Syge på tvangsarbejde!

Syge på tvangsarbejde
om behandlingen af førtidspensionsansøgere
Af Dr. Ellen Ryg Olsen

https://www.overgangsalderen.dk/word...ngsarbejde.jpg

Forlag: Gyldendal 2005
Sider: 164
Omslag: Lise-Lotte Holmbäck
ISBN/EAN 8702041499 / 9788702041491

Gyldendal skrev:

Syge på tvangsarbejde er en debatbog, der belyser de sørgelige resultater af et statsligt og kommunalt pres for at spare på førtidspensionerne. En bog, der stiller spørgsmålet, om vi som samfund kan være bekendt kun at tillægge mennesker værdi ud fra deres arbejdsevne, bl.a. ved at tvinge syge, nedslidte og udstødte mennesker til at gennemføre uendelige arbejdsprøvninger. Bogen lander således midt i en igangværende debat om det stigende antal mennesker på overførselsindkomst og deres rettigheder og muligheder i dagens Danmark.

Fra bogens bagside:

Syge på tvangsarbejde er en debatbog, der belyser de sørgelige resultater af et statsligt og kommunalt pres for at spare på førtidspensionerne.

En bog der stiller spørgsmålet, om vi som samfund kan være bekendt kun at tillægge mennesker værdi ud fra deres arbejdsevne, bla. ved at tvinge syge, nedslidte og udstødte mennesker til at gennemføre uendelige arbejdsprøvninger.

Bogen fortæller om vidt forskellige skæbner - fra kontorchefen til den politiske flytning - der dog har det til fælles, at de er blevet behandlet uden anerkendelse af deres ret til at bede om hjælp. Deres værdighed er blevet krænket og deres lovsikrede rettigheder er ikke blevet anerkendt.
Det er klart, at det er hårdt og destruktivt for et menneske at blive behandlet uden anerkendelse og respekt, men behandlerne rammes også.

Ellen Ryg Olsen, Bedriftslæge og 12 års erfaring og tidligere lægekonsulent inden for systemet.

Arbejderen d. 15. november 2005

Syge på tvangsarbejde
De syge må kort sagt lære at klare sig selv. Foghs minimalstat er godt på vej. Hvis vi ikke besinder os

Folk, der allerede er invaliderede af sygdom, sendes ud i arbejdsprøvninger og revalideringsprojekter, som i nogle tilfælde er direkte livsfarlige. Alt sammen for at at undgå at til kende dem førtidspension.

Disse groteske forhold bliver taget under behandling i en ny bog, 'Syge på tvangsarbejde'. Bogen er skrevet af lægen Ellen Ryg, som kender systemet indefra. Hun vil med bogen 'provokere til en vis besindelse i systemet,' skriver hun i forordet. Hun anklager sagsbehandlerne i kommunen at lægge for meget under for sparekravet fra såvel den kommunale som den statslige forvaltning.

Men det vil være forkert at skyde på socialrådgiverne for at være dem, der slæber dødssyge og invalide igennem den ene arbejdsprøvning efter den anden. For det er velkendt, at en socialrådgiver ikke holder længe i jobbet, hvis der indstilles lidt 'for mange' til førtidspension. Og det kan godt være, at de oplever presset som at det kommer fra deres arbejdsgivere i forvaltningen. Men i sidste ende er ansvaret politisk.

Ansvaret ligger hos de folketingspolitikere, som i 1998 ændrede refusionsreglerne, så en kommune kan spare 5000 kroner om måneden ved at sætte en person på ledighedsydelse, og lade vedkommende vente på et fleksjob der aldrig kommer, i stedet for at til kende førtidspension. Og hos de politikere, som i forbindelse med arbejdsmarkedsreformen i 2001 besluttede at folk, der er blevet kronisk syge, først og fremmest skal sendes i fleksjob - eller sættes på venteposition hertil - frem for at til kende dem førtidspension, hvis de selv ønsker det.

Begge reformer blev gennemført i Poul Nyrups regeringstid for at tage livtag med en stigningen i antallet af førtidspensionister. Og det uden smålig skelen til, at stigningen måske kunne have at gøre med et fysisk og psykisk invaliderende arbejdsmarked. Angiveligt for at tilskynde kommunerne til at sikre så mange som muligt en plads på arbejdsmarkedet.

Det lyder smukt. Men når man laver reglerne, så den økonomiske spekulation i dem er så profitabel, og hensynet til det enkelte menneske rangerer så lavt, er det direkte forbryderisk. Og det er en forbrydelse, som direkte opmuntres af staten. Hvorfor skulle Socialministeriet ellers udsende et notat til sagsbehandlerne om, at man skulle afbryde klienterne, hvis de begynder at tale om deres sygdom, og sige, at 'det må vi tale om på et andet tidspunkt'?

Efter at man nu har fået placeret titusinder i mere eller mindre frivillige fleksjob, og endnu flere på venteliste til et, er det nu en VC-regering, der er ved at forberede næste trin: Det er blevet for let at få et fleksjob, i stedet skal man tilbyde de syge et almindeligt deltidsjob, mener Claus Hjort Frederiksen. De syge må kort sagt lære at klare sig selv. Foghs minimalstat er godt på vej. Hvis vi ikke besinder os.

Kilde: Arbejderen.dk/index.aspx?F_ID=29973 den 5. november 2005

Information.dk:

Opførsel
Udover den økonomiske spekulation og det lægefagligt problematiske, langer Ellen Ryg Olsen også ud efter hele omgangstonen i sagsbehandlingen:

"Det har været rystende at høre om, hvordan de bliver behandlet. Og her er hovedoverskriften, at de føler sig pisset på. Det er helt almindelige mennesker, der har gået ud af livets landevej, men som på et tidspunkt er blevet syge og beder om hjælp. Og der bliver de mødt med mistro, 'ja, ja, lad os nu lige se. Er du nu virkelig så syg?' Og det er virkelig sårende. Alle mennesker har lov til at gå på socialforvaltningen og bede om hjælp, hvis de mener, at de har behov for det. Det er ikke alle, der kan få det, men det skal man så forklare dem på en ordentlig måde. Men de skal ikke mødes med mistro og hån. Socialrådgiverne skal tage de folk alvorligt. De skal simpelthen opføre sig ordentligt," siger Ellen Ryg Olsen.

