Jeg er så pirrelig og uligevægtig

Bemærk venligst. Denne tråd er den anden del af tråden: "Hvor køber jeg ProgestaCare", som er blevet delt da den udviklede sig "off topic". "Moder-tråden" findes her: https://www.overgangsalderen.dk/foru...g-ProgestaCare

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af Anina

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af louise

...efter at jeg snart har fået lagt mig med ud med alle og enhver, fordi jeg er så pirrelig og uligevægtig.

---

Hej Louise :smt056

Du trænger bare til masser af knus og andres stille accept af, at du lige pt. har det, som du har det.

Det vigtigste er, at du ophører med evt. selvbebrejdelser og selvkritik. Meddel dine omgivelser, at det er en ny situation du først må have tid til at lære at forholde dig til.

Det er som at komme i puberteten for anden gang. Selv uden cremen eller hormontilskud, skal man have plads og tid til at lære sig selv at kende igen og efter nogen tid vil man opdage, at selv om man opfører sig anderledes - i hvert fald indtil videre - er man altså den samme person som man altid har været og her er det ikke nødvendigt at kvittere med utryghed og angsten for, aldrig at komme til at genfinde sig selv igen.... for det gør man før eller siden.

En ting er dog vigtigst at skrive sig bag øret. Før man forlanger den nødvendige space af andre - må man kunne give sig selv den nødvendige plads først og dette helt uden samvittighedskvaler overfor sine nærmeste. Til syvende og sidst er det, ikke mindst i deres egen interesse, at du kommer så ubesværet som muligt gennem denne fase. Der er nok at strides med i sit indre versus hormonerne. At man oven i dette også evt. skulle slæbe på dårlig samvittighed eller pålægges denne udefra - ja, det er ikke acceptabelt. Du får hænderne fulde nok af, bare at komme igennen dagene, indtil selvhjælpen begynder at virke.

Du kan altid komme her og skrive, hvis tingene topper og du evt. trænger til at "rense ud".

Håber at du får en rimelig weekend :smt045

Hilsen. Anina :smt039

---

Hej Anina.

Er lige kommet hjem og ser dit svar til mig. Og så er jeg da lige ved at tude igen!
Tak for dine søde ord, det varmer midt i elendigheden. Men det er godt nok svært ikke at kunne genkende sig selv og ikke kunne være i sin krop. Jeg er ellers den, der holder hovedet koldt og kan klare det hele. Den rolle kan jeg vist godt glemme. Jeg er sikker på, at jeg ikke får en Bodil for min åbenbart nye rolle :-)

Mange hilsener og god weekend
Louise

Hej Louise :D jeg kender godt det der med at homonerne svinger! det er bare lidt anderledes for mig ,da jeg fik en efternøler for 2 år 4 mdr siden .

Der begyndte mine homoner at flippe helt :twisted: ud og de har ikke rigtig kunne finde ud af det :evil: ,men nu tror jeg at de´er ved at finde ud af det for :wink: jeg har haft det bedre en jeg har haft det længe, håber at det bliver ved. :D

Jeg ved godt at jeg har alderen 46 1/2 år ,så det varer nok ikke så længe før det rigtig begynder med overgangsaldren hvis det ikke er begyndt? Men denne gang har jeg ikke mærket noget særligt til det så det nyder jeg. :wink:

Jeg kan godt forstå din frustration over ikke at kunne styre sine følelser og reaktioner ,(det kender jeg godt alt for godt til!!! ) Jeg vil sådan håbe at du får glæde af denne creme og jeg er spændt på at følge med i det .Hold ud det kan kun blive bedre :wink: knus laura :smt061 :smt058

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af louise

Jeg er ellers den, der holder hovedet koldt og kan klare det hele. Den rolle kan jeg vist godt glemme.

---

Hej igen - Louise :smt058

Nope! "Den" rolle kommer du ikke til at glemme, og det skal du heller ikke.... selv om dette er netop denne rolle, der lige pt modarbejder dig, da du konfronteres med noget, der ikke lader sig styre og kontrolere, som du ellers er vant til at kunne med alt muligt andet, i tidens løb og indtil nu.

At være selvstændig og selvhjulpen er ikke noget, der bare kan forsvinde som dug for solen... du mister det først når du har opgivet det selv - men der skal måske en ny måde at se på sig selv til først, så du kan bevare dine slidsomt erhvervede egenskaber, denne gang for all fremtid....

I min optik er styrken, den ægte af slagsen - når man kan lade den komme an på en prøve eller flere og kommer igennem genvordighederne med sig selv i behold.... Det jeg oplever hos dig, som værende "svækkelse" er ikke tabet af din indre styrke, men frygten for at miste den og for det ukendte.

Styrken og frygten for det ukendte hænger sammen. dvs. at når du ikke længere (mener du) kan stole på din styrke - vil frygten for det ukendte (en selv + fremtiden) melde sig på pletten med det samme og således er du pludselig omringet fra alle sider og så ruller snebolden nedad.

