Min gamle mor er ensom

Vi kender det jo alle sammen: gamle mennesker, der sidder ensomme i deres lejligheder uden ret megen kontakt til verden udenfor. Det er trist, og burde ikke forekomme – det gør det bare i min mors tilfælde.

Jeg vil gerne vende problemet med jer – måske kan I give mig nogle råd. Måske har I, eller har I haft, en mor eller far der er eller har været ensom. Hvad har I gjort, eller hvad gør I?

Min mor bor i Sønderjylland, og vi tre børn bor mellem 80 og 160 km væk. Dvs. vi tre børn har alle lang vej for at besøge hende. Vi gør det på skift, så ofte det er muligt.

Min mor er ikke dement eller syg på nogen måde - tværtimod. Hun er en frisk og rask dame som fylder 81om 7 uger. Hun har alle muligheder for et godt og indholdsrigt liv. Hun mangler ikke penge, da hun altid har været meget sparsommelig. Hun klarer sig selv 100% uden problemer.

For 18 år siden solgte min mor og far deres hus på grund af min fars sygdom, og han døde et par år efter de var flyttet i lejlighed.

Det klarede min mor fint, for hun var jo stadig forholdsvis ung. Hun havde en venneflok – min mor og far har siden deres ungdom haft 6 vennepar, som altid var i nærheden, og de foretog sig mange ting sammen ret jævnligt.

Desværre døde de fleste inden for ganske få år – det skal siges, at de alle var mellem 15 og 20 år ældre end min mor, da mændene i disse vennepar alle havde været jævnaldrende med min far, som var 14 år ældre end min mor. De er nu kun 2 tilbage – min mor og en dame på snart 90, som bor i en beskyttet lejlighed, fordi hun er meget dårligt gående. Dvs. det er kun min mor, der kan besøge hende og ikke omvendt.

Et par år efter min fars død fandt min mor en jævnaldrende ven. Hun blomstrede op som en forelsket teenager, og det gik godt i ca. ½ år. Så tog de på ferie sammen, og der viste han åbenbart nogle sider af sig selv, som min mor ikke kunne lide. Da de kom hjem, brød hun forbindelsen, satte sig ned i sin lejlighed – og der sidder hun så i dag – fuldstændig gået i stå!

Hun er en elskelig dame, som man ikke kan andet end hold af, men hun er så utrolig selvudslettende! Hun lever med skyklapper på – følger overhovedet ikke med i, hvad der foregår omkring hende, og hun interesserer sig ikke for noget som helst. Jeg har aldrig kendt et menneske med så lille en horisont – hendes paratviden er lig 0! Hun interesserer sig for sine børnebørn, men har svært ved at forstå, at de alle er voksne nu og ikke mere har behov for pasning.

Vi søskende gør, hvad vi kan, føler vi. Så ofte, det kan lade sig gøre, besøger vi hende. Min søster og jeg gerne 3-4 dage ad gangen, og hun besøger også os på skift – også 3-4 dage ad gangen. Hun kan sagtens rejse, bare hun skal rejse til et sted, hun kender. Sker der noget, der ikke er planlagt – forsinkelser fx – bliver hun forvirret og ulykkelig. Hun er meget bange for nye ting og nervøs for at foretage sig noget alene.

En gang om året tager hun dog 14 dage på højskole, og det er jo dejligt, men det er ikke noget, hun snakker særligt meget om – men hun gør det, trods alt.

Vi sørger også for at ringe til hende et par gange om ugen. Vi har foreslået mange ting, hun kunne gøre – dyrke en hobby, gå i ældrecenter, gå til koncerter og teatre, gå på biblioteket, som ligger 500 m fra, hvor hun bor osv. osv., men nej, hun vil/kan ikke! En hobby koster penge, og det vil hun ikke ofre på sig selv.

Ældrecenteret har hun besøgt en enkelt gang, og det havde været en meget negativ oplevelse, for ingen havde taget imod hende, og en gammel dame havde jaget hende væk fra den stol, hun sad på. Så der sætter hun ikke sine ben mere.

