Find tilbage til barndommens intensitet (uddrag fra bog)

Irma Lauridsen

forfatter

FIND TILBAGE TIL BARNDOMMENS INTENSITET

Børn mærker med alle sanser



Aldrig har jeg mærket livet så intenst, som da jeg var et lille barn. Mine barneår, hvor jeg virkelig fik lov at være barn, hvor jeg fik fred til at sidde alene og drømme, var vidunderlige. Det var alt. Jeg havde ikke brug for andet.

Det er det, jeg husker, når jeg af og til skal prøve at finde tilbage til, hvad et naturligt liv var. Det er nok den eneste tid i mit liv, hvor jeg gennem en lang periode uafbrudt har følt lykken helt til bunds. Trygheden og stilheden. At være. Det var nok. Jeg ønskede ikke mere. Jeg husker det omsider, fordi det er lykkedes mig i glimt at gå ind og fange det liv igen. Siden har jeg øvet mig på at holde det fast.

Som barn fandt jeg ud af, hvad det virkelige liv er. Store ord, men den dybeste sandhed. Og en uigenkaldelig hemmelighed, troede jeg, indtil jeg begyndte at gå tilbage til det. At meditere mig ind i de stemninger igen. Da så jeg det hele for mig på ny og vidste, at den verden stadig findes. Inde i mig og inde i hver enkelt af os, hvis vi ellers ikke klemmer livet ud af den ved at beskæftige os mindre og mindre med den.

Den forsvinder aldrig, denne autentiske verden fyldt med følelser og stemninger, uanset hvor gammel man så bliver. Det er altid muligt at finde ind i den ægte, levende verden, den, der går dybere end til overfladen.



Som barn fandt jeg ud af, hvad det vil sige at være lykkelig. Intet mindre. Stadig store ord. Men stadig sande. Jeg kan også huske, hvordan jeg fandt ud af det. Præcis hvordan den følelse var. Og her kommer så afsløringen af hemmeligheden:

Det fandt jeg ud af ved at gå helt ned i det, vi kalder ”de små ting”. Det er jeg sikker på, de fleste har prøvet, om ikke andet, da som børn. De såkaldt små ting er vel det, mange ikke anser for at være noget som helst.

Det havde for mig intet at gøre med, at noget skulle se flot ud, at rette sig ind efter andres meninger, at få store gaver, tanken om at skaffe sig en masse penge eller store fremtidstanker. Fremtiden var der ikke. Heller ikke fortiden. Der var kun øjeblikket. Som jeg gik totalt ind i med alle sanser.

Jeg var. Og jeg var i samhørighed. Det føltes så vidunderligt og trygt. Jeg var ikke adskilt fra dyrelivet eller naturen, der befandt sig omkring mig. Jeg var en del af det hele og det af mig. Det var en sammenvoksning.

Dengang var der fuldstændig harmoni i mit liv. Noget, jeg tror ikke mange børn oplever i dag, hvor de bliver sat i en institution fra ganske små. Min mor var så heldig stillet, at hun, mens vi børn var små, kunne arbejde hjemme. Jeg kunne gå i mine vante omgivelser næsten hele tiden, hvilket gav en helt speciel ro. Min mor var der. Men hun forstyrrede mig ikke. Fordi jeg følte denne tryghed, havde jeg heller ikke brug for at kontakte hende ret meget. Jeg legede med alt, hvad jeg fandt i naturen. Med mine søskende og med nabobørnene når jeg havde behov for det.



Men hvad, sådan mere præcist, handlede denne ro og lykke da om? Den handlede om det enkle. For mig var det lykken at sidde på trappen uden for døren og mærke solen. At føle vinden omkring mig. Høre lydene.

Jeg kan stadig se det alt sammen for mig og dufte det hele. Alt var i ro. Inde i den ro var hele livet, hvor sanserne kunne bruges fuldt ud. Jeg skulle ikke skynde sig med noget som helst.

Lykken var at sidde og kigge på småkrybet og den verden, det levede i. I timevis kunne jeg sidde og stirre på de bittesmå røde myrer, eller edderkopper. Dengang spekulerede jeg meget over, om der virkelig var plads til et lille hjerte i de bittesmå dyr, der var så hurtige og så stærke i farven. Jeg tænkte på, at det egentlig var underligt med os store mennesker. At de fleste garanteret aldrig har lagt ordentligt mærke til sådan en lille rød fyr. Og selv om de så også fik øje på den, ville de da standse op og forundres? Eller ville de bare lade som om, de slet ikke havde set den - og være ligeglade?

Jeg vidste godt, at hvis jeg begejstret kom og fortalte en voksen, at jeg havde set en lille rød myre, ville denne voksne henkastet svare ”nå nå”, som om han slet ikke havde hørt, hvad jeg sagde. Han ville i hvert fald ikke sige: ”Waw! Lad mig lige se den lille fyr. Den må være helt fantastisk flot! Hvilken oplevelse at kunne se på den.”

