Mod nye horisonter. Kvinder i overgangsalderen
Af Eva Marie Solheim
https://www.overgangsalderen.dk/word...isonter_aa.jpg
FORORD
I denne bog beskriver jeg mine erfaringer fra et fem år langt forskningsprojekt om kvinders situation i overgangsalderen. Jeg var dengang hovedfagsstudent i sociologi ved Universitet i Oslo, og blev, sammen med en medstudent, ansat som forskningsassistent på ”Det Norske Klimakterieprosjektet” ved Institut for Medisinske Atferdsfag. Hver af os interviewede 150 kvinder en gang årligt i fem år. Kvinders alder varierede på udtagelsestidspunktet fra 45 til 55 år.
I et beskedent kontor, to kvinder imellem, revnede den overfladiske tilsyneladenhed, vi ellers omgiver os med. Og som vi næsten godtager som sandhed om os selv.
Disse dimensioner formåede de færdig-rubricerede forskningsskemaer ikke at opfange på anden måde, end at spørgsmålene og svarene gav kvinderne og mig nogle punkter, som vi kunne gå videre med i vores private samtaler.
Mange gav udryk for, at de havde lagt låg på deres følelser gennem alle årene. Alligevel lukkede de mig ind til deres længsler og den sårethed, som livet havde givet dem. Og som de havde brugt så mange kræfter på at skjule.
For at de skulle være repræsentative for gennemsnittet af befolkningen, var kvinderne vilkårligt udtrukket på Statistisk Sentralbyrås fødselsstatistikker for de aktuelle år. Lotteri-princippet sikrer størst mulig spredning i forhold til det sociale tilhørsforhold, uddannelse, adresse og andet. For det endelige udvalg gjalt, at kvinderne skulle menstruere regelmæssigt på udtagelsestidspunktet, samt være bosat i Oslo.
Den nødvendige Oslo-adresse betød ikke, at vi udelukkende havde med Oslo-damer at gøre. Nej, Norge var repræsenteret med hele sit righoldige udvalg af dialekter. At det ikke var kvinder, som havde
opsøgt os, hverken som klienter, patienter eller kursusdeltagere, sikrede desuden, at vi fik den almindelige kvinde, bag de tusind døre, i tale.
Kvinden som du og jeg.
I et tilfældigt udvalg som vores, vil de fleste naturligt nok være gift eller have været det. Men selvfølgelig havde vi også enlige med i undersøgelsen.
At flertallet af kvinderne i udvalget var mødre, var heller ikke overraskende. Derimod blev vi en smule forbavsede over den høje erhvervsaktivitet, som viste sig at være tilfældet. Selv om det var årgangene, hvor mødrene gerne var hjemmegående, mens børnene var små, var de fleste, på det tidspunkt interviewene fandt sted, udarbejdende i hel- eller halvdagsstillinger.
Forskningsprojektet var en streng videnskabelige undersøgelse. De tilsammen over tre hundrede spørgsmål var tilrettelagt med faste forhåndskodede svaralternativer, hvor valgmulighederne varierede efter en fast gradueringsskala. Et par eksempler på spørgsmål og svaralternativer:
- Hvor tit har du muskelsmerter i benene? – Hvor tit er du på besøg hos venner? – Hvor ofte har du samleje? – Hvor tit får du orgasme? – Er du deprimeret? – Hvis du er, hvor ofte?:
- 1-2 gange om året
– 1-3 gange hvert halve år
– Hver måned
– Hver 14.dag
– Hver uge
– Hver dag
– Altid/uafbrudt
- Hvor plaget er du så?:
- Ikke plaget
– Lidt plaget
– Noget plaget
– Stærkt plaget
- Har du tidligere haft det sådan, og hvis du har; synes du så det har ændret sig i de senere år? Er det:
- Sjældnere nu
– Som før
– Hyppigere nu
- Mindre plagsomt nu
– Som før
– Mere plagsomt nu
Interviewene foregik for det meste på Universitetet, men i enkelte tilfælde også hjemme hos kvinderne. Spørgsmålene omfattede både kvindernes biologiske (medicinske), sociale og psykologiske forhold. Altid efter det samme nøjagtige tipstegnsmønster.
Angst, uro, træthed og depression var almindelige forekomster og var, ved siden af
hedeture og svedeture, i varierende plagsomhedsgrader, de mest almindelige symptomer.
Vi fandt ingen sammenhæng mellem kvindernes erhvervsdeltagelse, og aktivitetsniveauet i øvrigt, og eksempelvis forekomsten af hedeture. Hvis problemerne blev for slemme, fik kvinderne ordineret hormontabletter.
I årenes løb havde min medstudent (og interviewkollega) og jeg mange og lange samtaler om ”vores” kvinder. Hver af os havde dermed en rigelig anledning til at få korrigeret og verificeret vores individuelle oplevelser mod den andens. Sådan set er baggrundsmaterialet til denne bog ikke bare min egen kvindegruppe. Den er hele tiden sat i en sammenhæng med den øvrige gruppe, som ligeledes talte 150 jævnaldrende fra samme udvalg. Tilsammen altså 300 kvinder.
