Nye muligheder
Livet efter overgangsalderen
Af Gail Sheehy
Forfatterens Bemærkninger
Det er syv år siden (1987), jeg første gang begyndte at forske i de nye overgange midtvejs i livet, i
Mellemårene, hvormed jeg mener livet fra midt i fyrrerne til midt i tresserne, som der den mindst kendte del af voksenlivet. Min idè var at kortlægge de forudsigelige kriser i dette territorium - en fortsættelse af min livslange fascination af den voksne livscyklus - men da jeg havde interviewet de første 75 kvinder, måtte jeg foretage en hastig opbremsning.
Jeg var faldet over èt sort hul af uvidenhed og benægtelse, overgangsalderen, det vi ikke taler om. Før jeg kunne gøre mig håb om at forstå de store spørgsmål, som
Mellemårene stiller kvinder og mænd overfor, blev jeg nødt til at gøre noget ved det kulturelle tabu, som omgiver overgangsalderen. Det, der skulle have været et kapitel i denne bog, fik sit helt eget liv.
Jeg havde ikke tid til min egen overgang - eller det troede jeg i hvert fald. Folk var parat til at tale om overgangsalderen, og min bog,
Overgangsalderen - det vi ikke taler om, blev det store samtaleemne. Pludselig blev jeg hele tiden inviteret til at holde taler for at hjælpe med at skabe opmærksomhed om de nye sundhedscentre for kvinder, som sprang op over hele USA. Det var en fantastisk følelse af at være på rette tid og sted i samspil med sin egen kultur. Men mit eget liv blev sat i skyggen af det heltidsjob, det var at reklamere for sagen og holde taler i fuld offentlighed.
På højdepunktet af alt dette hurlumhej af fornøjelige aktiviteter holdt min forlægger en reception for at fejre at
Overgangsalderen - det vi ikke taler om var blevet nr. 1 på
New York Time`s bestseller-liste. Jeg følte mig nærmest som bedrager. Den bog havde overhovedet ikke været planlagt. (Da min mand, Clay Felker, havde foreslået, at jeg skulle skrive videre på den artikel om menopausen, som jeg havde skrevet til bladet
anity Fair, reagerede jeg med en hånlig afvisning: "Synes du virkelig? Tror du, der er nogen der gider læse en hel
bog om overgangsalderen?")
Den aften selskabet blev holdt, var vi æresgæster ved en gallamiddag, som blev holdt i haven i et italiensk trattoria. Det var en mild sommeraften. New Yorks litterære koryfæer sad ved små borde og sludrede med folk fra sundhedssektoren. Mellem træerne kunne man her og der skimte en lavendelblå himmel med fjerne stjerner. Det var en typisk juniaften fuld af endeløse muligheder. Jeg var i syvende himmel. En fornuftig veninde greb mig i forbifarten og hviskede en advarsel. Hun kunne gennemskue narcissismens overfladiske hilsener og kindkys.
"Pas på, du er ved at blive stress-afhængig," sagde Pat Allen.
Hun havde ret. Hele det år havde jeg ført mig frem som Lille Fru Menopause. Det havde være tilfredsstillende, men jeg var bare blevet fanget i en verden af
udvendighed og var i stigende grad blevet løsrevet fra virkeligheden og det, der betød noget. Jo mere offentligheden forventer af mig, jo mere perfektionistisk lader det til at gøre mig, og jo nemmere bliver det for mig
at lade den mindste kritik slå mig ud. Alle mine kræfter bliver brugt til at holde showet kørende 24 timer i døgnet. Stress bygges op; krop og sjæl får næsten aldrig fuldstændig hvile. Det er et fantastisk middel mod depressioner. Men at fortabe sig i hyperaktivitet er samtidig en klassisk udvej til at undgå en
nødvendig overgang.
Og der var faktisk en del emner jeg helst ville undgå. For det første sloges en af mine veninders mand med en kræftsygdom. Når vi er på tærsklen til et nyt stadium, er vi ganske særlig sårbare over for alderskvababelser, og 50 er en af de store tærskler. Når en jævnaldrende ven stirrer uhyret i øjnene, kommer døden pludselig alt for tæt på. Den afgørende begivenhed, som får vores dødelighed til at føles så virkelig og skræmmende, behøver ikke at handle om dødsfald og
behøver ikke at ske for os selv. Den kan blot handle om det yngste barns pludselige uafhængighed, en livskraftig mors eller fars svækkelse, en ven som tager rutscheturen fra en tilsyneladende uangribelig succesposition i samfundet og lige ned i afmagten, som forhenværende.
