Oprindeligt indsendt af Piet Hein
Livets gave
Vi var så små da vi fik det, livet.
Vi vidste slet ikke hvad det var.
Vi vidste knapt, vi fik noget givet,
det blev jo borte i perspektivet
af øjeblikkenes angst og uro
med vækst og kvaler i væv og kar.
Nå, siden fulgte vi livets bane
bestandigt opslugt af små tings spil,
af det konkrete, det momentane.
Og livet selv blev en gammel vane.
Det blev selvfølgeligt og mekanisk,
vi vidste knapnok, at vi var til.
Men livets udvalgte blir det givet
at ta imod det igen fra nyt.
Som vintersol gennem skyer sivet
skal noget dæmre og blive livet,
blir livet til mellem vore hænder,
bliver verden broget og rummet lydt.
I sanatoriets blege øde,
hvor livets svigtende kraft forlod det,
såe jeg det genfødt stå op af døde
og flyve forårets lys imøde,
et gry af rislen, en rus af grøde.
Og jeg stod stille i parkens gange
og tog imod det, og tog imod det.