En mindre kontrolgruppe blev interviewet i undersøgelsens første og femte år. Selv om der i min kollegas materiale fandtes en del markante tilfælde, har jeg konsekvent valgt at bruge ”mine egne 150 kvinder som grundlag for de gengivne historier og eksempler.
Kvinderne følte ikke, at spørgsmålene opfangede deres liv på en ordentlig måde, og at de livserfaringer, de sad inde med, blev belyst og taget hensyn til. De følte sig, kort sagt, fremmede i den videnskabelige kolonneverden, som de oplevede som en utrolig forfladigelse.
- ”Skal I ikke også spørge om, hvor tit jeg spiser frikadeller” spurgte en.
Trods den slags mindre oprør svarede kvinderne alligevel pligtopfyldende på alle spørgsmål, men gjorde det hurtigt til en vane at stoppe op bed temaer, de følte trang til at uddybe. På den måde tog de altså selv initiativet til, med egne ord at fortælle, hvordan det var at være midaldrende i dag. Hvilke problemer de havde at slås med, og hvad der føltes væsentligt i deres liv.
Med deres egne versioner af virkeligheden som baggrund, begyndte jeg systematisk at opbygge mit eget projekt, ved simpelt hen at lytte til, hvad disse skønne mennesker var optagede af, og udvide samtalerne sådan, at disse perspektiver kom med.
Jeg blev tidligt opmærksom på, at der fandtes et sæt formler eller spilleregler, der fungerede som fælles forudsætninger for kvindernes liv.
Et eller andet sted lå der ”noget”, som holdt disse flotte, ressourcestærke kvinder tilbage fra at bruge deres liv fuldt ud.
Det første som slog mig var, at mange virkede så resignerede, så bedrøvede. Faktisk
ensomme, - også de, som levede i et familieliv. Gifte og enlige kunne opleve sig selv som lige ensomme, men selv om begge grupper havde resignationen som forudsætning, gav den sig forskellige udslag.
Kort kan vi sige det sådan, at mens gifte kvinder og kvinder i parforhold stort set havde resigneret overfor deres tavse, evigt avislæsende mænd, havde deres aleneboende medsøster nu resigneret overfor håbet om nogensinde at finde en. Pænt opdragede, som vore årgange er, går vi ikke bare ud på det såkaldte ”frie marked” for at finde en mand. Og havde vi gjort det, ville vi sandsynligvis også blive diskvalificerede i forhold til yngre kvinder. - ”Det føles bittert at måtte indse, at chancerne for at finde en livsledsager ebber ud”, som en kvinde udtrykte det.
I og med, at jeg på det tidspunkt var student ved universitetet, havde jeg også dagligt omgang med kvindelige medstudenter, på alder med interviewkvindernes døtre. Det slog mig, hvilken uhyre forskel der var på datter- og mødregenerationens forventninger og krav til livet. Det kom blandt andet klart til udtryk i undersøgelsens spørgsmål, om de var ”lykkelige” eller ej. På det svarede så at sige alle mine kvinder, som med èn stemme, at de
havde det godt/de kunne ikke klage.
Når jeg i dag kan påstå, at kvinderne svarede ud fra et stærkt krav til dem selv om at de
burde være lykkelige, skyldes det samtalernes udvikling gennem årene. De anelser, jeg fik det første år, forstærkedes det andet år, fik sat ord på det tredje år – og kom til fuld udfoldelse de to sidste år.
Alle var tilfredse, og ingen syntes de kunne klage! Men det var underligt, for deres reelle livshistorier, som kom frem efterhånden, som de blev trygge ved mig, viste noget ganske andet. De fællestræk jeg omsider fandt frem til, valgte jeg at kalde
”fænomener”.
Hvad fortæller udsagnet ”Jeg har det godt/jeg kan ikke klage”?
- Det fortæller om den lave forventning, midaldrende kvinder har til livet. Vi har ligesom ikke ret til at kræve noget for os selv. Har andre det godt, specielt familien, og i første række ”børnene”, ja, så har vi det godt. Tror vi. Regner vi med.
-
Det var undersøgelsens mest markante fund og viste klart, at børnenes skæbne og trivsel var fuldstændig afgørende for mødrenes følelse af, hvad livet var værd. Større nederlag, end at vores unger ikke klarer sig godt eller får succes i livet, kan vi ikke udsættes for.
- - Andre, ja! Det er de andre, som betyder mest her i livet. Hvis de ikke har det godt, har vi det heller ikke. Og omvendt: Har de det godt, har vi det heller ikke dårligt. Selv under alvorlig sygdom blev det slået fast: ”Man må jo være glad for, at de andre er raske.”
- - Vi er en indeklemt generation. Vi er klemt inde mellem alle de modstridende roller, vi forventes at skulle udfylde. Og vi er klemt inde historisk.
Vi er døtre, mødre, bedstemødre, hustruer, husmødre, sengevarmere, plejere og erhvervskvinder. Og når denne mangfoldighed af roller slider så meget mere på os end på mænd, så er det fordi kvinder er langt mere familieorienterede. Vi er det uundværlige mellemled, som har til opgave at holde familien samlet, at knytte generationerne sammen – ofte rent fysisk, i
vores hjem, til
vores søndagsmiddage og
vores juleaftner.
