Vores Stjålne Fremtid
Original titel:
Our Stolen Future
Forord af: Al Gore
https://www.overgangsalderen.dk/word...ne_fremtid.jpg
Forfattere:
Theo Colborn
Dianne Dumanoski
John Peterson Myers
ISBN 87-7739-334-1
Sider: 312
Forlaget Hovedland
Indhold:
- Varsler
- Nedarvede giftstoffer
- Kemiske budbringere
- Hormonalt kaos
- Halvtreds måder at miste frugtbarheden på
- Til verdens ende
- En enkelt fuldtræffer
- Her, der og alle vegne
- Dødebogen
- Ændrede skæbner
- Andet og mere end kræft
- Hvordan forsvarer vi os?
- Sorte skyer
- Blindflyvning
- Appendiks: Konsensuserklæring fra Wingspread-mødet
- Noter
- Indeks
Fra bogens omslag:
For over 30 år siden advarede Rachel Carson i bogen
Det tavse forår for første gang offentligheden om de farer, som industriens brug af nye syntetiske kemikalier havde skabt.
Vores skæbne hænger sammen med dyrenes, skrev Carson i det nu klassiske anklageskrift mod syntetiske pesticider og menneskelig hybris.
Den trussel Carson gjorde opmærksom på var langt fra lokal. Tværtimod den var global og truede alle levende skabninger på kloden.
Det er imidlertid først i dag så mange år efter, at konsekvensen af den kemiske revolution i sin fulde udstrækning er i færd med at gå op for forskerne og offentligheden. Det er forplantningsevnen, fra de mindste mikroorganismer til vores egen, det drejer sig om, som den danske forsker Niels Skakkebæks undersøgelse af mænds dalende sædkvalitet for nylig har afsløret.
Vores stjålne fremtid er skrevet af to naturvidenskabsfolk og en miljøjournalist. Det er den første fremstilling, der ambitiøst og globalt søger at stykke puslespillet af forskningsresultater, feltobservationer, rapporter og studier af truede dyrearter sammen med humane data. Resultatet er et alarmerende billede. En naturvidenskabelig krimi, kalder forfatterne selv deres undersøgelse. Vores stjålne fremtid søger at bore ind til årsagerne, hvor
Det tavse forår primært beskrev symptomer og advarede om kræftrisici. Årtiers forskningsresultater gengives klart og nuanceret.
Bogen rummer f.eks. spændende afsnit om årsager til stigningen i fødselsdefekter, seksuelle abnormiteter og en reduceret fertilitet. Syntetiske kemikalier, der reagerer omtrent som naturlige hormoner - østrogener og testosteroner - er ifølge forfatterne de skjulte forklaringer. Kvaliteten af mænds sæd er reduceret med ca. 50%. indenfor bare få årtier, mens kvinder i samme tidsrum har oplevet en dramatisk forøgelse i udbruddet af hormonalt betingede kræftsygdomme, f.eks. brystkræft.
Ved at true de grundlæggende processer, der betinger vores eksistens og arternes overlevelse, er de syntetiske kemikalier og dermed den industrielle økonomi muligvis i færd med at underminere vores fælles fremtid.
De konklusioner forfatterne drager er bestemt ganske ensidige - og entydige. Det er nødvendigt, at der vedtages internationale konventioner og etableres institutionelle muligheder for at bekæmpe forgiftningen og standse den hormonelle forureningsfare. At der iværksættes indgreb, der ikke blot har lokale men globale konsekvenser. I sit forord til bogen skriver den amerikanske vicepræsident Al Gore bl.a:
„Det er nu Indlysende at vi ventede for længe med at stille de rigtige spørgsmål om de CFC-gasser, der viste sig at nedbryde ozonlaget, og at vi stadig er for langsomme til at gøre noget alvorligt ved truslen om klima-forandringen. Og vi var i hvert fald ikke hurtige nok til at stille de rigtige spørgsmål om PCB, DDT og andre kemikalier, som nu er forbudt, men engang udgjorde en alvorlig fare for den menneskelige sundhed. 'Vores stjålne fremtid' er en bog af stor betydning. Den tvinger os til at stille nye spørgsmål om de syntetiske kemikalier, som vi har spredt ud over Jorden. For vores børns og børnebørns skyld må vi hurtigst muligt søge svarene."