Kilde: Syge på tvangsarbejde

Syge på tvangsarbejde
om behandlingen af førtidspensionsansøgere
Af dr. Ellen Ryg Olsen

Indhold

- Forord
- Indledende betragtninger

1. del
- Linda
- Doktorshopping
- Knud S.
- Henvisning af syge mennesker til arbejdsprøvning
- Ali
- Tvangsbehandling
- Ahmad
- Diskrimination
- Respekt
- Anerkendelse

2. del
- Førtidspension Diagnoser
- Den nye førtidspensionslov
- Selvvurdering
- Systemet
- Systemskift

3. del
- Resumeer
- Hvad kunne man have gjort
- Afsluttende betragtninger

Litteraturliste


Forord
Dette er en bog, der fortæller om, hvordan en socialforvaltning sekunderet af centralforvaltningen har behandlet mennesker, der har bedt om hjælp.

Det drejer sig om vidt forskellige mennesker fra kontorchefen til den politiske flygtning, der alle uden stands anseelse er blevet behandlet uden anerkendelse af deres ret til at bede om hjælp, og uden respekt. Deres værdighed er blevet krænket, deres lovsikrede rettigheder er blevet trådt under fode, og de er blevet snydt i forskellige grader.

Jeg har arbejdet som lægekonsulent i flere kommuner, og har senest arbejdet fem år som læge på en revalideringsinstitution. Der har jeg været vidne til og direkte impliceret i Københavns Kommunes behandling af mange af de mennesker, der har søgt kommunen om hjælp, fordi helbredet ikke længere slog til. Jeg har siddet med hundesyge mennesker, der er blevet henvist til arbejdsprøvning, fordi systemet var og er gennemsivet af den ide, at alle skal arbejde ligegyldigt hvad - en indstilling der fastholdes med en næsten besværgende aggressivitet, samtidigt med at tusinder forgæves søger arbejde. Henvisningerne til arbejdsprøvning er ofte sket på trods af, hvad der faktisk står at læse i loven, og i øvrigt på trods af hvad al sund fornuft tilsiger.

I denne bog vil jeg for det første fortælle fire historier: En om pædagogmedhjælpervikaren, en om kontorchefen, en om den hårdt arbejdende gæstearbejder og en om den politiske flygtning, for gennem deres historier at belyse sløset og respektløs sagsbehandling, manglende kendskab til love, regler og praksis, samt chikane og magtmisbrug.

For det andet vil jeg prøve at se på, hvad det er, der sker, når formentlig fornuftige mennesker, som ansatte i en forvaltning, kan se det som deres opgave at forvalte den nu gældende hovne indstilling til syge, nedslidte og udstødte mennesker. Både at de så villigt påtager sig at mistro et menneske, der kommer til dem for at bede om hjælp, og at de giver efter for kommunalt og statsligt pres om at spare på førtidspensionerne, ved enten at lade hånt om de love der faktisk er, eller ved at fortolke paragrafferne så stramt og så bureaukratisk, at de mister deres mening.

Dette er således ikke nogen særlig munter bog. Den er selvfølgelig skrevet i håb om at kunne provokere til en vis besindelse i systemet. Den er også skrevet for at yde en form for oprejsning til de mennesker, der er blevet dårligt behandlet. Men mest af alt er den skrevet for at forsøge at se den fornedrelse i øjnene, som jeg selv blev en del af, og for at stilne den vrede, som denne fornedrelse har udløst.


Indledende betragtninger
De fleste mennesker klarer sig uden indgribende hjælp fra det offentlige, og lever i en tryg forvisning om, at der er hjælp at få, hvis der bliver behov for det. Det er de færreste der er klar over, hvad den hjælp "koster" det enkelte menneske. En pris der går fra at skulle komme med alle mulige og umulige oplysninger om sig selv og sit privatliv, til ophævelse af borgerlige rettigheder. Når jeg har fortalt om mine erfaringer som socialmedicinsk læge i forvaltningssystemet, har reaktionen fra de mennesker, der står uden for systemet, været vantro og forargelse tilsat en forhåbning om, at jeg nok overdrev. Når jeg har udvekslet tilsvarende erfaringer med folk, der er inde i systemet, enten som forvaltere eller som klienter, har det sædvanligvis blot medført en træt trækken på skulderen - sådan er det jo, vi kan alle sammen fortælle lignende historier, og der er jo også noget, der er godt.

Som eksempler på hvordan man kan blive behandlet, når man som syg anmoder det offentlige om hjælp, har jeg valgt at fortælle fire historier om fire vidt forskellige mennesker, der alle havde vurderet, at deres arbejdsevne var så reduceret, at de måtte ansøge om pension, før de havde nået den fastsatte pensionsalder. Nu er der jo nogle personer, der i en tilsvarende situation ikke behøver at anmode det offentlige om hjælp, men det er færre end de fleste tror, idet mange private forsikrings- og pensionsselskaber ikke selv foretager pensionsvurdering, men lader afgørelsen være afhængig af den offentlige vurdering. Det vil sige, at man skal vurderes af det offentlige, selvom man har en privat ordning.

Når man selv har vurderet, at man ikke længere kan klare at arbejde, så skal den vurdering altså som oftest anerkendes og accepteres af det offentlige, før man vil kunne få en pension før tid. Det går for sig på den måde, at man først fortæller sin historie til en sagsbehandler, der efterfølgende skal tage stilling til, hvilke yderligere foranstaltninger der skal til, før den vurdering, man selv kommer med, kan accepteres. Disse foranstaltninger kan blandt andet bestå i yderligere lægeundersøgelser, krav om yderligere behandlinger og krav om en arbejdsprøvning, hvor den af en selv påståede reducerede arbejdsevne skal kontrolleres. Jo mindre accept og jo mere kontrol, jo større besværligheder.

Når forvaltningen på baggrund af mistro øger kontrollen, kan det medføre næsten uovervindelige besværligheder, som det ses, når arbejdsprøvning bruges som kontrolforanstaltning. En arbejdsprøvning, eller som det hedder i forvaltningssproget "en arbejdsmarkedsrettet foranstaltning", på en arbejdsplads eller i et revalideringscenter, kan være et ganske udmærket og perspektivrigt tiltag, hvis det iværksættes ud fra en frivillig aftale, men det er håbløst, hvis det iværksættes ud fra tvang, med det ene formål at afsløre, om det, pensionsansøgeren siger, er sandt.

Enhver kan sige sig selv, at man i så tilfælde vil sætte alt ind på at bevise, at man har ret.

