At hjælpe hinanden

Jeg vil gerne foreslå, at os/jer der endnu ikke er så "ældre" søger kontakt med dem, der er "mere" ældre, og enlige.

Besøg hinanden, og lav evt. en madklub, hvor I med mellemrum spiser sammen. Bare en 4-5 stykker.
Man kan jo slippe en slant til varekøbene, så en enkelt ikke får alt bøvlet med både madlavning og udgift til indkøb.
Og de "mere ældre" kan så nyde en gang lækker mad, som de ikke selv magter at købe ind til eller bakse med (enten kan der ikke købes ind til én, eller der vil være mad til 14 dage, og man har ikke fryseplads til det hele).

Så får man en sludre-sammen aften med mellemrum, og man får stablet et kontakt-netværk på benene, hvor dem der kan, kan hjælpe de andre med det, de ikke kan.

Bare et forslag, der kan hjælpe dem, der har ondt i livet, til lidt mere sol i tilværelsen.

Ideen er vel god nok, men jeg personligt tror ikke det er så enkelt at opsøge de ældre der er ensomme...
1. Her i KBH, kender man jo dårlig nok sin nabo, og ved ikke hvem der er ensom eller ej...
2. Skulle jeg finde på at ringe på hos en ældre, jeg tror er ensom, ja så kan det jo godt være at jeg får smækket døren i hovedet inden jeg er fremkommet med dette forslag fordi, mange ældre er angste og bange for at tale eller lukke fremmede ind i deres lejlighed, da det jo tit er sket at mennesker har udgivet sig for hjemmehjælpere og andet, med det formål at bestjæle de ældre...

Som enkelt person, ville jeg foretrække at være besøgsven under en organsation,
eller gå til lejer,ejer foreningen i min ejendom, og kollektivt forsøge at gøre noget for de ensomme i ejendommen, f.eks. lave fælles madklub for de ældre...
Så er der en anden ting, alle unge som ældre er bange for at stå frem og indrømme denne ensomhed, det betragtes som en skam - selvom det er et samfunds problem i mine øje, og ikke bare et problem for det enkelte menneske...
Bare nogle tanker herfra...
Joanna