Løsninger kan der være lige så mange som der er os, medtagede kvinder midt i kriserne.... men en meget stor betydning for enhver hænger meget tæt sammen med, hvordan vores omgivelser forholder sig til vores (midlertidige!!) problem og der, hvor jeg føler mig noget udtryg på dine vegne er, at jeg ikke har en fornemmelse af, at dine omgivelser er klar over hvad du går igennem og derfor kan heller ikke fortælle dig at det er "i orden" med dem.

Jeg tror, at du bliver nødt til at tage din mand på tomandshånd, måske ud på landet med en madkurv, hvor I kan være jer selv... og med en omhyggeligt forberedte (af dig) dagsordenen i lommen - kan I holde et møde, hvor du taler meget frit fra leveren (ingen bebrejdelser, ingen kritik, bare din redegørelse om dit befindende) og ikke mindst - at du aktivt skaber space for din mand, så han lige så frit kan fortælle dig hvad han føler og frygter for sig selv, som følge af de forandringer du er udsat for lige nu.....

Det kan godt være, at du ikke skal forvente dig det helt store ud af det ene møde og bør evt. aftale den næste udflugt kort efter igen.... mændene er så "fikst" indrettede, at de helst skal have et synligt (for dem) mulighed for at kunne trække dem tilbage og tænke tingene igennem, før de kan levere et svar på et spørgsmål eller forholde sig til et krav. Dette er en slags naturlov og at kæmpe mod netop dette behov hos mænd - er omsonst. Til gengæld - når de får lov til at tænke sig om og overveje tingene - er de forbløffende ofte til at tale med i den sidste ende.... så få tøjlet dit evt. hastværk og giv ham tid til at fordøje, hvad der kan være lige så tungt og utrygt for ham at beskæftige sig med, som det er for dig..... han har bare ikke alle de "redskaber" du har og derfor er "en betænkningstid" for ham en ret så afgørende faktor, i hvert fald hvis han ligner andre mænd bare en smule.

Måske burde netop sådan en afklaringsproces jer to imellem være det første, nødvendige trin hen imod det, du så efterfølgende skal til, for at genfinde dig selv - uanset om cremen vil virke hurtigt eller langsommere.

Når du først ved du har dit bagland med dig - vil alt andet føles tilsvarende nemmere.

He, he..... her skriver jeg en masse og pludselig går det op for mig, at jeg ikke kender en disse til dit liv og hvad med, hvis du slet ikke har en ægtemand eller familie på samme måde , som de fleste..... eller noget helt tredje.... jeg må hellere stoppe indtil jeg evt. ved, om jeg overhovedet er på rette spor :-k

Du er også velkommen til at bede mig om at blande mig helt udenom. Det ville være forståeligt, alt andet taget i betragtning - så bare sig til, hvis jeg er "bare for meget" #-o

Hilsen, knus og god (trods alt) weekend :smt056

Kære søde Louise :smt058

Jeg er jo nok lidt ældre end du, men jeg husker godt dengang jeg selv begyndte at forandre mig, jeg blev også pirrelig og uligevægtig spørg bare min mand :lol: og jeg følte, at jeg slet ikke kunne kende mig selv.

Havde svært ved at overskue bare det at få to mennesker til kaffe, og lave mad til gæster blev jeg helt usikker på, trods det at jeg vidste, at jeg var god til det. Det var som om usikkerheden bredte sig og jeg var altid i tvivl om jeg var god nok, gjorde det godt nok sagde de rigtige ting og o.s.v. samtidig med at jeg vrissede af mine omgivelser.

Men den periode lærte mig også mange ting om den nye person jeg var ved at udvikle mig til, for på en eller anden måde tror jeg aldrig, man bliver helt den samme igen, men det betyder ikke at det bliver en dårligere person tværtimod så gik jeg ud af overgangsalderen som een der mere turde være ærlig og tro mod mig selv :) hvis du forstår....

Jeg tror det er vigtig, at du overfor de venner og familie du føler du lægger dig ud med er ærlig og oprigtig, så de er klar over at du er inde i en periode som for dig kan være svær.

Det er en ny epoke i sit liv, og jeg husker den som et opgør mod flinkeskolen og et opgør mod den service som jeg altid havde ydet i familien som en selvfølge. Så jeg fandt ud af efterhånden, at når andre opfattede mig som pirrelig og opfarende så var det bare min måde - en ny måde - at sige fra på. Dette opfattede min mand dengang som noget underligt noget, sådan havde jeg jo aldrig "opført" mig før. Men han blev klogere :shock: og i dag har vi et meget ligeværdigt forhold på alle punkter.

Mange tanker, knus og kram JS :smt058

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af JS

Men den periode lærte mig også mange ting om den nye person jeg var ved at udvikle mig til, for på en eller anden måde tror jeg aldrig, man bliver helt den samme igen, men det betyder ikke at det bliver en dårligere person tværtimod så gik jeg ud af overgangsalderen som een der mere turde være ærlig og tro mod mig selv :) hvis du forstår....

