Mænds overgangsalder - det vi slet ikke taler om
Af Gail Sheehy
Det er kun fyre der forstår det her
Vi går vanemæssigt ud fra at alderen er mildere mod mænd end mod kvinder. De sidste 8 år af min forskning har overraskende afsløret at det forholder sig omvendt: Mange mænd på 40 og derover har i dag svæ¬rere ved at foretage en tilfredsstillende overgang til anden halvdel af deres liv end flertallet af kvinderne. Hvorfor?
Kvinder føler smerte over at miste deres ungdom. Mænd føler rædsel.
„Det er angsten for at miste potensen!" siger min ven Fitzgerald. „Det er forestillingen om én selv som skuespilleren der mister stemmen mens han står på scenen."
Nogle ændringer er uundgåelige mens vi vandrer ad livets vej. Mænd møder dem som regel som om de ramte en mur med 150 km i timen - og går måske helt i stykker på det. Hvis de på forhånd vidste hvad de kunne forvente, kunne det hjælpe dem med at beherske disse ændringer og få noget godt ud af dem.
Formålet med denne bog er at hjælpe mændene og deres partnere med at komme fremtidens uundgåelige ændringer i forkøbet. I vore dage er det sådan at de skelsættende begivenheder - gøre uddannelsen færdig, første voksenjob, ægteskab, faderskab, børnene flytter hjemmefra, gå på pension, pensionisttilværelsen - især for mænd under 50 har vist sig at være uforudsigelig. Det er ikke helt klart hvad en mand bør gøre og hvornår. Det er både spændende og forvirrende, lidt som at sejle mod en ny verden mens man frygter at man først skal falde ud over kanten af den gamle verden. Landkort og søkort er forældede. Den mand der føler sig fortabt, er næppe ene om det.
Første skridt på vejen er at forstå de overgange som mænd gennemgår efter 40-årsfødselsdagen, og dernæst på det nye kort over mandelivet opdage hvordan man selv med forøget bevidsthed kan gennemgå disse nye overgange og på den måde nå frem til en fornyelse. Selv vedrørende et emne så truende som „mandens overgangsalder" er der gode nyheder, og de bliver hele tiden bedre. Den er gradvist ved at blive anerkendt som et krop/-sjælsyndrom der er noget fuldstændig normalt, meget udbredt, som kan behandles og ofte kureres. Medicinalfirmaerne løber kapløb for at tilbyde mænd evig virilitet - ved hjælp af en pille. Hvor påtrængende og overbevisende de bekymringer end er som de fleste mænd tumler med om hvordan alderen påvirker deres seksuelle præstation, skal der meget mere til når man skal genopbygge vitalitet og virilitet end at putte blyet tilbage i blyanten. Den psykiske tilstand spiller en mindst lige så stor rolle som de kropslige ændringer. Hele skalaen af årsager og det frygtindgydende arsenal der findes til bekæmpelsen af mandens „menopause", vil blive forklaret senere i bogen.
Hvorfor fokusere på mændene? Det er ikke helt så radikalt som det måske kan virke. Jeg har siden udgivelsen af Overgange i 1976 skrevet om forudsigelige og uforudsigelige ændringer i voksenlivet for begge køn, men efter tyve års boringer i psyken og fortolkninger af de kulturelle ændringers indvirkninger på båden manden og kvinden stod jeg over for en ydmygende indrømmelse:
Mænd forstår ikke kvinder, men i det mindste er de klar over det. Kvinder forstår ikke mænd, men de ved det ikke. Genkender du noget i den følgende dialog:
„Hvad er der i vejen?"
Han: „Ikke noget."
„Hvorfor vil du ikke tale med mig?"
Han: „Om hvad?"
„Om hvorfor du virker så deprimeret."
Han: „Jeg er bare træt."
„Men du laver ikke andet end at se fjernsyn. Sommetider bliver man mere træt af at lave ingenting."
Han: „Men jeg laver noget. Jeg har noget jeg må tænke over."