Kulturelle ting vil hun gerne, men ikke alene, og hun kunne aldrig finde på at spørge nogen, om vedkommende vil med. Hun er så bange for at være til ulejlighed. Men når hun aldrig gør gengæld, holder folk også op med at invitere hende.

Jeg har også arbejdet lidt på at få hende her til byen, for så havde hun dog et af sine børn i nærheden, men det kan hun heller ikke overskue, og jeg er heller ikke sikker på, om det vil være en god ide at flytte et så gammelt menneske, der hele sit liv har boet samme sted.

Det er ufattelig hårdt at være sammen med hende i længere tid ad gangen. Det eneste, man kan foretage sig er at gå en tur. Det gør vi så tit, det er muligt – gerne 5-10 km ad gangen, men det kan man jo ikke gøre hele tiden. Ellers er der kun tv’et – og her ser hun udelukkende tysk tv, så her er heller ikke noget at snakke om, for det ser vi andre aldrig.

Er hun på besøg hos os, sidder hun i sit sofahjørne og kigger lige ud i luften. Hun forlanger bestemt ikke underholdning, men når hun endelig besøger os, sætter jeg mig jo ikke ind i mit eget værelse og ”leger” med computeren. Så sætter jeg mig også i sofaen og syr patchwork, eller hvad jeg nu kan finde på at slæbe med der ind. Det er også fint nok en dags tid eller to, men så kan jeg ikke mere holde den inaktivitet ud.

Hvad pokker gør jeg? Jeg er ældste datter, og jeg ved, min mor er skuffet over, at jeg ikke ”tager mig af hende” som hun tog sig af sin mor! Selvfølgelig har hun vænnet sig til, at jeg ikke kan og heller ikke vil, men jeg ved, hun tænker sådan.

Jeg er stensikker på, at hver gang jeg ringer til hende, så kommer dette: ”Jeg sidder altid alene. Der kommer ingen og besøger mig. Jeg venter kun på, at det bliver aften, så jeg kan gå i seng. Sådan havde jeg ikke regnet med, min alderdom skulle blive!” – og jeg kunne blive ved!

Forleden dag fortalte hun glad, at hendes underbo, en enlig dame i 50’erne, havde inviteret hende og en anden nabo til en kop kaffe. ”Det var dog dejligt” sagde jeg, så kan du jo invitere næste gang. Nix, det vil hun ikke – ”jeg har jo ikke noget i huset”, som hum siger ”NEEEEJJJJJ – MEN GÅ DOG UD OG KØB NOGET!!!!!!!” - men hun gør det ikke, det ved jeg!

Jeg har selvfølgelig drøftet problemet med mine søskende, men de føler sig lige så magtesløse. Min bror er nok den, der ser sagen sådan, at hun selv har valgt at leve sådan, og så er der ikke mere i det. Er det, fordi min søster og jeg er piger, det går os mere på?

Skal vi gøre som min bror – ignorere det og bare acceptere tingene, som de er? Kan vi gøre noget?

Jeg har drøftet besøgsven med hende – hun kunne gøre SÅ meget gavn, men hun vil ikke, for – som hun siger – hun har ikke lyst til at være omgivet af sygdom mere (min far var syg de sidste 15-20 år af sit liv). Jeg har drøftet ideen med at melde sig som frivillig i en genbrugsbutik eller andet socialt arbejde, men hun vil ikke, selv om hun rent fysisk godt kunne.

Jeg elsker min mor overalt i verden, og jeg gruer for den dag, hun er borte! Det er så synd for hende, at hun har så minimalt ud af sin alderdom – en tid som kunne være så rig og god, men som er så fattig og umenneskelig. Det gør så ondt at tænke på, men jeg kan ikke se nogen løsning på problemet.

Hej Anne :)
Det er en stor sag du her beskriver.... Jeg skal hente junior i byen om lidt, så det må vente. Det skader heller ikke at læse det et par gange først, før man kan evt. komme med et bud.

Vi "ses" og sov godt når du når så langt :smt057

Ja, det er en stor sag, men jeg finder det nødvendigt at prøve at fortælle, hvilken person min mor er, for at andre bedre kan forstå problemet.

