At få hjælp - eller et ulønnet job - for at komme fri af partnervolden
Det gode hedengangne "Kvinder i Krise"-site var et privat site. Startet af een kvinde, drevet af samme. Non-profit og ulønnet arbejde. Ingen tilskud, ingen hjælp, kun hendes indsats.
Hvorfor jeg nævner det? Fordi, som så mange steder i DK, hvor partnervoldsramte kvinder har brug for støtte, er det arbejde på
FRIVILLIG BASIS (ulønnet, og oveni hvad man ellers har af forpligtelser i hverdagen).
Netværk for Voldsramte Kvinder, som i slutningen af 2003 blev sat i verden af Socialministeriets Ligestillingsafdeling, som "projekt" under VFC (Videns og Formidlingscentret for Socialt Udsatte), blev også kørt af frivillige.
De frivillige - kvinder, partnervoldsramte - var de som havde behov for hjælp... Dvs. at ministeriet, i stedet for at komme med en regulær hjælp til de partnervoldsramte kvinder, krævede af samme kvinder, at for at få hjælpen (midlerne til drift af organisationen), måtte vi selv opbygge og drive hjælpeorganisationen...
Altså at vi skulle arbejde gratis med at opbygge og drive en kompleks, landsdækkende organisation -
OVENI hvad vi stod med af problemer med at komme fri af partnervolden/ efterbearbejde den, - altså hele den hverdag man har som partnervoldsramt. Mange stod også med retssager, børneproblemstillinger, boligforhold, behandlinger osv.
Det bør rejses et stort rungende spørgsmål i hele det politiske Danmark:
"Er det sundt og rimeligt, at kræve ulønnet arbejde som "indsats" af nødstedte for at de kan få den hjælp de beder om?"
Hvad var så Ministeriets logik i at sætte mennesker med behov for støtte til at arbejde ulønnet med den store opgave? Den logik tog det Netværkets bestyrelse et par år at finde. Det viste sig, at der lå en antagelse fra projektopstarternes side, dvs. fra Ligestillingsafdelingens og VFCs side. Antagelsen var:
"At kvinder der er ramt af partnervold, "trænger til at lære at tage ansvar og handle selv". En såre patroniserende, og værre endnu, fejlagtig, slutning fra ministeriets og VFCs side.
I praksis betød det, at man fra ministeriet og VFC's side manipulerede de kvinder der henvendte sig for hjælp: Al "hjælp" blev tildelt ud fra denne skjulte dagsorden for Netværket:
"at kvinderne skulle lære ...", under dække af at det var en støtteorganisation, og ikke et projekt til at lære partnervoldsramte kvinder at handle selv. Lidt tydeligere sagt:
Ministeriet søsatte Netværket som en slags opdragelsesanstalt, hvor partnervoldsramte kvinder skulle genopdrages/ resocialiseres til at yde;
"lære at handle selv" - fordi man i ministeriet fejlagtigt troede, at det var partnervoldsramte kvinder nok ikke kunne handle selv, siden de var havnet i (og blevet i) partnvervold
"så længe"...
Denne skjulte dagsorden om at lære kvinderne at handle selv, kom først på tryk og til offentlighedens kendskab, da tidl. projektleder Mette Højte, i VFC's eget magasin i 2006, bragte en afsluttende artikel om deres "indsats" og erfaringer med at opstarte Netværket.
Alle der har levet med partnervold ved, at man er nødt til at handle meget for at klare en hverdag i volden. Det man kun svært kan løfte alene, er
"at komme fri af volden". Der har mange brug for støtte. Støtte, tak! Ikke flere byrder i form af et ulønnet job, endda med skjult formål mhp.
"genopdragelse"...
Sitet
Kvinder i Krise, var en stor opgave at løfte for den kvinde. Som også det at opbygge og drive
Netværk for Voldsramte Kvinder er en stor opgave. Nogle gange bliver det "frivillige arbejde" for meget oveni alt det andet man som partnervoldsramt også skal håndtere. Og noget er nødt til at blive valgt fra, f.eks. et site lukkes ned. - sådan skete det for sitet Kvinder i Krise.
Netværk for Voldsramte Kvinder lever stadig - nu på 2. år uden offentlige midler. Men nu altså også uden udefra kommende skjulte dagsordener. Netværket er helt og holdent kvindernes egen organisation. På vores vilkår og betingelser. For kvinderne. Så vi kan hjælpe hinanden og andre i at komme fri af partnervolden,
UDEN at skulle manipuleres.
Lad denne redegørelse være et til diskussion om hvad der er sundt og rimeligt at kræve af mennesker der har behov for støtte! Hvad kan vi være bekendt at byde ofre når de henvender sig for at få støtte!? Ulønnet arbejde? At blive manipuleret?
Danmark har forpligtet sig til at efterleve EU's tiltag for
"Bekæmpelse af mænds vold mod kvinder og børn i familien" - men hvordan skal den støtte gives, så
ALLE med behov for støtte til at komme fri af volden, får et tilbud om hjælp? Og endelig, er det rimeligt, at de tilbud langt overvejende er frivillighedsbaserede!?
Med venlige hilsner
Nete Sølvssøe
tidligere næstformand i Netværk for Voldsramte Kvinder 