Fordi døden i sidste ende ikke er til at komme udenom, bliver det virkelige spørgsmål derfor:
Hvordan skal vi leve resten af vores liv? For hundrede år siden var dette spørgsmål sjældent aktuelt for folk over midten af fyrrerne. Når de nærmede sig de 50, havde de sandsynligvis ikke udsigt til andet end døden.(2)
Selv om vi i vore dage kan se frem til at leve meget længere, er vores syn på livet efter midten af fyrrerne stadig farvet af de minder, vi har om vore forældre i samme alder:
"Min mor så træt ud og, nå ja, gammel, da hun var 50." eller:
"Min far fik sit første hjerteanfald, da han var 50; han blev aldrig sig selv igen."
Vi får som regel de første alarmerende glimt af midtvejsperspektivet, når vi er i midten af trediverne. Tiden begynder at klemme. Jeg var midt i trediverne, der jeg begyndte at forske i det, der senere blev til min bog
Overgange, voksenlivets forudsigelige kriser, som udkom i USA i 1976. (3) Den handlede om, at man skulle blive ved med at udvikle sig, og at man skulle se de forudsigelige kriser, eller overgange, mellem hver af voksenlivets faser
lige i øjnene. På det stadium af mit liv opfattede jeg midten af trediverne som halvvejen, livets højdepunkt. Årene mellem 35 og 45 kaldte jeg
Skæringsårene, som om vi kun havde tiden indtil midt i fyrrerne til at få løst midtvejskrisen.
I
Overgange standsede jeg, før jeg nåede til de 50. Jeg kunne overhovedet ikke se mig selv i den alder. Som så mange andre i min generation kunne jeg ikke forestille mig et liv efter de 50, og jeg kunne ikke få mig selv til at betragte det som en periode, der på nogen måde kunne indebære særlige udfordringer eller muligheder. Det eneste, den fik mig til at tænke på, var husmødre som stille gik til grunde i depressioner, eller en halvgammel, hængeskuldret fyr der sad og fiskede, mens livet gik ham forbi. Man opfattede det som en periode i livet, hvor man skærer ned på aktiviteterne. Midtvejskrisen var for længst overstået, og hvis man ikke havde set det i øjnene inden da, så var der ikke meget opbakning fra familie eller samfundet til at gøre det, når man var 50 og mere.
Karriereforløbet var beseglet; man bevægede sig stille og roligt hen imod pensionen, enten i resigneret afmagt eller som forhenværende succes. Børnene var flyttet hjemmefra. Idealismen var falmet. Man havde ikke mere at lære. Kærligheden handlede om at kæle for børnebørnene og bestemt ikke om computer-stævnemøder eller uhæmmet sex. Fordi der ikke fandtes nogen brugsanvisning på, hvad en kvinde skulle foretage sig, når hun va færdig med at producere børn og at klare sig takket være sine fysiske attributter, så kunne det lige så godt være en pludselig "Dorian-Gray-forvandling"
*. Min egen rædselsfantasi var, at jeg faldt i søvn og vågnede næste morgen og på
today-showet så Willard Scott juble mod mit billede: "Sikke en skøøøøøn lille dame på 101 unge år!".
* "Dorian-Gray-forvandling" "Dorian Grays billede" - denne engelske dekadence bibel skrevet af den berygtede Oscar Wilde handler om noget så banalt som et syndefald. Men det er så sandelig ikke et almindeligt et af slagsen.
Dorian Gray er en billedskøn ung mand og et vaskeægte barn af sin tid. Fin de siècle ånden hersker i Londons overklasse, og Dorian møder to mænd, som hver i sær bidrager til hans undergang. Maleren, der med sin kunst indfanger Dorians klassiske skønhed, og dermed får ham til at forelske sig i sig selv, og dandyen, der, for egen fornøjelses skyld, med sin løsslupne og udspekulerede fabuleren planter den ene vanvittige tanke efter den anden i Dorians sind. Det er i bund og grund en variation over Faust-temaet: Dorian sælger sin sjæl for at beholde sin skønhed – og den slags gør man jo ikke ustraffet. ”Dorian Grays billede” er et studie i forfængelighedens veje og et fascinerende psykologisk portræt af en mands fordærvelse. Det er en fantastisk fortælling i alle ordets betydninger, og samtidig er det også et underholdende billede af en overklasse, som mildest talt lever i sin egen verden. (Kilde: forlagt)
På grund af den vestlige verdens afsky for midalderen, fører kortet over ungdomskulturen os ikke længere end til kanten af den kendte verden. Vi har været lige så uvidende om det, der ligger på den anden side, som Columbus og de første opdagelsesrejsende har været i den Nye Verden. Vi får at vide, at vi bare skal springe ud i det uvisse. Men når vi springer, i tillid til at der venter en ny begyndelse.... så falder vi ned ad skrænten. På den anden side (af de 50-adm.) venter noget andet, men vi aner ikke hvad. Det er måske for skræmmende at kigge over kanten. Ligesom de første opdagelsesrejsende gik ud fra, at jorden var flad, går vi ud fra, at efter ungdommen kommer et frit fald, eller endnu værre: et snigende, smerteligt forfald.