Det har været lærerigt at se, hvor sagtmodigt de fleste erfarne klienter har accepteret de forskellige kontrolforanstaltninger, de er blevet udsat for, når de har ansøgt om pension, sammenlignet med den vantro og desperation der har præget de mennesker, der ikke har haft deres vante gang i socialforvaitningens venteværelser. Og så er der de enkelte tidselgemytter, der selv efter mange år i forvaltningens skygge stædigt forsøger at fastholde deres krav om at blive behandlet med anerkendelse og respekt.

De følgende historier drejer sig om helbredssvækkede mennesker, der ansøger om førtidspension, og de handler om, hvilke tvangsforanstaltninger forvaltningen griber til enten for at hindre, at der tildeles pension, eller for at sikre, at den pension der tildeles, bliver så lille som muligt. Man har i systemet magt til at give udtryk for sin mistro på mange andre måder end ved en ufrivillig arbejdsprøvning, man kan også sende ansøgere til den ene lægeundersøgelse efter den anden, man kan forsøge at tvinge ansøgerne til at lade sig underkaste behandlinger, som de ikke ønsker, og man kan i øvrigt kyse ved at demonstrere tydelig disrespekt og udvise diskriminerende adfærd.

Nu er det sådan, at forskningen inden for området viser, at det enkelte menneske, på en endnu uerkendt måde, på suveræn vis er den bedste til at vurdere sin egen helbredstilstand og sin egen arbejdsevne. (1) Man ved faktisk bedst selv, hvad man kan, og hvad man ikke kan. Hvis denne, for systemet så utroligt provokerende sandhed blev erkendt, kunne forvaltningsarbejdet i forbindelse med førtidspensionsansøgere reduceres i betydelig grad, således at det blev en frivillig sag om man ønskede udvidet hjælp fra en socialrådgiver, eller om man ønskede, at sagen skulle ekspederes som en bogholdermæssig overførselsmekanisme. Dermed ville der frigives saft og kraft til, at de såkaldte arbejdsmarkedsrettede foranstaltninger reelt kunne rette sig mod arbejdsmarkedet og ikke mod den enkelte pensionsansøger.

Hvis man skulle være bange for, at alle så bare ville søge en førtidspension, så snart der var det mindste i vejen, så kan man blandt andet berolige sig ved at se på antallet af førtidspensionister, der konstant har ligget på 7-8% af befolkningen mellem 18 og 66 år, lige siden førtidspensionsreformen i 1984. Andelen har været næsten helt uafhængig af, om det i en periode har været let at få en førtidspension og i andre perioder har været meget svært at få pension før tid. (17) Antallet af førtidspensionister er således meget stabilt - det er de besværligheder en ansøger skal gennemgå før deres egen vurdering accepteres, der kan være mere eller mindre indgribende. Det er kontrolforanstaltningerne, der skrues på, når man af ideologiske og økonomiske årsager beslutter, at der skal strammes.

Den aktuelle politiske retorik, der handler om "noget - for noget" deles i sin grundsubstans af de fleste mennesker, vel at mærke som et "noget - for noget" under lige forhold. Jeg har ikke mødt nogen førtidspensionsansøgere, der ikke hellere ville have et godt arbejde og et godt helbred, så han eller hun kunne yde til eget og andres bedste, frem for at skulle sidde som mistroet socialnasser, fordi de har måttet give op. Danmark har en af de højeste erhvervsfrekvenser i verden, vi kan godt lide at arbejde og klare os selv, og kun når der foreligger meget stærke og uovervindelige grunde søges det offentlige om hjælp.

UDDRAG/SLUT

Netavisen d. 12. december 2005:

Syge i tvangsarbejde - Systemet er gennemsyret af den idé, at alle skal arbejde ligegyldigt hvad. Derfor sender man hundesyge mennesker til arbejdsprøvning med deres liv som indsats, siger arbejdsmedicineren Ellen Ryg Olsen, der på baggrund af sine erfaringer på et revalideringscenter har skrevet en bog med sønderlemmende kritik af den måde, førtidspensionsansøgere behandles på, skriver Ugebrevet A4.

Bogen 'Syge på tvangsarbejde' udkom på Gyldendal i midten af november.

- Man sender hundesyge mennesker til arbejdsprøvning med deres liv som indsats. Man møder folk med den holdning, at de bare er ude på at lade sig forsørge. Dermed både sårer og ydmyger man mennesker, der i forvejen er i en meget vanskelig livssituation, og som har levet i den tro, at velfærdssamfundet ville være til disposition, hvis de fik brug for hjælp , fastslår hun.

Ellen Ryg Olsen har arbejdet fem år som læge på Revacentret i København. Det er her, de københavnske førtidspensionsansøgere sendes til, når kommunale sagsbehandlere vil have prøvet ansøgernes arbejdsevne, før de tager stilling til førtidspension. Og det er her, hun har opbygget den harme, hun nu har givet bogform. En harme over, hvad hun opfatter som systematisk fornedrelse af mennesker.

Hun har arbejdet som arbejdsmediciner i det offentlige system både før og efter den nye førtidspensionslov, der trådte i kraft 1. januar 2003 og markerede et afgørende holdningsskift.

Enkelt forklaret gik man fra at se på, hvilken arbejdsevne folk havde mistet, til at se på, hvilken arbejdsevne de havde tilbage. I den proces blev arbejdsprøvning et vigtigt redskab.

Ellen Ryg Olsen bifalder såmænd ånden i den nye lov. Hun er enig i, at passiv forsørgelse ikke er lykken, og red med på den opløftede stemning, der bredte sig i hele systemet op til den nye lovs ikrafttræden. Nu skulle man til at se på det hele menneske og arbejde for, at alle blev integreret på arbejdsmarkedet, skriver Ugebrevet A4.

- Ideen med den nye lov var at se på den enkeltes ressourcer, og hvordan de kunne matche arbejdsmarkedet. Men man har glemt arbejdsmarkedet. Ingen vil jo have dem med begrænset arbejdsevne. Se på den voksende kø af mennesker på ledighedsydelse, som tildeles folk, der er godkendt til et fleksjob, men ikke kan få et. Den er nu på mere end 10.000 mennesker. På den baggrund virker det hult, at man bryster sig af at have begrænset antallet af førtidspensionister med 4.000 på årsbasis.

Siden 1984 har andelen af personer på førtidspension ligget på mellem syv og otte procent af befolkningen, og det gør det stadigvæk. Og ifølge en opgørelse, som Ellen Ryg Olsen bringer i sin bog, spiller vurderingen af helbredet fortsat den altdominerende rolle, når det kommer til den endelige tildeling af førtidspensioner.

