Citer:
En ældre kvindelig kollega indviede mig engang i begrebet fortorvsretten: "Fortovsretten oplever du først når du bliver gammel. Når nogen kommer imod én på fortovet, indgår man normalt et stiltiende kompromis, om hvem der går til hvilken side. Det kender du godt. Sådan er det for alle mennesker. Men ikke når du bliver en ældre kvinde. Så må du vænne dig til, at det er dig, der skal gå til side. Hver gang. Du mister fortovsretten."
Hvor det i dag er kulturelt ringeagtet at være gammel, er det i dobbelt forstand ringeagtet at være både gammel og kvinde. Den ligestilling, der på mange områder har givet kvinder samme status og muligheder som mænd, træder stille og roligt ud af kraft efterhånden som alderen træder ind.
Den kulturelle forventning til alderdommen og ældre mennesker er generelt meget negativ. "Hun er 75 år, men hun er stadig fuld af liv" siger vi, og giver dermed udtryk for den almindelige forestilling om at 75 årige nærmest er halvdøde. Efter mange års kamp mod tidligere tiders opfattelse af, at kvinden af natur var manden underlegen, kan vi måske forledes til at tro at biologi ikke længere bruges til at diskriminere mellem mennesker. Men den kulturelle nedvurdering af gamle mennesker har i dag præcis samme indpakning af "naturlighed", som kønsdiskriminationen havde tidligere.
Spørgsmålet er så, om der kan siges noget om hvornår alderen træder ind. Hvornår bliver man gammel? Ingen har hidtil kunnet gøre det. Men her er et bud fra en Politiken bagside 4. juni 1997:
"SVEDETUR RETUR
Gamle damer er slet ikke så sure, som de ser ud, viser en undersøgelse fra Plymouth Universitetet i England, hvor forskerne har udspurgt 1200 kvinder fra 40-63 år om kvaliteten af deres liv. Stik mod forventningerne synes kvinderne selv, at de har det bedre efter overgangsalderen, end de havde det før, skriver den britiske avis The Guardian. Livet begynder simpelt hen efter svedeturene, måtte forskerne konkludere. Først og fremmest føler kvinderne, at deres hukommelse og koncentrationsevne er forbedret. Gamle damer er altså glade. Nu mangler vi bare at lære dem, hvordan man smiler."
Det er jo egentlig dejligt, at vi endelig får en klar definition på hvornår man er gammel som kvinde: Alderen mellem 40 og 63 år! Der er nok en del kvinder, som vil føle sig overraskede over at være blevet gjort til "gamle" ud fra denne stramme kronologiske definition, ligesom der vil være dem, der undrer sig over, hvad man så er efter de 63?
Grunden til at forskerne i dette tilfælde har defineret kvindens alderdom til at begynde ved de 40, kan naturligvis forklares ud fra et kønsbiologisk fænomen som overgangsalderen. Overgangsalderen, som definition på alderdom, er udmærket i lande, hvor kvinder har en forventet levetid på omkring 40-45 år, og hvor de derfor reelt er gamle, når de kommer i overgangsalderen.
Men i England, hvor kvinder i 1996 havde en forventet levetid på 79,7 år, må det unægteligt være lidt kedeligt at blive betragtet som gammel i halvdelen af ens liv! Mens engelskmændene, må vi tro, aldrig bliver gamle, for mænds fertilitet holder som bekendt langt op i alderen.
En anden oplivende oplysning fra den pågældende undersøgelse er, at post-menstruelle kvinder har det bedre, end de havde det mens de var i den reproduktive alder. "Gamle damer er altså glade" lyder den overraskede kommentar fra Politikens skribent, der lider af samme negative forventning til alderdommen som alle os andre. Og begejstringen er næsten ved at få absurde overtoner, da vedkommende beredvilligt mener, at "nu mangler vi bare at lære dem, hvordan man smiler".
