Langturschauffør på afveje
Ser I.... her kommer en god historie fra hverdagen... Engang i august 2005....
Jeg skulle lige til Super Brugsen i omegen efter en pakke gode håndmadder og økologiske frugt og grønt..... næst efter Irma - bedste sted i nærheden at handle økologisk.
Nærheden og nærheden ... skulle godt nok køre 11 km, men efter gode varer er selv dobbelt så langt - ikke for langt.
Jeg drejede af i et stort vejkryds og passerede en kæmpestor lastvogn med udenlandske nummerplader, holdende ulovligt i vejkanten. I farten nåede jeg at registrere, at lige bagved stod chaufføren .... en lille, tyk mand med vom og et styk papir i hånden. Idet jeg passerede i fuld fart, er det gået op for mig at han så ret rådvild ud. I bakspejlet så jeg at han prøvede at vinke de forbipasserende biler til standsning og jeg gættede mig til, at han var faret vildt.
Jeg kunne ikke standse midt i det hele. En hel række biler kørte tæt bag mig. Ingen reagerede på mandens vink og det bedende ansigtsudtryk....
Lige så snart jeg kørte ind i parkeringsbåsen, fiskede jeg min KRAK op af handskerummet og spænede afsted tilbage på gåben, de par hundreder meter til den strandede lastvogn..... Efter at have småløbet over halvvejs så jeg, at en lille personbil var standset og en mand steg ud med (tror jeg) også en KRAKskort i hånden.
Begge mænd stak hovederne sammen og det var ikke svært at gætte sig til, at bilisten var ved at finde den rigtige adresse frem til lastbilchaufføren.... Han pegede ned over kortet... chauføren glippede med øjnene, slog ud med armene og det er gået op for mig at han ikke kunne sproget.
Bilisten så opgivende på den lille mand med den kæmpeenorm lastvogn i baggrunden..... så pegede han på sin bil og derefter.. på lastbilen. Lastbilchauføren så fåret ud i ansigtet - så på bilisten med noget i nærheden af vantro malet over hele ansigtet, men vendte sig føjeligt om og kravlede op i sit førehus....
Bilisten satte sig i sin bil og begyndte langsomt at køre mod det nærmeste vejkryds.... han u-vendte og ventede i vejkanten. Den store lastvogn startede langsomt og har foretaget en u-vending fra den forkerte vognbane.... var simpelt hen for stor og for lang til ellers at kunne vende helt om. Men det er lykkedes og denne store bil bevægede sig langsomt og majæstatisk afsted EFTER denne lille bil, hvis fører øjensynligt ha besluttet sig at lede lastvognen hele vejen til dennes bestemmelsessted... og oppe i førehuset så man det runde ansigt stråle med et bredt smil hele vejen rundt om hovedet.
Hele oplevelsen har ikke taget mere end højst 3-4 mminutter. Alligevel havde jeg lyst til at le højlydt og klappe i hænderne. Jeg stod der strittende midt på en græsplæne og nøjedes med at se denne lille karavane fortone sig i dissen på vej i den retning, hvor den lille personbil ellers er kommet fra før han stoppede for at hjælpe en anden.
Når man forestiller sig at strande nærmest "døv-stum" et ukendt sted, se mennesker passere og for hver gang nogen IKKE standser - føle sig mere og mere fortabt.... ja, så må det føles nærmest som en gave fra vorherre når èn endeligt standser og hjælper èn på rette vej.....
Jeg har det lige nu som det var mig selv der er blevet mødt med venlighed og omtanke .... ja, mon ikke gode oplevelser også kan smitte af på andre end de direkte implicerede...... en "lille ting" som denne og man bliver nærmest helt religiøs af at have oplevet det.
Knus til alle jer gode kvindemennesker.