Jeg håber, man orker at læse indlægget og kommentere det, da det måske kan hjælpe mig til at se problemet fra en anden vinkel. Det fylder faktisk ret meget i mine tanker.

Selv-knus og sov godt! :wink:

Hej Anne

Jeg sad og skrev et indlæg til dig i går, men det forsvandt for mig. Nu prøver jeg igen, ikke fordi jeg har en mor der sidder allene, men jeg har en far, der er meget allene, og jeg går rundet med konstant dårlig samvittighed, fordi jeg ikke synes jeg kan være nok for ham.

Jeg tror din bror siger noget rigtigt, når han siger, din mor selv har valgt at leve sit liv som hun gør. Man kan også sige hun har fravalgt aktiviteter i livet, som hun før har deltaget i.

Min far sidder meget allene, og da jeg er enebarn og der er langt derop, går jeg rundt med konstant dårlig samvittighed over ikke at være hos så ofte, som jeg gerne ville. Når jeg så endelig kommer derop, sidder vi bare og ser TV, hvis ikke jeg skal lave noget praktisk. Far er til tider meget fåmelt, så jeg kan næsten ikke holde ud bare oat sidde og se TV. Det eneste jeg kan lokke far til er en køretur i bilen. Han elsker at se den egn han har arbejdet/levet hans liv.

Far har haft tre blodpropper i hjerne og er ikke så godt gående, hvilket hæmmer ham med hensyn til at gå og huske.

Jeg har tænkt meget over fars situation og min egen dårlige samvittihed, oh jeg tænker følgende:

Hvis jeg bliver deprimeret over min dårlige samvittighed, kan jeg gøre mindre for min far, der er ingen der har glæde af at jeg kører mig selv ned af den grund.

Jeg har også tænkt meget over, at jeg synes far er ensom, men hvis jeg spørger ham, siger han han har det godt. Han er også et elskeligt væsen som både hjemmehjælper og de fleste mennesker holder af. Jeg selv elsker min far, og det har jeg altid gjort. Han er et af de mennesker, der har betydet mest for mig.

Egentlig tror jeg på, at min far har det godt, og jeg tror også at jeg overfører mine normer for, hvad jeg synes er et godt liv. Måske glemmer jeg, at når et menneke ældes, er der både en fysiks og en mental ældningsproces. Jeg tænker, at det måske er mig selv der lave problemerne større end de i virkeligheden er.

Måske er din mor ensom og har et uværdigt liv, men har hun givet udtryk for dette?

Du skriver du ved din mor er skuffet over dig, fordi du ikke passer hende som hun gjorde med hendes mor. Jeg tænker bare, om hun har givet udtryk derfor?

Måske kan du ikke bruge dette til noget fornuftigt, og jeg ved godt hvor svær en problematik dette er, men jeg tror vores egne normer for hvad der er et acceptabelt liv styrer os, og på denne måde får vi en fan..... dårlig samvittihed. Ældre mennesker er jo i deres fulde ret til og sige fra!!!!!!

Måske vi to kunne hjælpe hinanden lidt, med hensyn til den dårlige samvittighed og til at finde frem til metoder, hvorpå vi kan være med til og give vore forældre et værdigt liv.

Jeg tænker ofte på, nu er børnene flyttet hjemmefra og har et godt liv og det har glædet mig meget. Når det så går rigtig godt det hele, ja, så skal jeg til og passe på min gamle far. " Livet er ikke for tøsedrenge", men skønt alligevel!!!!!!!!

Det var lidt om mine tanker, håber du kan bruge lidt af det, jeg har skrevet til noget fornuftigt.

Knus Bea :wink:

Kære Bea.

Du kan tro, jeg kan bruge, hvad du skriver! :P

Jeg vender tilbage med et svar senere, for jeg står med det ene ben ude af døren. Du skal bare lige vide, at jeg er MEGET glad for dit dejlige indlæg! :smt054

Knus, Anne

Kære Bea.