Rollerne er også under historisk forandring. Det vil sige, at der sker en slags knopskydning. Or vi er generationen, som er blevet påført en masse nye roller, uden at – eller før – andre rolle endnu er fjernet.
Vi er historiens første mødregeneration, som ikke har opdraget vores børn først og fremmest ud fra vores egne og slægtens forudsætninger. I stedet for erfaringen og traditionen er vi blevet påduttet alskens gode råd og forskrifter fra psykologer, medicinere, sociologer og pædagoger. Vi er således den første forældregeneration i verden, som har umyndiggjort os selv som vores børns opdragere. Det har fået konsekvenser for vores børns syn på os.
Vi er også tidens første forældregeneration, som ikke har kunnet pege på et eller andet sort får bagud i slægtsrækkerne, til trøst og forklaring på, hvorfor vores forældrebestræbelser ikke har båret de forventede frugter. De skriftlærde berøvede os denne selvopholdelsesmulighed ved at fortælle os, at arv ikke spillede nogen rolle. Det var miljøet, som betød alt.
Og miljøet det var os!
Vi er også de første midaldrende kvinder, hvor så mange stadigvæk har deres forældre i live. De er ofte plejekrævende. Og hvem skal pleje dem?
- Omsorg. Hænder ude efter os overalt: De unge, som vi er indpodet et sådant ansvar for, at vi ikke formår slippe dem. Og de gamle. De Gamle! Hver gang vi tænder for radioen. Hver gang vi åbner en avis.
-
Kvindeforskeren Berit Ås har udviklet fem teorier om hersker-teknikker overfor kvinder. De teknikker bliver brugt af alle, som ønsker at undertrykke os, i privat regi, eller som samfundsstruktur. Tre af dem er betydningsfulde i vores sammenhæng:
-
Påføring af skyld-og-skam er en genial måde at få os til at forsøge at indfri alles forventninger. Gør vi ikke det, kommer den velkendte skyldfølelse. Som det er meningen, at vi skal have.
-
Det bliver uendeligt billigt, når vi hele tiden springer omkring og udfører gratis ærinder. Alle stjæler vores tid. Ustraffet!
- - Usynliggørelse. Ingen ”ser” vores behov. Ergo ser vi dem heller ikke selv. Ved at prioritere os selv så lavt, som vi gør, ved ikke at turde mærke efter, har vi, med samfundets gode hjælp, været med til at usynliggøre os selv. Vi er blevet de andre generationers servicegeneration. De, som bøjer sig og strækker sig.
-
– Vi er som de små usynlige nisser, der sprang frem fra kroge og skjul, holdt folk og fæ raske og ryddede op i hus og udhus, men gårmandsfolket sov. Og som fik en tallerken julegrød, som tak for anstrengelserne.
- - Latterliggørelse. Javist bliver vi latterlige, når vi er fuldt arbejdsdygtige, intelligente mennesker – og alligevel så lidt synlige i samfundet. Når fremtiden tilsyneladende står åben for os og vi alligevel ikke kommer over vores hemmelige tærskler, fordi de er navnløse, og påført os som en del af vores identitet.
- - Til slut: Vores undladelsessynd. Vi bryder os ikke om vrøvl. For Guds skyld ingen vrøvl! For så bliver vi kede af det, så giver vi op og bukker under. Igen og igen.
-
Til gengæld forventer vi at få den belønning, at alle synes om os. Men hvad vil det sige at synes om, hvem er der at holde af, når vi aldrig tør vise, hvem vi er?
Der var ingen systematiske forskelle på kvinderne. Selv om udformningen naturligvis var afhængig af den enkeltes liv, ”led” alle kvinderne, jeg interviewede, af de
fænomener, jeg har her stillet op. Nogle selvfølgelig mere, andre mindre. Pointen er, at selv om de hidtil har været navnløse, i betydningen knyttet specielt til os, danner
fænomenerne alligevel grundlaget for hele vores tankegang. De bliver de indbyggede
forudsætninger for vores reaktions- og handlemåde.
Vi har at gøre med en diffus usynlighed, som styrer os, og ofte tvinger os til at gøre ting, som ikke er hensigtsmæssige. Det var interessant, at gængse skillelinier – som erhverv eller uddannelse, eller om man havde det materielt godt eller ej, var tilfreds eller ikke tilfreds med sit udseende – var gift eller ugift – ikke spillede nogen rolle.
Vi har alle en rem af huden….
Mod nye horisonter
Kvinder i overgangsalderen
Af Eva Marie Solheim
https://www.overgangsalderen.dk/word...isonter_aa.jpg
Forlaget Klim 1993
Sider: 179
ISBN 87-7724-329-3
Bemærk: Temmelig relevant for de fleste interesserede i
Mod nye horisonter kan være en anden bog skrevet af Eva Marie Solheim -
Bedstemorbogen. Omtalen af den
kan læses her. :smt039