„Mon ikke du er kommet til et sted i livet hvor der sker ændringer for dig. Hvordan har du det med det?"
Han: „Det er bare noget man skal igennem."
„Jeg vil gerne hjælpe dig. Vil du ikke snakke med mig om det?"
Han: „Hvad skal jeg sige?"
„Hvad vil du gerne have ud af livet? Tænk bare over det og sig det ligeud til mig."
Han: „Jeg ved ikke hvad jeg vil."
De fleste af os har haft den slags samtaler. Jeg ved at jeg selv har været igennem et par af de der jeg-prøver-at-hjælpe-men-jeg-gør-det-bare-værre-dialoger. Kvinder går simpelthen ud fra at de ved hvad der er galt med deres mænd, og at de kan ordne det hvis bare mændene ville lytte. Men er der ret mange kvinder der virkelig ved hvordan mænd har det i dag?
Den legendariske grafik-kunstner Milton Glaser, som også er en klog og afholdt ven, kom med følgende bemærkning om den kulturelle afgrund mellem kønnene: „Kvinderne er ved at udvikle et nyt trossystem. Den nye måde at anskue livet på er accept. De fleste mænd aner ikke hvad der sker med dem. De ved ikke hvad de skal tro på. For mange af os er der sket det at de værdier vi voksede op med, er blevet undergravet og har ændret sig. Mænd er overraskede over denne ændring; de har ikke fået formuleret en reaktion på den. Vi lever i en tid hvor mænd er meget, meget usikre."
Det er muligt at mænd ikke associerer ændring med vækst. 1 det store og hele kæder de ændring sammen med at tabe, at give op, at blive overhalet, ikke at slå til. Det bliver ikke opfattet som en positiv del af indre vækst og vejen til en ny form for magt. Især i den første halvdel af deres liv bliver mænd belønnet for at følge deres snævre karriereforløb med skyklapper på: Livet virker som om det er lige ud ad landevejen.
„I mit professionelle liv siger jeg hele tiden til lederne hvor vigtigt det er at træde et skridt tilbage, at se på tendenser, se ind i fremtiden og læg¬ge planer ifølge det," siger en PR-mand fra New York, „men i mit privatliv og min egen karriere, glem det!" Han udtrykker et ældgammelt maskulint synspunkt: „Jeg fortsætter bare med at gå fremad som et umælende dyr, og når jeg får øje på den næste mulighed, kaster jeg mit spyd mod den, så tager jeg mine tæv og håber at det kommer til at gå i sidste ende. Hvad enten det er fordi vi som mænd er gearet til at tænke på den måde, eller det er den vedvarende socialiseringsproces, så kan vi ikke lide at ændre os."
Man kører måske med fuldt drøn ad den rute man anlagde da man var i tyverne, og så bliver vejen lige pludselig ujævn. Eller man når til et sted hvor der er sket et vejskred, og så kan man ikke komme videre. Eller batterierne løber simpelthen tør. Hvordan får man strøm på igen? Eller skifter gear? Hvem går man til for at få hjælp?
Det er blevet en kliché at sige at mænd ikke bryder sig om at spørge. Det er naturligvis ikke altid sandt. (Min mand er mindst én gang standset ved den nærmeste benzintank for at spørge om vej). Men mænd har ikke lært at stille spørgsmål om deres seksuelle livscyklus, deres helbred eller deres psykiske velvære. De synes ikke de har tid til eller behov for den slags konsultationer - medmindre katastrofen rammer dem. Undersøgelser viser at mænd går langt mindre til lægen end kvinder, og når de endelig tager sig sammen, spørger de som regel ikke om noget. Bag ved denne stoiske tavshed føler de fleste mænd over 40 imidlertid at livets legeplads er radikalt anderledes end den deres fædre legede på.