- Omkring 10.000 mennesker er i dag på ledighedsydelse, fordi de ikke kan få et fleksjob. Men mange af dem er alt for syge til at arbejde og er egentlig berettiget til førtidspension, tilføjer hun. Når der ikke får det. skyldes det især kommunal kassetænkning. Det er nemlig langt billigere for en kommune at henvise til arbejdsprøvning, end det er at tildele førtidspension.

Sidste år faldt antallet af førtidspensionister med 4000, og i forhold til 2002 var antallet af afslag mere end fordoblet. De mange afslag betød, at kommunerne i løbet af 2004 sparede godt 70 millioner kroner.

Netavisen 12. december 2005

Socialpsykiatri.dk:

Læge Ellen Ryg Olsen beskylder i sin nye bog 'Syge på tvangsarbejde' kommunerne for i stort omfang at svigte alvorligt syge personer, som egentlig burde have førtidspension, men som i stort omfang sendes i arbejdsprøvning. Hendes bog indeholder 4 grelle eksempler på personer, der er kommet i klemme i systemet. Ellen Ryg Olsen arbejdede i 5 år på et revalideringscenter i København. Her stødte hun gang på gang på alvorligt syge mennesker. Det er markant dyrere for kommunerne at sende folk på førtidspension end at sende dem i arbejdsprøvning med en efterfølgende ledighedsydelse, som ofte er resultatet af arbejdsprøvning. Men regeringens ideologi om, at alt er godt, hvis folk kommer i arbejde, bærer også en del af skylden.

Kilde: Socialpsykiatri.dk/printable.dsp?page=2577

Jeg kender desværre en sød overgangskvinde, som er blevet slæbt gennem systemet og gennem den ene arbejdsprøvning efter den anden. Hun er nu gået helt ned psykisk og får både medicin og psykologhjælp. Hun er lige bevilliget fem måneders ro inden sagen tages op til vurdering igen. Hun er fejloperet i skulderen og har nu så mange sammenvoksninger at hun har dannet en knude på størrelse med et hønseæg. Knuden er nu så stor at den trykker påå en måde, så hendes arm til tider svulmer op. Hun har mange fysiske smerter og tager også meget smertestillende medicin.
Så er det jeg spørger - Hvor meget skal der til for at der kan bevilliges en invalidepension ?

Det var bare lidt sure opstød og endnu en bekræftelse af Ellen Ryg Olsens påstande.

Her ligger en menneskelig tragedie som endnu et bevis på regeringens ideologi om, at hvis bare alle kommer i arbejde, så...

Kip

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af Bea

Hun er lige bevilliget fem måneders ro inden sagen tages op til vurdering igen.

---

At man overhovedet kan anvende ordet "ro" i forbindelse med udtrykket: "bevilget"??

Er ro ikke en menneskeret?

Og hvordan mon roen kan bevilges, medmindre den først blev taget fra een?

Det lader til, at hensigten er netop at tage roen fra de syge, så de slides op og svækkes så effektivt - at de kan spises af med meget mindre end den oprindelig lovgivning i sin tid sikrede de syge eller - få dem til helt at opgive og gøre - hvad?

Kaste sig ud af et højhus?

Springe foran S-toget?

Drukne sig i Sundet eller noget andet, bare man letter samfundets "byrde" i følge de ulærte, borgerlige "MF-afstumpheder" af begge køn, der har gjort det til et mål, at forarme og udrydde de småbemidlede og de, der er for syge til at kunne udbyttes yderligere på arbejdsmarkedet - og derfor nytteløse??

Der er gået 10 måneder siden Beas svar her og Ellen Ryg Olsens bog er lige så aktuel som nogensinde. Føj, føøøj! Siger jeg bare og venter spændt på, om heller ikke denne lektie ikke kan få det almindelige stemmekvæg til at folde ørerne ud, kaste blår af øjnene og sætte det forbandede kryds et bedre sted end de sidste to gange!

Jeg er fløjtende ligeglad med Helles Gucci-tasker!!! Hvis det er det, der skal til at hun får fingeren ud - fred være med det!

Millionærerne skal ud af regering og ud af Tinget! Og det kan ikke gå for hurtigt!

Hej Anina

Roen for min veninde er slut, hun er nu sat på bistandshjælp. De siger på kommunen hun ikke er afklaret fordi hun er psykisk syg.

Hun har været til en second opinion psykolog som siger hun skal prøve to slags nervemedicin, fordi disse måske kan tage nogle af hendes smerter.

Hun er indkaldt til møde, hvor de vil tale med hende om hendes økonomi. Håber det bliver positivt.

Jeg har talt med hende om K 10. Har tilbudt at hjælpe og vi kan arbejde hos mig. Hun sidder nu hjemme som en anden robot, og har taget 20 kilo på. Hun kan ikke mere, hun er knækket. Det er bare så forfærdeligt, for hun er afprøvet ni steder og kan kun arbejde en time om dagen under skånehensyn. Hun kan ikke bruge sine arme. Kommunen vil ikke høre efter hendes egen læge eller psykolog, eller de steder hvor hun er arbejdsprøvet. De sender hende til en ny psykolog og efter at have talt med hende i tre kvarter, udtaler han at hun skal prøve ny medicin, underkender alle de andre afgørelser.

For fanden hvor er det noget lort. Jeg har snakket med hende om at gå til pressen, da et vil være guf at vide, de tvinger folk på nervemedicin.

Jeg prøver at hjælpe, hun har ikke selv internet og hun har slet ingen penge. Sagen er anket og hun håber hun kan bo i sit hus indtil hun forhåbentlig vinder anken. Hun vil sælge huset, men hun har lånt en del penge for at overleve, så der bliver ikke så meget tilbage. Det kan jo også være lige meget, for hun kan ikke få bistandshjælp når hun har lidt penge i banken.

Jeg er så spændt på hendes møde i dag, og håber på at kommunen har besindet sig og hun bliver indstillet til pension!

Hendes sag fylder meget i mit univers, også med henblik på min egen egen sag. Hendes anke varetages af fagforeningen, der siger de har tre sager med vores kommune af samme art. Det kunne tyde på at kommunen ikke tør at træffe afgørelser efter de nye regler, før de har tabt nogle sager i ankestyrelsen.

