Overgang eller undergang?
Overgang eller undergang?
Om overgangsalderen
af Anne Køster og Karin Garde
Forlag: Lindhardt og Ringhof 1991
Antal sider: 170
ISBN 87-595-0133-2
Citer:
Oprindeligt indsendt af Forlaget på bogens bagside
Overlæge i psykiatri Karin Garde og speciallæge Anne Køster fremlægger i denne bog en række synspunkter vedrørende overgangsalderen, kvindens klimakterium.
Bogen gør op med myter og fordomme, der næsten automatisk giver kvinder i fyrre-halvtredsårsalderen rollen som ofre for overgangsalderen, der alt for ofte behandles som en sygdom.
Forfatterne gør rede for de biologiske og psykologiske kendsgerninger og inddrager blandt andet materiale fra de store Glostrup-undersøgelser om befolkningens helbred.
OVERGANG ELLER UNDERGANG? er en positiv bog skrevet med sagkundskab og indignation. Bogen er en opfordring til kvinder om at danne deres egne opfattelser - frem for at overtage det traditionelle syn på overgangsalderen.
Forfattere gør rede for de biologiske og psykologiske kendsgerninger og inddrager blandt andet materiale fra de store Glostrup-undersøgelser om befolkningens helbred.
OVERGANG ELLER UNDERGANG? er en positiv bog skrevet med sagkundskab og indignation. Bogen er en opfordring til kvinder om at danne deres egne opfattelser - frem for at overtage det traditionelle syn på overgangsalderen,
Citer:
Oprindeligt indsendt af Forlaget Lindhardt og Ringhof
Om forfatterne:
Anne Køster (f. 1946) er speciallæge o psykiatri og siden 1989 tilknyttet distrikspsykiatrien på Amtshospitalet. Nykøbing Sjælland som 1. reservelæge. Anne Køster er uddannet på en række hospitaler indenfor specialerne kirurgi, medicin, gynækologi, neurologi, pædiatri og psykiatri.
Fra 1978 til 1984 først distriktslæge og senere psykiater i Godthåb. Forskningsstipendiat på Befolkningsundersøgelserne i Glostrup og ved Institut for Social Medicin, Københavns Universitet, fra 1987 til 1089.
Karin Garde (f. 1938 ) er speciallæge i psykiatri og har siden 1983 været overlæge ved Sct. Hans Hospital i Roskilde. Inden for forskning og undervisning har hun særligt beskæftiget sig med socialpsykiatri , kvinders seksualitet og kvinders vilkår som psykiatriske patienter.
Fra 1976 til 1978 fungerede Karin Garde som forskningsreservelæge ved Befolkningsundersøgelserne i Glostrup, de såkaldte Glostrup -undersøgelser, en socialpsykiatrisk og sexologisk studie af kvinder født i 1936. Resultater herfra er i samarbejde med Inge Lunde offentliggjort i "Voksne kvinder" (Lindhardt og Ringhof, 1982). Desuden medarbejder ved senere undersøgelser af samme gruppe kvinder, senest i samarbejde med læge Anne Køster. Medredaktør og medarbejder ved antologien "Kvinder i psykiatrien" (Hans Reitzels Forlag, 1989)
Denne bog byder ikke på info og gode råd om, hvordan den enkelte kvinde kan håndtere sin overgangsalder. Det er der heldigvis mange andre bøger, der gør. Denne bog er (mener jeg) for de nysgerrige, ældre kvinder, der ikke vil forstå, hvordan det kan gå til, at - trods forsikringer om det modsatte - deler ældre kvinder ikke deres ægte tanker med hinanden. Specielt ikke tanker om sorgen over ikke længere at kunne sætte børn i verden, om alderdommen, fysisk og psykisk forfald, frygten for ensomheden og angsten for døden. Det fremgår tydeligt af det omfattende materiale, disse to læger havde bearbejdet under denne bogs tilblivelse - at foruden at skulle afse energi til en personlig tilpasning til overgansalderen og dennes "overraskelser" - spænderes masser af energi på at holde facaden og - for guds skyld - ikke afsløre over for andre, hvor frygtsom man er på tærsklen til denne sidste livsfase - alderdommen.