---

Sikken et fint indlæg - JS :smt058

Alt det jeg flottede mig med at skøjte (for) hurtigt over - har du taget hånd om... helt ærligt... tak for det Søde. Det var lige det, der manglede i hele min, ellers velmente tirade.... :smt049

Louise :smt057

Man kan ikke komme helt galt afsted, når man lytter til JS. Det kan du lige bande på :smt045

Hej Louise
Jeg er selv helt ny i overgangsalderen ( det kom snigende ) og kan også blive helt forskrækket over hvad der sker med mig, det er dog ikke så slemt endnu ( håber heller ikke det bliver det ) hedeturene klarer jeg med ventilartor og pinex :lol: Det jeg har det værst med er at jeg bryder sammen og tuder konstant og gerne på de forkerte tidspunkter, hvor jeg ikke kan gemme mig feks. ved lægen... Spørger han mig om hvordan jeg har det så begynder jeg at tude ( pinligt ) eller på kommunen :roll: Jeg bliver helt forskrækket over at jeg kan sidde og hygge med min datter på 11 år og som trold af en æske så snerrer og bider jeg af hende, vi har selvfølgelig talt om at der sker noget med mig lige nu, men det er begrænset hvad et barn forstår selvom at hun prøver.

Sådan noget som at holde hus og hjem har aldrig været et problem for mig, det er nu fuldstændigt uoverskuligt, og kan rask væk tage flere dage at komme igennem, gæster har jeg ikke lige overskud til, jo hvis de selv hjælper til... jeg har altid været et selskabsmenneske, nu vil jeg helst "gemme" mig hjemme.
Hvis jeg skal sige noget godt om det så skulle det lige være at min mense KUN kommer hv 3 md ca. :lol:
Så måske kan vi udveksle erfaringer som tiden skrider frem ?

Rigtig god weekend! :smt052

Kære Js - og alle andre, som er søde og opmuntrende. Jeg er nødt til at svare Jer alle i samme indlæg, for jeg kan ikke helt finde ud af at besvare hvert enkelt indlæg endnu. Og nej, der er ingen, der er "for meget".
Jeg må vist afsløre lidt om mig selv. Jeg er 53 år og Anina, jeg har altså ingen mand. Det var ellers en god ide med madkurven og skovturen, men puha, jeg blev da helt stresset af også at skulle finde en mand :-)
Jeg har et job, som jeg hidtil har været meget glad for, nu er jeg, som mange andre, midt i det store omstruktureringsshow. Og jeg har ikke kræfter til det, men jeg har heller ikke kræfter og overskud til at søge noget andet. Er vel i øvrigt heller ikke særlig attraktiv på arbejdsmarkedet med min alder.
Desværre har jeg heller ikke mange børn og børnebørn, men må "nøjes" med en dejlig søn på 25 år.
Veninder og venner har jeg mange af, men de fleste er lige lidt yngre end mig, og ingen er plaget af gener som mine.
Det har jeg heller ikke været i ekstrem grad før en hospitalslæge (oveni alt det andet har jeg en stofskiftesygdom) overtalte mig til at tage et hormontilskud. For så fik jeg det nok bedre, mente hun. Jeg spiste pillerne i en meget, meget kort periode, da jeg fik helt utroligt ondt i brysterne. Det er nu flere måneder siden, jeg holdt op, og jeg får det stort set kun værre. Ondt i brysterne, og det gør virkelig så ondt, at jeg vågner. Pletblødninger, træthed, ingen appetit og et humør som jeg selv nærmest oplever som noget nær sindssyge. Det eneste, jeg ikke lider af, er hedeture!
Så JS, jeg kan genkende det du skriver om manglende overskud. Gæster er ikke noget jeg overhovedet kan tænke på og mad får jeg nærmest kun, når nogen laver det til mig. Usikkerheden kan jeg også genkende - og det er ellers ikke noget, jeg har været plaget af tidligere.
HVORNÅR BLIVER DET BEDRE???

Og så lige til Laura. Sikke en start på overgangsalderen med en baby! Det er garanteret både fantastisk og hårdt på en gang, kunne jeg tænke mig. Men mest synes jeg nu, at du er heldig at få lov at opleve sådan en gave igen. Og den alder han/hun har lige nu, er bare den allerallersødeste!

Kærlig hilsen til Jer alle
Louise

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af louise

Jeg må vist afsløre lidt om mig selv. Jeg er 53 år og Anina, jeg har altså ingen mand. Det var ellers en god ide med madkurven og skovturen, men puha, jeg blev da helt stresset af også at skulle finde en mand :wink: .

Jeg har et job, som jeg hidtil har været meget glad for, nu er jeg, som mange andre, midt i det store omstruktureringsshow. Og jeg har ikke kræfter til det, men jeg har heller ikke kræfter og overskud til at søge noget andet. Er vel i øvrigt heller ikke særlig attraktiv på arbejdsmarkedet med min alder.