Fy for pokker, hvor er det hele bare noget svinere :cry:

Jeg vil ind og læse lidt om det stof du har fundet! Så kan det være jeg kan blive lidt hidsig!

Bea

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af Bea

Jeg vil ind og læse lidt om det stof du har fundet! Så kan det være jeg kan blive lidt hidsig!

---

Det er på høje tid, at du tillader dig selv at reagere! Det er lovligt at være vred, når man har dine grunde.... og din venindes med. Prøv lige at klikke på linket til DR-Regioner her i tråden og se Helen Ryg Olsen bliver interviewet om sin bog: "Syge på tvangsarbejde". Lån evt. bogen på Biblioteket. Hvis den ikke kan gøre dig vred - er der intet der kan :wink:

Jeg tror, jeg vil låne bogen

Min veninde har været på kommunen, hun har fået ny sagsbehandler, som vil prøve at få gang i en pensionssag. Han synes den er så oplagt, at han er sikker på de tabe anken. Nu håber jeg bare han ved, hvad han har med at gøre. Han har været sagsbehandler i Århus kommune, så det kan være han har lidt mere fart over feltet. Håbe virkelig for hende hun får lidt medvind, det trænger hun til.

Jeg har været inde og høre på linket om syge på tvangsarbejde, fy for pokker, men det jo lige nøjagtigt det det sker ude i den virkelige verden. :cry:

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af Hejdien

Man kan håbe at regeringen høre det men ikke fordi vi tror at det gør nogen forskel .. men vi kan alle håbe :shock: :shock:

---

Det er netop regeringen med, i dette tilfælde Claus Hjort Frederiksen i spidsen.... der har valgt at bruge 9 milliarder vore kroner årligt på at torturere de syge og gøre "systemet" så fintmasket, at ingen af det sølle, max. kvarte promille af evt. misbrugere - ikke kan slippe igennem.

For at opnå det har man valgt at gøre vores egne 9 milliarder skattekroner til et torturredskab og på denne måde gøre hver eneste skatteyder i dette land til medskyldige i en lang række mord på flere syge menneskeliv!! For kan man kalde det "et liv" når livskvaliteten og et værdigt livsindhold fratages et menneske, der i forvejen er svækket og ødelagt af en sygdom?

Nej! Det jeg håber på er, at ved næste valg sker der en kovending og de almindelige vælgere indser, at man kan ikke blive ved at lade sig skræmme til stemme dem ind, der misbruger indvandrerdebatten til at få flest muligt i stemmefolden og derefter anvender magten til at tryne de selvsamme menige vælgere/hverdagsmenneskene, lige så snart de kommer i en eller anden form for uføre, bl.a. kronisk sygdom.

Læge Ellen Ryg Olsen skildrer processen med ansøgning om førtidspension fra systemets inderside. Et system som hun har været vidne til har presset mennesker med behov for hjælp i en hel urimelig grad igennem gentagne arbejdsprøvelser og en skeptisk indstilling til disse menneskers egne udsagn.

Gennem en række cases, hvor man følger flere borgeres anmodning om førtidspension, bliver systemet med sine mangler belyst på nærmest brutal vis, dog uden at kritikken fjerner sig fra det saglige og konstruktive plan. Hendes grundholdning, som hun på ingen måde skjuler, er at mennesker skal behandles værdigt og med respekt. En holdning der står i skærende kontrast til den virkelighed hun har arbejdet i.

Ellen Ryg Olsen har i en periode været ansat som lægekonsulent i flere kommuner og som læge på et revalideringscenter i København. Det var her hun stiftede bekendtskab med de ulykkelige skæbner og blev overbevist om at denne bog måtte skrives.

"De skal ikke upåtalt opfører sig så uanstændigt, som de har gjort i hundrede og atter hundrede sager" ... "De skal ikke tro at alt er vel, og at de upåtalt kan ryste alle klager af sig. Alt er ikke vel".

Bogen er delt op i primært to dele, hvor den ene del beskæftiger sig med at præsentere de skæbner hvis cases vi følger. Her bliver emner som respekt og anerkendelse berørt. I virkeligheden helt basale og høflige krav som man burde kunne forvente indfriet, men i stedet kan det komme som et ydmygende chock når man i forvaltningen bliver mødt med fordomme endnu inden man har åbnet munden.

På nærmest rystende vis bliver man præsenteret for hvordan pensionssøgende medborgere kræves underlagt behandling for deres lidelser hvis de vil modtage penge. Er klienten ængstelig eller betænkelig ved behandlingen kan penge uden videre tilbageholdes. For de fleste en de facto tvangsbehandling i dagens Danmark hvor klienten ikke engang længere er herre over sin egen krop. Lægens diagnose er lov, selvom læger kan tage fejl og operationer ikke altid kan love et sikkert resultat.

Bogens anden del beskæftiger sig med implikationerne af den nye pensionslov fra 2003. Det kan umiddelbart lyde som et af bogens mere tørre emner, men Ellen Ryg Olsen formår at krydre det tørre stof med refleksioner over menneskesynet bag loven, der kun kan efterlade en måbende over det naive menneskesyn loven tilsyneladende bygger på.

Ellen Ryg Olsen har med denne bog gjort et gennemarbejdet debatoplæg som fortjener at blive hørt og læst i sin helhed. Selv mennesker der ikke er i kontakt med Danmarks pensionssystemer burde læse denne bog og blive klogere på den virkelighed vi igennem landets love og forvaltningsånd udsætter vores medborgere for.

En af personerne hvis cases følges, skildrer sin oplevelser kortfattet: "Jeg har arbejdet, siden jeg kom hertil i 1960, i mere end 40 år, uden at kræve noget som helst, og når jeg så lige pludselig har brug for hjælp, får jeg kun besvær."

Markowitch

https://www.overgangsalderen.dk/word...ngsarbejde.jpg

Vi tvinger syge mennesker i arbejde
Af Michael Bræmer

Systemet er gennemsyret af den idé, at alle skal arbejde ligegyldigt hvad. Derfor sender man hundesyge mennesker til arbejdsprøvning med deres liv som indsats. Det siger arbejdsmedicineren Ellen Ryg Olsen, der på baggrund af sine erfaringer på et revalideringscenter har skrevet en bog med sønderlemmende kritik af den måde, førtidspensionsansøgere behandles på.

Mistro
Han var faktisk død i 12 minutter, efter han midt i talen ved sin datters konfirmation var faldet sammen med hovedet ned i suppen. Men takket være hjertemassage blev han genoplivet.