En økonomisk omvæltning svarende til den industrielle revolution sætter mænd i en moden alder op mod yngre computeraltvidende ledertyper. Erfaring er muligvis ikke mere så meget værd i et erhvervsliv hvor nuet er i højsædet. Der stilles ikke alene krav om ny kunnen som adskillige generationer - de ældste fra de Store Årgange, den „Tavse Generation", Generationen fra Anden Verdenskrig - ikke er forberedt på, men også om en anden holdning. Spillereglerne mellem arbejdsgiver og -tager har ændret sig. Før i tiden kunne man regne med faderskikkelsen i toppen af firmaet - den vidtskuende, velvillige uddeler af belønning og straf. Nu er firmaet en imaginær far - amorf, ikke-hierarkisk - og man bliver aldrig klar over hvor man står.
Grundlaget for forholdet mellem mænd og kvinder har også været udsat for en jordskælvsagtig ændring.
Mændene fra de Store Årgange og generationerne før dem blev fra de var drenge socialiseret til at påtage sig en klart foreskrevet rolle i det velvillige patriarkat der er beskrevet i den folkelige kultur i tv-programmer såsom
Ozzie & Harriet og Leave It to Beaver. Som unge voksne blev de væltet omkuld, latterliggjort af kvindebevægelsen og senere af nogle akademiske aktivister afskediget som tilhørende et kontinuum af „døde hvide mænd". Som midaldrende oplever de at de skal konkurrere mod en helt ny selvbevidst slags yngre forretningskvinder. Føj hertil kravet om at skulle holde sig ungdommelig og demonstrere evig virilitet, og det er helt klart at dagens mænd over 40 har problemer. Hvis en mand bliver ved med at spille efter de gamle regler, risikerer han at tabe.
I dette klima af uvished har hundredvis af mænd talt ærligt med mig om alle mulige forbudte emner: Deres frygt for at blive gamle, deres fysiske styrke og sportslige kunnen som er på retur, deres angst for at miste jobbet og deres fædre, den livskrise de står overfor midt i livet, deres misundelse over udearbejdende koner med kontrol over tingene, deres ønske om at få et tættere forhold til deres børn før de mister dem, deres angst for at skulle gå på førtidspension og hele spørgsmålet om potens i alle områder af deres liv.
Du har måske aldrig troet at disse spørgsmål angik dig. Du har aldrig tænkt over ikke at være ung. En kendt entertainer blev chokeret første gang han stod i kø i et supermarked, og kassedamen ikke lagde mærke til ham. Selv om han er blevet en anelse blød i kæbekødet, er han stadigvæk smuk, men han er mindre kæphøj og mindre stridbar. Det ser ud til at han er faldet lidt til ro og er blevet mildere - egenskaber man skulle tro ville gøre ham endnu mere tiltrækkende. Men i løbet af vores samtale kunne han kun tale om de negative sider ved disse ændringer: „Man er ikke mere ung, og samtidig mærker man at man ikke er så stærk og udholdende som før. Yngre mænd begynder at overhale én. Sexlivet er ikke så fantastisk som før. Man får en umådelig lyst til at være ung igen."
Når jeg spørger mændene om de nogensinde taler med deres mandlige venner om disse spørgsmål, ryster de næsten altid benægtende på hovedet.
Hvorfor ikke?
„Det har noget med mandighed at gøre."
For det meste taler de ikke engang om det med deres koner som ofte selv har travlt med deres egne midtvejsændringer. Efter et foredrag jeg holdt i Pensylvania, blev jeg tiltalt af en energisk udseende kvinde der bar en skoletaske fuld af bøger. „Jeg begyndte at studere igen da jeg var sidst i trediverne," sagde hun. „Jeg kommer til at fejre min 42-årsfødselsdag samtidig med at jeg får min afgangseksamen som klinisk socialrådgiver. Min mand gjorde ikke andet end at brokke sig: 'Du er ved at forandre dig. Hvorfor det? Jeg er den samme som du giftede dig med for tyve år siden.' Bingo! Det er lige netop grunden til at vi skal skilles."
