Oprindeligt indsendt af Cecilia Hagen
Indledning
Vi er cirka 160.000 (1996) danske kvinder omkring de 50. Det her er bogen til os.
Til os, som begyndte vores modvillige klatren op ad livets trappestige med at læse Olga Golbæks "Teenage-bogen", Kerstin Thorvalls "Bogen til dig" og hele striben af PUK-bøger.
Dengang troede vi vist aldrig, at vi skulle komme hertil. Eller rettere sagt: Vi spekulerede overhovedet ikke på det. Herregud, 50 år, kunne man blive så gammel? Jeg tror, at vi rent ubevidst troede, at vi havde et evigt liv - og endnu er der vel intet, som har modbevist dette.
Desuden regnede vi af uudgrundelige årsager med, at vi altid ville være i den alder, vi havde netop da - også selv om vi ville få mand og siden børn. Men uanser hvad vi forestillede os, så er vi her nu. I livets middagshøjde. Og ret beset, om ikke yngre, så i hvert fald smukkere og stærkere og mere erfarne og klogere og på alle måder mere eftertragtelsesværdige end nogensinde.
Så selv om det tidligere var sådan, at damer på vores alder forventedes at trække sig tilbage til skyggerne, har vi ingen som helst planer om at lade omverden usynliggøre os. Tværtimod.
De fik revet i næsen, at de ikke længer havde nogen funktion, da de ikke kunne få flere børn og så kunne de i grunden lige så godt lægge sig til at dø.
En kendt svensker fra overklassen skrev i sine memoirer, at damer med årene bliver harske og rynkede, men at de kompenserer for tabet af udseende med juveler og flitterstads. Så ser det ud, som om de ikke har levet forgæves. Det faldt ham ikke et øjeblik ind, at mænd også bliver rynkede med årene.
Når den almindelig indstilling var, som den var, var det vel ikke så mærkeligt, at mange kvinder i tidliger generationer sygnede hen og sukkede, at de lige så godt kunne give op; livet syntes alligevel at være forbi.
Sådan tænker vi ike. Vi tænker, at vi har næsten halvdelen af livet foran os. Fantastisk. det må vi udnytte. Så når vi nu, nogelunde velholdte, er nået frem til livets højdepunkt, når vi omsider har nået den magiske 50-årsalder, så byder vi den velkommen. Vi smøger ærmerne op, som vi altid har gjort, og ser med forventning frem til, hvad der nu skal ske.
På godt og ondt - og den smule, der gør ondt, må vi vel forsøge at gøre noget ved. Realistiske og handlekraftige har vi altid været. Nu lover vi os selv at blive et godt eksempel for efterfølgende generationer i stedet for at afskrække dem.
Man føler sig friere i vores alder. Ikke bare fysisk men også psykisk. Man holder op med at bruge så mange kræfter på at gøre omgivelserne tilpas, man begynder at sige nøjagtig, hvad man synes, uden bortforklarende undskyldninger. Og passer det ikke det øvrige selskab, så er det bare ærgerligt.
At det er os, der er det købestærke publikum, det begynder fremsynede forretningsmænd og -kvinder at forstå. De kalder os Woopier - Well Off Older People. Det er os, de henvender sig til. Det er os, de allerhelst vilflirte med. Og det er os, de forventer at tjene på. Midaldrende kvinder sidder på flere og flere fremtrædende poster. På arbejdsmarkedet er man nu begyndt at fatte, at vores børn er blevet voksne, og at vi er frie til virkelig at gøre nytte på alle niveauer.
Der skrives nye rolle til voksne skuespillere - en udpræget sjældenhed tidligere. Og kvinder, hvis ansigter har fået karakter, begynder at dukke op i biografreklamerne. Man bruger kvinder i 50-årsalderen, både til modeopvisninger og kosmetikreklamer. For et par år siden tjente 50-årige Lauren Hutton de fedeste honorarer i hele sin modelkarriere og det på et tidspunkt, hvor hun traditionelt burde have været ude af branchen i årevis.
Så pas på, nuttede Cindy Crawford, Naomi Campbell, Anna Nicole Smith, og hvad de nu hedder alle sammen - snart bliver det en af os, der iført sexet undertøj fører sig frem på kæmpestore reklameposters ved juletid.
Dette er ikke en håndbog med anvisninger på, hvordan man slår sig til tåls med at blive 50. Overhovedet ikke. Det er en bog, der er skrevet i håbet om at gøre os bevidste om den behagelige kendsgerning, at vores bedste tid kommer nu.
Hvis nogen skulle være i tvivl.
Cecilie Hagen