Desværre har jeg heller ikke mange børn og børnebørn, men må "nøjes" med en dejlig søn på 25 år.

---

Hmm... så var det kun heldigt, at jeg stoppede mig selv i tide.... (eller gjorde jeg :wink: )...

Velkommen i klubben :smt039 Jeg er også 53 år, enke på 30. år og med en voksen søn på 30 år. He, he... også jeg er stofskifte-sild efter at jeg, letsindigt lod dem skære i min skjoldbruskkirtel for ca. 27 år siden... men det er stof til en anden kategori/tråd. Alt i alt og sammen med overgangsalder + "omstruktureringen" indenfor det offentlige (formoder jeg) - kan det i fælleskab danne en massiv belastning nu, hvor selv en enkel ville være mere end nok.

Vi skrives ved Søde... Når du får tid og overskud - kan du øve dig i at citere m.m. nede i Test-forummet, hvor du selv kan slette dine "forsøg" eller bare lade dem stå, hvis du skal bruge assistance og har spørgsmål til netop (selv)betjeningen her på forummet.

:smt058

Hej Louise

Du spørger om hvornår det holder op, her bliver jeg dig nok svar skyldig, det er jo en lang proces, hvor man skal lære sit nye jeg at kende, og lære at tackle sig selv på en anden og ny måde

Jeg startede med at læse alt hvad jeg kunne finde om overgangsalderen, men det hjalp mig ikke en hylende fis, men det er jo også nogle år siden – jeg er 61 år – det kan jo være at der er kommet noget bedre i dag. Men jeg begyndte at cykle, gå lange ture i naturen - der tænker man så godt, og så kastede jeg mig over bøger… især og gerne socialrealistiske romaner… nogle jeg kunne tænk og reflektere over, og ikke mindst begyndte jeg at forkæle mig selv. Jeg prøvede at blive bevidst om egne behov, førhen havde jeg jo tænkt meget på familiens behov, men jeg havde jo heller ikke mindreårige børn mere. Jeg har i dag to piger på henholdsvis 33 og 26 år og to dejlige børnebørn en dreng på 4 år og en lille pige på kun en mdr.

Jeg fornemmede at kroppen langsom vænnede sig til min nye hormonsituation, men der er jo ikke to kvinder, der har det ens, det ved jeg godt, men jeg kom til at holde af mine hedeture, gik ind i dem og accepterede dem som mine. Jeg begyndte at sige til og fra, for trods alt er andre i ens nærhed ikke tankelæsere, heller ikke ens mand og hvis man vil have nogle behov dækket må man lære at åbne munden.

Fortvivl ikke Louise, du kommer videre og hele tiden et skridt nærmere dig selv, jeg har sådan en lille naiv mening om, at vi ofte selv har svaret på mange af vores problemer, men skal bare have et lille skub.

Knus JS :smt056

Kære JS.

Jeg håber du har ret i, at man kommer videre. Der er da i hvert fald noget, der tyder på det, når man følger debatten her.
Jeg tror, at Anina har ret, når hun skriver, at det sværeste er at erkende sin egen svaghed.
Jeg er kun mig selv, så jeg er ret god til at sørge for at forkælelse til "mig". Og for ikke ret længe siden var min største fornøjelse at gå lange ture, det har jeg bare ikke kræfter til i øjeblikket. Så ingen trøst der!
Bøger, som ellers er min store lidenskab, interesserer mig faktisk heller ikke lige nu. Og slet ikke de socialrealistiske, jeg har hele min arbejdsdag fyldt med socialrealisme...Egentlig er jeg mest optaget af min egen elendighed, og derfor har jeg heller ikke lyst til at være sammen med andre. For jeg kan ikke holde mig selv og min jammer ud, så det vil jeg heller ikke byde andre. Ud over, at jeg jo er så selvcentreret, at jeg næsten ikke orker at interessere mig for andre mennesker!
Tja, sikke en gang jammer og ynk herfra.
Nu vil jeg trods alt gå i seng med en bog - dog en kriminalroman. Og med den trøst, at der er nogen i dette forum, som både orker at lægge øre til og komme med et trøstende ord.
Endnu en gang tak for det.

Kærlig hilsen
Louise

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af louise

Egentlig er jeg mest optaget af min egen elendighed, og derfor har jeg heller ikke lyst til at være sammen med andre. For jeg kan ikke holde mig selv og min jammer ud, så det vil jeg heller ikke byde andre. Ud over, at jeg jo er så selvcentreret, at jeg næsten ikke orker at interessere mig for andre mennesker! Tja, sikke en gang jammer og ynk herfra.