Sådan troede jeg, det var; det er sådan, de fleste af os troede, det var. Vi ville blive gamle næsten på samme måde som vore forældre. De konventionelle landkort og tidsplaner, vi har inde i hovedet, kan holde os fangede i forældede opfattelse af livet på den anden side af ungdommen.
Mens jeg var i gang med mine undersøgelser til denne bog, var der en stemme i bevidstheden, som blev ved med at pirke til mig:
Der findes noget dybere, rigere og meget mere risikobetonet, som du må prøve at forstå. Det var noget, der rakte langt ud over menopausen. Der var en ny og pirrende dynamik derude, og det skete lige på kanten af den voksenverden, vi kender. Det, jeg var i færd med at bevæge mig ind i, var et helt uopdaget territorium i midten, som overhovedet ikke passer ind bag de grænser for ungdom og alderdom vi har kendt indtil nu. Sikke en overraskelse!
den anden del af voksenlivet er ikke den forstenede, deprimerende nedadgående glidebane, vi altid har opfattet den som.
Mange herligt livskraftige kvinder i fyrrerne, halvtredserne og tresserne kom op for ta tale med mig efter mine foredrag. Jeg blev ved med at spørge dem om, hvordan det føltes at være midt i gennemgribende ændringer i deres liv. Enten de fortalte om eksaminer, de skulle op til, om firmaer de var ved at starte eller om arkæologiske ekspeditioner til Kina, om den alkoholisme, vrede eller angst, de havde gjort sig fri af, eller de weekend-elskere, de foretrak frem for at gifte sig igen, så virkede det, som om de
alle sammen var opløftede over at være begyndt forfra.
Jo flere foredrag jeg holdt om kvindens pause, jo flere gange dukkede dette spørgsmål op: Har mænd også en
overgangsalder? Jeg vendte det om og spurgte kvinderne: "Hvad tror I selv?" De fleste mente, at den findes. Det var værd at undersøge.
Når mænd i det stadium af livet bliver kronisk deprimerede eller desperat begynder at jagte kvinder på deres døtres alder, eller smider en karriere over bord, som det har taget dem hele livet at bygge op, for at begynde forfra i en branche, de ikke aner noget om, så mumler deres koner og venner: "Han opfører sig som en sindssyg." Men det er kun fordi vi ikke har undersøgt, hvad der virkeligt foregår under overfladen.
Den eneste måde at finde ud på, hvordan mænd har det med at være i fyrrerne, halvtredserne og tresserne, var at få dem til at tale om det. Det var ikke let, fordi de fleste mænd over 40 i barndommen var blevet indoktrineret af deres fædre til at lægge låg på følelserne. De første gange jeg forsøgte at interviewe nogle af de mænd, som så ivrigt havde bidraget med hjerteskærende fortællinger om deres koners overgangsalder, bed de tænderne sammen og udsendte advarselssignaler: "Du er på
hellig grund."
Hver gang jeg skulle holde tale i en ny by, begyndte jeg at spørge arrangørerne, om de kunne hjælpe mig med at samle otte-ti mænd med forskellig baggrund til et gruppeinterview. Ingen af de mænd som indvilligede i at være med i gruppen i Detroit, ville drømme om at tage ud i naturen og lede efter "vildmanden" i sig. Deres liv i en rå industriby og indoktrineringen fra deres etniske baggrund havde gjort dem til "rigtige" mænd. Det vil sige, de var stædige, selvsikre, svære at gennemskue og overbeviste om, at de var de evigt stærke, evigt virile forsørgere af deres familier. De var blottet for tvivl, behov eller angst, som kunne få dem til at udtrykke deres følelser. At melde sig til nogen som helst form for mandegruppe ville helt klart være en plet på deres ære.
"Det er ganske enkelt umuligt at finde otte eller ti mænd til sådan et projekt," sagde Suzanna Schut, PR-direktør på St. Josephs Mercy Hospitalet i Macomb County i Michigan. Hun forsøgte dog ihærdigt at sammensætte en gruppe mænd og sendte hver af dem det spørgeskema, som jeg havde udtænkt, samt en kopi af min artikel fra
Vanity Fair: "Kommer mænd i overgangsalderen?" Næste dag ringede mændene. "Jeg fik et chok," sagde Suzanne. "De har
lyst til at komme." Mine spørgsmål var de samme, som de havde stillet sig selv. Ray Kudzia, som underviser gymnasieelever i musik, sagde ligeud: "Jeg kender ikke den der dameforfatter, men jeg
glæder mig til at tale med andre
mænd. De har det måske lige som jeg, men vi taler ikke om det."
Jeg mødte den samme interesse, hvert sted jeg talte med grupper af mænd. Fra Orlando over Rochester til Seattle var ganske almindelige fyre parat til at slække på forsvarsmekanismerne for sammen at lede efter nye måder at ændre den maskuline model på - for at komme ud over ungdommens prototype som tyr ellers sportsidiot - for at forberede sig å kommende livsstadier. Jeg ser det som et hidtil uerkendt fænomen, en konsekvens af det søgelys, der har været rettet mod kvinderne. Mænd er blevet mere følsomme over for
det, de savner midt i livet. Og mange af dem, jeg interviewede, syntes det var spændende at genopdage sig selv.
Mens jeg gennemlæste de hundredvis af interviews, jeg havde gennemført med kvinder og mænd midtvejs i livet, dukkede der igen og igen ganske tydeligt et nyt tema frem, som handlede om overraskelse og genfødsel. Flere og flere mennesker var begyndt at indse, at det var muligt at levet et nyt liv, et liv det gav mulighed for at koncentrere sig om at blive bedre, stærkere, dybere, klogere, morsommere, friere, mere sexede og mere opmærksomme på at opleve de privilegerede øjeblikke, selv om vi både blev ældre, mere knortede og knudrede og nærmede os livsafslutningen.
Det forholder sig jo sådan, at nogle af os ikke når at engagere os i eller nyde den anden halvdel af livet, før tiden rinder ud. Ingen kan forudsige svær sygdom, , ulykker eller økonomisk nedtur.
Men lige meget hvad der venter os i fremtiden, er det muligt i nutiden for os, der er på vej ind i livets anden halvdel, at udvide vore grænser for vital livsudfoldelse for dem.
Men hvordan kan man skrive om det? Hvordan kan man
tro på det? Først måtte jeg overvinde min egen private tvivl og frygt.
Jeg tænkte næsten hele tiden på den "dom", min førnævnte ven modtog. Indtil den dag hendes mand blev indlagt til en "rutinemæssig" operation, havde Peggy Downes, som er professor og ivrig bjergbestiger, energisk planlagt en rejse til Provence med Chuck, som hun har levet sammen med i 18 år, for at fejre at alle børnene var rejst hjemmefra. I stedet for blev de på en nat tvunget ind i kampen mod prostatakræft. Jeg blev ved med at tænke på deres prøvelser.
En nat havde jeg et rædsomt mareridt efter at have talt med Peggy i telefonen. Det begyndte at gå op for mig, at min deltagelse i Peggys problemer ikke kun handlede om medfølelse med en ven. De fleste af os kommer, når vi er i fyrrerne eller halvtredserne, ud for en krise, som tvinger os til at gennemtænke og fundere over, hvordan vi skal leve anden halvdel af livet. Jo længere vi udsætter denne overvejelse, jo mere begynder selv de mest almindelige foreteelser at handle om død. Mine private følelser var ved at flyde over i de spørgsmål, hvormed jeg forsøgte at få hold på min forskning. Min frygt hørte hjemme i skyggen, mens jeg længere fremme svagt skimtede et lettere, lysere sted, som jeg gerne ville nå frem til. Men først blev jeg nødt til at gå helt hen til afgrunden og forholde mig til den virkelighed, som min alder, min livssituation og min dødelighed repræsenterede.
Jeg bad til, at Chuck og Peggy ville komme igennem den svære kamp med så megen åndelig energi i behold, at de ville have mulighed for vækst. Men det var også et tegn til mig - det kunne jeg se nu - om at der var en ny overgang, et
bevidst skift til en ny livsfase, der skulle foretages.