Ægtemanden tror muligvis at han er mandig når han bliver ved med at være den han altid har været, og når han skjuler sin modgang og sine følelser. Han føler måske at han sidder fast i sit økonomiske ansvar, måske endda at han er faldet i en fælde. Han forventer at han skal blive ved med at være den samme forsørger, den samme aggressive konkurrence-mindede person han altid har været, forventer at hans krop klarer de værste strabadser og forbrænder fedt og tiltrækker kvinder som den altid har gjort. Men under al den brovten synes han muligvis slet ikke at jagten er så spændende som dengang han var i tyverne. Hele hans identitet er forbundet med den status han har opnået indtil dette øjeblik. Hvis han bare slapper en lille smule af, hvad er der så tilbage?
Han kan overhovedet ikke forestille sig hvordan han skulle kunne ændre sig. Hvorfor skulle han det?
Når midaldrende kvinder går i gang med en uddannelse eller en ny karriere eller bryder ud af snærende ægteskaber, så bliver de fleste af dem opstemte. Selv hvis deres løn og status ikke er så god som en mands, får de større tilfredsstillelse ud af det - fordi de starter med så meget mindre. De mænd som de overhaler, bliver ofte hævngerrige, endda jaloux, fordi de formentlig har været med til at finansiere ekskonens søgen efter en ny status som „helt sin egen" på bekostning af deres egen ændring.
Mandens vanemæssigt firkantede tankegang får ham sikkert til at ræsonnere som følgende: „Først skal jeg nå de og de mål, og så bliver jeg lykkelig." Men det er ikke kun titler og materiel velstand der betyder noget. Og når disse udvendige bedrifter ikke på stedet forsyner livet med mening og glæde, bliver mændene frustrerede. Forvirrede. Vrede. Og skammer sig over at indrømme det.
Denne maskuline sygelighed har ikke noget navn. Den er et mørkt kontinent. De fleste mænd erkender ikke - eller nægter at acceptere - at de i hele deres voksne liv gennemgår det ene udviklingstrin efter det andet. Og ikke mange af de mænd der deltog i mine undersøgelser, er overhovedet klar over at der stadigvæk ligger betydningsfulde nye overgange forude - efter 40-årsfødselsdagen. Disse skilleveje kræver at man stopper
helt op og holder en pause for at se indad. De giver manden en chance for enten udvikling og fremskridt eller for fastlåsning og tilbagegang. Det er nødvendigt at give slip på lidt af kontrollen der hvor overgangen sker, så et gammelt panser kan blive skubbet af, og der kan blive plads til at et boblende og flerdimensionalt „nyt jeg" kan vokse frem.
Overgangsperioder er altid foruroligende, og det gælder for os alle. Men manglende bevidsthed om dette gør det mere sandsynligt at manden glider ind i en depression og foretager sig alle mulige selvdestruktive ting. I de fleste tilfælde aner mænd ikke engang selv at de er deprimerede. De begynder gradvist at glide ud over klippekanten mens de krampagtigt klamrer sig til hvad som helst i deres søgen efter et holdepunkt. Eller også bedøver de sig for ikke at mærke det der føles som en uundgåelig nedtur på livets skyggeside.
Denne bog repræsenterer et lysere syn som er baseret på forskning blandt nutidens nye mænd. Det er midaldrende mænd som har den bedste chance for at blive herrer over deres skæbne - bedre elskere, bedre fædre, mere i overensstemmelse med deres egne værdier, friere til at udtrykke deres følelser og udøve deres kreativitet, med større indflydelse, mere samarbejdsvillige, mere åndelige. Det eneste de har brug for, er viden og et sind der er åbent nok til at modtage denne viden.
Men tiden er ved at løbe ud! Ikke nær så hurtigt som man skulle tro. Faktisk er årene i midten det stadium hvor nutidens sunde, veluddannede mennesker har størst mulighed for at have det godt. Tror du ikke på det? Så se nogle facts:
"Mænds overgangsalder - det vi slet ikke taler om"
Af Gail Sheehy
Oversat fra amerikansk af Susanne Grubb
Sideantal: 279
Forlag: Chr. Erichsen 1999
ISBN: 87-555-1400-6
ISBN-13: 9788755514003