---

Hej Louise :)

Ja, endnu en gang kan man ved "selvsyn" konstatere, at der er ikke to menopauser, der forløber ens. Og selv om også JS har oplevet sine forandringer, som værende skelsættende - havde hun alligevel sin balast og en del af overskuddet med, hvor du skal starte helt forfra. Derfor kan du nok ikke bruge JS`s eksempel 100%, men hvor du alligevel kan gøre det, er det denne del hvor "alle veje fører til Rom", uanset hvor mange flere omveje du skal færdes ad - kommer du før eller senere frem og bliver dig selv igen, omend måske på et andet niveau. Spiller du dine kort godt nok - bliver du friskere og glædere end du har været nogensinde før.

Du kan ikke stille ret meget op imod, hvad der din krops opgave at skulle igennem.... du kan kun følge "roligt" med, acceptere udfordringen, forstå at ingenting sker uden grund og lære at betragte din krop som din ven og ikke din fjende - hvilket du nok gør lige nu og dermed forstærkes denne reaktion fra dit sind, som opfatter det hele som en kamp på liv og død mod sig selv. Nej, så kan man ikke undre sig, at dette "noget" forsvarer sig med alle de midler, "det" har til rådighed.

Du bør også, til den tid når du igen har lidt ekstra overskud til rådighed - prøve at vurdere om det som sker ikke også samtidigt er "dråben" og om du ikke samtidigt stritter imod at skulle gennem ilden og prøvelserne igen, nu du lige troede at intet mere og værre kunne ske, for du har jo taget og levet op til alle de udfordringer, tilværelsen bød dig på i årenes løb. Og så er det, at du skal til dèn igen og denne gang protesterer du vildt imod, ednu en gang at blive kastet ud i noget, der i den grad føles unødvendigt, da du har jo bevist det hele før.... mange gange....

Nuvel... jeg prøver bare lige at finde frem til lidt anden baggrund, man kan stille dine oplevelser op imod - for ellers kan man kun konstatere, at sådan er det. Punktum. Og derfra kommer man ikke videre, hvilket er netop hvad du virkelig har brug for.... for, hvis du fortsætter som hidtil - vil det eneste du opnår derved være, at forstærke det du vil af med og forlænge tilstanden på ubestemt tid....

Faktisk har JS allerede brugt de helt rigtige udtryk om at acceptere sine symptomer og lære at forkæle sig selv... Du har ganske vist skrevet, at du allerede godt kan disse ting, men jeg tillader mig at tvivle på noget af det... Man lever ikke med eneansvaret for et barn og med alle de forpligtelser der følger med igennem årene - og samtidigt "bare" kan forkæle sig selv i stride strømme.... I hvert fald ikke, medmindre man rent faktisk har en økonomisk buffer at tære på. Så mon ikke også du kan lære lidt om at være god og tolerant over for dig selv. Jeg tror, at den dag du er i stand til at tage de første skridt mod netop dette - vil en del af dine problemer mildnes eller aftage... for sind og krop følges tæt op ad hinanden.... specielt i overgangsalderen, og specielt når man oven i alt dette også har en stofskiftelidelse at trækkes med. Det er aldrig "kun" sind, så lidt som det er aldrig "kun" krop.... Og hvor man som regel kun kan stille lidt op imod de fysiske problemer - kan man så meget mere med de psykiske og heri består nok den største udfordring af alle, men også den der belønner højest - og dette er den ægte og permanent gevinst ved overgangsalderen - en helstøbt kvinde med en hel fremtid at gøre godt med....

Håber, at det ikke lyder for frælst og hvis du ikke kan være enig, er det også i orden. Rom er ikke blevet bygget på en gang. Jeg kan selvfølgelig ikke vide noget og skriver kun ud fra egne oplevelser og på baggrund af andres erfaringer.... derfor vær rar ikke at opfatte det som en løftet pegefinger eller utidig indblanding... Min eneste hensigt er, at opstille et alternativt scenario du kan enten acceptere eller forkaste - en ting er dog sikkert.... uanset hvordan du kan forholde dig til dette indlæg - er dette et fikspunkt for tankerne, den ene vej eller den anden. For at svæve i limboen er nok det værste for enhver.

Hej Louise :)

Jeg kan fornemme, at du bare har det rigtig skidt, og jeg tror også som Anina skriver, at det sværeste kan være at erkende sin egen svaghed, for den svaghed er noget nyt for én, men du vil komme videre, det ved jeg.

Det jeg skrev til dig var min måde at komme videre på, du skal måske finde en anden måde, din måde og en af måderne er at du skriver her, for bare det at få sat ord på kan være forløsende.

Tro nu ikke at jeg selv altid er på toppen, for det er jeg ikke, jeg har også dage, hvor jeg kan være ”depri” som jeg kalder det, og så har jeg heller ikke lyst til det sociale samvær, men så alligevel hvis man skal, så ender det ofte med at man ”glemmer” sit eget ved netop at være sammen med andre. Det værste du kan gøre er at mure dig inde, for så kan ”selvmedlidenheden” :lol: og deslige rigtig få fat, og det er ikke vejen frem.