Ring til Peggy, befalede jeg mig selv.
Men jeg ville ikke vide noget. Min sindstilstand var stadigvæk for skrøbelig til at fatte det, hun gennemgik. Som de fleste midaldrende, var jeg midt i at sadle om fra at lede efter svarene på det konkrete plan til at søge dem på et åndeligt. Min subjektive definition på succes var også ved at ændre sig. Den arrogance, som uanede muligheder giver, og den livfulde livlighed, som prægede mig fra jeg var i tyverne, til jeg var først i fyrrerne, udtrykkes bedst med følgende Goethe-citat, som i de år altid var slået op over min skrivemaskine:
"Hvad du gerne vil eller drømmer om, gør det,
I dristighed ligger genialitet, magt og magi."
Det talte til den ungdommelige vilje, som altid havde fungere før. Men nu havde mine mål ændret sig. Jeg var kommet til et ståsted i den lange præstationsdans, som var begyndt i skoleårene, og som var fortsat gennem hele min karriere. Jeg var ikke længere så opsat på at behage eller så villig til at lade mit velvære afhænge af omverdenens bedømmelse af mine præstationer. Jeg længtes efter e andet tempo, næsten som om min personlige rejse og min professionelle nysgerrighed var ved at forene sig på magisk vis. At skrive
Overgangsalderen - det vi ikke taler om var blot begyndelsen på denne integrationsrejse.
Hvis jeg skulle arbejde koncentreret på en fortsættelse til
Overgange, ville det kræve disciplin og ensomhed og en vilje til at søge indad et par år. Jeg måtte forlade min plads i offentligheden. Et andet valg jeg traf var, at jeg ville rejse væk med min mand hver sjette uge, om det så bare var en weekend ud i naturen. Arbejdet ville stadigvæk blive gjort, men energien måtte komme fra et andet sted, så vi begge kunne blive frigjort til at gå ind i det mere legende næste stadium med glæde.
Efterhånden tog planen form: Jeg ville afvikle alle aftaler og gå i hi i hele februar måned, helst på et fremmed sted. En anden af mine veninder, Ellen McGrath, inviterede mig generøst til at dele sit kontor med havudsigt i en halvtom ferieby i det sydlige Californien. Hun støttede mig venligt, mens jeg gav slip på masker og ritualer fra mit tidligere så forudsigelige og udadvendte liv. Jeg måtte glemme alt om ydre krav og deadlines, lade forsvarsværkerne falde, frigøre mig fra de fleste af mine skønhedsritualer. Tiden var inde til at finde det væsentlige og komme i kontakt med min indre stemme.
Alle mine dagbøger fra de sidste par år og notater fra et weekend-seminar om "Den nye ældre kvinde" lå under min seng i en lille kuffert. På dette fredelige sted på Stillehavskysten, hvor ingen kunne ringe til mig, kunne jeg åbne kufferten og give mig i kast med dagbøgerne og notaterne - og også med den frygt, som mit medleven i Peggys sorger havde fået til at rumle i mit ubevidste - for at se hvilke furier, der ville komme flyvende. Hvilke ugjorte sager ville jeg blive nødt til at fordøje, stede til hvile, lære af? Det eneste, jeg forventede, var at jeg vil blive nødt til at stramme mig an for at acceptere det uafvendelige forfald på dette tidspunkt i mit liv. Det ville blive ængstende og bedrøveligt. Jeg ville sikkert komme tl at græde meget og komme ud på den anden side - med den ældre kvindes fornuftige, ulidenskabelige fattethed.
Jeg tog løbeture på stranden hver morgen, fordi jeg hele mit liv hat løbet på strandene om vinteren, og jeg prøvede at få mod til at hoppe i Stillehavet. Hvorfor ikke? Jeg har elsket vandet, siden jeg var en lille en på 2 1/2, da mine forældre legede med mig i det lave vand i Long Island Sound, indtil jeg ærte at svømme. Men jeg havde en vis respekt for disse bølger. Når tidevandet var højt, nåede det helt ind og slog mod klipperne oppe på stranden. Jeg vendte tilbage til mine dagbøger.
I den tredje uge af mit eksil fik jeg endelig mod til at ringe til Peggy igen. Man havde fundet endnu en svulst. Chuck skulle opereres og strålebehandles igen og måske havde kemoterapi. Men Peggys stemme lød næsten opløftet. Hendes mand havde besluttet ikke at underkaste sig alle de tunge behandlinger. I stedet ville de fejre det liv, de havde tilbage, og rejse til Frankrig alligevel.