Knud Sørensen blev aldrig den samme igen oven på blodproppen. De mange minutter uden ilt til hjernen havde givet skader på hjernen, og bypassoperationen gav efterfølgende komplikationer. Samtidig stødte sukkersyge og astma til.

Han genoptog sit arbejde som kontorchef i en interesseorganisation, men måtte til sidst indse, at han trods al mulig fleksibilitet fra arbejdsgiverens side ikke magtede sit arbejde mere. Det var en pinefuld erkendelse, for det var et arbejde, han elskede og brændte for.

Efter lang tids overvejelse besluttede Knud Sørensen sig i 1998 for at søge om førtidspension, og så begyndte hans problemer for alvor. For »systemet« kom ham ikke i møde med forståelse og hjælp, men med modstand og mistro. Den kommunale sagsbehandler insisterede på at få Knud Sørensen til arbejdsprøvning for overhovedet at rejse en pensionssag. Et krav, der i første omgang fik ham til at gå i vrede, men som blev ført frem igen, da han prøvede at genoptage sagen i en alder af 63 år. Blandt mange skavanker kæmpede han da med vand i lungerne, gangbesvær og vejrtrækningsproblemer.

Lægen og arbejdsmedicineren Ellen Ryg Olsen bruger i sin bog, »Syge på tvangsarbejde – om behandlingen af førtidspensionsansøgere«, Knud Sørensens historie som et eksempel på, at den er helt gal med holdningen blandt de kommunale sagsbehandlere til syge og nedslidte, der har været nødt til at kaste håndklædet i ringen.

»Man sender hundesyge mennesker til arbejdsprøvning med deres liv som indsats, fordi systemet er gennemsyret af den idé, at alle skal arbejde ligegyldigt hvad. Man møder folk med den holdning, at de bare er ude på at lade sig forsørge. Dermed både sårer og ydmyger man mennesker, der i forvejen er i en meget vanskelig livssituation, og som har levet i den tro, at velfærdssamfundet ville være til disposition, hvis de fik brug for hjælp,« siger hun.

Systematisk fornedrelse
Ellen Ryg Olsen har arbejdet fem år som læge på Revacentret i København. Det er her, de københavnske førtidspensionsansøgere sendes til, når kommunale sagsbehandlere vil have prøvet ansøgernes arbejdsevne, før de tager stilling til førtidspension. Og det er her, hun har opbygget den harme, hun nu har givet bogform. En harme over, hvad hun opfatter som systematisk fornedrelse af mennesker.

»Når man reagerer imod den dominerede mistro i systemet, mødes man af holdningen: »Nåh, du er sådan en godgørende moster, som vil give alle førtidspension.« Gu’ er jeg ej! Men alternativet til den godgørenhedsindustri, man gerne vil pådutte mig, er ikke nødvendigvis den mistrosindustri, der praktiseres. Vi må insistere på, at mennesker skal behandles med anstændighed og værdighed.«

Det er Ellen Ryg Olsens erfaring, at mistroen som oftest er ubegrundet. Langt hovedparten af de nedslidte forsøger at holde sig fast på arbejdsmarkedet med både hænder og fødder.

»Hvis de ikke kan klare det ene, forsøger de med det andet. De går ned i tid eller skifter til en anden arbejdsfunktion. Og hvis de er så heldige at have en uddannelse, der gør dem attraktive på arbejdsmarkedet, skifter de job. Først efter at alle alternativer er opbrugt, og efter alvorlige overvejelser dukker de op hos kommunen for at få hjælp.«

Ellen Ryg Olsen har arbejdet som arbejdsmediciner i det offentlige system både før og efter den nye førtidspensionslov, der trådte i kraft 1. januar 2003 og markerede et afgørende holdningsskift.

Ny lov – samme begrænsninger
Enkelt forklaret gik man fra at se på, hvilken arbejdsevne folk havde mistet til at se på, hvilken arbejdsevne de havde tilbage. I den proces blev arbejdsprøvning et vigtigt redskab.

Ellen Ryg Olsen bifalder såmænd ånden i den nye lov. Hun er enig i, at passiv forsørgelse ikke er lykken og red med på den opløftede stemning, der bredte sig i hele systemet op til den nye lovs ikrafttræden. Nu skulle man til at se på det hele menneske og arbejde for, at alle blev integreret på arbejdsmarkedet.

»Jeg har selv været en af de læger, der har kæmpet meget for, at vi skulle nedtone det helbredsmæssige, fordi sygdommen i sig selv ikke altid kan forklare alt. Men det er ligesom, pendulet er svunget lige fra, at sygdom kan forklare alt, til at man ikke tager hensyn til sygdom. Begge dele er lige dumt. Helbredet kan stille sig afgørende i vejen, uanset hvilke ressourcer man i øvrigt har.«

Samtidig er kravene og tempoet på arbejdsmarkedet konstant blevet skærpet, så det reelt er umuligt at finde plads til andre end dem, der er 100 procent toptunede.

»Ideen med den nye lov var at se på den enkeltes ressourcer, og hvordan de kunne matche arbejdsmarkedet. Men man har glemt arbejdsmarkedet. Ingen vil jo have dem med begrænset arbejdsevne. Se på den voksende kø af mennesker på ledighedsydelse, som tildeles folk, der er godkendt til et fleksjob, men ikke kan få et. Den er nu på mere end 10.000 mennesker. På den baggrund virker det hult, at man bryster sig af at have begrænset antallet af førtidspensionister med 4.000 på årsbasis.«

Siden 1984 har andelen af personer på førtidspension ligget på mellem syv og otte procent af befolkningen, og det gør det stadigvæk. Og ifølge en opgørelse, som Ellen Ryg Olsen bringer i sin bog, spiller vurderingen af helbredet fortsat den altdominerende rolle, når det kommer til den endelige tildeling af førtidspensioner.

I andet kvartal af 2004 blev der i 96 procent af afgørelserne om tilkendt førtidspension lagt særlig vægt på helbredsoplysninger ifølge oplysningerne fra Den Sociale Ankestyrelse.