Den svaghed som vi taler om og som jeg tror vi alle kender, nu vi er blevet nogle år ældre, skal vi erkende som noget af det første, og for mig viste det sig at det blev min styrke. I dag kender jeg mig selv bedre og mere end for bare 10 år siden, og jeg accepterer mere mig selv som jeg er. Jeg er også meget åben omkring mine svagheder, overfor andre jeg lægger ikke skjul og låg på når det er rigtig gode venner jeg er sammen med, og dem har jeg rigtig mange af. For mig er det ikke flovt at vise min sårbarhed jeg prøver altid ikke at spille en anden end den jeg er, også i diskussioner som jeg elsker, men tit og ofte står jeg meget alene med mine synspunkter og holdninger, men den pris betaler jeg gerne. Det er det jeg mener med at være tro mod sig selv.

Nå det blev en hel smøre om mig selv, og det er jo ikke sikkert at du kan bruge det til en fis… men skriv her alt hvad du kan, for vi er mange der måske kan give dig lige netop det skub eller den tanke, som du har brug for, eller bare det at vide man ikke er alene.

I tankerne vil jeg lægge en arm omkring dig, måske sige noget sjovt og få dig til at le :lol: og prøve at få vendt dine tanker i en positiv retning :wink:

Knus og kram JS :smt060

He, he :D Her var vist 2, der postede et indlæg samtidigt. Hmm... det må der være et godt tegn... eller hur?

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af admin

He, he :D Her var vist 2, der postede et indlæg samtidigt. Hmm... det må der være et godt tegn... eller hur?

---

Ja og det tog en helvedes tid :twisted: for mig at poste mit, men et pudsigt sammentræf, to sjæle en tanke :lol:

JS

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af JS

Ja og det tog en helvedes tid :twisted: for mig at poste mit (indlæg)

---

Vi har pt problemer med vores webhotel, der byder os på urimelig lange svartider. Indtil vores site er flyttet til et hurtigere webhotel - må vi desværre bide tænderne sammen.... og lade være med, at klikke flere gange på "Udfør"...

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af louise

Tja, sikke en gang jammer og ynk herfra.

---

Hmm.... det er ikke mere "jammer og ynk" end vi har oplevet det før, og du slår absolut ikke rekorden her på siden http://www.cosgan.de/images/smilie/liebe/h020.gif . Og jow, JS har ret. Det bliver så meget bedre, at du får svært ved at tro på dine egne erindringer, når du først er kommet over på den anden side. Endda bedre rustet til livet end nogensinde før http://www.cosgan.de/images/smilie/liebe/h020.gif .

Citer:

---

men skriv her alt hvad du kan, for vi er mange der måske kan give dig lige netop det skub eller den tanke, som du har brug for, eller bare det at vide man ikke er alene.

---

Tak endnu en gang for alle Jeres søde indlæg. Jeg har vist mest brug for at få lov at skrive her og som JS skriver, vide at jeg ikke er alene.

Citer:

---

Og jow, JS har ret. Det bliver så meget bedre, at du får svært ved at tro på dine egne erindringer, når du først er kommet over på den anden side. Endda bedre rustet til livet end nogensinde før .
_________________

---

Dette indlæg tror jeg, at jeg printer ud og hænger på køleskabet! Det vil jeg huske på, når jeg er ved at opgive det hele.

Denne gang forsøger jeg at få citater ind i teksten. Spændt på om det lykkes!

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af louise

Denne gang forsøger jeg at få citater ind i teksten. Spændt på om det lykkes!

---

Der ER lykkedes :smt023

Louise skrev:

Citer:

---

Dette indlæg tror jeg, at jeg printer ud og hænger på køleskabet! Det vil jeg huske på, når jeg er ved at opgive det hele.

---

Hej Louise håber det allerede hænger på dit køleskab, og ikke noget med at opgive :wink: skriv løs her og vi vil gerne lytte til din jammer :lol: for du er ikke alene.

Knus JS :smt056

Hej søde Louise :D

Jeg læser, at du nu har fået cremen i hus, og du har sikkert allerede smurt dig med den :lol: bare vent nu med lidt tålmodighed, at du kan begynde at mærke et lille fremskridt.

Nogle gange skal der ikke så meget til for at vende ens humør :lol: og bare det at man føler at man selv gør noget er stort for ens velbefindende. Det ene skridt tager altid det næste med sig og bare vent lige pludselig kan du overskue flere og flere måder at komme op på hesten igen :) Nogle gange skal man bare rigtig ned og dykke for at opdage at nu er der kun en vej at komme videre på, nemlig op, og op kommer du det ved du at jeg har lovet dig :lol:

Mine hilsner slipper du ikke for uanset hvad :lol: jeg skal nok holde øje med dig.

Knus og kram JS :smt056

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af JS

Hej søde Louise :D

Jeg læser, at du nu har fået cremen i hus, og du har sikkert allerede smurt dig med den :lol: bare vent nu med lidt tålmodighed, at du kan begynde at mærke et lille fremskridt.

