Blomster hos Sol eller.....?
Hej alle :smt052
Det var meget interessant at følge blomster-tråden hos Joanna HER, også selv om den udviklede sig en del anderledes og bort fra Joannas "specialer" derinde. Det fik mig så også til at tænke på, at andre af vorer interesser eller det vi skatter i hverdagen - er med til at definere de mennesker vi er og det helt store spørgsmål er - i hvor høj en grad?
Jeg har altid pladderet for, at udødeligheden er umulig. Ikke fordi vi rent biologisk ikke kunne arbejde på at opnå en fysisk tilstand med en tæt på evig fornyelse af kroppen - men snarere fordi jeg har selv med årene oplevet denne "dødelige" træthed i sindet, når jeg gang på gang konfronteres med, at alt "lige som" kører i ring og specielt storpolitisk - spreder ufred og farer, som om vi mennesker aldrig "lærer" af de erfaringer vi kollektivt og individuelt erhverver os i løbet af vores levetid.....
Så kommer den næste generation, blot for at begå selv det meste af, hvad vi i vores troede/håbede på var en afsluttet kapitel og nu kan vi alle sammen komme videre mod noget bedre fremtid end vors var. Så kommer trætheden og man begynder at tænke over, hvor mange "omgange" endnu orker man igen at blive nødt til at forholde sig til, forfra og forfra igen... til man en skønne dag bare vil vide, at det behøver man ikke blive ved med i all uendelighed, fordi en dag bliver den siste.... og derfor kan man fosvare at begynde at se bort fra udvalgte frustrationer og koncentrere sig om det væsentlige "her og nu". Af og til en befriende tanke.
Det er med denne baggrund, at jeg har opdaget nogle få personligheder, hvis bortgang jeg følte en oprigtig sorg over og hvor jeg faktisk også ønskede mig - kunne leve for evigt, så også vores børn og deres børn kunne påvirkes af disse nu døde personligheder mod, hvad vi selv mener er en uundværlig visdom.... der nu, måske er forevigt tabt.
Og hvis dem vi sorger efter, fremmede mennesker vi ingen personlig relation har til - definerer samtidigt hvem vi selv er, fordi deres bortgang har efterladt et tomrum i vores sjæl... større tomrum end mange af de bortgangne familiemedlemmerne formåede - ja, hvad i så fald siger det om os....
Hvem savner vi, hvem ønsker vi kunne leve evigt og hvem vil vi aldrig glemme?
For mig var der en del mennesker, jeg oprigtigt sorger over ikke er her mere.... og på vegne af mine endnu ufødte børnebørn ærger mig, at de ikke kommer i anden forbindelse med dem end gennem mine beretninger - hvis jeg selv lever længe nok og i det hele taget får lov....
Jeg ville ønske, at Erich Fromm, Viktor E. Frankl, Alec Guiness, Sigrid Undset, Stanley Cubrick, Thit Jensen, Agnes Heningsen, Gregory Peck, Amadeo Modigliani, Aksel Mynthè, Mark Twain, Ingrid Bergmann m.fl. levede for evigt - og når den tid kommer - den næste jeg vil sorge over bliver Arthur C. Clarke.
Alt dette betyder langt fra, at jeg anser disse personer for de vigtigste og alle, der savner andre end dem jeg savner - er galt på den..... Langt fra! Men det er altså disse "aktører" som jeg i min tid har udviklet et mere "personligt" forhold til, hvilket må betyde at der i mig findes egenskaber, tanker og følelser - netop disse mennesker, gennem deres skaberværk har rørt ved, fremkaldte en genklang og ridset et spor i.... Derfor - må jeg kunne definere mig selv også ud fra, hvem jeg holder af og hvem har jeg ladet komme tæt på - overskridende de personlige parader, scepticisme og mistro.
Det er meget, meget interessant, at vi gennem de "tilladelser" vi frivilligt udsteder til andre end de nærmeste - viser faktisk vores sande natur. Meget interessant.
Hvis I skulle berette om, hvem ud over familiemedlemmer I savner mest i dag og som I ønsker kunne leve evigt - hvem skulle det være?