Jeg vendte og drejede det. Tænkte: Måske tror de små røde, at de er de største af alle, skønt de er så små, at vi næsten ikke kan få øje på dem. Mennesker er så store, at de røde ikke kan se os. Altså aner de vel slet ikke, at vi er her. Videre tænkte jeg, at der måske er andre i universet, der er så store, at de slet ikke kan se os. Sådan at vi er som små røde myrer for dem. Og at vi ikke kan se dem, fordi de er alt for store. Den slags fik jeg masser af tid til at gå med, samtidig med at jeg sugede alle indtryk og dufte ind.

Jeg lyttede meget. Til alle mulige lyde. Vi boede på landet, så der var ikke denne konstante larm af biler og mennesker.



Der kunne ikke flyve en fugl hen over hovedet på mig, uden at jeg skulle iagttage den. Altså ikke bare konstatere, at der var en fugl, og så var den ikke længere. Nej, det var det at følge den i lang tid. Se hvordan den brugte vingerne. Hvordan den elegant steg og faldt. Høre, hvordan den sang. Prøve at efterligne dens lyde. Og dens flyvning. Det sidste faldt ikke lige heldigt ud hver gang. Men det var sådan en lykke ikke at blive standset i mine forsøg og mine drømme.

Dengang fandt jeg ud af, at der er stor forskel på fuglesang, selvfølgelig alt efter, hvilke fugle det drejer sig om. Men også hvilken tid på året man hører dem. Jeg lukkede alt andet ude for at intensivere lyden af fuglenes sang. Om sommeren og efteråret sang de smukt og melankolsk. I foråret vildt, højt, nærmest frostklart og totalt livsbekræftende.

Jeg forundredes hvert forår over de fugle, der flyver så højt, at man ikke kan se dem. Men til gengæld kan man høre dem. De synger jo helt vildt, fuldstændig hysteriske af lykke. Over solen? Over foråret? Ja, hvad ved man som menneske?

Senere har jeg tænkt, når jeg oplever dette vidunderlige forårsfænomen: Er der noget, vi mennesker har overset, siden vi ikke kan slippe os selv løs på den måde og mærke den samme sprudlende, altopslugende følelse? Synge, juble højt og ”baske med vingerne”?

Nogen vil så indvende: ”Det kan jeg også godt, hvis jeg får et par bajere først. Da har jeg det bare så sjovt!” Ja, da har vi ligesom ”lov” til det. Da morer andre sig over os, hvis vi bliver lidt frie, griner og synger.

Men hvilken forskel, hvis vi gør det lige så sprudlende uden at være fulde. Da bliver vi nærmere betragtet som gale, hvis vi slipper os selv fri på samme måde. Og skulet til, fordi vi ikke ”opfører os ordentligt”, når vi jo dog er ved vores fulde fem og ikke har beruselsen at dække os ind under.



Jeg tror, alle dyr og børn helt naturligt er i stand til at bruge deres sanser fuldt ud. Jeg tror også, det har meget at gøre med, at de ikke har tidsfaktoren inde i billedet. De skal ikke skynde sig at være færdige med noget, fordi de skal ind og se tv-avisen, med alle dens forstemmende og forgræmmende oplysninger. Eller med andet, som i forvejen er lagt fast af andre. Er der noget, der kan skabe en omprogrammering i et naturligt sind, er det at skulle skynde sig.

Børn og dyr kan være i nuet, for der findes ikke andet for dem. (Det gør der heller ikke for voksne, men vi tror det, fordi vi har skabt en illusion i vores bevidsthed).

Jeg har flere gange spurgt mig selv: Er vi voksne på en eller anden måde blevet fejlprogrammeret, så vi oplever alt i skyggen af tid og dermed forkaster det eneste, der virkelig findes, nemlig vores nu? De fleste ved jo godt, at tænker man konstant tilbage i tiden, eller tænker man på en fremtid, man prøver at skabe billeder af i sit hoved, mister man nuet. Overser det. Glemmer det.

Nuet er det eneste, du i virkeligheden har. Fortiden er død for længst, og du har ingen mulighed for at gå ind og påvirke den hverken positivt eller negativt. Fremtiden er ren indbildning. Den findes heller ikke og vil aldrig findes. Den er også kun et dødt billede. Når det, du kalder fremtid, bliver virkelig, er det ikke fremtid, men nutid. Hvor du vil se et andet billede end det, du skabte i forvejen. Der vil altid kun være nuet.

De fleste voksne har konstant billedet af tid i bevidstheden. Følelsen af tid får os væk fra at kunne opleve intensiteten i øjeblikket, til forskel fra dyrene og de små børn.



Dengang, i mit eget barneliv, husker jeg tydeligt, at jeg virkelig var i nuet. Jeg spekulerede aldrig på fortid eller fremtid. Jeg ved i dag, at det var denne faktor, der fik mig til at leve så intenst.

Blomsterne! De var det mest fantastiske. Dem kunne jeg studere i timevis, igen og igen, dag ud og dag ind. Dufte til dem. Være nysgerrig efter forandringen fra dag til dag. Jeg var så spændt på, hvordan netop den knop forvandlede sig til blomst, at jeg ikke kunne lade være at røre ved den. Og jeg må indrømme, at jeg af og til hjalp visse af dem en smule ud over knoppestadiet, så blomsterne lidt for hurtigt foldede sig ud, af bare nysgerrighed efter naturens helt utrolige undere.