Det er jo nok temmelig almindeligt, at døtre i vores generation mere eller mindre går rundt med dårlig samvittighed. Jeg ville også gerne være meget mere for min mor, men afstanden gør det jo umuligt. Jeg kan nemlig godt lide at være sammen med min dejlige mor, men hendes passivitet kan gøre mig helt syg ind imellem!

Citer:

---

Jeg tror din bror siger noget rigtigt, når han siger, din mor selv har valgt at leve sit liv som hun gør. Man kan også sige hun har fravalgt aktiviteter i livet, som hun før har deltaget i.

---

Det er da korrekt - hun har selv fravalgt aktiviteterne. Der har aldrig været plads til aktiviteter i hendes liv! Min mor har altid været mor for os børn, mormor og farmor for børnebørnene og kone for min far. Hun har altid tilgodeset andres behov før sine egne - og det gør hun den dag i dag!

Min mor har aldrig deltaget i noget alene - hun har kun deltaget i de ting, min far også deltog i. Som jeg skrev tidligere, fandt hun senere en ven, hvor hun igen blomstrede op, og der skete en hel masse - men igen aldrig noget, der dækkede hendes egne behov - kun vennens.

Da det gik forbi, kunne hun ikke finde ud af at komme videre i sit liv. Hun var skuffet, og hendes selvværd var - og er stadig - lige med nul! Det eneste, hun gør for sig selv er at tage 14 dage på højskole hvert efterår - ellers foretager hun sig intet!

Jeg er slet ikke i tvivl om, at der var 1000 ting, hun gerne ville, men hun tør ikke gå alene. Hun er usikker, uselvstændig og bange for det, hun ikke kender. Skal hun foretage sig noget, skal andre tage initiativet samt tage hende i hånden - så vil hun gerne!

Citer:

---

Egentlig tror jeg på, at min far har det godt, og jeg tror også at jeg overfører mine normer for, hvad jeg synes er et godt liv. Måske glemmer jeg, at når et menneke ældes, er der både en fysiks og en mental ældningsproces. Jeg tænker, at det måske er mig selv der lave problemerne større end de i virkeligheden er.

Måske er din mor ensom og har et uværdigt liv, men har hun givet udtryk for dette?

---

Jeg tror, din far mener det, han siger! Jeg tror ikke altid, at det at være alene også er ensbetydende med ensomhed. Som du selv skriver, behøver hans normer ikke være som dine. Det kan da godt være, at bare det, at hjemmehjælperen kigger ind, er fint nok for ham.

Min mor ER ensom, og jo, du kan tro, hun giver udtryk for det hver eneste gang, man taler med hende eller besøger hende, og jeg kan love dig for, at hun pirrer ens dårlige samvittighed!

Citer:

---

Måske vi to kunne hjælpe hinanden lidt, med hensyn til den dårlige samvittighed og til at finde frem til metoder, hvorpå vi kan være med til og give vore forældre et værdigt liv.

---

Det hjælper helt sikkert at drøfte den problematik, for det kan måske få os til at se med andre øjne på, hvad man evt. kan gøre, og hvad man i hvert fald IKKE skal gøre.

Hun har lovet mig, at næste gang, hendes kontaktperson fra kommunen kommer på besøg, vil hun give mig besked, for jeg vil gerne deltage. Hun SKAL nemlig have noget hjemmehjælp til rengøring. Selv om hun er frisk, så er kræfterne ikke mere de samme. Det kan jeg både se og høre, når hun skal op ad trapperne til sin lejlighed.

Jeg vil også tale om en evt. besøgsven. Når vi foreslår min mor at få en besøgsven, slår hun fuldstændig bak. Jeg tror, det er fordi VI snakker om det, men er det en "øvrighedsperson", vil hun måske lytte lidt mere, og måske kan hun endda overtales til, at hun selv synes, det vil være en god ide.

Citer:

---

Jeg tænker ofte på, nu er børnene flyttet hjemmefra og har et godt liv og det har glædet mig meget. Når det så går rigtig godt det hele, ja, så skal jeg til og passe på min gamle far. " Livet er ikke for tøsedrenge", men skønt alligevel!!!!!!!!