Den morgen blev mit natlige mareridt til et dagsridt. Jeg prøvede med min sædvanlige teknik. Jeg ville skrive frygten væk. Jeg sætte mig og begyndte at skrive Peggys historie - og gik i stå. Alle oplysninger var der, men jeg kunne ikke bearbejde dem for at viderebringe hendes erfaringer. Peggys historie var en parallel til det psykodrama, jeg selv var midt i. Jeg var også ude på afgrundens rand. Min egen verdens struktur - den verden hvor vi, der endnu er ungdommelige, tager vores helbred for givet og kaster os ud i livet uden at være forberedt på utrøstelige tab - var ved at falde sammen. Fordi det er så forfærdeligt at stirre vores egen død lige i øjnene, bliver den ved med at komme tilbage til os i diverse andre forklædninger.
Når jeg kiggede på havet, som var fuld af energi, tænkte jeg ikke, som dengang jeg var yngre:
Jeg længes efter at kaste mig ud i bølgerne. Det eneste, jeg nu tænkte på, var at jeg kunne drukne. På et realistisk plan vidste jeg, at jeg sagtens kunne tumle mig i de store bølger; havde jeg ikke gjort det ofte nok som voksen? Men nu havde jeg pludselig ikke lyst til at tage den risiko, at kunne miste fodfæstet. Selv om der var en passende strækning af sand mellem mig og klipperne, havde jeg en fornemmelse af, at hvis jeg kiggede væk bare èt eneste øjeblik, ville stranden blive opslugt af en pludselig tværstrøm. Jeg ville blive knust mod klipperne.
Min irrationelle frygt for bølgerne kunne sagtens forklares med, at jeg identificerede mig alt for meget med Peggys bekymringer. Men der var alligevel noget større, næsten mystisk, ved den kamp jeg førte med de vilde og hævngerrige bølger. de repræsenterede alt det, der kan få overmagten over os og tage det væk, som vi elsker. Jeg opfattede mig og min mand som heldige. Det var, som om bølgerne sagde:
Du tror, du har dit på det tørre, men vi kommer og sluger dig også.
Hvordan skulle jeg kunne udleve løfterne om genfødsel i anden halvdel af mit liv, når liv og død beroede på tilfældigheder?
En morgen, da jeg ikke passede på, blev jeg fanget og revet omkuld af en bølge. Jeg blev overrasket og dyngvåd, men jeg var ikke bange. Det var den virkelige overraskelse. Det var et blidt skub, næsten som fra en legekammerat. Blødt, sæbeagtigt skum gurglede omkring mig, og jeg følte mig næsten som en ung pige. jeg kiggede ud på de store bølger med hvide vinger, der opfordrede:
Kom og leg med os; vi gør dig ikke noget. Dyk lige igennem os. Så skal du se. Du kommer ud på den anden side.
Lige me èt gik det op for mig, at det her ikke handlede om forfald!
Mellemårene handler om fremskridt, om en række små sejre over døden. Sikke en overraskelse! Vi
kan gå fremad. Der er en genopstandelse i livet, og det er rigtigt at sige det på den måde.
Det var et AHA-øjeblik. Virginia Woolf kaldte sådanne små hændelser "livsøjeblikke", når et chok lige med èt flår hverdagens halvgennemsigtige gardiner til side og kaster et søgelys på det, som livet i virkeligheden handler om..... der
er noget på den anden side af bjerget. Man må overveje:
Har jeg styrke nok til turen? Bliver det nemmere eller sværere? Sjovere eller bare en lidt bleg reprise? Tiden var inde til at gå i træning til rejsen. Men nu følte jeg skubbet komme indefra. Jeg var skabende igen. Jeg kastede mig ud i de kolde bølger og kom leende op igen.
Da jeg klædte mig om for at gå ud til søndagsbrunch, fik jeg ideen til bogens hovedtema....
.....Millioner af mennesker, der snart bliver 40 og 50, kan ændre deres liv og vaner afgørende. de kan se frem til at leve årtier længere med velfungerende krop og sind - så længe de holder mulighederne åbne for en ny lærdoms- og fantasiperspektiver og glæder sig til kommende oplevelser.
Det var det hele. Udfordringen, dette anker der skal holde èn fast i det Andet Voksenlivs oprørte hav, er et genstridigt forehavende - at omdefinere Mellemårene og sprede budskabet: Dette er en gave!