Jeg oplevede virkelig, hvor forskellige blomsterne i min barndoms have var. Også dem på markerne omkring vores hus. Man tror måske, når man ser sådan en mark med mælkebøtter eller valmuer, at alle de blomster er fuldstændig ens. Men ikke to er ens. Fascinerende! Jeg gik og studerede dem, en for en. Nogle gange følte jeg næsten, at jeg svævede. Jeg er stadig totalt overvældet, når jeg ser blomster. Og jeg synes, blomster er det mest magiske, der er fremtryllet på vores jord. Det, jeg her har beskrevet, gav mig de helt store glæder som barn.



Som voksen må jeg af og til knibe mig selv i armen for at finde ud af, om jeg i virkeligheden er her. Nogle gange er det sådan, at skønt jeg har kigget tilbage til barnelivet og godt kan huske, hvordan det virkelige liv var, og selv om jeg synes, jeg i høj grad har genfundet det, sker der ind imellem et tilbagefald. På den måde at jeg ryger ind i den mangeårige vante gænge. Bliver overfladisk og stresset og i perioder kun ser en brøkdel af det, jeg oplevede dengang. Jeg ser ikke tingene, giver det ikke mit nærvær, og resultatet bliver, at jeg af og til synes, jeg husker dårligere og dårligere. Simpelthen fordi jeg ikke lægger ordentligt mærke til øjeblikket.



Forleden morgen, hvor jeg gik en tur, netop som de første solstråler næsten havde tvunget al nattemørket tilbage, hørte jeg en underlig lyd. Jeg stoppede op og lyttede forbavset. Kunne først ikke finde ud af, hvor denne lyd kom fra, eller hvad det i det hele taget var for en lyd. Men den kom nærmere.

Jeg stod helt stille og blev klar over, at den kom oppefra. Hurtigt kiggede jeg op og fik øje på en fugleflok, der nærmede sig. Og lyden kom ikke fra vingerne. Det var fuglene, der sang! Mange hundrede fugle sang i kor, mens de fløj af sted en kølig vintermorgen. Jeg var højst forbavset. Jeg mener virkelig aldrig at have hørt en hel fugleflok synge, imens de fløj.

Mens jeg stod der i det begyndende morgenlys blev jeg helt forvirret og anede ikke, om jeg måske alligevel havde hørt det som barn. Havde jeg bare glemt det? Det var en stor oplevelse, og jeg sendte en stille tak op til de fugle, som sang en morgensang denne mørke morgen. Jeg sukkede og tænkte: Hvor utroligt at så mange kan enes om at synge en sang.

Hvor tit synger vi sådan en morgenstund? Af glæde over den nye dag eller over livet i det hele taget. I sådanne tilfælde tvinger jeg mig selv tilbage og ser billederne fra min barndoms have og arbejder på at komme ind i samme følelse igen. Den følelse, det virkelige liv var gemt i. Så jeg kan blive nærværende i øjeblikket.



Det kommer med øvelsen. Med det at ville. Det kommer, hvis du nægter at give op. Hvis du sætter dig roligt og afslappet i nogen tid hver eneste dag, helst flere gange, og gør ingenting. Sidder lige så stille og kigger ud i din stue. Ud af vinduet. Ind i dig selv og dine følelser og ønsker. Eller går en tur ud i naturen og sætter dig der. I skoven eller ved stranden. Tør komme tæt på dig selv og tager de tanker og følelser, der kommer, alvorligt. Da vil du være i øjeblikket. Det kommer, hvis du virkelig vil og ikke giver op. Det vil altid være sådan, at det, du tænker meget på, det, du kredser om i din bevidsthed, vil fylde mere og mere. Altså må du gribe fat i dig selv, når du opdager, at du lader tankerne flagre formålsløst af sted, og trække dig selv tilbage i nuet.

Tager du det at komme tættere på dig selv, på naturligheden, på øjeblikket, alvorligt, lærer du det også. Du får dig et liv, ikke bare en eksistens. Forskellen vil du mærke, når du har øvet dig. Og livet vil blive gladere, end du i måske lang tid har kunnet andet end drømme om.

Det er ikke nødvendigvis let at få vendt hele sin bevidsthed på den måde. Men det handler om at nægte at give op. Om at turde give slip på sit vante, stressede og måske overfladiske liv. At få modet til at gøre en forandring. At begynde at leve mere enkelt. At slippe det, der tynger, irriterer eller føles fremmed – så du kan nå helt ind i livet. Og at være ligeglad med, hvad andre vil sige til, at du forandrer dig.

Det her siger jeg ikke bare fordi det skal lyde godt. Eller få dig til at tro, at min terapi er den bedste. Det er den, men denne terapi er ikke min. Den er din.

Disse tanker er hentet fra min bog ”Få dig et liv”. Læs uddrag af bogen på www.irmalauridsen.dk

Irma Lauridsen