Nogle gange skal der ikke så meget til for at vende ens humør :lol: og bare det at man føler at man selv gør noget er stort for ens velbefindende. Det ene skridt tager altid det næste med sig og bare vent lige pludselig kan du overskue flere og flere måder at komme op på hesten igen :) Nogle gange skal man bare rigtig ned og dykke for at opdage at nu er der kun en vej at komme videre på, nemlig op, og op kommer du det ved du at jeg har lovet dig :lol:

Mine hilsner slipper du ikke for uanset hvad :lol: jeg skal nok holde øje med dig.

Knus og kram JS :smt056

---

Kære JS.

Du kan tro, at det hænger der allerede!
Og jeg har skam "smurt"!
Tåmodighed er ikke min stærke side, men den må jeg jo finde frem, der er vist ikke andet at gøre.
Humøret er heller ikke nemt at genfinde, i dag synes jeg det igen ser sort ud. Skal begynde på arbejde på mandag efter ferien og bliver helt panikslagen ved tanken om, hvordan jeg dog skal klare det.
Kom i går midt i al optimismen også til at invitere en veninde til middag på fredag. Nu bliver jeg da allerede bekymret for, hvordan jeg skal klare det.
Det er helt skørt, for jeg har hele mit liv kunnet klare alting og kan ikke forstå, hvad det er, der sker.
Men kære JS, jeg læser bare, hvad du har skrevet og er så nødt til at tro på, at det BLIVER bedre igen.

Kærlig hilsen
Louise

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af louise

Kom i går midt i al optimismen også til at invitere en veninde til middag på fredag. Nu bliver jeg da allerede bekymret for, hvordan jeg skal klare det.

---

Der er kun en ting at gøre - Louise :smt058

... og det er, at bruge dagen i morgen til at forberede middagen til fredag, så det eneste du mangler til på fredag er at sørge for lidt tilbehør, salat, dessert og den slags.... Det kan være, at en gourmet-middag skal vente til bedre tider, men en Beuf Strogonoff eller citronstegte (på forhånd i øko/revet citronskal) kyllingebrystfileter med Knorr`s Thai sauce til (uhmmm... smager så ingen kan gætte, at den kommer fra en pose :wink: ) + safranris (også kogt på forhånd) og dampede grønne asparages samt til dessert - en melonsalat (snittet i mundrette stykker - på forhånd) med mandariner fra dåse og lidt vanilleis, en smule hakkede friske pistacier samt et par stænk af Grand Marnier... ja, så har du lige pludselig et fyrsteligt måltid, du bare (næsten) skal sætte frem når din veninde arriverer :smt045 .

Når man har det som du lige pt - gælder det om at foretage sig det fornødne længe før "deadlinen", så du ved at det haster ikke og at du bliver færdig i fred og ro.... og får tid til både hårvask og karbad på dagen, før du skal træde frem som værtinde.

Det er sådanne oplevelser og "løsninger", der lidt efter lidt lærer dig at (re)agere på andre måder end hidtil og for hver gang det lykkes, bliver hver næste (gang) nemmere.

Jamen... når du nærmest ved, at det bliver uoverskueligt på fredag - få mest muligt gjort om torsdagen..... kan sagtens lykkes - taler af erfaring


:smt045

Kære Anina.

Tak for opskrifterne. Sikke en service. Hvor er du sød!
Jeg ender nok med en helt enkelt thaigryde, og is med hindbær må udgøre desserten. Der er vist lidt stenbiderrogn og nogle blinis i fryseren. Det må udgøre forretten. Denne menu giver også minimal opvask. Jeg har nemlig ikke opvaskemaskine. Noget, jeg syntes er rigtig surt, men jeg har bare ikke plads. Valget står mellem vaskemaskine og opvaskemaskine, og vaskemaskinen kan ikke undværes.
Hvis bare det handlede om at kunne planlægge dagen i forvejen - det har jeg altid gjort - men jeg får simpelt hen kvalme af at tænke på mad.
Men det skal nok gå, med al den opmuntring, jeg får her.

Kærlig hilsen
Louise

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af louise

Kære Anina.

Tak for opskrifterne. Sikke en service. Hvor er du sød!
Jeg ender nok med en helt enkelt thaigryde, og is med hindbær må udgøre desserten. Der er vist lidt stenbiderrogn og nogle blinis i fryseren. Det må udgøre forretten.

---

He, he... det fik dig dog til at tænke på menuen og.... du døde ikke af det, selv om tanken om mad ellers giver dig kvalme.... Det kender jeg godt... og jeg behøver engang have en nedtur. Det er nok, at jeg hellere vil lave noget andet og maden må ellers gerne dumpe ned fra himmelen "af sig selv #-o

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af Louise

Denne menu giver også minimal opvask. Jeg har nemlig ikke opvaskemaskine. Noget, jeg syntes er rigtig surt, men jeg har bare ikke plads. Valget står mellem vaskemaskine og opvaskemaskine, og vaskemaskinen kan ikke undværes.

