instinkterne alene.... Mon Freud havde taget pandelapperne med i sine overvejelser om menneskets "dyriske" adfærd og dets håbløse fangeskab i instinkternes fælde.... At tage imod en anbefaling om den freudianske psykoanalyse er en selvmord begået på sin egen sjæl og et endeløst forløb, der efterfølgende kommer til at oveskygge det liv man har "lige nu" og det liv man kunne have fået, hvis man havde taget sig selv i kraven; besluttede sig for at sætte en streg over fortiden; viske tavlen ren og påbegynde et nyt liv med alle disse løfter starten på et liv sædvanligvis rummer.... Lige bortset fra, at vi ikke længere er hjælpeløse nyfødte, men voksne med redskaber og midler til at få det allerbedste ud af et liv, der en gang i tidernes morgen startede så ulykkeligt og så tungt, at man nærmest ikke kunne fatte betydeningen af ordet "chance". Måske hørt dette, at "chance" er noget man allernådigst får tildelt af andre.... men at give sig selv en chance....?? Nææææ... det kunne ikke falde èn ind.... det siger psykoanalitykeren og onkel Freud selv.... Fanden tager ham!
Jamen, så har jeg en nyhed til alle der vil eller ikke vil høre den.... Læs Viktor E. Frankl og start specielt med bogen "Psykoterapi og eksistens".... og med den rette indstilling, tilliden "til det modsatte er bevist" (he, he... det bliver det aldrig...) vil Frankl lære enhver "kunsten at viske tavlen ren". Enhver kan finde ud af at "fortrænge" traumaer eller andet nedbrydende. At viske tavlen ren er noget helt andet.... en gang ren - altid ren....hvis man vel at mærke stoler på Frankl og hans budskaber. Det gør jeg.... også i den grad!
Frankl kan og vil give alle de nødvendige redskaber, men Frankl kan ikke senere bestemme om man vil, tør eller ikke at sætte de nye indsigter i arbejde på vejen mod et bedre liv.... "Man ved hvad man har - man ved ikke hvad man får".... det nødvendige, personlige mod hænger enhver selv på at finde frem og risikere. Men det er så forbandet lettere og nemmere at præstere efter at man havde været ude i tovene sammen med Frankl og sammen med ham - overlevet!
Psykologi og eksistens
af Viktor E. Frankl
Oversat fra tysk af Ebba Hentze
Pris: DKK 199,00
Levering: 1-4 hverdage
Sideantal: 140
Indbinding: Hæftet
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 18-06-1996
Udg./opl.: 3. udgave, 6. oplag
Sprog: Dansk
ISBN: 87-00-14188-7
Gyldendal - Fra bogens omslag:
På baggrund af tre års erfaring som koncentrationslejrsfange udvikler forfatteren sin psykiatriske retning Logoterapien.
En psykiatri, der fremhæver viljen til mening som menneskets væsentligste drivkraft i modsætning til Freuds viljen til lyst og Adlers viljen tilmagt.
Logoterapien er vel nok vor tids mest betydningsfulde psykologiske retning og et opløftende svar på de teorier, der ynder at opfatte menneskets sind som en ren maskine.
Viktor E. Frankl (1905-1997) dr. med., forhenværende professor ved Wiens Universitet, leder af neurologisk afdeling ved Wiens Poliklinik og præsident for det østrigske Medicinske Selskab for Psykoterapi.
"En fængslende syntese af psykiatri og almindelig menneskekundskab, etik og livsfilosofi..... særdeles velskreven" - skrev K. Grue Sørensen i Berlingske Tidende.
