Lone er død. Mobbet til hjerneblødning på sin arbejdsplads, glasfirmaet Pilkington i Glostrup.
Lone Frederiksen døde i torsdags. Hun mødte op på sit arbejde en fredag i februar 2006, som alle andre samfulde 12 år, siden hovedkontoret var blevet nedlagt og Lone flyttede til en af firmaets afdelinger…. Lone var ansat i samme firma hele sit arbejdsliv og faldt om, 46 år gammel, siddende bag sit skrivebord…. 2 meter fra sin mobber, Jane Bech Breusch, en 53- årig singlekvinde, alkoholiseret og ondskabsfuld mobber, der gjorde Lones liv til et helvede på jorden siden 1999, da mobberen er blevet udpeget til at være afdelingsleder af Flemming Jensen, direktøren uden lederkompetencer og menneskekundskab. Lone faldt om tidligt i arbejdstiden og kun de tilstedeværende ved, hvad der skete og hvorfor…..
Jeg kan levende forestille mig, hvad der kunne være sket…. Jeg kendte virksomheden igennem 14 år, hvor jeg mødte op efter almindelig arbejdstid og var nærværende da man besluttede at hovedkontoret skulle nedlægges. Lone var ansat på hovedkontoret lige siden hun er blevet udlært i kontorfaget og årene igennem har hun samlet viden og erfaringer om firmaets produkter, hvilket gjorde hende til én af de få ægte eksperter på markedet. Lone var dygtig, innoverende, kreativ, positiv og havde en sjælden evne til at få andre mennesker til at føle sig godt tilpas i hendes selskab. Kunderne flokkedes om Lone, produktet var førsteklasses og salgstallene var flotte. Desuden var Lone en stjerne i at supportere sine kollegaer i salget og var aldrig bange for, at hendes hjælp skulle koste hendes salgstal…. Man var i samme firma og det gjorde ikke den store forskel for hende, hvem der skaffede omsætning til firmakassen…. ”i dag er det dig, i morgen er det mig….”
Lones hjemmeliv var lige så retlinet som hendes arbejdsliv….. hun var gift med sin barndomskæreste og de fik deres søn ret sent. Knægten startede på en højere uddannelse for et par år siden og Lone glædede sig til at blive bedstemor en dag, selv om ”det ikke var lige om hjørnet”….. Lone og hendes mand var lige så forelsket i hinanden som dengang, da de faldt for hinanden i skolegården et sted i forstæderne til storbyen. De dyrkede en flok gode venner, de fleste barndomsvenner. De løb i skoven uanset vejret og de var glade for et godt måltid. Alligevel var Lone slank, pæn og i form, flere meget yngre kunne misunde hende….. Hvordan kunne så en god, sund kvinde få en hjerneblødning og falde sammen på sin kontorstol, midt i en arbejdsdag som alle andre…..?
”Midt i en arbejdsdag, som alle andre….” Netop! Som alle andre!
Jeg kan huske, da den nye afdelingsleder Flemming Jensen blev ansat for ca. 13 år siden – skete det samtidigt med at Lone er blevet flyttet til Glostrup fra det nedlagte hovedkontor. Den afgående afdelingsleder Torben Lassen holdt en afskedsreception og introducerede samtidigt den nye leder samt den nye bogholder…. Jane Bech Breusch. Den daværende bogholder…. Hanne – ønskede ikke at blive, når ”hendes” chef Torben Lassen skulle pensioneres. Så hellere finde en stilling et andet sted. Jane Bech Breusch er blevet ansat i den ledige bogholderstilling, sad lidt afsides begravet i sine papirer og sin computer, søgte andres selskab lige så lidt som de søgte hendes, og årene gik.
Imens arbejdede Lone som altid, med ildhu og energi, stortrivedes og gik tilfreds hjem hver fyraften. Ofte ventede hendes mand udenfor i bilen, som regel når han ville slæbe hende med ud og spise uagtet, at hun hverken havde frisk makeup eller festtøj på…. Årene gik….
Årene gik indtil….. afdelingschefen Flemming Jensen fik tilbudt en direktørstilling i virksomheden. Det skulle gå stærkt og man havde brug for en ny afdelingsleder. Der var nok ikke energi og overskud til at rekruttere via annoncering, og så skulle man jo interviewe alle disse ansøgere… hmm… så hellere finde èn internt….. men hvem? Tiden var knap, nye spændende opgaver ventede og valget faldt på…… Jane Bech Breusch – bogholderen. Det blev mindre vigtigt, at Jane Bech Breusch havde ingen kvalifikationer endsige erfaring i personaleledelse, at Jane Bech Breusch havde ikke produktkendskab, at Jane Bech Breusch kunne ikke finde ud af at omgås andre mennesker, at Jane Bech Breusch drak som en svamp og var alkoholpåvirket det meste af tiden…. Nej, det var vigtigst at hun var der og…. at hun, bragt ind i en taknemmelighedsgæld ikke ville finde på, at gå efter sin overordnedes job senere i fremtiden. Desuden – jo mindre ”sikker” på sig selv Jane Bech Breusch var – jo mere kunne hun styres af sin overordnede. Er man i en ny, høj stilling har man ikke brug for, at skulle se sig over skulderen på vagt over, om der ikke er en anden dynamiske personlighed ude efter ens job… så bogholder Jane Bech Breusch er blevet den nye afdelingsleder. Året var 1999.
Året var 1999. Dette år ophørte Lones held omsider…. fra dag 1 i sin nye stilling vendte Jane Bech Breusch 180 grader om og begyndte at bruge lige så meget tid og energi på sit job som på at udradere ”konkurrencen”, startende med Lone. Lone vidste alt det Jane Bech Breusch manglede at kende og kunne i glas-branchen. Lone kendte og havde et strålende forhold til alle kunder – Jane Bech Breusch gjorde ikke. Lone kendte produktet ind og ud – Jane Bech Breusch gjorde ikke. Lone havde masser af teknisk support kontakter – Jane Bech Breusch gjorde ikke. Lone havde et fint forhold til folk ude i produktionen og kunne altid få dem overtalt til overtid ved spidsbelastninger – Jane Bech Breusch gjorde ikke.
Jane Bech Breusch var rasende og misundelig, samtidigt med, at hun var snu nok til at vide, at uden Lone kan hun aldrig opretholde salgstallene. I hvert fald ikke i den første periode, før hun evt. fandt én, der var lige så dygtig…. Men selv èn lige så dygtig skal bruge tid til at komme ind i tingene, bearbejde kunderne, udvikle produktkendskab og skaffe sig supportkvalifikationer…. Så Jane Bech Breusch opfattede sig selv som et offer, ”fanget” og tvunget til at tolerere Lone, hvis tilstedeværelse hver eneste øjeblik mindede Jane Bech Breusch om hendes egne mangler.
At ”tolerere” er en ting….. men hvor står det, at det også skal være hyggeligt og behageligt? Og hvis man skal affinde sig med Lone, må man så gøre Lone så svag, at ingen kan finde på at få øje på hende og måske få ”gode ideer” med enten at forfremme hende eller værre…. at tilbyde hende et job hos konkurrenten. Så Lone skulle ned med nakken, for at Jane Bech Breusch kunne føle sig tryg. Og jeg skal love for, at det også lykkedes hende, at få Lone ned med nakken...
Det kunne aldrig falde Lone ind at være på vagt. Lone kunne ikke forestille sig, at nogen kunne have så grimme hensigter. Lone kunne ikke se sig selv som noget særligt og havde haft sit eget, naturlige indstilling til sig selv. Hun ville aldrig kunne gætte sig til, at hun nu er blevet en brik i Jane Bech Breusch`s keglespil og hun blev et nemt offer.
Først blev alle Lones forslag enten afvist eller ”lånt” af Jane Bech Breusch. Så kom krydsdispositioner… en besked nu og 10 minutter eller 2 timer efter en modsat besked – og alt mellemliggende arbejde spildt. Lone forstod intet.
Efter nogen tid begyndte Jane Bech Breusch at skælde ud …. bare råbte og skabte sig over småting eller…. ingenting. Hun kunne møde op om morgenen sukkersød og medgørlig – og en time senere skiftede hun fuldstændigt om og det, der var i orden før – nu var fuldstændig forkert….. og hun skældte ud, og hun råbte så man kunne høre hende på gaden…. Hun ringede til Lones kunder og ”undskyldte” for indbildte fejl, Lone skulle have begået. Kunderne forstod ingenting, ringede til Lone for at høre hvad der foregår…. Lone svarede så godt hun kunne, med røde ører og klump i halsen. Hun var holdt op med at spørge Jane Bech Breusch om årsagen til hendes opringninger, for det eneste hun opnåede var en ny omgang forulempelser i alles påhør….
Og så blev der også overarbejde. Når bogholderen blev afdelingschefen, blev der ikke ansat en ny bogholder…. ”Afdelingschefen” ville udmærke sig ved at spare ”unødvendige” omkostninger væk…. og så kom hængepartier…. Dem skulle Lone tage sig af, ved siden af alt det andet. Det blev slut med at møde sin mand efter fyraften og gå en tur. Der var ikke længere humør og energi til fyraftensture. Godt nok holdt Lone fortsat fast i løbeture i skoven, men kun i weekenderne…. hvis hun ellers orkede. Alt kom til at dreje sig om arbejde og om at hvile ud når/hvis det var muligt. Allerede på vejen hjem fra arbejde, frygtede Lone næste morgen. En gang sagde hun, at hun ser kun frem til to ugentlige dage – fredage og lørdage. For det var de eneste to dage hun ikke behøvede at frygte ”næste morgen”. Alle de øvrige var tunge at komme igennem og hun ikke kunne hvile ud. Lige meget, hvor meget hun prøvede ….. massage, healing, kraniosakral….. kun diazepamer hjalp, og selv det ikke en hel nat igennem.
6-7 år er gået siden Jane Bech Breusch fik chefstolen og trods den lange tid, blev torsdagen i sidste uge den første dag Lone Frederiksen ikke længere behøvede sin diasepamtablet at falde til ro på.
Hun døde..... d. 16. februar 2006, kun 46 år....
EDIT/15. marts 2008
Citer:
Oprindeligt indsendt af
Joanna
Jeg bliver bare helt stum.... desværre er hun nok ikke et enkelt stående tilfælde...
Tænk at blive mobbet til døde.... drevet helt ud på afgrundens rand....
Dette firma burde skamme sig, at have en overordnet der besidder psykopatiske træk... hvem bliver den næste på "dødslisten"....tænker jeg bare...
Jeg ved ikke hvem blev den næste på "dødslisten" eller om helvedes kællingen har fattet pointen, eller hendes uduelige koncernchef har set lyset og sørget for at råde bod på sin fadæse - ved at befrie afdelingen for denne fordrukne karikatur af et ulækkert og modbydeligt kvindemenneske, der har drevet Lone ind i døden...
Lone hed nemlig
Lone og ikke Lea.... Lone Frederiksen. De løse øjeblikke på overarbejds-aftener vi havde tilbragt med en snak om stort og småt.... over så mange år! Jeg har været tilknyttet dette arbejdssted meget længere end både Jane Bech Breusch og den senere Koncerndirektør Flemming Jensen, hvis skyld det er at Lone og de andre medarbejdere er blevet udsat for en regulær tortur på jobbet ... Hvis der er nogen, der er/var i stand til at erkende styrtdykket af "det psykiskie arbejdsmiljø" i i denne helvedes forgård
efter at Jane Bech Breusch er blevet udpeget til Afdelingsleder - så er det mig.... og jeg er lige så edderrassende som før - på de to mennesker der har kostet Lone livet... Både den slappe Flemming Jensen, der ikke magtede at finde en rette person til stillingen som Afdelingsleder og den modbydelig "Afdelingsleder" Jane Bech Breusch, der bare tog imod jobbet og ødelagde livet for alle ansatte... hvilket så kom til at koste Lone livet.
Jeg giver nemlig ikke fem flade ører for (evt.) påstanden om, at Lone nok var syg i forvejen eller andet i den dur... Lone cyklede, Lone roede, Lone løb.... ude i den friske luft... Lone spiste rigtigt, Lone var evigt forelsket i sin mand, Lone har opfyldt alle tænkelige krav til at kunne leve med en sygdom, hvis det var at hun var syg i forvejen -
hvilket hun IKKE var!!
Nej, nej, nej.... det er jobbet under indflydelse af Afdelingslederen Jane Bech Breusch der har kostet hende livet. Det er ikke i fritiden, men på jobbet at Lones øjne flakkede efterhånden som dagen skred fre.... Hendes blodtryk steg så hun havde svært ved at trække vejret igennem.... Hendes kinder blussede op i en højrød farve og hendes knoer var hvide, knyttede af angsten for hvad der kunne ske næste øjeblik.... Lone var et slagent menneske til fyraften... Hver eneste af dem, med undtagelse af når Jane Bech Breusch var bortrejst eller på ferie... Forskellen var slående, selv for udenforstående!
Jeg har endnu en gang gennemlæst mit gamle Minde-indlæg for Lone og ser nu, at jeg faktisk var for forsigtig i at beskrive begivenhederne. Selv efter de to år der er gået siden - er min erindring ikke er blevet svagere, men snarere tværtimod, for jeg er ved at komme i tanker om flere og flere hændelser jeg enten selv har overværet eller Lone har berettet om....
Jeg finder en skønne dag en måde at tvære sandheden i hovederne på Flemming Jensen der var skyld i at Jane Bech Breusch fik mere magt end hun nogensinde kunne håndtere i sin sprutomtågede hjerne.... De vil begge en skønne dag få at vide -
hvad de har gjort!
Jeg kan simpelt hen ikke leve med tanken om, at
slette mennesker endnu en gang kan fortsætte deres liv som om intet var hændt - fritaget for konsekvenserne af deres handlinger, ustraffede og lullende dem selv i en selv-løgn om, at Lone døde udelukkende fordi hun "måtte" være syg i forvejen....
Det var Lone ikke! Lone var rask som en havørn!
Men hvem kan stå imod de utallige dage med stress, mobning, psykisk terror og lignende.... år efter år og uden at nogen gjorde noget - selv om det skreg til himmels om uret og pinsler! På et eller andet tidspunkt bliver grænsen for enhvers udholdenhed nået og min påstand er, at hvis Lone ikke i forvejen var et
friluftsmenneske og i super fysisk form - havde de to klaret at tage livet af hende længe før...
At det blev Lone, der døde og ikke nogen af Lones kolleger berør alene på Lones stor og udtalte "svaghed", der hindrede hende i at forsvare sig og rense psykisk ud efter den daglige mobning:
Lone var et gennemført godt menneske. Og derfor havde hun ingen redskaber til effektivt at stille op imod en fordrukken mobber som Jane Bech Breusch. Derfor er det Lone der er død - og Jane Bech Breusch lever.
Citer:
Man kan dø af stress
Vi har aldrig tidligere i historien kendt til en så vedvarende mentalt krævende og ansvarstung belastning af arbejds- og fritidsliv. Det er almindelig kendt at stress giver mavesår, hjerneblødninger, blodpropper men inden da har vedvarende stress også resulteret i frustration, ensomhed, angst og depression.
Når vi ikke længere har tilstrækkelig tid til at komme os oven på presset, bliver stressreaktionen kronisk og medfører en lang række psykiske og fysiske sygdomstilstande, som i sidste ende medfører at stress dræber
Hej Lone.... vi snakkes.... :smi054
EDIT/15. november 2009
Citer:
Oprindeligt indsendt af
Anina
Nej, nej, nej.... det er jobbet under indflydelse af Jane Bech Breusch der har kostet hende livet. Det er ikke i fritiden, men på jobbet at Lones øjne flakkede efterhånden som dagen skred fre.... Hendes blodtryk steg så hun havde svært ved at trække vejret igennem.... Hendes kinder blussede op i en højrød farve og hendes knoer var hvide, knyttede af angsten for hvad der kunne ske næste øjeblik.... Lone var et slagent menneske til fyraften... Hver eneste af dem, med undtagelse af når Jane Bech Breusch var bortrejst eller på ferie... Forskellen var slående, selv for udenforstående!
Om 3 måneder og en dag er der gået 4 år siden Lone døde efter at hun var faldet om på sin arbejdsplads i Glostrup. Jeg er ikke mindre sorgfuld i dag, end jeg var dengang. Især ikke når der nu begynder at indløbe flere og flere efterretninger om dødbringende arbejdspladser ledet af dødbringende ledere. Hvor mange mon ansatte, fortsat og uventet balancerer på grænsen til en dødbringende sygdom, drevet over kanten af enten sadister i chefstillinger, eller slet og ret - uduelige chefer udpeget til stillingerne af lige så uduelige virksomhedsejere og bestyrelser.
Hemmeligheden bag uduelighedens-kartel er, at netværkerne passer godt på sine egne. Der skal en uduelig til at udpege en anden uduelig til en chefstilling. At rense ud i skarerne af uduelige skal der et mirakel til. Der bliver derfor fortsat sagesløse i almindelige stillinger, som kommer til at betale for deres daglige brød med en pris udregnet i helbredsskader og tab af liv.... som det er sket for Lone d. 16. februar 2006.
Hvil i fred kære ven.
Dåligt ledarskap en hälsorisk på jobbet
Dårlige chefer dræber i længden
Dårlige chefer giver blodpropper
Dårlige chefer kan give hjerteproblemer 