---

Du kunne ikke have mere ret! :P

Det var jo netop kvinders lod i "gamle dage"! Man opdragede sine børn, og når de var fløjet fra reden, tog man sig af sine forældre! Det gjorde min mor, og sådan ville hun gerne have, det stadig var. Sådan ER det jo bare ikke i dag. Når vores generations børn er fløjet hjemmefra, skal vi kvinder selv i gang med livet på EGNE præmisser! Men det er jo ikke ensbetydende med, at man ikke kan være noget for hinanden, vel?

Det er min holdning, og jeg ved, det også er mine børns holdning! Jeg bliver også (forhåbentlig) gammel en dag, men jeg forventer ikke, min børn skal "tage sig af mig"! Jeg vil gerne behandles og anses som et ligeværdigt, selvstændigt individ, og jeg skal nok selv sørge for at holde mig til ilden - i hvert fald, hvis jeg er lige så heldig som min mor med hensyn til helbred! For pokker da, så er alle muligheder jo stadig åbne for nye input!

Knus, Anne

Kære Anne

Din mor er helt sikkert præget af den tid hun er opvokset i, med hensyn til pasning af ældre mennesker. Det er svært at lave normer om. Hun vil gerne du passer hende, holder hende i hånden, som hun selv gjorde for sin gamle mor. I dag er børnene spredt rundt omkring, hvor imod i gamle dage var der altid et eller flere børn lige i nærheden. Dín mor er aldrig blevet det selvstændige menneske som vi to har fået lov at være. Der var ikke så meget plads til et godt selvværd: Da din mor var ung, da indordnede man sig og gjorde som andre forventede af en eller som moralen nu engang var. Dengang skammede man sig, hvis ikke man levede op til hvad der var normen dengang. Skam, skyld og pligt var nøgleord. dengang. Ord som kan undeminere selv den største selvtillid.
Dengang kunne man også klare sig økonomisk af mandens løn. Jeg vil dog gerne understrege, at jeg ikke er misundelig, konen var jo helt underlagt mandens luner og til pligterne derhjemme.

Jeg tror som du selv skriver at din mor er ensom, modsat min egen far. Din mor er frisk og rørig, mine far er træt og gammel. Jeg talte med en demens koordinator i sidste uge, som synes far skulle skrives op til plejehjem, i tilfælde af han bliver dårligere. De vil tale med ham om det inden så længe. Fars liv kan ikke sammenlignes med din mors liv.

Det ville helt sikkert være en god ide at få din mor overtalt til at få en besøgsven. Jeg ved af erfaring med min far, at når forslaget kommer fra kontaktpersonen, så vejer det tungere end når jeg kommer med et forslag.

Med hensyn til rengøring, så håber jeg din mor kan få hjælp, men du skal være vedholdende, for det er meget svært at få, hvis man selv kan det mindste. Måske er det ikke så galt i din mors kommune, men de var stride der hvor far bor.

Jeg håber også på at blive gammel, og vil også gerne betragtes som et ligeværdigt, selvstændigt menneske. Det ved min børn også godt.

Det er synd for din mor, at hun slet ikke tør gøre noget allene og jeg håber i finder frem til en løsning, så hun kan få lidt glæde ind i sin dagligdag. Din mor er heldig at have en som dig og dine søskende, det lyder som om i taler sammen omkring jeres mors bedste. dette er ikke nogen selvfølge, da jeg kender flere familier, der ikke har så godt et sammenhold.

Jeg tror vi to skal prøve at slippe af med den dårlige samvittighed, men det er nemmere sagt end gjort!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Knus Bea :D

Citer:

---

Jeg tror vi to skal prøve at slippe af med den dårlige samvittighed, men det er nemmere sagt end gjort!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

---

Hej Bea.

Vi kan jo give hinanden et kærligt spark bagi, når vi bliver for stride, ikk'? :smt018

Det kræver så bare, at vi ikke går og bider det i os selv, men at vi "lukker op", hvis og når problemer opstår, og tankerne bliver for negative.

Knus, Anne :smt049

Kære Anne

Yes my dear, det gør vi så!

Knus Bea :D