Theo Colbom er seniorforsker tilknyttet World Wild-life Fund og en anerkendt specialist i kemikalier der forstyrrer de endokrine processer. Hun har en Ph.D. indenfor zoologi fra Wisconsin University.
Dianne Dumanoski er en fremtrædende miljøjournalist der bl.a. skriver for Boston Globe.
John Petersen Myers er direktør for W. Alton Jones Foundation, en privat organisation der beskæftiger sig med globale miljøproblemer. Han har en Ph.D. i zoologi fra University of California.
Rejsen mod en anden fremtid må begynde med en ny problemafgrænsning. Opgaven går ikke ud på at finde erstatninger for de kemikalier der virker hormonforstyrrende, skader ozonlaget eller forårsager endnu ukendte problemer - selv om det kan vise sig nødvendigt at benytte erstatningsstoffer i en overgangsperiode. Den opgave vi står overfor i det næste halvårhundrede, handler om at tænke systemet forfra.
Da vi i forbindelse med CFC-gassernes udfasning blev tvunget til at genoverveje brugen af opløsningsmidler ved produktion af elektroniske kredsløb, fandt et forskningsprojekt i USA frem til en metode, som gjorde det muligt at eliminere behovet for CFC-gasser og ændre selve loddeprocessen.
Efter denne model må vi tænke ikke bare på vores græsplaner, fødevareindpakning og vaskemidler, men også landbruget, industrien og andre institutionelle ordninger som er en konsekvens af kemialderen.
Vi må finde bedre, sikrere, klogere måder at opfylde grundlæggende menneskelige behov på - og gerne ønsker og begær med. Dette er den eneste, farbare vej ud af "eksperimentet".
"Vores Stjålne Fremtid" er en spændende og i ordets bedste forstand - populærvidenskabelig redegørelse for de alarmerende farer, som de syntetiske tilsætningsstoffer udgør. En naturvidenskabelig krimi, som kan bruges til at fastholde de ansvarlige. Som en pistol for brystet.
Bogen omhandler hormonlignende kemikalier i miljøet (fx stofferne DDT og DES) og deres skadelige virkninger på mennesker og dyr. Der gives en analyse af disse stoffer, der udover at beskrive deres kemiske og biologiske egenskaber også fokuserer på deres fordele og skyggesider. Om DDT og DES' fortrinligheder hedder det:
I 1938 havde den britiske fysiker Edward Dodds og hans kolleger meddelt at de havde fremstillet et syntetisk kemikalie der på en eller anden måde fungerede ligesom østrogen i kroppen, og den medicinske verden var meget interesseret. Førende forskere og gynækologer bød det nye menneskeskabte østrogen - det gik under navnet dietylstilbestrol eller DES - velkomment som et vidundermiddel med en mængde potentielle anvendelsesmuligheder. Forskerne begyndte næsten med det samme at give kvinder, der forventede problemer under svangerskabet, DES i den tro at det var for lave østrogenkoncentrationer der var årsag til spontane aborter og for tidlige fødsler. ...
I de følgende årtier udskrev lægerne ikke bare DES for at forebygge spontane aborter, men begyndte også at anbefale det under uproblematiske svangerskaber som om det var et vitamin der kunne gøre det bedre end naturen. Ansete tidsskrifter som "Journal of Obstetrics and Gynecology" bragte reklamer for stoffer. Fx reklamerede Grant Chemical Company i 1957 for brugen af DES til ALLE graviditeter og pralede med at det førte til større og stærkere nyfødte.
DES fik også et stort marked uden for gravide kvinders kreds. Lægerne brugte det i vid udstrækning til at dæmpe mælkeproduktionen efter fødslen, til at dæmpe hedeture og andre overgangssymptomer hos kvinder, og som behandling mod uren hud, prostatakræft og gonorré hos børn - og tilmed som væksthæmmer til piger der var ved at blive for høje efter den fremherskende norm. I mange år delte college-lægeklinikkerne DES ud som "fortrydelsespille". Landmændene brugte også store mængder DES som tilsætning til dyrefoder eller som implantater i dyrenes hals eller ører fordi det fremskyndede kyllingers, køers og andet kvægs opfedning (side 62 i Colborn et al. 1998 ). ...
Ved et interessant sammentræf opdagede den schweiziske kemiker Paul Müller et nyt stærkt pesticid, DDT, samme år som Edward Dodds gjorde DES offentligt kendt, og begge disse syntetiske kemikalier blev tiljublet af offentligheden da de kom frem i 1938. DES blev budt velkommen som et "vidundermiddel", præcis som DDT blev tiljublet som et "mirakelpesticid". Dodds blev adlet for sit arbejde med at fremstille syntetiske kønshormoner, og Müller fik Nobelprisen i 1948.
Her kunne historien have sluttet 'lykkeligt' - og det gjorde den da også i mange år. Heldigvis stopper Colborn et al. ikke her. Store dele af
"Vores stjålne fremtid" er helliget analysen af de mulige skyggesider forbundet med hormonlignende stoffer. Pointen er at menneskeskabte hormonforstyrrende stoffer er ganske farlige. Der er fx mange undersøgelser der tyder på at dyre- og menneskefostre der i livmoderen udsættes for et hormonforstyrret miljø kan få alvorlige medfødte deformiteter, helbredsproblemer (fx allergi og andre kroniske lidelser) samt nedsat forplantningsevne: Kemikalier kan føre til misdannelser hos menneskefostre såvel som hos gnavere (side 65 i Colborn et al. 1998 ) og [undersøgelser] tyder på at der også har været forureningsfremkaldt immunundertrykkelse på spil (side 176 i Colborn et al. 1998 ). Colborn et al. mistænker tillige hormonforstyrrelser under svangerskabet for at kunne ændre afkommets mentale færdigheder og adfærd, fx at nedsætte indlæringsevnen og fremme aggressiv adfærd under stress [v]ed at gribe forstyrrende ind i hormonsystemerne og fosterudviklingen er disse syntetiske kemikalier måske ved at gøre os til nogle andre mennesker. Måske er de i færd med at ændre vore skæbner (side 213 i Colborn et al. 1998 ).
Problemet ville være til at håndtere hvis vi blot kunne stoppe med at bruge hormonlignende stoffer, og derved i fremtiden undgå at udsætte vores børn for disse stoffers farlige påvirkning. Dette er desværre ikke muligt. For det første kan vi ikke altid forudsige hvilke stoffer der har en hormonlignende effekt: Tolv år efter disse stoffers fremkomst opdagede forskere ved Syracuse Universitetet at de to kemikalier havde et dybere slægtskab. Selv om DDT var udviklet som insektdræbende middel og ikke med henblik på at fungere som syntetisk hormon, så også dette stof ud til at have østrogeneffekt når man gav det til hanekyllinger: Det feminiserede dem (side 82-83 i Colborn 1998 ).
Ingen ved i dag hvor mange menneskeskabte kemikalier der forstyrrer det hormonale system der findes i miljøet. Det er umuligt at teste de titusindvis af menneskeskabte kemikalier der er frembragt og udspredt på kloden i de sidste 50-60 år. Det er tillige praktisk umuligt at analysere alle vores fødevare - for ikke at tale om al vores drikkevand - for indhold af kendte hormonlignende stoffer (jf. Holten-Andersen 2000).
Igennem det sidste halve århundrede har de samme kemiske laboratorier som fremstillede dette "mirakelpesticid", frembragt en mængde andre syntetiske kemikalier der også kan gribe forstyrrende ind i den hormonale kommunikation. Vi har kun langsomt erkendt denne trussel og forstået at verden er gennemsyret af hormonforstyrrende syntetiske kemikalier. ...
Ligesom DDT var disse syntetiske kemikalier ikke tænkt som lægemidler eller hormonefterlignere. De var af laboratoriernes kemikere tænkt som midler mod insekter der truede afgrøderne, og som nye materialer til produktionen, fx forskellige typer plastic. Uafvidende er kemiingeniørerne imidlertid kommet til at fremstille kemikalier der udgør en risiko for frugtbarheden og de ufødte. Og hvad værre er: Vi har med åbne øjne spredt stofferne ud over hele Jorden (side 95 i Colborn et al. 1998 ).
For det andet er de menneskeskabte hormonlignende stoffer oftest svært nedbrydelige i naturen. De er derfor over tid blevet spredt rundt på hele kloden uden at blive nedbrudt. Stofferne er fedtopløselige og akkumulerer op gennem fødekæden, hvor de hos dyr og mennesker lagres i fedtdepoterne. Koncentrationen af hormonlignende stoffer i fedtet hos dyr placeret højt oppe i fødekæde, fx hos mennesker, er således mange gange højere end den er i det omgivende miljø. Når først svært nedbrydelige kemiske forbindelser er spredt rundt på kloden, kan vi ikke i overkommelig fremtid slippe af med dem. De vil løbende ophobe sig i kroppen hos dyre- og menneskemødre, og påvirke hormonbalancen - og derved muligvis skade fremtidens afkom.
Det er her værd at understrege, at det ikke er den generation der udsættes for de hormonlignende stoffer der rammes hårdest af de skadelige virkninger. Det går værst udover den kommende generation, børnene, idet 'ulykkerne' sker på grund af påvirkninger i livmoderen. Skaderne vil i nogle tilfælde først vise sig når barnet er blevet voksen. Dette gør det særdeles vanskeligt at teste de skadelige virkninger ved kemiske stoffer. Dels vil testningen være meget langvarig, og dels vil den næppe kunne forsvares etisk, idet vi ikke tillader farlige eksperimenter på mennesker.
Også her kunne historien stoppe; og det gør den da også som regel i naturvidenskabelige kredse. Det er imidlertid ikke en naturlov at naturvidenskaben skal stoppe her. Den naturvidenskabsdialektiske analyse går et skridt videre. Den forsøger at forklare hvorfor det er gået så galt, og tørrer ikke bare ansvaret af på de kemikere der tilfældigvis syntetiserede disse skadelige kemikalier. Vi må alle lære af videnskabs- og teknologihistorien, og drage samfunds- og uddannelsesmæssige konklusioner heraf.
Det hormonale kaos, som Colborn et al. betegner den ovenfor skitserede situation, er opstået som følge af en række faktorer. Først og fremmest var efterkrigstiden præget af en næsten blind tillid til videnskab og teknologi. Man mente at verdens problemer kunne løses med tekniske fix og alle, fra læger til landmænd, var hurtige til at tage nye mirakelteknikker til sig (side 62 i Colborn et al. 1998 ). Generelt set havde man tillid til teknikken som problemløser, hvorfor det syntes irrationelt ikke at høste frugterne af den nye teknologi. I dag florerer der - i visse kredse - heldigvis et andet og mere nuanceret syn på teknologiens rolle i samfundet. Fx medgiver mange i dag at teknologien kan løse nogle af verdens problemer, men samtidigt erkendes det at teknologien også er en risikoskaber (Beck 1992/1986).
En anden medvirkende årsag til at det har kunnet gå så galt, er at der har stået - og stadigvæk står - økonomiske interesser på spil når det drejer sig om hormonallignende kemikalier. Medicinalvirksomheder og anden industri har haft økonomiske interesser i at påpege at de skadelige virkninger af de menneskeskabte hormonlignende stoffer ikke er 'videnskabeligt bevist'. Forlanger man definitive "beviser" før man vil afsige en dom, vil man med sikkerhed komme til at vente evigt. I virkelighedens verden hvor mennesker og dyr er udsat for forurening fra dusinvis af kemikalier der måske virker sammen eller sommetider modvirker hinanden, og hvor tidsmæssige forhold kan spille en lige så stor rolle som mængdemæssige, vil en sådan pæn og ordentlig årsags-virkningssammenhæng være et uopnåeligt ideal.
Tobaksindustrien benyttede sig af uopnåenlige argumenter om mangel på beviselige årsags-virkningssammenhænge mellem rygning og lungekræft hos mennesker mens man udmærket vidste at det er umuligt at fremskaffe sådanne beviser uden at underkaste mennesker laboratorieforsøg (side 212 i Colborn et at. 1998 ).
Herved har industrien kunne sælge mistænkelige produkter i længere tid (og dermed tjene flere penge), ligesom man har undgået en række erstatningsretssager (og således sparet penge). For at imødekomme sådanne argumenter synes et nyt vidensbegreb nødvendigt, der formår at håndtere komplekse naturfænomener. Den 'traditionelle' kausale vidensforståelse er ikke tilstrækkelig.
Endelig har rigiditet inden for den videnskabelige verden spillet en vægtig rolle. Dels har den grundlæggende antagelse: at genetik er skæbne, og at man kan forklare hvad som helst - fra kræft til homoseksualitet - hvis man lokaliserer de relevante gener (side 43 i Colborn et al. 1998 ) været meget udbredt og vanskelig at ændre. Dels sætter vi næste lighedstegn mellem kræftfremkaldende og kemikalier. Det er en vane der er så indgroet at vi ikke engang erkender den begrebsmæssige identitet der har domineret al vores tænkning angående kemikalier. Igennem de sidste tre årtier er ordene "giftige kemikalier" blevet næsten synonyme med kræft, ikke kun i offentlighedens bevidsthed, men også for forskere og tilsynsmyndigheder (side 32 i Colborn et al. 1998 ).
Konsekvensen er at vi vender det døve øre til vigtig ny viden om ikke-kræftfremkaldende kemiske stoffers skadelige virkninger: Der hersker en stærk tendens - som vi er stødt på igen og igen i denne historie - til at overse vigtige nye opdagelser som ikke passer ind i den herskende forståelse af hvordan tingene fungerer, hvad der er af betydning. Med andre ord en stærk tendens til at vende det døve øre til [resultater der peger på at kemiske stoffer kan være farlige, uden at være kræftfremkaldende eller direkte dødelige] (side 214 i Colborn et al. 1998 ).
Denne rigiditet er måske endnu mere udbredt blandt repræsentanter for de fonde og offentlige forskningskasser der financierer forskning i skadelige virkninger af diverse kemikalier. Forskningskasserne er ikke meget for at finansiere forskning der søger at finde nye mønstre i den kolossale mængde af videnskabelig vide der er produceret særligt efter 2. verdenskrig, og som således - ligesom "Vores stjålne fremtid" - har forskningsartikler og -resultater som forskningsobjekt (side 126 i Colborn et al. 1998 ).
Referencer:
- Beck, Ulrik (1992): "Risk Society: Towards a New Modernity", SAGE Publications. Udkom på tysk i 1986.
- Colborn, Theo, Dumanoski, Dianne og Myers, John Peterson (1998 ): "Vores stjålne fremtid eller den hormonale forureningsfare - En naturvidenskabelig krimi", Hovedland.
- Holten-Andersen, John (2000): "Forskningens rolle i samfundet" og "Hvad er der sket med fisken?" redigeret af Dorte Skovgård og Pernille Kaltoft, Multivers.
Kilde: Fagets-videnskabsteori.dk (nu et "dødt" link/red.)
