"Det tavse forår"
Dokumentarisk bog om menneskets forgiftning af naturen
Af Rachel Carson
Forord til den danske udgave
Rachel Carsons bog har med rette vakt stor opsigt. Bogen omhandler et problem, der må betragtes med meget stor alvor. For problemet gælder, at det i givet tilfælde kan blive menneskehedens skæbne.
Den danske læser bør gøre sig klart, at dr. Carsons beskrivelse af problemet alene hviler på forholdene i U. S. A., hvor brug af kemikalier, specielt i form af sprøjtninger mod ukrudt og skadelige insekter, har et langt større omfang end i vort land.
Om det nævnte problem er der allerede skrevet meget, men om alt for mange publikationer gælder, at de mere er præget af ensidig, omend ærlig forargelse end af objektiv redegørelse og vurdering.
Miss Rachel Carson har i mange år selv arbejdet med naturvidenskabelige problemer, og hendes bog er derfor præget af objektivitet og streng videnskabelig disciplin. Sandfærdigheden af hendes beretninger om de skæbnesvangre virkninger på dyre- og planteliv af masse-udspredninger af gifte, har - mig bekendt - ingen ansvarlige personer betvivlet. Men mange har hævdet, at hun i sine konklusioner går for vidt. Enhver læser af denne bog kan selvstændigt tage stilling til berettigelsen af dr. Carsons konklusioner. Personligt er det min bestemte opfattelse, at dr. Carsons konklusioner er nøgterne og redelige. At man bag hendes ord aner et varmt og følsomt sind, bevirker kun at man får sympati for forfatterinden.
Dr. Carsons bog er specielt blevet kritiseret af personer, der i offentlige stillinger er sat til at føre kontrol med brugen af kemikalier i ager-, have- og skovbrug. Man har svært ved at frigøre sig for den opfattelse, at alt for mange af de officielle eksperter betragter problemet ensidigt, idet de ved vurderingen af problemerne ganske overvejende lægger vægten på de kortfristede økonomiske gevinster og søger at bagatellisere farerne ved kemikalie-udspredningen.
I tilslutning til en bladomtale af Carsons bog udtalte en indenfor dansk sundhedsvæsen meget indflydelsesrig person (d. 30. september 1962) til en avis:
"Samtidig vil jeg imidlertid gerne kraftigt understrege, at Rachel Carson skyder langt over målet." Dette er en udtalelse som man, som foran nævnt, ofte møder i omtaler af Carsons bog, og denne eller lignende udtalelser skal nok blive gentaget i kommende anmeldelser af den foreliggende danske udgave.
I vort lille, på mange områder så fortræffelige land, er der en sætning, der er blevet sagt for ofte:
"Noget sådant sker ikke herhjemme." Ud af den tankegang, der ligger bag det nævnte udtryk, vågnede mange op til en barsk realitet den 9. april 1940.
Der er heldigvis her i landet endnu ikke sket sådanne uhyrlige indgreb i naturens lovbundne kredsløb, som iagttaget i U. S. A.; til gengæld er vore reserver af vilde planter samt af vilde fugle, fisk og andre dyr langt, langt mindre end i U. S. A. og derfor mere sårbare.
Men dog sker der herhjemme allerede så meget, at enhver med kærlighed til vort lands natur må nære den alvorligste frygt for at uoprettelige skader skal ske, om anvendelsen af kemikalier ikke bliver ændret.
Enhver vil fra de senere år, særlig fra forår og forsommer, erindre de talrige beretninger om drab af fugle og fisk, der med sikkerhed eller med overvejende sandsynlighed skyldes gifte. Vel fordi de nævnte ulykker - f. eks. drab af alle fisk i ørreddamme - medfører alvorlige økonomiske tab, omfattes de med megen offentlig interesse. At en egn mister yndige sangfugle, - at foråret bliver tavst (Carson) -, vækker mindre opsigt, om det da overhovedet bliver nævnt.
Så sent som den 13. juli 1963, den dag da nærværende forord nedskrives, bringer dagsavisen en tragisk beretning med overskriften:
"Tryggevælde aa og stranden i Køge bugt flyder af døde fisk. - Insekterne dør ogsaa, og saa har fuglene intet at spise." - Da der i beretningen intet nævnes om kemiske analyser, kan dødsårsagen ikke fastslås. Enhver toksikolog vil imidlertid vide, at død, der indtræder pludseligt og på ensartet måde hos et større antal levende væsener, oftest skyldes forgiftning. Da også insekter i det nævnte tilfælde skal være døde, må det, beretningens rigtighed forudsat, anses for sandsynligt, at et af vore moderne insektdræbende midler (insekticider) har været årsagen. Herpå tyder også, at giften har kunnet virke efter fortynding med de store vandmasser, der findes i et åløb.
Død og ødelæggelse efter insekticider kendes i vort land ikke alene blandt fugle, fisk og andre dyr. Følgende tildragelse har jeg haft til undersøgelse.
Den 7. juli 1959 legede en dreng på 17 måneder, søn af en husmand, på plænen i husets have. Moderen så drengen stikke en finger i jorden i græsplænen og derefter i munden. Et øjeblik efter faldt han livløs sammen og han var død, da lægen kom 15 minutter senere. - Den 4. juli var en roemark bag haven sprøjtet med bladan (R); de personer, der havde sprøjtet med giften, hævdede overfor politiet, at sprøjtningen var sket med stor forsigtighed.
Vor undersøgelse (sag nr.2129/1959) viste med
fuld sikkerhed, at dødsårsagen var forgiftning med paration = bladan (R). I drengens spiserør og mavesæk fandtes lidt jord og sand i overensstemmelse med moderens beretning. Hvorledes palationet var kommen ind i drengens organisme, blev aldrig opklaret. Formentlig er en sky af tåge fra parationsprøjtevæsken drevet for vinden ind i haven og har slået sig ned på græsset, hvor drengen legede
3 dage senere.
At død og ødelæggelse kan være uønskede følger af udspredning af giftstoffer som hjælpemidler ved jordbrug, må anses for uomtvistelige kendsgerninger.
Kan der med samme sikkerhed påvises gavnlige virkninger af gift-distribueringen på produktionen af afgrøder? Det er en uomtvistelig kendsgerning, at afgrøderne ved have- og agerbrug er forøget stærkt i de senere år, men hvad der er den væsentligste årsag hertil, er på ingen måde klarlagt. At forbedret dyrknings- og gødskningsteknik m. v. spiller en stor rolle, er uden for al tvivl.
Derimod er det stadigt fuldt berettiget at spørge: Foreligger der sikre holdepunkter for, at brugen af insekticider har nogen væsentlig andel i produktionsforøgelsen indenfor have- og agerbrug, når produktionen opgøres over nogle år? Dette sidste er det eneste, der har samfundsmæssig betydning.
Den landmand, der finder en roemark inficeret med et eller andet skadeinsekt, som får marken sprøjtet og får reddet en afgrøde, der måske ellers ville være gået delvist tabt, tvivler ikke på kemikaliernes værdi, fordi han opnår en klar økonomisk gevinst i dette tilfælde. Det afgørende er imidlertid, om
den årlige afgrøde i et land kan forøges ved brug af insekticider. Mig bekendt findes der, som nævnt, ingen sikre holdepunkter for en sådan antagelse. Var det tilfældet, skulle man vente, at antallet af skadelige insekter var blevet nedsat i de forløbne år - i alt væsentligt siden 1945 - thi kun ved at nedsætte antallet af dyr i den mere "permanente" bestand af skadelige insekter, kan de insektdræbende midler udøve en virkning på de årlige afgrøder.