»Det eneste, der reelt er opnået, er, at man forhaler en førtidspensionering og i mellemtiden får ydmyget og mistænkeliggjort ansøgerne. Hvorfor skal det være så svært at få tilkendt en førtidspension, når den er oplagt berettiget? Jeg tror, det handler om at skræmme os andre fra at komme på de tanker.«

Ufaglærte sidder i klemmen
Som særlig klemte i forhold til førtidspension peger Ellen Ryg Olsen på nedslidte ufaglærte. Personer midt i 50’erne, der har knoklet, fra de var 14-16 år og nu har ikke bare nedslidningslidelser, men måske også lettere hjerte-karlidelser, forhøjet blodtryk og truende gammelmandssukkersyge.

Hver især ikke de alvorlige lidelser, men tilsammen problemer, der gør det umuligt for dem at gøre sig gældende på et højeffektivt, konkurrencebetonet arbejdsmarked.

»Det er dem fra 3F, der svupper rundt i en stor pulje på ledighedsydelser, fordi de ikke har en forkromet diagnose, som kan give dem en førtidspension, men er for svage til at passe et almindeligt arbejde. Dem, der i gamle dage ikke havde et officielt skånejob, men havde fået en kost i hånden og nogle småfunktioner histen og pisten.«

Hvis man fra politisk side virkelig ville sætte handling bag de vidtløftige intentioner om at integrere alle på arbejdsmarkedet, skulle man ifølge Ellen Ryg Olsen iværksætte en ordentlig revalidering og give nedslidte ufaglærte en reel opkvalificering eller uddannelse. Men antallet af revalideringer falder, påpeger hun.

»Har du en uddannelse, har du flere kort på hånden, hvis du ikke længere kan klare dit arbejde. Du kan skifte arbejdssted, funktion, arbejdstid og så videre. Ufaglærte, derimod, har ikke flere kort at spille, hvis fysikken skranter. Derfor må man investere i deres uddannelse eller støttet beskæftigelse i funktioner, hvor de ikke er så afhængige af deres fysik. Der er masser af ting, de kunne komme i gang med.«

Ellen Ryg Olsen er hård i sin kritik af de kommunale socialrådgivere, som i sagens natur fører an, når der iværksættes, hvad hun ser som perspektivløse arbejdsprøvninger og mistænkeliggørelse af borgere, der har måttet banke på kommunens dør for at få hjælp til en førtidspension.

Elendige lus
På den anden side set ved hun godt, at de kun er symptomer på dårligdommene i et system, hvis ånd og handlinger dikteres oppefra.

»Jeg har modtaget personer til arbejdsevnevurdering, som hverken kan gå eller stå, gø eller gabe og har så ringet til socialrådgiveren og spurgt, hvad hun egentlig har tænkt sig. Jamen, hun har tænkt sig, at vedkommende skal have pension. Men hvis der ikke ligger en arbejdsprøvning, så får hun hele systemet med beskæftigelsesminister, Ankestyrelsen, de sociale nævn og det lokale pensionsteam på nakken.«

»Systemet er så hysterisk bange for at komme til at give bare én pension for meget, at man for at undgå det hellere håner og skoser 100 andre mennesker. Det er svært for den enkelte person i socialforvaltningen at gå op mod sådan en ånd. Men socialrådgiverne stemmer jo med fødderne: Den gennemsnitlige anciennitet blandt socialrådgivere i Københavns Kommune er under et år.«

Ellen Ryg Olsen finder det ikke desto mindre dybt betænkeligt, at de personer, som skal rådgive borgerne i så alvorlige sager, samtidig står så svagt i forhold til deres eget system. Hun mener der er alarmerende stort behov for at opgradere socialrådgivernes uddannelse med mere lovgivning, jura og træning i at stå ved de beslutninger, de er nået frem til.

»Socialrådgiverne skal have rygraden til at sige, når arbejdsprøvning er irrelevant. Det har de ikke power til i dag, og systemet tillader dem heller ikke at gøre det. På den måde bliver de elendige lus – ikke mellem to negle, men under en tommeltot, der tværer dem ud.«


Kilde: Ugebreveta4.dk/smcms/Ugebrevet/7422/9854/9866/9879/Index.htm?ID=9879

Dette kan ikke være mere sandt :!: Der skal gøres noget inden det bliver helt umuligt for syge mennesker at få tildelt en pension, eller de kan blive visiteret til et fleksjob. Det hjælper jo ikke at visitere hvis der ikke er noget job.

Nu har kommunerne fået tommelskruer på med hensyn til fleksjobbere og hvis ikke den visiterede finder job inde for halvandet år, ja så forsvinder refusionen fra staten og kommunerne står selv med regningen. Det er godt at kommunen skal arbejde for at hjælpe med at finde et job, men tænk lige på hvor svært det bliver efterfølgende at blive visiteret til fleksjob. Når kommune sidder med hele regningen bliver socialrådgiverne endnu mere pressede.

I vores gamle kommune blev sagsbehandlere enten syge eller rejste deres vej.

Efterhånden tror jeg, jeg ved hvorfor. Der blev ikke visiteret mennesker til hverken fleksjob eller pension i det sidste år inden kommunesammenlægningerne.

Dette fandt jeg frem til ved at spørge mig blandt Revas personale. Der ankom hele hold af ca ni mennesker af gangen. Næsten alle fra vores kommune. Jeg spurgte om det altid havde været sådan, men fik det svar at det kun havde været sådan inden for det sidste år.

Jeg kender personligt sager hvor sagsbehandleren har sagt, " jeg går hjem og starter en pensionssag". Hvorefter borgeren går glad hjem, for to dage senere at få et brev fra sagsbehandleren, at det var en fejl. Prøv at tænke jer hvor nedværdigende det må være at sende et brev tilbage og indrømme at det der står i referatet er en fejl. Velvidende at sådan kan man ikke gøre, uden nye møder osv.

Socialrådgiverne kommer hjem med deres sager og har gjort deres arbejde som de er uddannet til, nemlig at guide og hjælpe borgeren. Når de kommer hjem får de og vide at de er ansat til at passe kommunens pengekasse og så skide være med borgeren og borgerens rettigheder.

Jeg vil ikke holde en lang forsvarstale for socialrådgiverne, men de bliver stoppet med hård hånd. Det er min konklusion på at de fleste sagsbehandlere/socialrådgivere var syge eller rejste deres vej.

Den socialrådgiver der kyndigt hjalp mig langt hen af vejen i min revalideringssag, sagde ja til at være den, der skulle rydde op i kommunens langtidssygemeldte. Jeg opnåede at se og høre hende som den værste heks, trods det at jeg ved hvor kyndig og dygtig hun er. Hun rejste et halvt år efter den nye ansættelse og så kan jeg jo kun gisne om, hvad der derefter skete.