Denne bog kan bruges til at finde ud af, at de allerfleste andre kvinder man er venner med, eller bare kender - tumler med de samme tanker som een selv.... Og oplever sin omverden stort set ens - som afvisende og respektløs. Forskellene i, hvor hårdt den enkelte rammes af disse erkendelser - alene er forbundet med hver enkeltes individuelle grad af selvværd, robusthed eller - evnen til at fortrænge ubehagelige indtryk. Kun selvværdet er i denne sammenhæng et værktøj til at komme videre, og komme godt i vej mod fremtiden. Robusthed eller fortrængningsevnen - tømmer for ressourcerne, mens selvværdet øger dem.
I denne bog kan man læse adskilligt, der på det overordnede plan giver hver enkel en chance for at forlade disse "energi-røvere" ved at indse, at det ikke er en personlig verdens ende, at man er blevet ældre og infertil. Og at det ikke er vores personlige "fejl og mangler", der påvirker vores omgivelser til at overse os lige så snart vi ikke længere er unge og attraktive. Det er deres problem! Ikke vores! Med denne erkendelse i baghånden, kan vi omsider træde ind i resten af vores liv på vores betingelser og bruge tiden med respekt for vores fremtid og os selv.
Så selv det ikke er en selvhjælpsbog - hjælper den alligevel - hvis vi lader den. :vink3
Re: Overgang eller undergang?
Citer:
Oprindeligt indsendt af
Bibliotekaren
Overgang eller undergang?
Om overgangsalderen
af Anne Køster og Karin Garde
Uddrag: Kapitel 8
Livet set med den 50-årige kvindes øjne
Rødstrømper har i tidens løb spærret øjnene op over et råd anført i den officielle lærebog i gynækologi (1958 ) til kvinden med det klimakterielle syndrom: "Anskaffelse af en hund, deltagelse i socialt arbejde, læsning og begrænset genoptagelse af erhvervsarbejde er eksempler på råd, der kan yde sådanne patienter betydelig hjælp."
Det er let at se det nedladende i at behandle et eksistensproblem med en hund ligesom det tydeligt er et råd, der henvender sig til velforsørgede middelklassekvinder. Men alligevel kan der vel med lidt god vilje uddrage s noget rigtigt af rådet: Hvordan bevarer man muligheden for at give omsorg til andre, at have betydning ved samvær med nogen og ved at arbejde? De vilkår den midaldrende kvinde har for sig, er dels det herskende kvindesyn, og dels hendes familieforhold, bolig-, arbejds- og pensioneringsforhold. Det er en realitet, at kvinder agtes ringere end mænd - helt ind i usynligheden, og at de er fattigere end mænd livet igennem. Men kvinder har en række psykologiske fortrin, som det er værd at se nærmere på.
Er midaldrende kvinder overflødige?
Nulevende gynækologer kan finde på i store forsamlinger at filoso¬fere over, at en gennemsnitskvinde i vor tid vil overleve i 25 år som "kastrat". Dermed mener de vist, at hun ikke længere er i besid- ' delse af fungerende kønskirtler . I overført betydning har "kastrere" også en anden mening: At berøve et menneske dets særpræg - som her må forstås som: Kvinden er altså ikke længere kvinde. Den megen iver med at holde kvinderne "feminine forever" (kvindelige hele livet) ved hjælp af hormonbehandling er kædet sammen med opfattelsen af kvinden som "uproduktiv" efter menopausen. Kort sagt, skal kvinder fortsat leve, efter at deres reproduktive rolle er udspillet, kan de i det allermindste se ud, som om det ikke forholder sig sådan. Som feministiske kritikere har sagt under henvisning til risikoen for at dø af behandlingen: "Feminine straight to the grave" (kvindelig lige til graven).
Et gynækolog-udsagn fra 1990: "Vorherre eller naturen har nok ment, at når kvinder ligesom andre dyr var færdige med yngel-plejen, skulle næste generation til, for ellers var der ikke føde nok."