I sin bog giver Rachel Carson mange eksempler på, at store og uhyre kostbare gift-kampagner ikke har haft den tilsigtede virkning, udrydning af visse skadedyr, men undertiden endog har bevirket en
stigning i skadedyrenes antal - medens talløse dyr m. v. blev uskyldige ofre for kampagnen. Noget tilsvarende finder vi i vort eget land:
Allerede i 1950, efter kun 5 års anvendelse af de nye, højvirksomme insekticider, kunne plantepatolog Anna Weber (Statens plantepatologiske Forsøg, Lyngby) spørge:
"Hvorfor er der så mange flere (plante)sygdomme og skadedyr nu end i gamle dage?" Og hun svarer selv: "Der er 3 faktorer, der synes at være af særlig betydning her:
- Monokulturer
- Forstyrrelser i den biologiske ligevægt, fordi rovinsekter dræbes
- Insekternes resistens mod kemikalier" (citeret efter Weber i "Horticultura" 1950, nr. og 5; jfr. Stapel: Tidskr. for Landøkonomi 1952, hefte 4).
Blandt insekterne findes der dels sådanne, der ernærer sig af og på planter og træer; dette er fra menneskets syn de skadelige insekter. En anden gruppe, rovinsekterne, lever af andre insekter og holder skadeinsekterne stærkt nede i antal. Disse fra menneskets syn gavnlige rovinsekter, f. eks. mariehøns, er i almindelighed lettere påvirkelige af giftstoffer. Ved giftsprøjtningen sker det derfor let, at det overejende er rovinsekterne, der dræbes, hvorefter skadeinsekterne uhæmmet kan brede sig. Forsøg f. eks. med spindemider på æbletræer har vist følgende: En bestemt rovtæge kan i sit liv nå at dræbe 5000 spindemider, men rovtægen dræbes relativt let af gift. Fra et forsøg (se Weber) skal citeres:
"I et enkelt forsøg er miderne efter sidste sprøjtning (17. august) opformerede således, at angrebet ved optælling 8. oktober var stærkere i alle sprøjtede parceller end på noget tidspunkt i ubehandlede."
Altså: Store pengemidler investeret i insekticiders udsprøjtning. Resultat: Flere skadeinsekter end før og formentlig kun gevinst til dem, der fremstiller og udspreder giftene. - Man vægrer sig næsten ved at tro, at noget så barokt kan lade sig praktisere.
Gennem Rachel Carsons bog vil læseren få viden om den såkaldte biologiske ligevægt, det vil sige den lovmæssige ligevægt mellem den levende og den døde natur samt ligevægten mellem alle levende væsener indbyrdes, mellem planter og dyr, fra de mindste bakterier til de største pattedyr. Griber man ind i denne ligevægt, kan store ulykker blive resultatet. Forholdet mellem rovinsekter og de såkaldte "skadelige insekter" er kun et lille eksempel. Gennem Carsons bog får læseren belyst, hvorledes den store anvendelse af kemikalier kan ændre den biologiske ligevægt og føre til svære ulykker.
Trods sin objektive og nøgterne form virker Rachel Carsons bog som et meget alvorligt anklageskrift mod de personer i USA, der på federalregeringens og på de enkelte staters vegne tilrettelægger, administrerer og kontrollerer den overhåndtagende brug af kemikalier.
Måtte den danske udgave af bogen virke som en alvorlig advarsel til de personer, der i vort land har opgaver som de nævnte; en advarsel om, at
det er på høje tid at foranledige, at brugen af ukrudt- og insektdræbende midler formindskes.
Universitetets farmakologiske Institut København i juli 1963.
Knud O. Møller Professor, dr. med.
EFTERSKRIFT
Rachel Carsons fortræffelige bog
"Det tavse forår" der udkom i juli 1963 er aktuel som ingensinde før. Det er derfor meget glædeligt, at bogen nu udkommer, i en "billig-udgave", som jeg ønsker den størst mulige udbredelse.
Den 11. juli 1969
Knud O. Møller Professor, dr. med. 
