Den kvindelige eunuk
af Germaine Greer
Et kort uddrag (side 73/74):
Enhver undersøgelse, der er blevet foretaget, har vist, at der ikke er noget der sælger så godt som en smuk kvinde som reklameblikfang. Hun kan f.eks. sidde overskrævs på stænkskærmen på en ny bil, eller behængt med kostbare juveler være ved at stige ind i den, hun kan ligge ved en mands fødder og ømt kæle for hans nye sokker, hun kan holde en benzinslange på en udfordrende måde, alle i slow motion danse henover skovlysninger omkranset af al den stråleglans en ny shampoo kan skænke hende. Lige meget hvad hun gør, så sælger hendes billede.
Vores civilisations gynolatry (tilbedelse af kvinden/kvinder) står skrevet med store bogstaver henover samme civilisationspande: på plankeværker, filmlærreder, flasker, fjernsynsskærme, aviser, ugeblade, konservesdåser, æsker, kartonner, alt sammen er det indviet til den herskende guddom, den kvindelige fetich.
Man må ikke forledes til at tro, at hendes herredømme er ensbetydende med, at kvinder har noget at skulle have sagt, for hun er ikke en kvinde. Hendes skinnende læber og matte teint, hendes tågede blik og fejlfri fingre, hendes blanke og vidunderligt smukke hår, der bølger og skinner, alt dette er tegn på kosmetikkens umenneskelige triumf. Kosmetikken der kan lysne, fokusere, tegne, beklippe og komponere. Hun sover uden at blive forpjusket, hendes læber er røde, fugtige og lukkede, hendes øjne klare og sorte, som var de lige malede, hendes kunstige øjenvipper er ulastelige buede. Selv når hun vasker sit ansigt i en ny og bedre toiletsæbe, er hendes ansigt lige så roligt og tomt og hendes make-up ligeså fejlfri som nogensinde. Hvis det skulle ske for hende, at hun kom til at se forpjusket og bekymret ud, så vil hendes træk meget hurtigt på mirakuløs vis udglattes ved synet af et nyt vaskepulver eller en ny bouillonterning. For hun er en dukke: hvad enten hun græder, surmuler, eller smiler, løber eller læner sig mageligt tilbage, så er hun en dukke. Hun er et idol, der er dannet af en sammenkædning af linjer og flader, og hendes ansigtsudtryk afspejler den tilfredsstillede impotens.
Hendes væsentligste egenskab er, at hun er kastreret. Hun skal absolut være ung, hun må ikke have hår på kroppen, hendes kød skal være fast, og hun må ikke have noget kønsorgan. Ingen muskulatur må bryde hendes krops glatte linjer. Hendes ansigtsudtryk må ikke afsløre nogen antydning af humor, nysgerrighed eller intelligens, skønt der gerne må afdække en sådan grad af arrogance, at det nærmer sig det absurde. Ligeledes må hun gerne give udtryk for en ulmende liderlighed, der meget svagt antydes ved hjælp af halvlukkede øjne og surmulende mund (for den stereotypes liderlighed er ensbetydende med irrationel underkastelse).
Derudover er det hende tilladt at udtrykke stor livlighed og idiotisk glæde. Når hun ser at verden udplyndres for hendes skyld, så må hun være lykkelig, for ellers ville hele strukturen brase sammen. Så derfor ser man billedet af den i al evighed smilende kvinde klasket op på enhver tænkelige flade. En æblekage fremkalder inderlige og salige øjekast, en vaskemaskine er årsag til stor løssluppenhed, en billig æske chokolade frembringer den mest rørende taknemmelighed, og selv en ny slags hæfteplaster hilses med en tilfreds smidsken.
En virkelig kvinde fugter sine læber, åbner munden og lader tænderne glimte og lyne, når der er fotografer i nærheden: hun må ankomme til premieren på sin mands nye film i en tilstand af heftig fryd, for ellers vil man hviske og tiske om ham ig drage hans succes i tvivl.... Når man er ansat som Playboy Bunny, så udsætter man sig for en alvorlig erhvervssygdom, der giver sig udslag i smertende ansigtsmuskler, der er fremkaldt af det evige obligatoriske smil.
Så hvad er det egentlig at mukke over? Måske har jeg bare ikke kunnet klare det. Måske smiler jeg ikke kønt nok, måske har jeg ikke pæne tænder, flot barm, lange ben, fræk røv, sexet stemme. Måske ved jeg ikke hvordan man skal ta' mænd. Måske er jeg ikke i stand til at få min markedsværdi til at stige, så at de belønninger, som den feminine fortjener, også tilfader mig. - Men på den anden side, så er jeg måske i virkeligheden dødtræt af hele skuespillet. Træt af at lade som om jeg er evig ung. Træt af at gøre min egen intelligens, min egen vilje, og mit eget køn til skamme. Træt af at belæsse mit hoved med en død manke af hår, som gør, at jeg er ude af stand til at bevæge hovedet frit, og som er skyld i, at jeg er bange for regn og blæst, og for at danse så vildt at mine lakerede krøller skulle gå hen og blive våde af sved. Jeg er dødtræt af dametoiletter, og af at lade som om intet i hele verden interesserer mig mere andet eller andet fjoget stykke mandfolks uforgribelige mening om dette og hint. Jeg er træt af kun at gå i biografen og teatret, når der er en anden, der har lyst.
Jeg er træt af ikke selv at have nogen mening om noget som helst. Træt af at være transvestit. Jeg nægter at blive ved med at være en kvindeimitator. Jeg er en kvinde, ikke en kastrat!