Det er ikke muntert at være til besvær og føle sig ringeagtet i en grad, som fører til ren usynlighed. I avisernes "Nyt om navne" er det ganske påfaldende, hvor sjældent kvinder har fødselsdag. De få kvinder, som har fødselsdag, er enten noget i en bank, har udrettet noget inden for kunst eller kunsthåndværk, eller de udmærker sig, ved at være gift med eller være enker efter betydningsfulde mænd.
Det er mærkeligt, at ingen af de mænd, der har fødselsdag, er gift eller enkemænd. Det kunne lyde, som om det arbejde, kvinder udretter, ikke er værd at omtale og er uden prestige.
Den sociale virkelighed for midaldrende kvinder
De store kvindeområder i arbejdslivet er omsorgsarbejde på forskellig måde. Kvinders arbejde anses mere for udtryk for deres natur og kærlighed, altså noget uimodståeligt og derfor i virkeligheden ikke rigtigt arbejde.
I de undersøgelser, hvor man har set på relationen imellem overgangsalder og kvinder på arbejdsmarkedet, er der forskelle i tilpasning og tilfredshed, hvis man inddeler kvinderne i høj status- og lavstatusgrupper. Højstatuskvinderne angiver, at de har en bedre overgangsalder, større tilfredshed med livet i almindelighed og livsfasen i særdeleshed, og de vil i højere grad anlægge en individuel vurdering af, hvilke forventninger af traditionel karakter, som de synes, de behøver at leve op til. Højstatus og lavstatus er imidlertid meget grove mål at bruge, hvis sådanne resultater skal være anvendelige for den enkelte kvinde. Når arbejde skal vurderes, må der noget indholdsmæssigt med: Hvilken betydning har det, hvilke menneskelige relationer giver det, i hvilken retning er det en belastning og på hvilke måder noget udviklende? Ikke uventet er der en betydelig højere andel af efterlønsmodtagere og førtidspensionister blandt kvinder med strengt fysisk, ofte monotont arbejde end blandt f.eks. akademisk uddannede kvinder.
De reelle muligheder for at få arbejde og skifte arbejde i mid¬alderårene er ringe for begge køn, men ringest for kvinderne.
"Jeg synes ikke, det er noget at tragte efter at blive ældre, og man bliver degraderet, fordi man bliver ældre, det er ikke spændende. Det er også medvirkende til, at jeg er blevet flyttet på 1. sal, det er af hensyn til alderen, fordi man ønsker, at personalet udadtil i forretningen højst skal være 35. Altså dem, der ekspederer ... Tja, det er noget, man må lære at leve med. Så er det klart, at ens livsfilosofi angående en selv, den er ikke så stærk ... Man går endda så vidt, at man faktisk "mobber" for at få en til selv at sige op, om det så er grunden til, at man vil have et yngre personale, det ligger da helt klart. Men når man har papirer på noget andet, så kan det jo ikke nytte at fortælle en, at man er ubrugelig og uduelig."
" ... det er ligesom om, når man søger et eller andet, vil de gerne tale med en, fordi de synes, det man kan byde på, lyder meget godt. Men når de så ser, at man er over 50, så stejler de. Så får man at vide, at stillingen er besat til anden side, og det er som regel en omkring 40, højst 45, der får den ... Jeg er begyndt kun at skrive, hvad jeg kan, og ikke hvor gammel jeg er, og de ansøgninger får jeg altid svar på. Men lige så snart det kommer frem, hvor gammel jeg er, så får jeg brev om, at stillingen er besat. Det bliver man altså sur over."
"Ja, jeg er ved at søge nyt job. De tænker jo nok, det er en oldsag, så jeg ved ikke, om jeg får det ... Ja, jeg synes næsten, det er flovt, at jeg ikke har gjort noget, og at jeg er blevet hængende der. Jeg har fået flere tilbud om jobs tidligere, men jeg tænkte: 'Du har det jo meget godt og veninderne og alt det der. Du venter lidt.' Men lige pludselig, nu skal der ske noget, det er sidste udkald ... Mange chefer i dag er unge og dynamiske, og de skal ikke have en på 51, de skal have en på 25, som kan det hele, sådan er det. Ja, men de sætter jo ungdommen højt, at der kommer sådan en lækker og smart en på 25, og ikke sådan en gammel børste som mig ... der er altså nogen af de unge chefer, som tænker: 'Åh, hun har været her i 100 år,' det kan man godt føle. Vi har fået en ny chef. Han er først i 50'erne og er ikke nogen heman, men han tror, han er evig ung, og han er ikke interesseret i folk over 30. Så er de halvgamle og ikke helt så effektive, vel?"
De midaldrende kvinder har været voksne i en tid, hvor en af de mest betydningsfulde sociale forandringer i vor tid har fundet sted. Nemlig at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, hvilket medførte, at husmoderen nu er blevet både lønarbejder og husmor. Det har for mange udgjort en belastning. Det ligger også i udtrykket "dobbeltarbejde". Men mange kvinder har også udviklet evnen til at skifte imellem forskellige roller og bogstaveligt talt altid have hænderne fulde. Det har undret mange forskere, som har studeret ændrede familiemønstre i overgangsalderen, at så mange kvinder imødeså "den tomme rede" med glad forventning, idet de kræfter og den kreativitet, der tidligere blev børnene til del, nu kunne bruges til kvindens egen udvikling. Der er langt flere kvinder end mænd på holdene i voksenundervisning, på høj skolerne osv.
Er kvinder dummere end mænd?
Sol Seims forløbsundersøgelse af intelligensudvikling er en dokumentation af muligheden for stadig intellektuel og følelsernæssig udvikling livet igennem. Hun har fulgt den samme gruppe mænd og kvinder fra 13- til 60-års alderen. Hun fandt ingen kønsforskel med hensyn til intelligens i 13-års alderen, mens den var tydelig omkring de tredive i mændenes favør. Hun tolker dette resultat som en følge af mændenes bedre skoleuddannelse og mere intensive erhvervsuddannelse sammenlignet med kvindernes. Ved undersøgelserne i 60-års alderen var kønsforskellen ophævet - kvinderne havde ved genoptagelse af erhvervsuddannelse, voksenundervisning og beskæftigelse med forskellige interesser øget deres intellektuelle kapacitet og bevaret indlæringsevnen, i visse tilfælde endda øget den.
Familien og veninderne
Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet har fået betydning for synet på fritid. I en husmorkultur er der plads til, at man falder ind hos hinanden til en sludder, til at dele sorger og glæder med naboer og veninder. Det har lønarbejdet ændret på. Forestillingen om, at de andre har så meget at stå i, at man er til ulejlighed, hvis man vil snakke - det er et stort kulturelt tab. De norske psykologer Holte og Mikkelsen undersøgte venindeforhold hos midaldrende kvinder i en mindre by i Norge. Det viste sig, at 85% af de undersøgte kvinder ikke diskuterede personlige problemer med veninder og at to tredjedele i øvrigt mente, at der ikke var hjælp at hente der. Samtidig syntes de, at det var godt nok, sådan som det var. Forskerne kaldte det en "defensivtilfredshed". (Nåde den, som antyder, at jeg ikke har det godt). Kvindernes loyalitet lå hos ægtefælle og familie, uanset om de kunne yde den fornødne støtte. De havde et socialt fællesskab med andre kvinder, men dette gik på identifikation ud fra deres fælles roller som mor, husmor og hustru og kunne derfor ikke bruges til at møde den krisesituation, som overgangsalderen kan være. De opfattede overgangsalderen som noget privat, og "problemer" i den forbindelse gav grundlag for en oplevelse af at være afvigende og derfor syg. Samtidig gled de ud af de roller, som tidligere havde givet dem en fornemmelse af lighed og selvværd, hvilket forstærkede kvindernes følelse af at leve i et socialt og eksistentielt tomrum. Kvinderne fik derfor let den opfattelse, at deres livsproblemer skyldtes deres biologi. Klimakteriet forveksledes med rolleændringer.