Læseren præsenteres her for en kraftig markering af forskelle mellem aldersgrupper, og den ene er tydeligvis både klogere og mere smilende end den anden. Den stærke opdeling mellem "de" og "vi" er udtryk for arrogance, nedladenhed og hån overfor en hel gruppe af mennesker - de gamle kvinder - der forudsættes at være på en bestemt måde, selvom den refererede undersøgelse oven i købet demonstrerer det modsatte.
Vi ved ikke, om den vittige hund, som har fabrikeret ovenstående tekst, er mand eller kvinde. Men det er helt sikkert, at vedkommende ikke opfatter hverken sig selv eller sin læser som gammel. "De" gamle er noget fremmed derude, "de andre" er ikke ligeså vigtige som "os" herinde i livets centrum som kender til smil og glæde. Det negative ved alderdommen, og dem der er ramt af den, kan belejligt bruges som fremhævende kontrast til ens egne herligheder.
Samme fremhævede kontrastvirkning ses virkningsfuldt anvendt i reklamen for en tv-udsendelse (se illustrationen i begyndelsen af artikel). Den er et godt eksempel på, hvordan yngre kvinder kan "bruge" ældre til at sole sig i.
De gråhårede kvinder i lyseblå pyjamas er stillet op, som en markant douche baggrund for den yngre kvinde, der er stylet med sminke og svøbt i en lille sexet kjole med pelskant. Hendes sorte nylon-strømpeben vipper let og nonchalant, mens hun tilsyneladende læser belærende op af en bog for de gamle kvinder, der er blevet bedt om at se ud som om, de beundrer den yngre kvinde og er stærkt interesserede i det, der for beskueren ligner en "godnathistorie-situation".
De ældre kvinder fremstilles ikke blot med en nedladende attitude, de fremstilles også som barnlige! Man skal altså ikke forvente sig nogen form for solidaritet, alene på grund af køn. Kvinde kan være kvinde værst, så længe alderen er imellem dem.
Men hvad med de kvinder, som nærmer sig alderdommen? Hvad med de kvinder, som allerede har kæmpet for kvinders rettigheder og status i samfundet på lige vilkår med mænd? Kvinder som har arbejdet sig frem til uddannelser og gode stillinger, som har vilje og selvværd til at træde frem på den offentlige scene? Kunne man ikke håbe at disse kvinder vil formå at kæmpe endnu en kamp, nemlig kampen for ligeværd også for gamle kvinder?
Her er et eksempel på, hvordan en sådan midaldrende kvinde, muligvis tidligere rødstrømpe, forholder sig til alderdom og gamle kvinder fra Den Bedste Tid - er måske gemt til sidst redigeret af Lone Kühlmann i 1995:
"Vi bevæger os ind i alderdommen uden rejsefører. Jeg ser ikke en guide blandt dem, der kommer før os, for jeg frygter det, de repræsenterer: Falmet hår, rynket hud, krogede rygge, liv og sind, der er gået i frø. Typisk for min generation siger jeg: Sådan bliver jeg aldrig. Ligesom vi sagde, da vi som teenagere så på vores midaldrende mødre."
Det er amerikaneren Pat Reber (f. 1947), der har forfattet ovenstående tekst. Man kan vel godt tage hende til indtægt for hvad andre jævnaldrende og jævnbyrdige danske kvinder måtte mene, da redaktøren, Lone Kühlman, har fundet Rebers bidrag værd at oversætte og bringe i en dansk antologi om hvordan "...den generation af kvinder, der nu er mellem fyrre og tres (ca.), forestiller sig, at de selv vil blive gamle."
Afstandstagen er indtrykket fra mange af bidragene i denne antologi. Nærmest hånlig afstandstagen fra de gamle, det gamle, og alderdommen. Det kan godt være at denne generation af kvinder kunne finde på at kæmpe for respekt for det at være gammel kvinde, når de selv bliver det - men ikke før.
Og kampen bliver nok sej. For både yngre og midaldrende kvinder er i øjeblikket med til at holde liv i myten om de kedelige grå damer.
Link til artiklen:
