Jeg er født uønsket...

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af ann-vibeke "Hos Sol"

Jeg vil da godt indlede denne her afdeling ;-)

Jeg har - en til tider - uhensigtsmæssig adfærd, som udtrykker sig i snerren og bidden af og overfor mine allerkæreste - det være sig de mænd jeg har haft (og har) og min søn, da han boede hjemme…
Når det så er sagt, så vil jeg osse gerne sige, at jeg er blevet bedre/roligere/mere tålmodig med alderen…

Jeg har selv følt det som en slags undertrykt vrede…eller noget jeg ikke ved, hvad er, men vrede kommer nærmest…
Jeg har kunnet forklare det med, at jeg dybest set er født uønsket…

Det var lidt forståelses-indledning ;-)

Så var det jeg mødte en mand, som bar mig på hænder og slet ikke vidste alt det gode, han sku' gøre for at glæde mig…
Vi giftede os…
Og fanme om jeg ikke osse snerrede utålmodigt af ham…hvilket førte til lange snakke om mulige årsager OG eventuelle løsninger på og til denne - for ham - meget overraskende adfærd, for som han sagde: Det sker i løbet af et splitsekund…

Jeg ku' jo gå til en clairvoyant, ikke så meget for at få en konkret løsning, men mere for at få hjælp til at finde de rigtige værktøjer (som jeg ved vi har inde i os)
Jeg forestillede mig, at den clairvoyante ku' pege på et sted i min (tidlige) barndom, som det mest konkrete ;-)

Jeg valgte en clairvoyant på Frederiksberg…han ga' ikke noget…
Jeg valgte en clairvoyant over internettet…hun ga' ikke noget…
- jo måske ga' hun mig en slags dårlig samvittighed, for som hun skrev:
ALDRIG havde hun været ude for, at så lidt passede…

Så faldt valget på en dyrere en i Tåstrup…han ga' ikke noget…

Så blev det en mere kendt og endnu dyrere en i Jylland…heller ikke han ga' noget…

Og ægteparret jeg valgte for at få en kombineret astrologisk/clairvoyantisk konsultation,
ku' heller ikke bidrage med noget jeg ku' bruge…

Nå, tænkte jeg…'man' kan åbenbart ikke 'se' noget på/i/omkring mig…og det til trods for at jeg kan læses som en åben bog og var meget imødekommende og hjælpende på vej overfor alle seerne…
Og nu var der brugt penge nok på den sag… ;-)

Indtil jeg læste om hypnose…
Det er sg da det jeg skal prøve, tænkte jeg…

I mellemtiden var min mand blevet min eksmand, men han betalte og lod mig overnatte hos sig på Fyn, hvor hypnotisøren holdt til…så jeg havde støtte, hvis det tog hårdt på mig…
En meget sympatisk og meget tillidsvækkende hypnotisør…

Men jeg lod mig ikke hypnotisere…
Smadder ærgerligt, for hvor ville - og vil - jeg dog gerne finde ud af, hvorfor jeg er så irriterende utålmodig og snerrende…

Jeg kan forstå, at hypnotisøren ikke ga' noget…det har formentlig en del at gøre med mit behov for kontrol (at bevare overblikket) at gøre…

Men de clairvoyante har skuffet mig…

Nu tænker jeg, at en grafolog måske ku' være en god 'værktøjsfinder'…

Har i andre erfaringer med clairvoyante?

mvh/ann-vibeke

---

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af ann-vibeke

Jeg har kunnet forklare det med, at jeg dybest set er født uønsket…

---

Ann-Vibeke.... fortæl mig så, hvor mange egentlig af vores generation reelt var ønskede, altså ønskede for vores egen skyld.... ikke ret mange vil jeg skyde på.

Så skulle vi tjene til at den eneste ene skulle tage sig sammen og fri; eller blive; eller at det var "påtide".... eller alle mulige andre grunde med den eneste rigtige først til allersidst - de få privilligerede af os (i hvert fald ikke mig selv). Så her er der intet nyt under solen. Vi er ikke alle utålmodige og snerrende, derfor må årsagen findes et andet sted.

Netop fordi du altid følte dig uønsket - har du ladet denne følelse farve alle dine andre oplevelser, også dit ægteskab og måske endda dit aktuelle forhold... "de skal squ bevise og blive ved med at bevise, at de holder af mig.... trods de hårde betingelser jeg byder dem". Og sålænge du bliver ved med at udsætte dem for disse prøvelser og.... de alligevel bliver ved med at hænge på - ja, så holder de af dig indtil videre i hvert fald. Og når effekten svækkes med tiden - får de lov til, igen at bevise deres hengivenhed forfra og forfra igen... Så en dag, når der ikke er flere kræfter at stå imod med og tidens tests har drænet dem for energi - ja, så giver de op og du får (igen) et nyt bevis på at du er "uønsket". Denne "tro" er meget stabil og det eneste, som (måske) hidtil har "bevist sig selv" og derfor er tryghedsskabende og til at regne med, i modsætning til alle disse upålidelige mennesker....

Jeg tror ikke, at der findes den alternative behandler som kan hjælpe dig. I hvert fald ikke før du gør rent bord og indstiller dig på, at det langt fra altid er nødvendigt at grave sig helt ned til rodderne i en given situation/mønster - for at finde en løsning.

Du må tage fat på at omdefinere det du forstår ved at være "ønsket" og det, det i virkeligheden kan betyde for andre, specielt dem der har "svigtet" i din allertidligste prægningstid.

Derudover må du krybe til korset og se efter, om du er ikke dèn person som "ønsker" dig allermindst.... for til syvende og sidst - "ønsker" du dig selv stærkt nok og med en blind tillid til at du er det værd - kan alle disse "svigtere" ikke alene rende dig, men ikke mindst kan de ej heller have selv den mindste indflydelse på din selvopfattelse.

Hvis du omdirigerer største parten af din vrede og omdanner den til den energi som du med passende ildhu kan anvende på at bryde ud af dit eget indre fængsel, du selv anbragte dig i i tidernes morgen - netop for at beskytte dig selv mod "svigtere" - ja, så er du i hvert fald på vej.

Lad ikke disse forbandede, tankeløse og fattige "svigtere" fortsat have en indflydelse på, hvordan resten af din tilværelse fremover kan formes af dig og dig alene. Du kan ikke stille noget som helst op imod, hvad der kan behage omverden at byde dig på - men du kan sørme sørge for, at måden du tillader dig selv at opfatte disse input på er èn du alene er ansvarlig for, og derfor er det du og du alene som holder nøglen til et godt liv i din egen hånd.

Hmm... nu er jeg jo ikke Joanna.... jeg håber alligevel, at du ikke river hovedet af mig for denne indblanding.... jeg kunne helt ærligt ikke nære mig. Jeg er jo ej heller clairvoyant, men mine ord kommer dog et eller andet sted fra hvor også du kan komme.... når du ikke længere har så travlt med at stræbe efter at blive "ønsket". Hvis det ikke endnu er gået op for dig - du ikke alene allerede ER ønsket, men har også været det længe.... det er noget jeg bare ved og havde du ikke været så optaget af at "teste" dine omgivelser om og om igen - havde du nok også bemærket det for længe siden.

Knus :smt052
Admina

P.S. Forøvrigt har jeg heller ikke selv nogensinde mødt en clairvoyant, en kiromant eller anden sandhedssiger, som kunne fortælle mig noget nyt. Dog har jeg ikke været specielt ihærdig i mine forsøg på at finde "sandheden" og i stedet har jeg lært at gribe i egen barm, hvilket jeg varmt kan anbefale dig og andre. Ikke for at placere "skylden", men for at finde den (for een selv) rette måde at tage ansvar for sit eget liv på og derved belønnes med det bedste løsningerne.

Laura ->
Jeg har - efter skilsmissen - fundet ud af at min eks. stressede mig med sin dynamik og at det ofte var det, der udløste min utålmodige snerren…
Og det ville være herligt, hvis det stress der er årsagen…så har jeg et udgangspunkt…
Men min Nils stresser mig ikke…og alligevel får han en tur indimellem…
Tro mig…jeg har prøvet at mærke…

Admin ->
Jeg forstår OG accepterer udmærket, at jeg var uønsket…
- i det mindste med min forstand…
Hvis jeg skal være helt ærlig, så aner jeg ikke om jeg gør det med mine følelser…
- men jeg bilder mig ind at jeg gør… ;-)

Min mor blev gravid med mig i utide, med et løst bekendtskab som nægtede sig faderskabet (han blev det dog idømt)…hun syntes jeg ødelagde hendes liv, hvad jeg jo osse gjorde - hun var lige blevet 18 år…

Gennem min opvækst er jeg straffet korporligt (med bøjler/grydeskeer/våde karklude/bælter og knyttede hænder) og min mor har sikkert forsøgt at tæve min biologiske fars dårlige egenskaber ud af mig, for at min opdragende far ikke sku' fortryde at ha' taget mig til sig…og så var der 4 andre børn at ta' sig af…
Her skal lige indskydes, at jeg har haft den bedste far man ku' ha'…

Det er først som voksen at jeg har følt mig egentlig uønsket…og det er set baglæns…
- forstået på den måde, at jeg som 30-årig - ved et tilfælde - fandt ud af at min far ikke var min far…

Jeg bruger ikke uønsket-heden som undskyldning…jeg har bare ledt - som en gal - efter en forklaring på min adfærd…og er da heller ikke lukket for, at jeg klamrer mig til et halmstrå…

Jeg er helt med på, at det er et selvforstærkende (selvbekræftende) mønster at ha' en kedelig adfærd…

Er det ikke (ofte) sådan, at man kan være så 'begravet' i sine problematikker at man slet ikke kan se klart?
Jeg kan sammenligne det med et hus der trænger til lidt reparationer og justeringer hist og pist…
- men der er så rodet, at man ikke kan finde værktøjskassen…

mvh/ann-vibeke

Kære Ann - Vibeke

Du skriver du har en kedelig adfærd, men jeg fornemmer du er et meget følsomt menneske, og at du ønsker slet ikke at gøre som du gør.
Er du sikker på at at din adfærd er så forfærdelig? Fortæller dine nærmeste dig, at du ikke er til at holde ud? Du skriver du har lært at være mere dæmpet med alderen. Jeg tænker bare om du går rundt og synes du SKAL være sød hele tiden. Der kan jo også til tider være en god grund til at snerre, og desværre er det dem man holder af det ofte går ud over.

Jeg kan se, at du har haft en barndom som jeg ikke vil ønske for noget barn. Det er afskyeligt at benytte sig af vold, og jeg kan godt forstå at du har følt dig som et uønsket barn.
Hvordan har du det med din mor i dag? Har i snakket om det. Det har også givet dig et knæk at få at vide, at den som du elskede alligevel ikke var din rigtige far.

Har du aldrig prøvet at skrive dine barndomserindringer ned. Det har jeg gjort og det har hjulpet mig med at se mine problemer fra andre vinkler.
Måske skal du have hjælp til at få bearbejdet din bardom, da din barndom ikke har været for tøsedrenge.
Nu skal du ikke tro, at jeg bare tror jeg er så klog, men der popper en masse spørgsmål op, når jeg læser det du skriver, og jeg tænker på en god proffessionel psykolog måske kunne hjælpe.
Jeg tænker meget på det du har skrevet og synes det er synd for dig.
Du går og tænker så meget på hvordan du skal omgås andre med respekt, jeg tænker på om dine nærmeste også går og tænker på hvordan de skal omgås dig med respekt?
Håber ikke jeg sårer dig, det er slet ikke meningen. Jeg føler bare med dig.
Knus Bea

Kære Bea!
Du sårer slet ikke…
Ja…det er hårdt at være blød ;-)

Sjovt nok, for hvis jeg spør' min første eks. i dag, så syn's han ikke det var så slemt…

Og da jeg i en nattevagt for 8-9 år tilbage - da min søn var 14-15 år og endnu boede hjemme - sad og tænkte over min adfærd overfor ham (jeg havde formentlig været ekstra streng overfor ham) - fik jeg den tanke at spørge ham:
Hvis du ku' fjerne min værste side, hvad ville du så fjerne?

Og han svarede til min store overraskelse:
Din pylrethed ;-)
Hold da op, sagde jeg…jeg var sikker på at du ville fjerne min hidsighed…
Nå den…svarede han…så går jeg bare ind på værelset… ;-)

Så det er nok mest mig selv, der ikke kan holde min adfærd ud…
Jeg har i høj grad ku' udvise en engleagtig tålmodighed da jeg arbejde i psykiatrien…
…hvorfor pokker ku' jeg ikke ta' den tålmodighed med hjem ?!

Det er ikke fordi jeg oplever min barndom som særlig slem…
Når jeg har talt med min mor om den…og hendes opdragelsesmetode, fortæller hun, at hun ikke vidste bedre…og hun vidste jo ikke bedre…

Det er ikke så meget vi kan tale om det…hun går i forsvarsposition med det samme…
Og meget i mig har forstået/accepteret opdragelsesmetoderne…de kan alligevel ikke gøres ugjorte…

Ja…det var meget voldsomt, at finde ud af at min far ikke var min far…
…det blev en vifte der bredte sig ud…
Mine 4 søskende var 'kun' mine halvsøskende…
Min farmor/fastre/fætre/kusiner var slet ikke min familie…
Jeg syntes, jeg var blevet snydt for noget jeg havde ret til at vide…

Jeg forstår nemt, at mine forældre ikke fortalte det…
- jeg var et barn der ville ha' stillet mig op og sagt:
Det skal du ikke bestemme, for du er ikke min far…

Jo, jeg har skrevet og skriver stadig meget…og bruger mine skriverier som ventil…
…du har helt ret i, at man så kan se fra andre vinkler…

Du skal ikke syn's det er synd for mig…det syn's jeg ikke selv…
Jeg føler mig faktisk stærk…

Måske er jeg fagskadet…
Men jeg føler mig slet - slet ikke fristet til at konsultere en psykolog…

mvh/ann-vibeke

Kære Ann - Vibeke

Jeg tror du er meget følsom men stærk, ja, så er der heller ikke brug for en psykolog.
Du skriver du er fagskadet og arbejder inden for psyriatrien så måske er du fagskadet.

Jeg tror faktisk på at når man arbejder og har uddannelser inden for humaniske fag, tænker man meget mere over tingene. Jeg er selv fagskadet, og tænker til tidet på hvorfor jeg har svært ved at at sige " Og sådan er det bare" Det gør jeg ikke så ofte, jeg tænker og tænker så mine børn og mand ryster på hovedet.

OK, "så synes jeg ikke det er synd for dig" men...........

Knus Bea