"Jeg kan ikke snakke med veninderne om intime problemer. Jeg snakker med min mand. Med veninderne snakker vi om almene problemer, om børn osv., da sætter jeg grænsen."
".... svigerdatteren og et par veninder (er fortrolige), især den ene. Men det er jo ikke alle, man kan med, det mærker man jo også hvem. Men jeg har såmænd ikke haft brug for det."
" .... (parforhold) det ville jeg aldrig snakke med nogen om. Jeg plejer at klare mig selv.... gennemgående snakker jeg ikke med folk. Når man er født i Jylland, så gør man det ikke, og hvis man gør det, så er det udtryk for, at man ikke kan klare sig selv. "
" ... det er mest familien, veninderne er jo i Jylland, og man mistede lidt kontakten da man flyttede derfra..... "Jeg snakker selvfølgelig ikke med så mange, og så tænker jeg: Hvor mange snakker de egentlig med? Men jeg ville ikke leve anderledes, for jeg har det jo godt."
Det er vores erfaring fra voksenundervisning, at kvinder har et behov for at mødes med andre kvinder for at diskutere og udveksle erfaringer, f.eks. ved foredragsrækker og emnekurser om midalderårene. De er meget søgt, næsten udelukkende af kvinder, og en ikke sjælden reaktion efter et kursusforløb er: "Nu er vi endelig kommet i snak med hinanden, og så holder kurset op!" Et relevant svar her ville være: "Var det ikke en ide at fortsætte selv? Lave en studiekreds, læse nogle bøger sammen, være sammen, se film sammen?" Det lykkes i nogle tilfælde, ofte når kurset har været af længere varighed, men det er bestemt ikke nemt at få midaldrende kvinder til at danne "selvhjælpsgrupper" . Begrundelserne for tilbageholdenheden er ofte negativ: Angst for at falde igennem, for ikke at kunne formulere sig, ikke vide nok osv. Der er en ting at sige hertil: Lad det komme an på en prøve.
En kommentar i Politiken i september 1990 handler om nødvendigheden af at have rum for sig selv: "Jeg er nemlig ikke sikker på, at mænd nikker lige så indforstået. De søger rekreationen i fællesskabet og omsorgen - mænd vil hjem til ilden, mens kvinder til tider har allermest brug for at gå hjemmefra, krænge familien af sig, for at kunne ånde frit og være sig selv. Men mærkeligt nok er det stadig lidt odiøst for Den gode Moder og Den loyale Hustru (selv den mest emanciperede (frigjorte» at føle sådan, så derfor bliver dagdrømmene om eget værelse (bare et kosteskab) som oftest en - hemmelig -drøm."
Livssynet - en selvopfyldende profeti?
Nogle lader det blive ved drømmen - andre har i kraft af den modenhed og styrke, som årene også fører med sig, kraft til at insistere på at få deres eget rum - i bogstavelig eller overført betydning. Midalderårene er en anledning til at finde ind til autentiske ønsker og give udtryk for dem. Aggression i positiv betydning - evnen til at være konstruktivt udfarende, at sætte grænser for udnyttelse, at anfægte fordomme osv. - den egenskab får bedre vækstbetingelser med årene. Det er vigtigt at gøre sig klart, at undertrykkelse af mange ønsker og behov selvfølgelig i nogen udstrækning er påført udefra. Det er endnu vigtigere at se på noget lige så væsentligt:
Selvundertrykkelsen - den kan man gøre noget ved.
Der er mange måder at anskue livet på efter de 50. Den dystre, som en graffitimaler makabert har udtrykt det: "Livet er en seksuelt overført sygdom med dødelig udgang." Tilhængere af den holdning vil se livet som et stadigt forfald og tab. Det vil være nærliggende at prøve at værge sig imod forfaldet ved at lede efter foryngelsesmidler , frygte sygdom, gå til undersøgelser og tage medicin, så man mærker mindst muligt. Den optimistiske synsvinkel vil være: "Livet er en lang udvikling. Man kan lære, så længe man lever."