---

Har du ikke gulvplads? Bordplads? Eller bare plads i det hele taget? Se bare f.eks. her: http://www.peterspris.dk/produkter_hh/p_op1012.html (de nederste 6 modeller).... man kan fjerne et skuffemodul og erstatte det med en smal opvaskemaskine.... medmindre man ikke har noget skuffemodul at udskifte :( Jeg fik engang en gammel bekendt overtalt til at finde enden plads til spisebestik o.l. og få en smal ovaskemaskine installeret istedet. "Det kan aaaaaldig gå" korsede hun sig og i dag.... bliver hun ved med at tale om det, som det var igår, at hun fik den længe savnet opvaskemaskine.... Nåh... bare et par stråtanker i tilfælde af, at du ikke vidste, at de også kan fås i ministørrelse.

Men selv med opvaskemaskinen i køkkenet, kan det blive ganske trælst at skulle holde orden på køkkenet, når man hellere vil noget andet. Jamen, så klarer jeg mig med paptallerkener og plastbægre.... Og nej, det er IKKE fråds med energi ellers bare "brug og smid væk"...

Der er ikke mange der ved, at der går lige så megen energi til at fremstille et eneste stentøjs- eller porcelænkrus - som skal bruges til at fremstille noget i retning af 40 tusinde plastbægre? Og så er der endda ikke inkluderet alle de mange opvask, det pågældende krus skal igennem og som også koster energi... Så det er i hvert fald ikke miljøet man skåner ved at vælge plastbægre fra....

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af Louise

Hvis bare det handlede om at kunne planlægge dagen i forvejen - det har jeg altid gjort - men jeg får simpelt hen kvalme af at tænke på mad.

---

Hmm... jeg tænkte nu mere på tilberedningen af det meste dagen i forvejen, så man/du på dagen kunne bruge tiden mest på afstresse istedet for at stresse... Den gyldne regel, når man har en nedtur og alligevel "mod bedre vidende" havde inviteret folk på mad - er, at senest 2 timer før gæsten/gæsterne kommer, skal man være færdig med alt andet end lige anretningen og bruge den resterende tid på at soignere sig og ellers hygge.... Det er i hvert fald min (og et par andres) erfaring.... virker hver gang.

Ja, ja.... jeg tror nu nok det kommer til at spænde af meget bedre end du evt. frygter....

Vi "ses" :smt058

Men kan det virkelig passe, at madlede også er en følge af overgangsalder??

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af louise

Men kan det virkelig passe, at madlede også er en følge af overgangsalder??

---

Hmm.... kender flere, der kun kan nyde maden ved særlige lejligheder og ellers mener, at det er noget værre tidspilde og irritationsmoment. Man kan være nok så sulten og alligevel gå tomhændet og rasende ud af IRMA eller et restaurant :evil: Og de er ellers ikke i nogen form for krise eller nedtur :-k

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af louise

Jeg ender nok med en helt enkelt thaigryde, og is med hindbær må udgøre desserten. Der er vist lidt stenbiderrogn og nogle blinis i fryseren. Det må udgøre forretten. Denne menu giver også minimal opvask.

---

Hej Louise :smt052

Jeg håber, at det går meget bedre end frygtet nu til aften, medmindre du har aflyst din venindes besøg... det er set før og det har vi, vist nok alle prøvet...

Jeg håber ikke, at du opfatter "gode råd" som press og stress.... Vi kender alle den følelse, når vi brænder for at få udrette noget "nødvendigt". Det er ikke særlig rart, at skulle holde igen, for ikke at komme til at overskride andres personlige cirkler, man ikke ved hvor starter og hvor ender.

Derfor har vi en "regel" herinde: der er ingen begrænsninger på "gode råd". Til gengæld er der heller ikke sure miner, når/hvis evt. anvendelse af disse råd bliver lodret arkiveret eller udskudt på ubestemt tid. Ingen skal forklare noget og ingen undskylder for evt. ikke at kunne benytte sig af alt det velmente... Friheden gælder begge veje og "gode råd" er (herinde) aldrig udtryk for en tvivl om, at vedkommende "genstand for opmærksomheden" ikke kan klare tingee selv når/hvis....

Og efter således at have forklaret en af de uskrevne "færdselsregler" herinde - håber jeg, at vi snart hører om du har det nogelunde og om dagen er forløbet i overensstemmelse med dine planer.

Jeg regner med, at denne weekend herinde bliver ret stille.... her: https://www.overgangsalderen.dk/kvin...forum.php?f=72 findes et "sted" hvor man lægger div. korte hilsner i forb. med fravær, ferie o.l. eller bare når man kort vil hilse. Som du vil se - er en del af os væk denne weekend og der først vil komme mere liv igen i næste uge...

God weekend til dig og pøj, pøj på mandag, din første arbejdsdag efter ferien.

Mange hilsner :smt052