Lige mine tanket om hvad der sker.

Bea

I april sidste år deltog Ellen Ryg Olsen i mødet afholdt af Enhedslistens Ældrestyrke:

"Nu er bogen makuleret", fortalte hun på mødet, "for alle de elendigheder, der er beskrevet i den, er det rene vand mod det, syge mennesker udsættes for efter førtidspensionsreformen fra 2013."

Hun håbede med bogen at afsløre, hvordan man behandler de mest sårbare mennesker i vores samfund, og at dette ville påvirke beslutningstagerne i stat og kommune. Hun var dengang overbevist om, fortalte hun, at der ikke fandtes nogen mennesker, som virkelig havde det eksplicitte ønske, at de ville behandle syge mennesker dårligt. Hun blev dog klogere. (Læs mere)

"Hun var dengang overbevist om, fortalte hun, at der ikke fandtes nogen mennesker, som virkelig havde det eksplicitte ønske, at de ville behandle syge mennesker dårligt. Hun blev dog klogere."

Det tør siges, hun blev klogere. Så sent som i går, har Ellen Ryg Olsen begået endnu et debatindlæg i Information, hvor hun bl.a. skriver:

"Siden jeg skrev bogen Syge på tvangsarbejde, har fornuftige mennesker forsøgt at få mig til at forstå, at det kun er systemets skyld, at de syge behandles elendigt.

Det mener jeg ikke. Jeg mener, at det enkelte menneske i systemet, det være sig sagsbehandler, jurist eller dommer, også har et ansvar for at høre, se og forstå de mennesker, der beder om hjælp. De bør bruge deres forstand, hvilket snildt kan gøres uden at landets love krænkes." (...)

"Man kan undre sig over, hvad der kan få bureaukrater til at tilsidesætte deres personlige dømmekraft og dække sig ind under afgørelser, der lever op til den politik, der aktuelt gennemsyrer systemet. Afgørelser, der ikke er drevet af forståelse for det menneske, der søger om hjælp, og afgørelser, der insisterende fortsætter med at fastslå, at sagkundskaben ikke har ret. Er de dumme eller onde?

En forklaring kunne være, at de efterrettelige bureaukrater deler den måde, samfundet aktuelt ser på de mennesker, der har behov for hjælp. En anden forklaring kunne være, at de har karriereambitioner og derfor ikke vil skille sig ud: At de først og fremmest er konformister, der henter deres styrke i, at andre dele af systemet giver dem ret i deres afgørelser. Det tages af disse konforme som udtryk for, at afgørelserne er gode.

De synes at glemme, at de har en frihed til at tænke selv og til at bruge disse tanker til at sætte sig ind i, hvad deres vurderinger betyder for andre.

Man kan sige, at de er skyldige i ikke at bruge deres forstand." (Læs resten på Information.dk)

Hvad Ellen Ryg Olsen ikke skriver direkte, men som så absolut er det rette ordvalg til at illustrere hendes pointer, er ordet 'grusomhed", idet tilstanden disse mennesker bringes i efter gentagende ture i systemets vridemaskinen - er der kun et ord der til fulde kan beskrive: 'grusomhed'!

Om menige og ledende personer, ansat til at betjene systemet "virkelig havde det eksplicitte ønske, at de ville behandle syge mennesker dårligt" er sagen totalt underordnet al den stund de netop begår nøjagtig dette - behandler syge mennesker grusomt!

En ansat i staten eller i kommunen svarer: "Jeg kan ikke anerkende denne anklage. Jeg har kun udført mit arbejde, jeg blev pålagt af mine ledere og politikere. Oplevelsen af mine klienter, hvis skæbne det var mit job at afgøre, gjorde mine lemmer følelsesløse, ligesom de blev følelsesløse, når jeg, efter ordre, var nødt til at beslutte de grusomheder, som afgørelserne medførte for mine syge klienter og deres familiers liv.

Det var mit uheld at blive indblandet i disse grusomheder. Men disse ugerninger skete ikke efter mit ønske. Det var ikke mit ønske at skade mine syge klienter. Skylden for disse ugerningen er ikke min, men tilhører ene og alene de politiske ledere. Jeg er ikke et monster. Jeg er et offer for andres politiske og juridiske beslutninger, og jeg bør derfor fritages for ansvar for mine handlinger, begået i mit job i det offentlige. Jeg har bare gjort mit arbejde."

Frit efter Adolf Eichmanns forsvarstale ved domstolen i Jerusalem i 1961, beskrevet i artiklen Eichmann: Lydig bureaukrat eller bestialsk folkemorder? i Kristeligt Dagblad, den 27. januar 2011.

---

Et tilbageblik til Folkemødet i 2015, hvor man oplever Ellen Ryg Olsen på slap line, selv om lyden er irriterende ringe, og musikken i baggrunden de første minutter gør det heller ikke nemmere at lytte...

https://www.youtube.com/watch?v=oL0WO9HDJc8

Introduktion: Det er regeringens politik vedr. førtidspension og fleksjob, og Bjarne Corydon siger, at arbejde er løsningen på næsten alle problemer. Men er det rigtig?

Læge Ellen Ryg Olsen og lektor Inge Henningsen,KU diskuterer ud fra praktiske erfaringer og forskningen (en phd. afhandling: Iben Nørup: "Arbejde og Sygdom") hvilken betydning deltagelse på arbejdsmarkedet har for de syge, de svage og de handicappede.

Hvor er evidensen i beskæftigelsespolitikken?

Er arbejde virkelig så sundt, at vi skal give det til de syge?

Nej. Der er ingen evidens for, at arbejde generelt er helbredende,hvis man er syg, eller at arbejdet generelt forebygger, at man bliver syg. Tværtimod forringer aktivering og forsøg på at genintegrere syge mennesker på arbejdsmarkedet ofte disse menneskers autonomi. Det bringer dem hverken tættere på arbejdsmarkedet eller forbedrer deres livssituation. Og det risikerer at gå ud over deres helbred. Grundlaget for de seneste reformer er fejlagtigt og uden evidens.

Kilde: BIEN Danmark - Netværk for Basisindkomst

Uanset om Ellen Ryg Olsens bog "Syge på tvangsarbejde" er makuleret eller blot udsolgt hos alle online-boghandlere, kan den dog fortsat købes hos antikvarboghandlere, eller som e-bog f.eks. hos Arnoldbusck.dk til den beskedne pris kr. 70,31.