Tilhængere af dette synspunkt vil kunne gå løs på fordommene om, at midaldrende og ældre kvinder er overflødige og belastende. De vil hæfte sig ved den side af kvindekulturen, som ganske vist ikke nyder megen agtelse, men som ikke desto mindre er fundamental for opretholdelsen af hjem og familieliv: Evnen til at bevare familiebånd, opretholde traditioner, skabe nye venskaber, tilegne sig ny viden og alt imens beskæftige sig med traditionelle kvindelige dyder som mad, rengøring, håndarbejde og blomster. Det er et arbejde livet igennem, som bevares ved pensionering, og hvor man først bliver arbejdsløs, hvis man kommer på plejehjem.
Det er væsentligt at vide, at de kvinder og mænd, som bliver gamle og har det godt, er karakteriseret ved at være aktive, selv tage stilling, selv have en mening om deres helbred og opfatte sig som stadig modtagelige for udvikling.
Glostrup-undersøgelserne
De 51-årige kvinder blev spurgt om, hvordan de så på deres tilværelse som helhed, om de generelt var tilfredse, om de følte, at deres appetit på livet var ændret, hvordan deres forventninger til fremtiden var, og hvorledes deres egne muligheder for forandring var, specielt arbejdsmæssigt. Det gjaldt for en stor midtergruppe (to tredjedele af kvinderne), at de oplevede en stabilitet i deres tilværelse, hvor de var tilfredse og ikke mærkede de store ændringer i aktivitetsniveau, og hvor de tog glæder og sorger, som de nu kom. Et fåtal, dvs, under 5%, var direkte utilfredse og pessimistiske, hvad angår fremtiden, mens flere syntes, at livet nu bød på nye oplevelser og udfordringer, og at de selv følte sig mere aktive og udadvendte end tidligere.
Antropologen Margaret Mead har ligefrem døbt denne nye appetit på tilværelsen "the menopausal zest" (menopausens krydderi).
De fleste imødeså dog vanskeligheder på et væsentligt område i dagliglivet, arbejdssituationen. Mulighederne for forandring, hvis ønskede det, ansås for ringe, hvadenten det drejede sig om at skifte arbejde eller for de få husmødre, der var i gruppen, at komme ud på arbejdsmarkedet.
Af interviewene fremgik det, at det, der betød mest for kvinderne, altså det, der var værdifuldt i tilværelsen for dem, var de nære ting. Først og fremmest familien. Arbejdslivet betød dog også meget, især at man følte tryghed til selv at bestemme, hvor længe man ville beholde sit arbejde. Det var typisk, at kvinderne følte sig værdsat i familien og ofte opfattede sig selv som centrale personer, men når det gjaldt deres muligheder på arbejdsmarkedet, var de hurtigt parat til at acceptere, at de var "for gamle", og en del undertrykte på forhånd den lyst, de havde til at foretage sig noget nyt, eventuelt give sig i kast med en ny uddannelse. Lysten til forandring placeredes i deres private tilværelse, som de selv havde mulighed for at styre. Følgende spørgsmål og intervieweksempler belyser disse forhold.
Hvad er vigtigt i tilværelsen?
"Det har ikke noget med materielle ting at gøre her i livet. Det at man oplever nogle ting sammen med dem, man godt kan lide, det er det vigtigste. Og se det positive i tingene, gøre minus dage til plusdage. Ja, også at man kan lege og skabe noget selv. Og så det at respektere sine rødder, det er noget med ens egen identitet."
"Jeg har mit job - jeg forsørger mig selv -mine børn og mine børnebørn og et dejligt hjem. Selvfølgelig savner jeg en mand, men jeg må jo selv gøre noget ved det for at få opfyldt det ønske. Og så et rimeligt helbred er vigtigt."
"Et godt familieliv, og at man økonomisk har til dagen og vejen, det kan du ikke undvære. Når du ingen penge har, så vil du skilles."
"At man har et job, en omgangskreds, et godt helbred og kontakt til mennesker. Den dag der ikke er nogen, der har brug for mig, så vil jeg nok tro, at det er slut. At man kan bruge sine kræfter til at sætte noget i gang."
" ... det er vigtigt for mig, at jeg ikke opgiver mig selv. Det er min mand helt klar over, og jeg har en tendens til det der med at være flink. At jeg havde nogle fællesinteresser med min mand, det ville jeg også meget gerne have."
Tilfreds med tilværelsen?
"Ja, i det store og hele. Jeg har nogenlunde check på tingene, en rimelig god mand osv. Jeg keder mig absolut ikke og har mange ting, jeg gerne vil nå. Jeg har også nogen, der interesserer sig for mig, og hvis jeg bliver syg, bliver jeg passet."
"Jeg er mindre tilfreds. Der er ingen, der kan hjælpe mig med mit problem (ægtefællen kronisk syg). Det er simpelthen op til, hvad der er tilbage af mig, om jeg står det igennem. Jeg føler, jeg skal til at tage højde for, om jeg mister mine børn ved ikke at tage et standpunkt (om plejehjem), og det vil jeg meget nødigt. Så kan det være, der vågner nogle ting, som jeg egentlig ikke har haft tid til at tænke på."
"Ja, jeg er glad for min tilværelse. Jeg nyder det. Intet kunne være anderledes. Jeg har aldrig haft det så godt, som jeg har det nu."
Hvorledes tegner fremtiden sig?
" ... den dag jeg blev 50, sagde jeg til mig selv: For fremtiden skal det være det rigtige eller ingenting, ikke noget med kompromiser. Det er mest, når det gælder materielle ting. Det var en milepæl."
"Jeg går ikke og er bange for noget, og vi tager det, som det kom¬mer, men den tegner jo noget sort med hensyn til verdenssituationen med forurening, arbejdsløshed, ulykker osv. Aviserne skriver jo ikke om andet end død og ulykke. Og du må sige, du har din egen lille hyggelige verden, og det må så være det primære for dig. Jeg føler en magtesløshed over for verdenssituationen, men jeg skubber det hele tiden fra mig, for jeg føler, at jeg kan jo egentlig ikke løse det. Det er her og nu, det drejer sig om."
"Men jeg glæder mig til at kaste mig ud i noget, som jeg ikke har haft tid til i mange år, men det bliver ikke med at sidde som babysitter i hvert fald. Men derfor er de da velkomne (børnebørnene), og j eg vil da synes om dem, men derfra og så lægge sig fast, der er et stort spring."
"Jeg ser lyst på fremtiden. Forventer det bedste. Jeg synes, jeg har gået med lukkede øjne indtil jeg var 40. Jeg synes, jeg er bagud, og jeg må passe på, at jeg ikke er for irriterende med alt mit, ja, det må vi se osv. Jeg kan godt høre mig selv, det er næsten for meget."
Det, der er angstvækkende vedrørende fremtiden er først og frem¬mest udsigten til at miste sine nærmeste.
"Jeg er ikke bange for døden, men jeg er bange for, at nogen skal dø fra mig .... Jeg skulle lige til at sige, at jeg var bange for at være alene, men det er jeg jo heller ikke. Jeg har prøvet det og ved, at jeg kan klare det. Jeg kan slet ikke tage tanken om, at min mand eller sØn skulle dø, men det kan jo ikke nytte noget, man går og er bange for det. Det er for begrænsende."
" ... mit ønske er, at jeg gerne vil blive gammel sammen med den mand, jeg bor sammen med, og der kan jeg godt lige få en snert af noget angst, det rØrer lige på sig, men den må jeg jo bare skubbe væk, for det kan jeg jo ikke bruge til noget."
Men også vold har en fremtrædende plads. Hos nogle kvinder be¬grænser angsten for vold direkte deres handlefrihed, f.eks. går de ikke alene ud om aftenen.
"... så er jeg bange for den enormt stigende vold, at ingen personer kan færdes frit efter mørkets frembrud, hverken unge eller gamle. Jeg synes, det er ganske forfærdeligt. Det er da også nok en medårsag til, at jeg ikke tør bo alene."
"Jeg åbner helst ikke en avis, det kan jeg næsten ikke bære, det er grove løjer. Det kan jeg ikke tage, altså vold, mord, ulykker. Jeg lukker det fuldstændig ude. Ja, forurening, det kan du jo ikke gøre noget ved. Det må være andre, der har med det at gøre, som kan bremse det. Men det synes jeg er forfærdeligt. Men den tanke har man da, gud ved hvordan det ser ud for dem, der kommer efter mig. Personligt kan jeg jo være ligeglad. Men børnebørn osv., det er groft."
Tanker og forestillinger om at blive gammel?
"Alt muligt besvær, syg, affældig, at man ikke kan klare sig selv. Det må være ganske forfærdeligt."
" ... så har jeg ligesom nogle billeder af nogen, jeg kender. Annie, der er positiv og frisk og ser brandgodt ud og er 70. Men jeg har en drøm om, at når jeg er 60, så vil jeg holde op og nyde det, sælge huset og have de penge og rejse sydpå og bruge pengene ... om ni år, så arrivederci, det er guleroden."
"Det er, når folk begynder at sige: "Nej, jeg vil hellere hjem og sove i min egen seng," selvom der erlangt hjem. Ja, når de taberlysten til noget nyt, går i stå. Ja, man er jo også mere svækket fysisk. For man er jo aldrig for gammel til at lære noget nyt. Det hænger jo også sammen med den måde, man er skruet sammen på, altså psykisk, mener jeg."
"Vi øver os i at blive pensionister. Vi har tænkt på, at alt i verden er et lån. Det er vores datter og huset også, og når min mand går af, så køber vi en lejlighed, for man skal ikke bruge sin alderdom til at slide og slæbe i. Vi vil bruge friværdien på huset til at rejse for og nyde tilværelsen, og så spare op til datterens uddannelse."
Holdninger til og tanker om døden?
"... da jeg var barn, havde vi så mange dødsfald i familien, og det er noget, man lærer at acceptere. Man kan ikke forstå det, det kommer man aldrig til, men du er nødt til det alligevel, og jeg ved ikke, hvordan jeg selv ville reagere, hvis jeg var dØdssyg, men det er ikke noget, jeg gør til et skræmmebillede. Jeg går ikke og tænker på det. Man tror ikke på, det rammer en selv, før det gør det."
" ... jeg er bange for at dø. Jeg vil ikke acceptere det der med, at man er væk. Jeg synes, det er noget, der er for kostbart, der går til spilde. Efter min fars død kigger jeg dødsannoncer, især hvor gamle de er, og når de er omkring 1936, det kan jeg ikke lide. Det er væmmeligt. Det er noget, der er kommet de senere år."
"Nu er jeg jo den sidste generation, de andre er døde, og vi er de næste, der ryger. Jeg vil ikke sige, at jeg ikke er bange for at dø, det er alle mennesker nok, men det er jo naturligt. Sådan skal det jo være, men jeg synes bare, det varer for kort. Det kan godt være, jeg er gammel at se på, men jeg føler mig ikke gammel, indeni er jeg lige så blød, som jeg altid har været. Jeg føler mig heller ikke gammeldags."
"Nej, døden afskrækker mig nu ikke. Det, der afskrækker mig mere, er at miste andre. Jeg ved, der er en ende på livet, så er jeg ligeglad, bare det sker hurtigt. Jeg ønsker ikke at blive syg og blive afhængig af andre. Men det er ikke noget, jeg frygter. Mine svigerforældre døde inden for de sidste tre-fem år, og min far, ja det er så længe siden. Det er nemmere med ældre mennesker, det er jo naturligt at dø, når man er gammel. Ellers er jeg forskånet. Jeg er lidt bange for at blive meget gammel. Jeg forbinder det med lidelse og intet liv, et tomt liv, bare et hylster på jorden."
